On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5619Visninger
AA

30. We Need to talk

Madeleiens synspunkt:
Da jeg vågner, minder knuden i min mave mig om, hvad der skete i går. Min krop er øm helt ind til knoglerne, det er udmattende at være så ked af det.

Jeg trækker dynen af mig selv og rejser mig op. Zayns gæsteværelse er ret stort med en blød dobbeltseng, store vinduer og et enkelt skab.

Jeg går hen til min tøjbyld og trækker min mobil frem fra min bukselomme. Med en klump i halsen og ben der føles som gele, ringer jeg til den person, som jeg har mest brug for men mindst lyst til at snakke med.

Jeg ringer til Harry.

"Madeleine?" hans stemme er hæs, men han lyder ikke træt. Gad vide om han har sovet?

"Harry?" det er dumt, jeg siger det som et spørgsmål, for jeg ved udmærket godt, at det er ham. "Vi bliver nødt til at snakke," siger jeg og så fortsætter jeg ellers bare i én lang køre.

"Der foregår absolut intet mellem Zayn og jeg, og jeg ved ikke hvor, du har fået den idé fra, for jeg elsker dig, og jeg vil for helvede ikke have giftet mig med dig, hvis det ikke var sandt. Vi har et barn sammen, og så stikker du bare af fra mig, og det er ikke fair, og jeg er pisse sur på dig. Jeg forstår ikke, hvordan du kunne gøre det her mod Zayn, for han har intet gjort mod dig, han har intet gjort mod mig. Han har ikke prøvet på noget, for han ved, at jeg elsker dig, Harry. Dig! Du er den eneste, jeg har lyst til at tilbringe min tid med, men du skræmte altså livet af mig i går. Du bankede Zayn, og... og," min stemme knækker sammen, og jeg kan ikke sige, "at du skubbede mig", så jeg lader være og springer videre i min tale, for så snart Harry snakker, tør jeg ikke at sige alt det her. "Pointen er, at hvis det er en side af dig, som jeg skal leve med, gør jeg det, men jeg elsker dig, og du kan ikke gøre det mod folk. Nogen som helst. Og Zayn har ikke fortjent det, for han støttede mig, da du ikke var der, fordi du troede et eller andet, om Zayn og mig. Ja, jeg elsker ham som en ven, og det må du bare finde dig i Harry, for det vil jeg altid gøre, men jeg elsker dig mere! Og hvis du ikke vil være sammen med mig mere, så fint! Men du kan ikke lade det gå ud over Zayn, og jeg vil gerne have det her til at fungere, for vi har også et barn at tænke på, og det virker ikke som om, at du tænker særlig meget for tiden. Så ja... det var det," siger jeg og ånder tungt ud. Det var ret hårdt og udmattende at sige, og jeg føler mig som en punkteret ballon. Harry siger ikke noget, og jeg bider mig nervøst i læben.

Jeg er i tvivl, om han stadig er der, men så går det op for mig, at jeg kan hører ham trække vejret i telefonen. Jeg siger ikke noget, men venter på ham.

"Jeg elsker også dig, Madeleine," siger han så. Jeg ånder lettet ud. Han siger ikke mere, men det var det, jeg havde mest brug for at høre. Det var det, jeg var mest bange for.

"Og?" siger jeg så, for jeg føler, at jeg har sagt så meget, og han har sagt så lidt.

"Og jeg vil gerne have det her til at fungere," siger han så. "Jeg plejer normalt ikke, at blive så... jaloux. Det gik bare sort for mig, for jeg var overbevidst om, at du ville forlade mig for Zayn, og det kunne jeg ikke bære, så jeg flippede, og jeg er rigtigt ked af det. Please tilgiv mig, Made," siger han bedende. Jeg smiler lidt. Min vrede er forduftet og erstattet med min evige kærlighed til ham.

"Jeg elsker dig, Harry. Men det her må ikke gentage sig. Det kan ikke gentage sig. Og vi bliver nødt til at starte forfra, for den Harry jeg mødte i går, var ikke den Harry, jeg forelskede mig i, og det er ikke den Harry, jeg vil være gift med."

"Det er heller ikke den Harry, jeg har lyst til at være," mumler han. Jeg smiler.

"Hvor er du?" spørger jeg forsigtigt ned i telefonen og smiler som en flækket træsko. Jeg ved, at vores problemer ikke er forsvundet, men jeg ved at Harry elsker mig, og at jeg elsker ham, og at jeg altid vil elske ham, og at vi har et barn sammen, og jeg vil blive ved med at prøve, fordi at han er den, jeg vil tilbringe resten af mit liv med. I medgang og modgang.

"Hjemme."

"Vi ses om lidt," siger jeg så og lægger på. Jeg smiler konstant, imens jeg tager mit gamle tøj på, skriver en seddel til Zayn og skynder mig ud og hjem igen.

Harry står i døråbningen og smiler til mig. Jeg glemmer alt om, de blå mærker på hans knoer, og at han også har nogle rifter i ansigtet, som jeg ikke lagde mærke til i går. Jeg kaster mig hans favn og græder af lykke, imens jeg kysser ham hårdt, insisterende og fuld af alle mine følelser. Harry lukker døren bag os, og løfter mig op, så jeg lukker mine ben om hans liv, imens han kysser mig. Han tager min bluse over mit hoved, og vi efterlader en lang række spor af tøj efter os og hele vejen ind i soveværelset, hvor vi viser vores følelser til hinanden på den eneste måde, vi kan. Vi elsker hinanden og vil altid elske hinanden, selvom Harry kan opfører sig som et svin, og jeg kan opføre mig som en skrøbelig glasstatue, så elsker vi hinanden, og dét ved jeg, selvom jeg gerne vil høre Harry gentage det gang på gang på gang. Og selvom at Harry og Zayn har nogen ting, de skal have snakket ud med, og det at Harry og jeg også har, så ved jeg at det vil holde, for jeg kan og vil ikke eksistere uden ham, og en kærlighed som den kan ikke dø. Den kan ikke falme. Det er en kærlighed, der kun kan dø med én og selv dér, lever den videre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...