On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5705Visninger
AA

24. Something Like Sweden

Harrys synspunkt:

Da jeg vågner, sover min arm, og mit ansigt er fyldt med hår. Jeg ligger mærke til Madeleine, der sover sødt ved siden af mig. Eller skal jeg sige på mig? Hun bruger min arm som pude og ligger med ryggen til mig, så hendes hår ryger op i mit ansigt.

Jeg smiler.

Ganske forsigtigt ligger jeg min anden arm om hendes liv og snuser til hendes hår, der dufter dejligt af blomster. Hvilke kan jeg ikke præcisere.

Hendes hud er glat og blød og præcis så skrøbelig som den fineste porcelæn. Jeg har lyst til at kysse hver en centimeter af hendes bare hud. Jeg har lyst til at lade mine glide igennem hendes bløde, mørke hår. Jeg har lyst til at kysse hendes læber blidt med mine egne og hviske mine hemmeligheder ind i hendes øre.

Men i stedet ligger jeg bare og kigger på hende.

Jeg kan høre hende trække vejret og mærke hendes krop bevæge sig, når hun gør det. Jeg har lyst til at kramme hende så hårdt, at hun bare forsvinder ind i mig og bliver i et med mig.

Jeg vidste ikke, at man kunne have det sådan. At det var fysisk muligt.

Hun mumler en lyd og bevæger sig om på den anden side, så jeg kan se hendes ansigt. Hendes læber er let adskildte, og hendes øjne sitrer let, idet hun åbner dem på klem.

Da hun ser mig, smiler hun og gaber. Jeg smiler automatisk større.

"Godmorgen," mumler hun og åbner øjnene helt op. Jeg smiler bare og beundrer hende.

Hun er sin egen form for skønhed. Den usynlige og den synlige slags. Begge lige store. Hvis ikke den ene overtopper den anden.

"Du stirrer," mumler hun og ser ned. Hun rødmer svagt, hvilket får mig til at smile.

"Jeg kan ikke fatte, hvor smuk og fantastisk du er," svarer jeg. Denne gang rødmer hun mere, så hendes kinder bliver stærkt rosafarvet.

"Stop det," siger hun. Hun skubber til mig, så jeg falder tilbage ned at ligge. Hun rejser sig op og sætter sig ovenpå mig. Hun smiler og bøjer sig ned for at give mig et hurtigt kys på munden. Hendes læber når mine, og det øjeblik hører vi sammen som én. Det er som om, vi kan læse hinandens tanker. Hun trækker sig tilbage og gør mine til at rejse sig op, men jeg tager fat i hendes liv og hiver hende ned at ligge, så hun ikke kan gå nogen steder. Hun hviner, og så kysser jeg hende dybt og hungrende efter hende. Hun begraver hendes hånd i mit hår, og det får en kuldegysning igennem mig at mærke hendes blide hænder. Hun trækker mig tættere, så jeg kommer til at smile under kysset.

Vi er håbløse.

Jeg trækker mig lidt væk og prøver at få kontrol over mig selv igen.

"Du forhekser mig," mumler jeg og rejser mig op og giver hende en hånd, da jeg står op. Hun tager imod den og sætter sig i skrædderstilling.

"Hvad er klokken?" spørger hun så og gaber. Jeg griner af hende, så hun rækker tunge af mig.

Jeg forlader hende men kun for at gå ud på badeværelset. Jeg tjekker hurtigt badeværelset ud. Jeg har ikke været her før, men jeg så billeder af det, da jeg bookede det. Det er mindst ligeså fantastisk som på billederne, og jeg ved at hun vil elske det.

Smilende finder jeg et stort, hvidt håndklæde under vasken, og ligger det ude foran bruseren. Hele badeværelset er belagt med hvide fliser, og der er en stor bruser i det ene hjørne. I det andet hjørne er der et toilet, og så er der selvfølgelig den kæmpestorevask, med det kæmpestore, gamle spejl, der ligner noget fra 1920erne.

Jeg smider tøjet og går ind for at tænde for bruseren. Vandet giver mig et koldt gys, men bliver så hurtigt varmet op til en perfekt, behagelig temperatur. Jeg står med bøjet hoved, et åndssvagt smil på læberne og tænker på én speciel person.

Hende.

Madeleine.

Da der er gået et stykke tid, slukker jeg for vandet og træder ud. Jeg binder håndklædet om livet og går ud.

Jeg kan fornemme Mades blik på mig, så snart jeg kommer ud, og det får mig til at smile. Jeg går hen til min kuffert, som jeg bare stillede henne ved væggen, da vi kom i går. Vi fik ret så tralvt, at vi ikke rigtigt nåede noget...

Jeg lyner mig kuffert op, tager et par boksershorts, et par jeans og en skjorte. Den røde skovmands skjorte som Made så godt kan lide.

Jeg kan stadig fornemme hendes blik, da jeg tager tøjet på, men hver gang jeg ser på hende, slår hun blikket ned eller kigger væk, så jeg ikke lægger mærke til det. Jeg prøver at lade være med at smile, men det er simpelthen for svært.

Da jeg har knappet min skjort helt op, går jeg hen til sengen og betragter hende. Hun sidder stadig i skrædderstilling og kun med min t-shirt på, så hendes ben er bare, og det samme er hendes arme. Jeg sætter mig ned ved siden af hende og liggger hende ned, så jeg er ovre hende, og så kysser jeg hende igen. Sultent og forsigtigt. Jeg har taget min hånd op til hendes hånd for at beskytte hende. Hun ligger armene om mig, og trækker mig ned til hende.

"Du er irriterende fristende," hvisker jeg til hende, så hun fniser.

"Du ser tilgengæld irriterende godt ud i den skjorte," svarer hun og trækker sig så lidt væk. Hun giver mig et hurtigt kys på kinden, før hun rejser sig op og går ud på badeværelset, imens jeg sidder forpustet, forhekset og fuldstændigt rundt på gulvet, imens jeg venter på hende.

Da hun endelig kommer ud, har hun et håndklæde viklet stramt om sig. Hun går hen til sin kuffert, som ligger ved siden af min. Den faldt vist i går, tror jeg...

Jeg stirrer fortryllet på hende, imens hun roder rundt i sin kuffert, for at finde noget rent tøj. Hun finder noget og holder det i én hånd, imens hun holder om håndklædet med den anden. Så sender hun mig et lille smil og skynder sig ud på badeværelset igen for at klæde om.

Da hun kommer ud igen, ser jeg kun på hendes ansigt. Det får mit hjerte til at slå utaktisk og hårdt mod mit bryst.

Jeg bemærker svagt, at hun har en nederdel, der sidder om livet på hende, et par grå knæstrømber og en tynd sweater ned i nederdelen.

"Er du klar?" spørger jeg hende forsigtigt? Hun nikker.

"Hvad er det lige vi skal?" spørger hun så.

"Handle. Vi har intet mad," siger jeg og rejser mig. "Og så vil jeg meget gerne byde fruen på noget morgenmad." Jeg følger med hende nedenunder, så vi kan få noget overtøj på.

Hun har en rød bomuld tenchcoat på og et gråt ternet halstørklæder bundet om halsen. Hvor jeg har bare min sorte jakke og en hat på. Jeg tager hendes hånd og så går vi sammen ud. Jeg er nær ved at glemme at låse efter mig, men Madeleine minder mig om det, før vi sammen følges op til byen langs vejen.

Der er ikke så forfærdeligt langt, så vi når hurtigt dertil.

Jeg tager Madeleines hånd og klemmer den, da jeg hiver hende med hen til en lille, tom café.

Vi finder et bord nær vinduet og sætter os over for hinanden. Jeg bemærker svagt, at der er et stearinlys på bordet, før jeg sender et blik til Made og tager et menukort.

Så snart jeg ser, hvad jeg vil have, ligger jeg menukortet fra mig og betragter Made. Noget af hendes hår er røget ned i hovedet på hende, så jeg må styre mig for ikke at tage det bag hendes øre.

En servitrice kommer hen til os. Hun har tyndt, gråt hår bundet i en knold i nakken og et forklæde viklet stramt om hendes buttede krop. Hun smiler venligt til os.

"Godmorgen. Er der noget, I har lyst til?" spørger hun og ser skiftevis frem og tilbage imellem os.

"En omelet og appelsinjuice," siger jeg og sender hende et venligt og høfligt smil.

"Øh, Huset Kærnemælkspandekager og en kop grøn the," siger Made og smiler sødt til hende, før hun lukker menukortet sammen. Jeg bliver forelsket i hendes smil, præcis som jeg blev forelsket i det første gang.

Faktisk blev jeg forelsket i hende, første gang jeg så hende. Ikke kun fordi hun bogstavelig talt ligner en engel, men fordi hun udstråler godhed og venlighed. Alt det jeg elsker ved hende, udstråler hun, så det bliver en del af hendes skønhed.

"Hvad er der?" spøger hun nervøst og ser nysgerrigt på mig. Jeg opdager til min forbavselse at servitricen af gået, og at jeg bare har siddet og stirret på Made.

Jeg ryster på hovedet. Det vil være umuligt for mig at forklare hende det, og hun vil aldrig tro på noget, at det jeg siger. Ikke et ord af det.

"Jeg elsker dig," jeg kan allerede se, at hun er ved at ryste på hovedet af mig. Hun vil simpelthen ikke tro på mig. "Og jeg kan ikke få dig til at tro mig, kan jeg vel?" spørger jeg og bliver både trist og irriteret.

Hun ser en overrasket på mig.

"Jeg mener bare, Made, jeg har giftet mig med dig, og jeg kan ikke undværer dig ti minutter uden, jeg savner dig, jeg kan ikke fjerne mine øjne fra dig, og jeg elsker dig. Hvad har du brug for, for at tro på det?"

Hun stirrer på mig og hendes blik skiftes mellem generthed, sørgmodighed, irritation, håbløshed, tristhed og et kort glimt af tvivl.

"Jeg har ikke brug for noget, Harry," siger hun så med sammenbidte tænder. Jeg ser overrasket på hende. Det var ikke min mening, at ødelægge stemningen. Eller hendes humør. Jeg kunne ikke være skylden, til at hun blev ked af det.

"Du er den første nogensinde, der har elsket mig, og så kan du ikke forvente, at jeg kommer springende og tror på det. Mit liv er ikke ligefrem et eventyr, og lige nu prøver jeg bare at nyde den tid, jeg har sammen med dig, før du forlader mig ligesom alle andre."

Jeg knytter hårdt hænderner sammen.

"Jeg forlader dig ikke, Madeleine. Hvornår indser du det? Vi er gift og venter faktisk et barn sammen."

Hun tysser på mig, da jeg siger det, og så hiver hun mig straks ned på jorden igen. Jeg ved, at jeg har dummet mig. Igen. Jeg dummer mig hele tiden. Får hende hele tiden til at blive sur på mig.

"Undskyld," mumler jeg og knytter stadig hænderne. Servitricen kommer som Den Gode Fe med vores mad, og da hun mærker den tryggede stemning, plejner hende smil lidt, og hun vimser hurtigt videre.

Jeg har mistet min appetit, så jeg stikker kun lidt til min omelet, og jeg kan se, at Made gør det samme.

Jeg har lyst til at slå mig selv i hovedet, for at være sådan en lyseslukker.

Du må ikke være sur på mig, beder jeg inde i mit hoved.

Efter et stykke tid, hvor hun bare har stirret nede i sin mad, kigger hun endelig op på mig.

"Undskyld. Jeg ved godt, at jeg er svær at... være sammen med. Undskyld," siger hun igen, og tårer vælder op i hendes smukke, grå øjne. Jeg rejser mig hurtigt op og sætter mig ned overfor hende, imens jeg blidt tysster på hende.

"Jeg elsker dig, Made. Du er ikke svær at være sammen med..." mumler jeg. Jeg kysser hende ikke, selvom jeg har allerhelvedes meget lyst til det. Jeg tørrer bare tårerne væk fra hendes kinder og ser på hende med så meget kærlighed, at alt andet føles ligegyldigt. Alt andet end hende.

 

Madeleines synspunkt:

"Jeg kan altså godt betale selv."

"Det ved jeg godt," svarer han og lægger en arm om livet på mig.

"Så lad mig gøre det," beder jeg. "Jeg føler mig som..." jeg afslutter ikke sætningen, men det behøver jeg heller ikke, Harry ved, hvad jeg mener. Hans arm spænder rundt om mit liv, så jeg holder vejret.

"Men det er du ikke."

"Selvfølgelig ikke," hvisker jeg. Han slapper stadig ikke af.

"Tak for mad," siger jeg og prøver at lette stemning. Jeg vender mig op og kysser ham på munden. Han lægger begge sine arme om mig, og nu slapper han endelig af. Jeg smiler og trækker mig lidt væk.

"Vi må hellere handle ind, synes du ikke?" siger jeg og smiler. Harry nikker og fletter sin hånd ind i min.

Supermarkedet er lille, men vi køber de ting, vi har brug for.

Lidt chokolade, lidt aftensmad og de sædvanlige ting, som æg og juice. Harry trækker vognen, imens jeg putter ting ned, som jeg ved, vi får brug for. Jeg køber også noget kakaopulver, så vi kan lave kakao og noget the. The er nærmest livsnødvendigt.

Vi køber ikke mere, end vi ikke kan bære hjem, så da vi har købt de livsnødvendige ting, går vi op til kassen.

Vi begynder, at tage tingene op på båndet, imens en ung pige chekke dem ind. Hun ser slet ikke på hos, men har travlt med at scanne varerne.

Hun har flot lysebrunt hår i en hestehale og en blå firmabluse på, som alle har her i butikken.

Hun siger noget på svensk, som jeg virkelig ikke forstår en bjælde af. Da vi ikke svarer hende ser hun forvirret op og stivner. Hun har vist tabt vejret, for hun siger ikke noget. Hun synker en enkelt gang og prøver så på at tage sig sammen.

"Er der ellers noget... som I, øh, kunne tænke jer?" spørger hun denne gang på engelsk. Hendes stemme er lys og nervøs og let mumlende.

"Nej det burde være alt," siger Harry med sin fantastisk stemme. Jeg kunne lytte til den hele dagen. Hans britiske accent der smyger sig om ordene. Pigen ser fortabt op på ham, og noget siger mig, at hun har det på samme måde. Måden hun synker sammen på og ser på ham med et fortryllet, vidt opspærret blik.

"Tyggegummi!" udbryder jeg, så pigen ser overpå mig. Jeg går hen til en hylde ved siden af Harry og tager mit ynglings jordbærtyggegummi ned fra hylden. Jeg viser det til Harry.
"Please?"

Han smiler og griner lidt. Han tager tyggegummiet og rækker det til hende. Jeg smiler selvtilfredst.

"Det var alt," siger han og tager sin pung op ad lommen. Jeg protestere ikke, selvom følelsen brænder inden i mig. Jeg ved, at det bare vil gøre ham i dårligt humør, og dét vil gøre mig i dårligt humør. Jeg tager en plasticpose og begynder at tage varerne ned i den, imens Harry betaler. Jeg betragter ham, og føler mig ligesom pigen. Som om at han er tæt på men så forfærdelig langt væk. Som om han er for god til at være min.

Da han har betalt, er jeg næsten færdig med poserne. Harry tager en pose og skal til at tage den anden, da jeg protesterer. Han ruller med øjnene af mig, men lader mig heldigvis tage den. Jeg fisker tyggegummiet op af posen og taget en i munden, som jeg hurtigt tygger på, imens vi forlader butikken. Smagen af jordbær eksloderer i min mund som fyrværkeri. Lyserødt fyrværkeri. Jeg laver en boble. Det her tyggegummi er nærmest specielt egnet til bobler. Boblerne bliver altid kæmpestore, så jeg føler, at jeg med i en eller anden 60er- Grease film eller sådan noget.

Harry ser fornøjet på mig, imens jeg puster store lyserøde bobler ud af munden. Da vi er kommet væk fra byen, stiller han sin pose på jorden og trækker mig ind til sig, så min boble springer. Han kysser mig, og jeg lægger en hånd på hans hofte for at trække ham tættere på.

"Du smager af jordbær," mumler han mod mine læber. Jeg smiler.

"Det er tyggegummiets skyld." Jeg kysser ham igen. Jeg bliver nødt til at stå på tæer for at nå hans mund, og han bøjer sig endda lidt ned.

Varmen spreder sig fra mit bryst og min mave og ud til hver en del af min krop. Alt summer og er i live. Jeg føler mig som et fyrværkeri i alle regnbuens smukke farver.

Han gør mig åndeløs.

Og så ringer en mobil. Det er ikke min, for jeg har ikke mobil med. Det må være hans. Han ignorere den, indtil den stopper med at ringe. Så begynder den at ringe igen. Han sukker og trækker sig væk fra mig, så han kan fiske mobilen op ad hans lomme.

"Hallo?" siger han lettere irriterende ind i telefonen. Så kommer der en lang pause, hvor jeg ikke kan hører noget. Harrys ansigt går fra at være irriteret, til underholdt, til en smule alvorligt.

Så sukker han og tager telefonen væk fra øret.

"Han vil snakke med dig."

"Hvem?" når jeg lige at spørge, før jeg får telefonen stukket i hånden.

"Er I i Sverige?"

Okay, det er Zayn.

"Jep," siger jeg og ser over på Harry, der trækker på skuldrene.

"Hvorfor svarer i ikke på nogen af vores beskeder? Vi har været sygt bekymret. Og så dukker det pludselig op på Twitter, at I er i Sverige. Hvorfor har du slet ikke sagt noget? Eller bare skrevet?

Han lyder bekymret, sådan som han bare plaprer ud.

"Wow, er du okay, Zayn? Jeg mener, så slemt er det da ikke?"

Jeg kan høre, at han tager en dyb indånding.

"I har været væk i snart en måned. Uden nogen som helst kontakt."

En måned? Allerede? Der er da kun gået et par uger... allerede en måned?

Jeg begynder at gå lidt rundt, for at få noget at beskæftige mig med, imens jeg snakker.

"Vi har det fint, Zayn. Det var meget spontant for os begge. Eller i hvert fald for mig. Var har været i Paris i et stykke tid, og nu er vi så her..."

Han siger ikke noget.

"Okay... Jeg var bare bekymret."

Jeg smiler.

"Det er okay. Vi kommer hjem igen... på et tidspuntk," siger jeg, da jeg ikke aner, hvornår vi har tænkt os at komme hjem. Jeg har slet ikke lyst til at tænke på at komme hjem, selvom jeg savner Zayn lidt, har jeg det perfekt i min egen lille, lykkelige boble.

"Hvordan går det din mor?" spørger jeg ham så om. Der bliver stille lidt, før han svarer mig.

"Hun har det meget bedre. Det har vi alle. Vi er ved at komme os over det."

Jeg kan hører kærligheden i hans stemme, når han snakker om hans familie. Jeg kommer til at smile.

"Det er godt. Vi ses senere, Zayn."
"Farvel, Made. I må ikke stikke af på den måde. Vi har alle været syge af bekymring. Og desuden skal du altså begynde, at tjekke din mobil lidt oftere."

Jeg ruller med øjnene og sukker af ham. Han skulle bare vide, hvad Harry og jeg laver. Hvis jeg fortalte ham, at vi var blevet gift, og at det her tekniskset er vores bryllupsrejse, hvordan ville han så ikke reagere? I hvert fald nogenlunde som nu.

"Farvel, Zayn." Jeg lægger på og rækker mobilen til Harry. "Du kunne godt have advaret mig," mugger jeg.

Harry griner.

"Din reaktion var sjov nok." Han ruller med øjnene og tager min hånd, før vi tager poserne og går hjem.

Da vi endelig er hjemme, er mine hænder helt ømme og røde, der hvor posernes hank har gnavet sig ned i mit kød.

Jeg laver en grimasse men ignorere det så.

"Du må vist hellere ringe til din mor også," siger jeg og stiller varerne på køkkenbordet, hvor Harry er igang med at tage dem på køl.

"Jeg vil helst ikke have, at hun begynder at bebrejde mig," siger jeg halvt for sjov, men frygten og alvoren i mine ord, sniger sig alligevel ind på mig og gnaver sig ind under min hud og ind i mit hjerte.

"Okay," sukker han, aer min kind, inden han går forbi mig og ud i stuen.

Jeg overtager hans job og begynder at sætte madvarerne på plads. Køkkenet er smukt, så det er nærmest en ren fornøjelse at være i det. Da jeg er helt færdig, nyder jeg udsigten ud af vinduet og ned til søen, før jeg går ind i stuen, hvor Harry har tændt op i pejsen. Han sidder i sofaen og taler stadig. Det lyder som om, at han trøster og beroliger en.

Da han ser mig stå i døråbningen og betragter ham, tager han afsked og lægger på.

"Var hun sur?" spørger jeg forsigtigt og går hen til ham. Han smiler skævt.

"Monstersur."

Han trækker mig hen til ham og på en eller anden måde, får han ligget mig ned, så jeg ligger ovenpå ham med vores ben flettet ind i hinanden. Mit hoved hviler på hans bryst, så jeg kan høre rytmen fra hans hjerte. Hans stærke arme ligger om mig, og jeg begraver alle mine følelser og sanser i ham.

"Jeg elsker dig."

"Jeg elsker dig."

Siger vi og så ligger vi bare og ser ind i flammerne, imens regnen trommer blidt på vinduet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...