On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5639Visninger
AA

29. Stay Away From Me!

Madeleines synspunkt:

Jeg ligger som en kugle under dynen og kan ikke sove. Jeg ligger på en våd hovedpude, der er gennemblødt af mine tårer. Pladsen ved siden af mig er tom og kold, og mit bryst er hult og smadret. Jeg føler mig som en rosin. Tørret, lille og rynket. Jeg føler mig helt hul og tom. Jeg kan ikke græde mere, for jeg har opbrugt alle mine tårer. Jeg ligger bare og stirrer i væggen, med et hult bryst.

Eleanor har skrevet, om jeg er okay, så jeg regner med, at Harry er stukket af hen til Louis. Jeg er sur på ham over det, men jeg savner ham så meget, at jeg bare har lyst til at tigge ham om at komme tilbage. Jeg ved stadig ikke, hvad han mener. Er han sur på mig, fordi han mener, at Zayn er forelsket i mig? Er han sur på mig, fordi han mener, at jeg er forelsket i Zayn? Eller er han sur på mig, fordi han beskylder mig for at være sammen med Zayn? For ingen af delene er sande. Jeg ved ikke, hvorfor Harry lige pludselig kan blive så jaloux ud af det blå. Zayn og jeg har og vil altid være venner, og vi vil aldrig være mere end det. Det er åndssvagt. Jeg elsker Zayn og håber alt det bedste til ham, men jeg er gift med Harry. Jeg har valgt Harry.

Ikke engang ringen på min fingre, har forsikret Harry om det. Hvad er det, han tror? Hvad er det, jeg har gjort, for at få ham til at tvivle så meget på mig, på Zayn og på os?

Hvad vil han have mig til at gøre? Hvad kan jeg gøre?

Alle tankerne og spørgsmålene kværner rundt i mit hoved. Jeg kan umuligt sove, og jeg føler mig som et spøgelse, der ikke kan finde fred i ulykkelig søgen efter svar.

Jeg kan ikke ringe til Harry. Jeg er alt for bange, for hvad han vil sige. Vil han slå op med mig? Er det helt forbi?

Tanken kvæler mig og får mig til at klynke og pive. Jeg græder ikke, jeg udstøder bare klagelyde. Jeg har lyst til at kaste op, jeg har lyst til at få den her smerte til at forsvinde, men jeg kan ikke. Jeg bliver liggende og piver og falder til sidst i en helt og aldeles udmattet søvn.

Da jeg vågner, rækker jeg automatisk ud til siden for at finde en varm, krop liggende ved siden af mig, men jeg mærker kun luft. Aftenens hændelser popper op i mit hoved, og pludselig er jeg ikke søvnig mere, men jeg har kvalme. Han er ikke kommet tilbage. Åh gud. Åh gud. Åh gud, det er virkelig slut. Han gider mig ikke mere. Mit hul i min mave er så stor og altædende, at jeg føler, at jeg drukner i den. Jeg kan ikke få luft. Jeg gisper efter vejret.

Han har forladt mig. Han er ikke kommet tilbage.

Jeg rejser mig op i sengen og ønsker, at jeg stadig sover, så jeg ikke er i denne verden. Jeg ønsker ikke at være her lige nu. Tanken skræmmer mig. Han kan ikke have så meget magt over mig. Det er ikke sundt. Jeg kan ikke uden ham, og det gør mig bange, fordi at jeg netop ikke har ham. Ikke længere.

Jeg gisper og begynder at få vejrtrækningsproblemer. Jeg kan ikke få luft. Det er som om, at alt luften er forsvundet sammen med Harry, og nu mangler jeg begge dele.

Mit syn begynder at flimre, sikkert fordi at jeg ikke kan få luft. Mine lunger gør ondt og mit bryst stikker. Så bliver alt sort, og jeg håber, at livet endelig har opgivet mig, fordi at jeg ikke ønsker det uden ham.

Da jeg vågner igen, er det første der ryger igennem mit hoved, hvordan kan jeg stadig være her? Harry har forladt mig, hvordan er det muligt for mig, stadig at være her? Min krop gør så ondt, og så kan jeg stadig leve?

Jeg kæmper mig ud af sengen og tager noget tilfældigt tøj på. Jeg må se ham, jeg må have en forklaring. Han kan ikke bare gøre det her mod mig, uden i det mindste at forklare sig. Han skal se, hvor meget at det han gør, gør ved mig. Han skal se hvor meget, jeg lider.

 

Harrys synspunkt:

Jeg har sovet elendigt, selvom at Louis og Eleanor har taget i mod mig med åbne arme. Jeg har fået gæsteværelset, men jeg har slet ikke sovet. Jeg har det elendigt med at have forladt Madeleine sådan, men jeg kan ikke se på hende. Jeg kan ikke klare tanken om, at hende og Zayn... Det knækker mig. Jeg har det elendigt. Bare tanken om hendes ansigt, da jeg afslørede hende i det. Måden hun stivnede og så såret på mig.

Jeg rejser mig op fra sengen. Jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg ved, hvad jeg bliver nødt til at gøre. Det er det eneste, jeg kan gøre.

Jeg hiver noget tøj på, det samme som jeg ankom i, så tager jeg et par solbriller på, mit overtøj og lister ud af lejeligheden. Hvis Louis  fandt ud af, hvad jeg havde tænkt mig at gøre, ville han standse mig, og det har jeg ikke lyst til. Eller brug for. Det her skal gøres.

Kulden udenfor går mig ikke på, men den er strid. Det undrer mig, at der ikke er faldet sne endnu. Tanken får mig til at tænke på Madeleine, så jeg knytter mine hænder og vreden kører rundt i mit blod. Det her skal stoppes.

Jeg går målrettet af sted. Jeg ved, hvor jeg skal hen, jeg har været der før, og jeg ved hvor, det er. Det giver sig selv.

Min mobil ringer, og jeg har ikke lyst til at tage den. Den her person, har den værste timing ever. Det er sikkert Louis, der har opdaget, at jeg er væk, så jeg ignorerer den. Tonen dør, og jeg slapper lidt mere af, stadig vred.

Min mobil ringer igen, og med et højt og vredt suk, hiver jeg den op af lommen og tager den.

"Hvad?" vrisser jeg. Jeg kan høre, nogen tage en dyb indånding.

"Harry? Hvor er du?" stemmen får mig til at stoppe helt op på gaden. Hvad fanden ringer hun til mig for? Skal hun tværer salt i såret? Stemmen som jeg elsker så højt og vil gøre absolut alt for. Hvad er det hun vil?

"Du skal ikke ringe til mig," siger jeg og lyder vred og kold, men min stemme er ved at knække sammen af at høre hende. Madeleine. Jeg kan ikke have det. Det vil bare få mig til at bryde helt sammen her midt på gaden.

Jeg slukker telefonen, ligge den ned i min lomme og så fortsætter jeg med at gå.

 

Madeleines synspunkt:

Jeg banker forsigtigt på Louis' dør, da jeg er sikker på, at Harry er der. Hele min krop ryster, og jeg kan ikke styre det. Jeg er bange for, hvad jeg vil gøre, når jeg ser ham igen. Vi l jeg tigge ham om at komme tilbage? Eller noget værre?

Jeg ved, at det her er det samme, som at tvære syre i mit eget sår, men jeg bliver nødt til at gøre det.

Tøvende banker jeg på døren, og mit hjerte stopper, da jeg hører lyd derinde fra. Alle mulige tanker flyver igennem mit hoved, imens jeg venter på, at døren skal åbne. Jeg er tæt på at stikke af.

Louis' åbner døren og ser overrasket på mig.

"Madeleine?" siger han og hans blik er alvorligt. Han har sikkert hørt det hele.

"Er Harry her?" spørger jeg og min stemme er høj, men den ryster. Louis rynker panden, men nikker så. Jeg styrter ind uden at vente på en invitation. Jeg går direkte hen mod gæsteværelset, før jeg kan nå at fortryde.

Jeg åbner døren og ser sengen rodet, men der er ingen spor efter Harry. Mit hjerte er oppe i halsen, og min evige kvalme sidder som et sort skygge om mig.

Der er spor efter ham, og jeg har lyst til at kaste mig i sengen og indsnuse hans duft, som sikkert sidder fast i sengetøjet.

Jeg vender mig om, og ser Louis stå og se forvirret ud.

"Hvor er han?" spørger jeg, og min stemme ryster ligeså meget som et jordskælv. Louis ligner ét stort spørgsmålstegn, så jeg tager min mobil op og ringer til Harry. Jeg skal have der her overstået. Jeg kan ikke gå rundt i uvished, jeg skal have ham til at forklare og forstå, før jeg kan gå tilbage.

Jeg bliver nødt til at rejse tilbage til L.A, fordi jeg har intet job, ingen penge, intet hus. Jeg er ikke forsikret. Jeg er bare hoppet i kærligheden med begge ben. Jeg troede på ham, og så forlader han mig, og han skal forklare mig hvorfor. Var det hele tiden? Elskede han mig nogensinde? Eller var det kun skuespil? Er der på grund af barnet?

Jeg bliver nødt til at få svar.

Han tager ikke sin mobil, så jeg prøver igen.

"Hvad?" vrisser han ind i mobilen. Hele min krop antændes som flammer og begynder at ryste, som bølger på vandet. Hans stemme lyder som smør i mit hoved, og gråden sætter sig fast i mig.

"Harry?" Jeg hader mig selv for at lyde så svag, og jeg får ikke engang, spurgt ham om mine spørgsmål, som jeg havde tænkt mig. "Hvor er du?"

"Du skal ikke ringe til mig." Og så lægger han på. Mit hjerte stopper, og mine knæ knækker under mig. Jeg føler, at jeg er ved at briste.

Jeg føler mig som et visent blad, og Harry har lige trådt på mig.

Jeg registrere ikke rigtigt, at Louis kommer hen til mig, og hvad han siger, men tankerne flyver igennem mit hoved. alt hvad Harry sagde:

"Du skal ikke ringe til mig. Han er fandme forelsket i dig. Kan du ikke se det?"

Jeg rejser mig oppe. Jeg ved, hvor han er. Alt er som i en tåge, jeg lever på adrenalin og instinkt. Jeg bliver nødt til at finde ham.

Det føles præcis som på film, hvor alt foregå i en slags tåget slowmotion. Jeg kan mærke kulden, men reagere ikke på den. Lige pludselig står jeg foran Zayns dør, og jeg går lige ind, uden at banke på.

Jeg kan høre stemmer, der råber, og da jeg hører Harrys stemme, banker mit hjerte mod mit bryst, og jeg følger efter stemmerne. Jeg ender inde i stuen, da jeg ser dem.

Harry banker Zayn.

Zayn står presset op mod væggen uden at gøre noget, uden at forsvare sig selv, og Harry står stor og truende foran ham og har lige slået ham. Hårdt.

Jeg skriger på Harry, at han skal stoppe, men han gør ikke noget. Zayns ansigt er blodigt, og Harry stopper bare ikke. Han bliver ved med at slå på ham. Ligesom trommer.

Jeg løber hen til dem og prøver at gå ind foran Zayn, så Harry ikke rammer ham men mig. Harry stopper, men sender mig et vredt blik, som dog bløder lidt op, da han ser mig, og så skubber han mig væk, så jeg falder og kører hen ad gulvet og lander ind i væggen.

Overraskelsen i det han gjorde, får tårerne frem i mine øjne. Smerten breder sig fra toppen af ryggen, hvor jeg landede ind i væggen og fra mit hjerte, helt ud til de yderste dele af min krop. Jeg kan slet ikke kende ham. Han skræmmer mig. Den Harry jeg kendte, ville aldrig lægge en finger på mig. Jeg kan ikke høre noget, mine ører ringer. Harry stopper op med at banke løs på Zayn, og han vender sig forskrækket mod mig. Han ser ned på sine hænder, der er smurt ind i blod. Han tager nogen lange og hurtige skridt hen imod mig, og han sætter sig på hug og ser skræmt på mig.

"Undskyld, undskyld Madeleine. Er du okay? Jeg ville aldrig gøre dig noget ondt, det var ikke min mening," siger han, og hans stemme knækker under. Jeg ser på ham. Mit hjerte er stadig hans, og adrenalinen suser i mine ører, så det er sikkert derfor, jeg ser vredt på ham og hvæser:

"Hold dig væk fra mig!"

Han ser overrasket på mig, og jeg bakker væk fra ham og hen imod Zayn.

"Hold dig væk!" gentager jeg. Jeg er skræmt over ham. Han er som et fremmed dyr for mig. Hans skal ligner den gamle Harry, den Harry jeg kender, men der er noget mørkt indeni ham, som jeg aldrig har stiftet bekendtskab med. Som jeg aldrig havde forestillet mig, at han havde.

Jeg må glemme mine følelser for ham, for Harry, som jeg har følelser for, er væk, og skindet bedrager. Jeg kravler hen til Zayn.

"Er du okay?" hvisker jeg. Jeg kan se, at han nikker, men bare dén bevægelse får ham til at skære grimasser. Det river mit hjerte i stykker. Jeg tager mit ærme og tørrer forsigtigt noget af blodet væk fra hans ansigt.

"Madeleine!" siger Harry bag mig, men stemmen han siger det med, får mig til at farer sammen, men får mit hjerte til at smelte. Han er ikke den sammen, han er ikke den samme, han er ikke den samme, bliver jeg nødt til at minde mig selv om.

"Hold dig væk!" skriger jeg. Det får ham til at stivne. Hans blik er såret, og mit hjerte brister. Han er ikke den samme, gentager jeg. Jeg prøver at løfte Zayn op at stå, og Zayn hjælper så godt, han kan. Kluntet får vi ham lodret op, og så hjælper jeg ham ud i køkkenet, væk fra Harry som ser fortvivlet og såret på os.

Jeg får placeret Zayn på en køkkenstol, og så går jeg med tårer ned af kinderne hen til vasken og fugter en klud med vand. Jeg tager en skål også med vand ved siden af.

Jeg sender et trøstende smil til Zayn og prøver at være stærk. Han ligner en rå bøf, og tanken om at Harry har gjort det her, får kvalmen i min hals til at stige. Gråden trænger på, og jeg har lyst til at hulke fortvivlet. Hele mit liv er nærmest vendt på hovedet, og alt ser håbløst ud.

"Undskyld," hvisker jeg til Zayn, og før han når at sige noget, fortsætter jeg. "Det her kommer måske til at gøre lidt ondt."

Jeg tager den våde klud, og starter med blidt at tørrer blodet væk fra hans næse. Jeg er i tvivl om den er brækket, men jeg fokuserer kun på blodet. Alle mine tanker prøver jeg at glemme, for det vil bare knække mig, og lige nu er der nogen, der har brug for mig.

Zayn sidder musestille og laver ikke engang grimasser, når jeg tørrer ham, men jeg kan mærke, at han stivner, når det gør ondt.

Jeg vrider kluden i vandet, så vandet bliver lyserødt, og sår tørrer jeg lidt blod væk fra hans øjenbryn, som er flænget.

At se det Harry har gjort ved hans bedsteven, sikkert på grund af mig, det flår mit hjerte ud af mit bryst. Jeg er skyld i at Zayn skal gennemgå så meget smerte. Jeg har gjort det her ved ham.

Alle de negative tanker om mig selv, kører på repeat igennem mit hoved. De ved altid, hvornår de er mindst velkomne, og så kommer de, når jeg har paraderne nede. Jeg bider min i læben, imens jeg koncentrere mig om Zayn.

Lige nu vil jeg helst glemme, at Harry står ude i stuen. Jeg har ikke lyst til at se ham, og jeg har ikke lyst til at snakke med ham.

Da jeg er færdig med Zayn, ligger jeg kluden på bordet og skal til at vende mig om, fordi at jeg kan mærke at tårerne, de vælder op i mine øjne, og jeg vil ikke græde foran Zayn. Jeg skal være stærk, og det kan jeg ikke.

"Hey," siger Zayn og tager min hånd, så jeg vender mig om mod ham. Tårer løber ned af mine kinder, ikke som blid regn men som et stormende vandfald, der bare bliver ved og ved.

"Er du okay?" spørger Zayn blidt. Jeg nikker og prøver at få min tårer til at stoppe. Jeg skriger af mig selv indvendigt, men de stopper ikke. Jeg bider mig hårdt i læben og nikker.

"Jeg vidste bare ikke, at han kunne finde på sådan noget," siger jeg, og min stemme ryster og lyder svag. Selvom Zayn ser forfærdelig ud, smiler han blidt til mig.

"Han har et forfærdeligt temperament, Maddie. Jeg er bare ked at, at det skal gå ud over dig," siger Zayn med en blid trøstende stemme. Jeg hulker rigtigt nu, og Zayn tager en stol til mig, så jeg kan sidde ned ved siden af ham. Eller nærmere op ad ham. Jeg har brug for hans støtte lige nu, selvom jeg burde være stærk.

Jeg sidder i Zayns favn, imens han aer mig på ryggen. Jeg græder ned i hans skulder. Jeg græder på grund af Harry, jeg græder på grund af Zayn, jeg græder på grund af Zayn og Harry, jeg græder på grund af mig, på grund af Baby, og på grund af Harry og jeg.

Det hele er bare forkert.

Da min hulken endelig stilner lidt af, fjerner jeg mig lidt flov fra Zayns skulder og smiler undskyldende til ham. Og så pludselig ud af det blå, nærmer hans ansigt mit, og hans læber rammer mine i et blidt kys. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg stivner. Det virker forkert. Det er forkert. Så trækker Zayn sig tilbage, og denne gang er han flov.

"Undskyld," hvisker han.

"Zayn..." siger jeg. Det hele sker så hurtigt, og jeg vil ikke såre ham, og adrenalinen og sorgen og forvirring kører rundt og gør mit hoved omtåget.

Zayn stopper mig.

"Jeg ved det, Madeleine. Du elsker Harry, og fordi I har nogle ting at snakke om, skal jeg ikke bare komme rendende. Undskyld. Det skal ikke ske igen. Du er skøn, Maddie, jeg skal nok lade være med-"

Jeg stopper ham ved at give ham et kort venskabeligt kys, som får ham til at stoppe midt i hans talestrøm.

"Undskyld Zayn. Jeg elsker dig... bare ikke sådan," hvisker jeg. Zayn ser mig ikke ind i øjnene, men han nikker. Jeg hader mig selv. Jeg fucker alting op. Er det derfor, Harry er så sur?

Jeg lukker øjnene. Jeg er træt og orker ikke at tage stilling til virkeligheden. Harry er en nar, og Zayn er utrolig sød, og jeg er forvirret. Jeg elsker ikke Zayn. Ikke på den måde, men Harry opfører sig virkelig mærkeligt. Og jeg ved, at jeg bliver nødt til at snakke med Harry, men jeg orker det ikke. Ikke lige nu.

 

Jeg sover hos Zayn den nat. Jeg ved ikke, hvor Harry blev af, men han forsvandt, da Zayn og jeg gik ud i køkkenet. Jeg håber virkelig ikke, at han så Zayns og mit kys, for det kunne måske misforstås, for der var ingen kærlige følelser i det fra min side af.

Jeg låner et gæsteværelse og en T-shirt af Zayn til at sove i. Dagen har været så følelsesmæssig udfordrende, så jeg falder hurtigt i søvn og har mareridt om Harry, der binder mig fast og banker livet ud af mig, hvorefter han forlader mig, og jeg ligger næsten død og håber kun på, at han vil komme tilbage til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...