On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5628Visninger
AA

26. Tears And A Hidden Past

Madeleines synspunkt:

Sådan som hun står over for mig... Hun har forandret sig, hendes hår er blevet mørkere, og hun har de fået rynker... Hun ligner ikke personen i mine mareridt. Hendes læber er vendt opad i et smil. Hendes læber er ligeså røde, som de plejede, og jeg føler mig åndssvag over ikke at kunne have genkendt hende første gang, jeg så hende. Selvom hun har forandret sig meget, burde jeg da have kunne genkendt hende.

"Mor," gisper jeg og blinker forvirret med øjne, imens mine ben helt automatisk træder et par skridt væk fra hende. Min mave vrider sig, som når man drømmer en frygtelig ond drøm og bare ønsker at vågne op igen.

"Hvordan...? Har du...? Hvornår?" usammenhængende spørgsmål flyver rundt i mit hoved, og det er umuligt at få dem ud.

"Men... du døde jo," mumler jeg og tager mig til hovedet. Jeg er så forvirret.

"Nej. Det er svært at forklare... Madeleine, jeg ved, at det er svært at forstå, men jeg er ikke din mor... øhm, altså jeg er hendes søster, Caitlyn Carmen Summer. Efter din mors død har jeg holdt øje med dig."

Jeg ser forvirret på hende. Hvordan...? Hvorfor har hun ikke sagt noget?

"Hvorfor sagde du ikke noget?" spørger jeg så om og ser op på hende med en rynket pande. Jeg er så forvirret, og mit hoved er et ragnarok. Min mor har aldrig fortalt mig om nogen søster. Hun ville slet ikke have, at vi snakkede om hendes familie.

Hun tager et skridt frem imod mig og rækker en arm ud efter mig, men jeg tager automatisk afstand fra hende. Den her kvinde, har jeg lige fundet ud af var- er min mors søster, og så vil hun snakke. Hvorfor nu? Efter alle disse år? Hvorfor har hun aldrig gjort noget? Hun må da have vidst, hvordan hendes søster var.

"Vent. Jeg har ikke lyst til at høre dine forklaringer," siger jeg til hende, og min stemme syder af al den vrede og sorg, jeg har i mig. Hun har bare holdt det hemmeligt i al den tid? Hvordan kunne hun? Ved hun slet ikke, hvordan alt det her har påvirket mig?

"Hold dig fra mig," siger jeg så og vender mig om mod Harry. Jeg havde næsten glemt ham. Han smiler til mig, da han ser mig, men jeg kan ikke få mig selv til at smile tilbage.

En hånd griber ud efter mig og får fat i min arm.

"Madeleine vent."

Jeg står fuldstændig stille, og hendes hånd brænder min hud. Jeg har bare lyst til at slippe væk fra hende, men så er der noget dybt inden i mig, der ønsker at få sandheden at vide. Hvorfor? Hvem er hun? Og hvorfor har min mor aldrig fortalt mig om hende.

"Jeg ved godt, at jeg burde have sagt noget. Det ved jeg godt! Men vil du ikke nok give mig en chance for at forklare?" beder hun. Hendes stemme lyder så oprigtig, at min mave slår knuder. Jeg kan ikke sige nej, og jeg har heller ikke lyst til det, men noget siger mig, at jeg bare skal holde mig så langt væk fra hende som muligt. Hun ligner min mor for meget, og de var trods alt i familie, og hun greb aldrig ind, hun fortalte mig slet ikke, hvem hun var.

"Hvorfor nu?" spørger jeg så næsten hviskende.

Hun tager en dyb indånding. "Jeg var bange. Da vi var børn, var din mor og jeg bedste venner, men de vi kom i puberteten, blev hun... anderledes. Hun begyndte at opføre sig hadefuldt, og vendte alle imod mig..." Hendes stemme er svag og ryster lidt. "Da hun var seksten flyttede hun væk med en fyr og var gravid. Med dig. Vi hørte ikke noget fra hende i seks år. Da hun så opsøgte os igen, var hun gravid med din søster Katherine. Hun var helt ude af den, så jeg gav hende et sted at bo, og jeg passede dig nærmest, som mit eget barn." Hun smiler lidt, da hun siger det, men vender så tilbage til historien: "Efter Katherines fødsel stak hun af igen, og ligemeget hvor meget vi prøvede, kunne vi ikke finde hende. Hun var stukket af til L.A, vi boede i Florida dengang. Jeg tror nok, hun fandt sig en kæreste, men du må forstå, at jeg ikke hørte et ord fra hende de næste ti år. Jeg vidste, at hun var ustabil, men håbede sådan, for jeres skyld, at hun havde taget sig sammen, men det kan jeg se, at hun ikke havde.

Du må forstå, at hun havde et stort forbrug af både alkohol og ecstasy... Jeg hørte først fra hende igen, et par dage inden hun døde. Hun var helt ude af den. Hun sagde, at hun havde gjort noget forfærdeligt, og hun sagde en masse ting. Jeg var selvfølgelig bekymret for hende, men før jeg nåede at spørge ind til det, stak hun selvfølgelig af igen, og så fandt jeg ud af, at hun var død."

En tåre kæmper sig tappert ud af hendes øjenkrog og triller som en smuk perle ned af hendes kind.

"Jeg er så ked af det," mumler hun og så begynder tårerene at trille ned af hendes kinder som vandfald.

Jeg står bare og ser på hende og føler en hvis omsorg, for denne kvinde som jeg ikke kender, men som jeg føler har den samme historie som mig: hun har også fået kendskab af min mors uretfærdige, stygge ondskab.

Jeg forsørger ikke at trøste hende, men står bare at ser på hende, imens mine egne tårer løsner sig fra min øjenkrog, og løber forræderisk ned af min kind.

"Men hvorfor sagde du ikke hvem, du var? Hvorfor løj du over for mig?" spørger jeg og min stemme lyder svag og sorgbar.

"Jeg ved det ikke," svarer hun og hendes rene ærlighed kommer bag på mig.

Vi må have set sjove ud. To kvinder der stirrer på hinanden, imens de græder.

"Made?" Harrys stemme lyder bag mig, bekymret og omsorgsfuld, som jeg kender den. Jeg havde fuldstændig glemt ham - igen. Jeg tørrer mine øjne med min hånd og vender mig mod ham. Mine øjne må være røde og hævet, for hans før forvirrede ansigt bliver pludelig bekymret og vrede?

"Madeleine hvad sker der?" spørger han. Jeg prøver, at sende ham et smil, men det mislykkedes totalt. Jeg svarer ham ikke med det samme, men giver mig god tid til at finde de rette ord. da jeg opdager, at de ikke er der, siger jeg det som det er.

"Harry det her er Caitlyn. Min mors søster."

Harry ser forvirret på kvinden bag mig, der sender ham et oprigtigt og forsigtigt smil, der er beklædt med hendes sorgs tårer.

"Skal vi ikke finde et sted, hvor vi kan snakke?" spørger Caitlyn efter et stykke tid, hvor Harry bare har stirret fra mig til hende.

Jeg nikker og tager forsigtigt Harrys hånd. Jeg har brug for hans støtte i det her. Ellers bryder jeg fuldstændig sammen. Harry ligner et stort spørgsmålstegn, men han følger trofast efter mig, og jeg følger efter hende. Hele den her situation virker lidt komisk, selvom jeg har lyst til at græde. Jeg har lyst til at sætte mig ned her midt på gulvet og vræle.

Jeg prøver på at tage dybe indåndinger, så jeg kan kontrollere mig selv bedre.

Harry ligger godt mærke til det, og han sender mig et spørgende og kærligt blik, imens han klemmer min hånd.

Carm-Caitlyn går hen til receptionen, hvor der er en dør til nogen private lokaler. Nicole ser forvirret på os, da vi går forbi hende, og jeg sender hende et forsigtigt smil, men hun ser det tydeligvis ikke, da hun stirrer på Harry.

Han sender hende et venligt smil, hvilket får alle pigers hjerter til at slå hurtigere. Inklusiv mit.

Jeg registrere ikke, hvor vi går hen, men følger blindt efter Ca-Caitlyn, som går målrettet fremad.

Vi ender til sidst i et kæmpestort, koldt og stilfuldt glaslokale. Der er udsigt over hele L.A, så vi må have taget elevatoren uden jeg lagde mærke til det. Jeg må virkelig være nervøs.

Harry trækker en stol ud for mig, som den kærlige mand han er. Han aer mig blidt over knoerne, før han giver slip på min hånd, for selv at sætte sig ned ved siden af mig. Caitlyn sætter sig på den anden side, af det her kæmpe marmorbord. Der er ikke andet i det her lokale end bordet og stolene rundt om. Udsigten derimod er storslående.

Caitlyn virker mere afslappet og på hjemmebane her, end hun gjorde nede i receptionen.

Hun smiler venligt til mig, men hendes øjne skinner af blandede følelser, jeg ikke kan præcisere.

"Hvad er det du vil have?" spørger jeg og ser flygtigt på Harry. Vil hun have hans penge? Er det derfor, hun først har taget kontakt nu? Men hun tjener da mange på det her hotel? Hun ser i hvert fald ikke fattig ud.

Hun ser fra mig til Harry.

"Nej, nej, nej! Det er overhovedet ikke sådan," siger hun næsten desperat. Jeg slapper lidt mere af. Jeg sidder helt ude på stolen, og da det går op for mig, prøver jeg at se lidt mere afslappet ud.

Hun tager en dyb indånding. "Jeg ville bare gerne nå at lære dig at kende, før du forsvinder igen. Du gjorde mig ret bange, da du bare sådan forsvandt, og jeg havde været for bange til at sige, hvem jeg er. Jeg var bange for, at det var for sent..."

Det får mig bare til at være endnu mere forvirret. Hun burde være den voksne i den her situation. Hun burde have sagt noget! Vreden blusser frem i mig. Jeg kan mærke den helt ude i fingerspidserne, og varmen stiger op i mit hoved.

"Men hvorfor så nu?"

Hun ser en smule nervøs ud, og hun bider sig i læben. Det er foruroligende hvor meget, hun ligner den kvinde, jeg har brugt så meget af mit liv på at hade. Hende her ser bare så meget mere... genert, oprigtig og venlig ud. Hun har det samme lyse hår, de samme røde læber, de samme grå øjne, de samme mørke øjenbryn, den samme lige næse og smukke, mælkehvide hud.

"Fordi er det her måske er min sidste chance," siger hun så.

"Hvad med din datter? Døde hun slet ikke af kræft?" afbryder jeg, da det går op for mig. Måden Caitlyn ser på mig: undskyldende, beklagende og lidt bedrevidende, det får alle puslespilsprikkerne til at falde på plads. Det var ikke hendes eget barn hun snakkede om, det var Katherine.

"Jeg prøvede at fortælle dig det flere gange. Jeg lagde små spor til dig det, så du ville lægge mærke til det, men det gjorde du aldrig."

"Du forventede, at jeg ville tage det første skridt og konfrontere dig? Jeg vidste ikke engang at du fandtes!" jeg hæver stemmen, og det er ikke engang med vilje. Det er bare min modvilje mod hende, der får mig til at reagere, som jeg gør.

Jeg gør mine til at rejse mig op. Jeg har slet ikke lyst til at høre, hvad den her kvinde vil sige til mig.

"Du må ikke gå," beder hun og rejser sig også op på samme tid med Harry.

Jeg har tårer i øjnene, da jeg vender mig om mod hende.

"Hvad er det du vil have fra mig? Alt det her er et overstået kapitel for mig! Jeg er videre med mit liv, du burde blive det sammen," og så vender jeg mig hidsigt om og går. Jeg tørrer hidsigt mine øjne, og har lyst til at kvæle mig selv, fordi jeg er så svag overfor alt sådan noget følelsesmæssigt lort. Jeg lukker mig selv ud af kontoret, og venter på Harry til at følge efter mig. Han står kort og snakker med hende, men jeg har ikke lyst til at se på hende, så jeg vender mig med ryggen til hende.

Der går et par minutter, før Harry kommer ud.

Han ser på mig, men jeg ser ikke tilbage på ham. Jeg vil bare hjem nu.

"Er du okay?" spørger han forsigtigt. Jeg nikker og sender ham et anstrengt smil.

"Jeg vil bare hjem."

Han nikker og tager min hånd.

"Så lad os skynde os."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...