On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5617Visninger
AA

13. Then Leave

Madeleines synspunkt:

Jeg sidder i sofaen med benene trukket op under brystet og stirrer ud af vinduet. Det regner og alt er helt gråt, ligesom mit humør. Min mave bliver ved med at rumle, men jeg kan ikke få noget ned, eller bare tænke på mad overhoved. Mit blik flakker ned til telefonen, jeg ved, jeg skal på et tidpunkt. Harry er ikke hjemme, jeg har faktisk slet ikke set noget til ham siden i går. Det nager mig, at han ikke vil se mig. Jeg ved, at han skal tænke over tingene og sluge det, men vi ved jo ikke noget sikkert før, jeg har ringet. Jeg tager telefonen og trykker nummeret ind, før jeg ombestemmer mig.

"Hejsa det Ana," lyder en frisk stemme. Jeg ånder ud og opdager, at jeg har holdt vejret. Jeg håbede lidt på, at hun ikke ville tage den.

"D-det er, øhm, Madeleine," siger jeg. Min stemme er ikke mere end en pibestemme, og jeg prøver at dulme nervøsiteten med dybe vejrtrækninger. Jeg ville ønske Harry var her sammen med mig.

"Hejsa darling." Jeg sluger en klump.

"Øhm, Ana?"

"Det mit navn." Hun lyder alt for useriøs, så jeg faktisk slapper lidt mere af.

"Kunne du gøre noget for mig? Og holde det hemmeligt?"

"Wow, hvorfor så seriøs? Hvad for noget taler vi om?" Okay, nu er det nu. Ud med det.

"En graviditetstest. Vil du købe den for mig? Og ikke sige at det er til mig?"

"Of course, babe. Var din fyr lidt for afslappet med beskyttelsen?" Jeg sukker af lettelse. Ana ved godt, at jeg er sammen med Harry, men hun er helt afslappet omkring det, hvilket jeg er taknemmelig for.

"Hvornår skal jeg komme?" spørger hun.

"Hurtigst muligt," svarer jeg. "Tusind tak!" når jeg lige at tilføje, før jeg ligger på. Jeg er dybt taknemmelig for at Ana, vil gøre det for mig. Hvis jeg spurgte El, Dani, Gemma ville der også komme rygter, men med Ana vil ingen få en mistanke. Det føltes som fem minutter, før hun kom.

"Hej, smukke!" siger hun og tager sit overtøj af. Det er første gang hun er hjemme hos mig, så hun tjekker hele huset ud med store øjne.

"Wow, darling. Hvorfor arbejde sådan et usselt sted, når du har råd til... det her?"

"Øhm, det er... Harrys sted..." forklarer jeg. Hun nikker forstående.

"Hvorfor får du ikke penge fra ham? Det ville jeg da helt klart gøre." Jeg svarer ikke på spørgsmålet, både fordi jeg ikke vil snakke om det, og fordi jeg vil have det andet overstået.

"Har du... sagerne med?" spurgte jeg og kløede mig nervøst i håret.

"Selvfølgelig," siger hun og trækker to graviditetspakker op af tasken. "Jeg købte to for en sikkerhedsskyld," siger hun. Hendes blik flakker ned til min mave. "Jeg krydser fingre." hun rækker mig pakkerne og sætter sig i sofaen. Jeg smiler svagt til hende, og har mest lyst til at gøre det med Harry eller alene.

"Tak," hvisker jeg og går ud på toilettet. Lyset blænder mig i øjnene, da jeg ikke har tændt lys andre steder. Jeg sætter mig på toilettet og åbner en af pakkerne. En lille hvid indlægningsseddel ligger foldet sammen ved siden af den hvide plastic dims. Jeg tager en dyb indånding og begynder at læse sedlen igennem. En streg negativ, to streger positiv. Jeg lukker øjnene og bekæmper sommerfuglene i min mave ved at trække vejret dybt. Min menstruation er sikkert bare forsinket. Jep. Der er en afmærket del af plasticpinden hvor jeg skal tisse. Nu skal jeg bare tisse. Kom nu... Bare lidt. Jeg bider mig i læben og prøver at slappe af i underlivet, men alligevel bliver jeg ved med at spænde nervøst. Der går noget som føltes som en evighed, før jeg begynder at tisse. Jeg stikker pinden ind og passer meget på med ikke at ramme mine fingre. Mine fingre ryster, da jeg tager pinden og lader den hvile på vasken. Jeg trækker ud og vasker hænder hele tiden med blikket på pinden. Der stod at man skulle vente fem minutter. Hvordan kan jeg vente i fem minutter? Hvor fanden er Harry, når man har brug for ham! Jeg har lyst til at råbe. Jeg har lyst til at skrige. Jeg har lyst til at græde.

Jeg begynder at trippe lidt rundt. Hvorfor skal man også vente i fem minutter? Jeg ser ned på pinden og ser den ikke bare er hvid, men har en streg. Jeg styrter hen til pinden og i min iver falder den ned på gulvet. Jeg vender den om og synker en klump, da jeg ser resultatet. To streger. Jeg kan ikke fatte det. Kan den være gået i stykker, da jeg tabte den? Kunne den have taget fejl? Det har den sikkert. Jeg ser ned på den anden test, som stadig ligger uberørt. Jeg nikker for mig selv og tager noget vand fra vasken. Jeg sætter mig og stikker den ind, når jeg tisser. Jeg ser på testen, der allerede er brugt og kan mærke en knude vokse i min mave. En stor trang til at græde sidder i mig, men håbet på at det er en fejl, holder mig igen.

"Er du okay?" Ana banker på døren med små blide bump. Jeg nikker, da jeg ikke føler mig klar til at tale.

"Øhm, ja jeg har det fint!" råber jeg. Min stemme er svag og knækker under.

"Er du sikker?" Jeg svarer hende ikke, men stirrer på testen. Jeg udbryder et gisp, da den får en streg. Men ikke kun en streg. To. Jeg. Jeg er gravid. Mine hænder finder ned til min mave. Jeg er et barn indeni mig. Et menneske. Jeg hiver op i min trøje for at se på min mave. Er den ikke lidt større end sidst? En tåre løber ned af min kind, og jeg forstiller mig straks en baby Harry. En lille dreng med smilehuller, krøllet hår og grønne flotte øjne. Så kommer jeg til at tænke på en hylende unge, en ble der skal skiftes, intet søvn, intet liv, snot, gylp. Det er et menneske, man skal passe på. Jeg skal passe på et menneske. Give det kærlighed, varme, tryghed, mad. Jeg kan ikke det her. Du kan stadig få en abort. Tanken strejfer mig, og lyder fristende. Men jeg kan ikke bare... jeg kan ikke dræbe et menneske. Et barn. En mini Harry. En del af mig. Det kan jeg ikke. Det ville være ondt. Men det ville være som om det aldrig havde insisteret. Jeg kunne bare glemme det hele. Hvordan kan jeg glemme, at jeg har et barn med Harry? Ham jeg elsker? Han er her ikke engang. Hvem siger, at han overhovede vil have barnet? Han har et helt fantastisk liv, og barnet vil bare ødelægge det hele for ham. Jeg falder ned langs væggen og stirrer på de to streger. Det kan ikke. De kan ikke...

"Madeleine? Jeg skal gå nu... Du ringer bare, så kommer jeg, okay?" Hun lyder nervøs, men jeg er sikker på, at det bare er en undskyldning for at slippe væk. Jeg svarer hende ikke, men lidt efter kan jeg hører døren smække. Gråden forlader mine læber, og tårerne strømmer ned af mine kinder. Mit hoved hviler op af den hårde væg. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne forsvinde fra det her rod. Flygte. Ligesom Harry.

***

En hård banken på døren, får mig til at vågne øjeblikligt. Hvor brænder det?

"Madeleine! Made luk mig ind! Er du okay! Luk mig!" Det er Harrys stemme, hvilket får mig til at slappe mere af. Mine kinder er tørrer af saltede tårer. Jeg låser døren op, så Harry næsten vælter ind. Hvem er død? Hans ansigt er fortvivlet, og hans øjne har et glimt af desperathed. Mine øjne er tunge, og jeg bliver lidt irriteret over at han vækkede mig. Jeg synker ned på gulvet igen, som en slaskeklud, imens Harry får øje på graviditetstestene. Han tager dem op og stirrer på dem, som om resultatet ville ændre sig, hvis han stirrer længe nok på den.

"Vi skal have at barn," hvisker jeg. Harrys øjne ser ikke triste ud, som jeg havde forestillet mig, men nyt lys glimter i dem og et lille smil glider på hans læber... hva' fuck?

"Vi skal have et barn," hvisker han. "Jeg skal være far." Vent... vil han gerne være far?

"Hvad mener du? Det vil ændre hele dit liv og-" Harry tysser på mig. Hvorfor er han så rolig, når jeg er ved at gå i panik?

"Slap af, Made. Vi skal nok klarer det. Vi klarer alt, okay? Vi har hinanden. Jeg elsker dig, og jeg elsker alt ved dig, selv barnet."

"Men Harry vi-"

"Vi kan gifte os. Vi kan få barnet. Vi kan klarer det her. Vi kan få et vinterbryllup!" Hans øjne stråler med et lys i, og hans stemme er fyldt med håb.

"Det vil ødelægge din karriere! Hvad ville Modest! sige til det? Eller de andre drenge? Det går også udover dem! Vi kan ikke bare give alt op. Du er så ung, Harry. Hvad nu hvis vi ikke holder? Vi har kun været sammen et par måneder!" Min stemme er høj og skinger og desperat. Hvorfor vil han pludselig have det her? Barnet?

"Vil du ikke?" spørger Harry såret.

"Vi er så unge," mumler jeg. "Jeg er ikke parat!" råber jeg så

"Tror du jeg er? Jeg havde aldrig troet, at jeg ville blive far før om måske ti år!"

"Så gå!" råber jeg tilbage. Hvis han ikke vil, skal han ikke. Jeg vil ikke holde ham tilbage. Jeg vil ikke ødelægge hans liv. Harrys blik ser såret ud, men han udskifter det med noget hårdt.

"Fint!" siger han. Han forlader aggressivt badeværelset og går ind i soveværelset. Teknisk set er det hans lejelighed, men alligevel pakker han en sportstaske og smækker døren hårdt i efter sig, får han forlader mig. Jeg vidste det. Jeg vidste at han ville forlade mig på et tidspunkt. Jeg vidste det. Han er ligesom alle andre mænd! Han skrider i sidste ende! Min hjerte er revet itu. Flænget af hinanden. Han vil ikke have det her. Mig. Jeg falder hulkende ned på gulvet igen. Jeg lader al smerten komme ud, forklædt i tårer, men smerten forlader mig ikke. Den sidder stadig og borer sig i min mave, som en kniv der sprætter mig op. Jeg banker hånden ned i gulvet og prøver at fokusere på den fysiske smerte i stedet for den psykiske, som er så meget værre. Et lille skrig forlader mine læber, før jeg bliver helt stille. Jeg kan ikke sige noget. Ingen lyd forlader mig. Smerten er så slem. Han har virkelig forladt mig. Tænk at han bare giver op.

Han har forladt mig.

-------------------------------------

Undskyld for det virkelig, virkelig, virkelig, virkelig, virkelig, virkelig dårlige kapitel! Nu tænker i måske, hvorfor jeg så har publiceret det? Det er fordi, jeg har så dårlig samvittighed, over at jeg ikke publicerer så meget... Håber ikke at i syntes det er for dårligt! Jeg har bare svært ved at skrive meget følelsesmæssige scener! Elsker jer! Tusind tak!

Hvad tror i der sker? Har Harry virkelig forladt hende? Kommer han tilbage? Får de barnet? Eller får de en abort? Bliver de gift? Slår de op?

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...