On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5636Visninger
AA

17. Nerves

Madeleines synspunkt:

Jeg åbner øjnene og får øje på Harry liggende ved siden i mig kun iført boxershorts med en stor bunke af rodet, mørkt hår. Et smil spiller straks på mine læber på grund af synet af sådan et smukt ansigt. Jeg får lyst til at kærtegne det og kysse ham men lader være. I stedet rejser jeg mig op og går direkte ud på badeværelset. Mit spejlbilledes hår sidder hulter til bulter, men knolden er stadig intakt. Jeg smiler træt og træder op i badet. Vandet har den perfekte, varme temperatur. Gid jeg kunne blive ved med at stå herinde, men jeg må ud igen. Så snart vandet er slukket, kommer kulden, og jeg skynder mig at tørre mig med et håndklæde. Harry ligger stadig i sengen, da jeg kommer ind, og jeg kan ikke lade være med at smile over den måde, han ligger på. Jeg ser væk fra ham og går hen imod skabet, som jeg åbner. Mit blik ryger rundt over tøjet, som jeg kan vælge imellem. Min krop længes efter joggingbukser og en oversize trøje, men min fornuft overtaler mig til at tage mine stramme, grå jeans og en skjorte på. Mit hår lader jeg bare hænge løst og naturligt ned af ryggen. Jeg vender mig væk fra spejlet og går hen imod sengen, før jeg kravler hen over Harry.

"Godmorgen," hvisker jeg og kysser hele hans hoved. Harry mumler noget utydeligt og åbner langsomt sine øjne. Smilet på hans læber går fra det ene øje til det andet og gør mit smil større.

"Hvor meget er klokken?" mumler han hæst, så det hårene rejser sig på mine arme. Jeg ser på radioen, som står ved sengebordet.

"Alt for mange," siger jeg. Jeg laver en beklagende lyd og mumler: "Hvorfor skal du være så sexet?" Jeg putter mig ind i hans arme det sidste stykke tid, jeg har. Harry klukker og krammer mig. Mit blik studerer tatoveringerne på hans arm, som hver og en har en eller anden betydning. Jeg lader min finger følge stjernens takker. Jeg er ikke typen, der går ind for tatoveringer, det er fint han har dem, men jeg kan ikke lide de der typer, der sprøjter hele deres krop til med blæk, som var det et lærred.

"Jeg må videre," mumler jeg, men bliver liggende.

"Bliv hjemme," mumler Harry. Jeg siger ikke noget, men nyder det sidste varme og nærhed, jeg får for de næste timer.

"Jeg elsker dig," siger jeg og rejser mig.

"Jeg elsker også dig," siger han, da jeg har rejst mig. Jeg smiler og går ud i køkkenet for at snuppe en toast, før jeg går.

***

Endelig. Frokostpause. Det er virkelig tiltrængt. Caféen har været proppet med mænd og nogle få kvinder. Jeg går langsomt hen til Patricks kontor. Døren står på klem, så jeg kan tydelig hører at der bliver snakket derinde. Jeg skal til at banke på, da jeg hører Anas navn blive nævnt. Nysgerrigheden overvinder fornuften, så i stedet for at banke på, spidser jeg ører og lytter.

"Nej, nej. Vi kunne jo ikke have hende længere, hun var jo ved at være for gammel. Ja! Ha! Folk vil have smukke, unge pige og gerne lidt berømte som vores Maddison." Mig. Snakker han om mig? "Nej, hun skal jo bare fyres. Vi kan kun bruge lækre- Ja!" Han griner et klamt grin, som får vreden til at koge inden i mig. Er det derfor Ana ikke er på arbejde i dag? Har han fyret hende, fordi hun er fyrre? Det er noget af det klammeste, jeg har hørt. I vrede går jeg direkte ind på kontoret uden at banke på først. Patrick ser forskrækket på mig. Han fjerner hurtigt benene fra bordet og hans ansigt er helt blommefarvet.

"Øhm- øh, jeg må gå- ja. Hej," siger han og ligger hurtigt på.

"Har du fyret Ana?" spørger jeg vredt med hævede øjenbryn. Patrick sidder med et smørret smil, men hans øjne lyser nervøse.

"Ingen grund til panik, Jane starter i morgen." Jeg ryster på hovedet. Det er simpelthen for klamt. Uden at tænke over mine handlinger, forlader disse ord mine læber:

"Jeg siger op." Patrick ser vildt på mig.

"D-det kan du da ikke. Du er den bedste vi har!" Han ser rådvild ud.

"Er det fordi, jeg er sammen med Harry? Eller fordi at jeg er ung?" Min stemme er vred og jeg har lyst til råbe af ham.

"Søde Maddison-"

"Madeleine!" retter jeg ham.

"Madeleine. Du kan jo ikke bare sige op."

"Det kan du tro, jeg kan," siger jeg og stormer ud fra kontoret. Jeg styrter hen til omklædningsrummet og tager mit overtøj på. Mine bevægelse er aggressive. Fyrrede han Ana, fordi hun er for gammel, fordi han vil have et  ungt personale? Virkelig klamt. Jeg tager min taske og styrter ud af rummet og ud af døren. Folk ser efter mig, fordi jeg går så hurtigt og aggressivt væk. Det tager ikke lang tid før jeg er hjemme igen. Huset ser så stort ud, da jeg træder ind og hænger mit overtøj på plads.

"Hallo?" råber jeg og lytter om der er nogen tegn på liv.

"Made? Er det dig?" lyder Harrys stemme. Jeg bevæger mig efter lyden og ender i stuen, hvor han sidder og spiller fifa. "Hvorfor er du allerede hjemme?" Hans pande er rynket og hans stemme lyder bekymret.

"Jeg har sagt op." Kort og kontant. Harry ser forbavset på mig. Langsomt breder sig et smil på hans læber, og han hiver mig ned ved siden af ham.

"YAY!" hviner han begejstret, så jeg griner, både på grund af måden han siger det på, og fordi han siger det.

"Skal vi ikke tage til Holmes Chapel imorgen?" hvisker jeg. Han ser glad på mig og nikker.

"Lad os det."

"Så skal vi pakke!" siger jeg glad og rejser mig. Harrys øjne stråler som diamanter og ser forventningsfulde og glade ud.

"Behøver vi?" spørger han dovent, da jeg har rejst mig op.

"Jep, med mindre du gerne vil have de samme underbukser på flere dage i træk." Jeg griner af den grimasse, han laver, og slev bløder han også op i et smil.

Harry finder nogle kufferter frem fra skabet og slår dem op på gulvet. Jeg tager bogstaveligtalt hele min gaderobe ud, for at vælge hvilket tøj jeg skal have med. Harry laver store øjne over hvilket tøj jeg skal have med.

"En dame ved aldrig hvad hun får brug for!" forsvarer jeg mig med. Harry nikker.

"Du skal have meget tøj med." Jeg rynker forvirret panden. Meget? Hvor lang tid regner han lige med at vi skal være der?

"Ved din mor overhovedet at vi kommer?" spørger jeg imens jeg folder min elskede skjorte forsigtigt, så den ikke bliver krøllet.

"Det var hende der foreslog det," siger Harry siddende på sengen. Jeg nikker og tager den næste T-shirt ned. Over halvdelen af det jeg har med, er afslapningstøj... men vi skal jo også bare hygge og slappe af, intet overdrevet. Da jeg har pakket færdig - undtagen tandbørste og sådanne ting - sætter jeg mig tungt og udmattet på sengen. Hvorfor skal man være så træt under en graviditet? Selve graviditeten er hård nok.

"Hvad er der til aftensmad?" spørger jeg og sluger et gab.

"Pizza," siger Harry og hiver mig ned at ligge ved siden af ham. Mit hoved lander på puden, som former jeg perfekt efter mit hoved. Harrys ånde dufter sødt af mint, lige før han kysser mig.

"Dejligt," siger jeg og kysser ham smilende igen, samtidig med at vores hænder flettes sammen.

 

Harrys synspunkt:

Duften af pizza kommer op med dampen fra de cirkelformede brødstykker med fyld - også kaldt pizza. Jeg river stykke løst fra de andre og skiller osten ad, før jeg fører dem op til mine læber og tager en bid. Den varme smag af kød, ost, tomat og basilikum blander sig i min mund. Måske ikke det sundeste valg, men helt klart det nemmeste og også pænt lækkert. En lang tråd af ost hænger fra min mundvige, som jeg fisker op ligesom med spagetti. Vi sidder med hver vores bakke balancerende på knæene og ser How I Met Your Mother og andre tv-serier, der dukker op. Stearinlysene er tændt på bordet og sender et glitrende skær ind i vinduet. Jeg smider skorpen på bakken og tager et nyt stykke. Jeg har det med at spise selve pizzaen først og så skorperne til sidst.

"Må jeg få et stykke af din?" spørger Made og hapser et stykke, imens jeg nikker. Made har vist taget en vegetarpizza, imens jeg har taget den bedste: pizza med peperoni, ekstra ost, peberfrugt og champignon.

"Din er bedst," konkluderer Made. Jeg nikker enigt.

"Du har noget ost..." siger jeg fjerner forsigtigt en tråd ost fra hendes kind. Hun holder vejret, inden jeg meget forsigtigt trykker mine læber mod hendes. Pizzaen i min hånd ryger ned på bakken og min hånd holder forsigtigt om hendes hoved.

"Du smager af ost..." mumler hun og kysser mig igen. "-og peperoni." Jeg smiler under kysset og kærtegner blidt hendes kind.

"Jeg er ikke lavet af porcelæn,"  mumler hun mod mine læber. Jeg nikker.

"Du er meget mere end det." Øjeblikket bliver ødelagt af en mobil der ringer. Jeg sukker, da Made skal til at trække sig væk for at tage den.

"Lad den ringe," siger jeg bedende. Hun overvejer det meget kort.

"Det kunne være noget vigtigt," siger hun.

"Eller det kunne være Zayn, der bare ville afbryde os," mumler jeg. Hun smiler sødt til mig, så min mave laver et sjovt ryk. Hun kysser mig en sidste gang og tager den.

"Hej, det er Made," siger hun. Jeg sukker og ser ud i luften. Med et drillende smil vender jeg igen min opmærksomhed mod Made. Jeg begynder drillende at prikke hende lidt i siden.

"HEEEEJ, Zayn," siger hun og gisper. Hun ser strengt på mig, imens hun prøver at lyde normal i telefonen. Hun prøver at skubbe mine hænder væk med en hånd, men det går ikke særlig godt. Hun prøver heldigvis at gøre samtalen kort, og inden længe har hun lagt på.

"Du er meget slem, Harry," siger hun med et strengt ansigt, men hendes mund smiler og det samme gør hendes øjne. Hendes bløde, glatte hænder lægger hun om mit hoved og trækker mig hen imod hende.

"Meget slem." Og så rammer vores læber hinanden, blødt smeltet sammen.

***

"Vi har travlt!" siger Made og kaster rundt med tøj og ting og sager. Hun går frem og tilbage med hastige bevægelser, imens jeg betragter hende, samtidig med at jeg ligger henslængt i sofaen med en skål müsli balancerende på maven.

"Tag noget varieret tøj med," siger jeg til Made som pakker om. Spørg mig ikke hvorfor. Jeg kan ikke lade være med at se på hvordan Made strækker sig og bøjer sig ned. Hvordan hun irriteret fjerner sit krøllede hår, der bliver ved med at ryge ned i øjnene på hende.

"Skal du ikke have noget morgenmad?" spørger jeg og tager den sidste skefuld müsli ind i munden.

"Jeg er ikke sulten," siger hun.

"I så fald, skal du stadig have noget mad." Jeg rejser mig og tager min tallerken med ud i køkkenet, hvor jeg mikser noget toast og noget skinke. Jeg tager den med mig og giver den til Made, som tager den i den ene hånd, imens hun lyner kufferten med den anden.

"Er du klar?" spørger jeg og tager hendes kuffert. Oh god. Hvad har hun dog proppet i den?

"Ja, lige om lidt." Hun løber ud og tager sine sko på og sit overtøj. "Her," hun giver mig min jakke, som jeg bare tager over mine skuldre. Med en kuffert i hver hånd, slæber jeg mig selv og bagagen ned til bilen, som vi skal transporteres med til Holmes Chapel.

Made sætter sig ind på passagersædet, imens jeg sætter kufferterne på plads i bagagerummet.

"Klar?"

"Klar," svarer hun og så kører vi. Eller triller... For der er virkelig lang kø. Vil alle bare kører i bil i dag, eller hvad? Jeg mener, det er da helt vildt. Jeg sukker irriteret og læner mig frustreret tilbage. Det her kommer til at tage en evighed.

"Slap af," siger Made og ligger sin hånd ovenpå min, så min krop automatisk slapper af og så min pande, som åbenbart var rynket, bliver glat. Hun sender mig et forsigtigt smil, og ser så ud af ruden.

Vi må bare bevæbne os med tålmodighed og vente.

...

Og vente.

...

Seriøst, rykker den her kø sig ikke?

Vildt...

En halv time senere kommer vi endelig ud på en motorvej, og så er vi på vej, dog en smule forsinkede.

Vi sidder tavst. Made ser ud af vinduet, imens jeg kører.

"Vi er der cirka klokken 12:30," siger jeg og drejer hen på en anden vejbane. Made nikker, men siger ikke noget. Det er ikke en akavet stilhed, men en naturlig en. Vi er begge trætte, selvom vi sov over os.

Jeg drejer af fra vejen for at følge en mindre, men hyggeligere vej væk fra alle bilerne. Den vej, jeg altid kører. Måske en omvej, men meget bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...