On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5633Visninger
AA

22. Love

Madeleines synspunkt:

Jeg ser på mig selv i spejlet og tager en dyb indånding. Min mave gør ondt, og det er lige før mine hænder ryster. Men jeg er ikke i tvivl om noget, jeg ved, at det er den rigtige beslutning. Jeg ved det bare. Jeg holder den hvide, sarte kjole ud, så jeg kan se den. Den er så smuk. Jeg ryster på hovedet, det er lige før jeg græder, men det må jeg ikke, for så ødelægger jeg min mascara. Jeg finder indgangen og hiver den forsigtigt over hovedet. Kjolen sætter sig med det samme, som om den var figursyet til mig. Den er lavet af ægte silke, men jeg har en tynd underkjole inden under, som man ikke kan se. Kjolen er lang, længere end mig, og går ned langs mine ben i en slags folder. Der er et flot silkebånd under min bryster, så den strammer ind der, og er løs hele vejen under. Der er små stropper på, som holder den oppe, men det er der ikke behov for, for den bliver, hvor den skal. Til har jeg et par fine, hvide stiletter. Meget enkle og meget pæne. Mit hår er krøller og er sat tilbage med hårnåle, men man kan ikke se hårnålene, så det ser naturligt ud. Jeg er enkelt og naturligt makeup på. Noget til min hud, mine kinder, læber og øjenvipper.

Vi købte kjolen - eller jeg købte kjolen, Harry insisterede på, at han ikke måtte se den, for det bragte ulykke - men jeg købte kjolen fjerde dag, vi var hernede. Harry ville gerne, skynde sig lidt. Sikkert fordi at jo længere vi venter, jo flere mennesker finder ud af det. Det bliver sværere at være i fred.

Jeg stryger min hånd henover det bløde stof. Jeg kunne blive ved med at gøre det. Om og om. Jeg kunne aldrig forstille mig, at jeg skulle have sådan en fin kjole på. Og så en bryllupskjole! Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle giftes med en mand jeg elsker så højt. Tænk at jeg kan elske nogen så højt, og at han elsker mig tilbage! Jeg venter stadig på, at jeg vågner, men jo længere den her urealistiske drøm fortsætter, jo bedre. Jeg vil ikke vågne, selv hvis det var en drøm. Jeg har pakket min kuffert. Harry har et nyt sted i ærmet, han vil have at vi skal hen til. Jeg kan ikke forestille mig et sted, der er bedre end det her. Hvis ikke det ville ødelægge min kjole, vil jeg hoppe op og ned og smide mig grædende af lykke i sengen, men i stedet må jeg bide det i mig, og blive ved med at stirre på mig selv i spejlet. Jeg vil aldrig nogensinde blive tilfreds med det ansigt, som ser tilbage på mig, så det ignorerer jeg og fokuserer på kjolen. Den er vildt smuk. Jeg håber, at Harry kommer til at kunne lide den.

Han er allerede et eller andet sted. Han skal have fat i en præst, som kan... vie os uden, at det kommer ud i offentligheden. Så skal han leje biler og have gjort flyet klar. Han må være rimelig stresset. Og så fordi at ingen må finde ud af det. Det er som om man er med i en James Bond film. Alt skal være hemmeligt. Jeg smiler.

Jeg må hellere af sted. Harry sagde, at jeg skulle lade bilen køre mig ned nu. Klokken er snart fem og solen går ned halv seks. Jeg skal være dernede klokken fem. Jeg tager min kuffert og kaster et blik rundt i huset. Alle minderne. Alt det, vi har oplevet her, vil altid stå krystalklart hos mig. Det er været noget nær den lykkeligste tid i mit liv. Det er ubehageligt at sige farvel til det, selvom at Harry har lovet, at vi kommer tilbage hertil. Det er som om man siger farvel til noget godt. Til det hele. Som om jeg vågner, når jeg rejser herfra. Vågner fra den bedste drøm i mit liv. Vågner fra Harry.

 

Harrys synsvinkel:

Jeg ser nervøst op på den vej, jeg ved at bilen kommer fra. Min mave gør ondt, som om nogen har slået rigtig hårdt i den med en knytnæve... Jeg er bange for, at hun ikke kommer. At hun har ombestemt sig. Ikke gider alligevel. Har fået kolde fødder. Hvorfor er hun ikke kommet? Jeg tripper nervøst med foden og bliver ved med at køre en hånd igennem mit hår. Jeg har mit fineste jakkesæt på og en hvid skjorte. Der er sand i min sko, men jeg er ligeglad. Præsten står bag mig, helt tålmodig og venter. Han ser slet ikke nervøs ud, ligesom jeg må gøre.

"Hvorfor kommer hun ikke?" hvisker jeg for mig selv. Jo længere tid der går, jo mere ondt i maven får jeg. Det var en dårlig idé ikke at følges. Selvom at det ville være langt mere kompliceret, er det en dårlig idé, at vi ikke fulgtes. Hun kommer ikke. Jeg bider mig i læben. Solen er snart på vej ned.

Det giver et sug i min mave, da der kommer en bil. Det kunne sagtens være en hver anden bil, men jeg ved, at det er hende. Jeg ved det. Mit hjerte banker og min mave gør stadig ondt. Men det er ikke af nervøsitet for om hun overhoved kommer, det ved jeg jo at hun gør nu, men det er en spændende og... dejlig nervøsitet. Det føltes som om, hjertet springer i brystet på, så lykkelig jeg er, for at hun er kommet. Taxachaufføren stiger ud og åbner døren til passagersiden... Og så stiger hun ud. Jeg stirrer, jeg kan ikke lade være. Hun ser ned på den mennesketomme strand, og får øje på mig. Jeg har lyst til at råbe af lykke, at svinge hende i mine arme og holde hende tæt ind til mig. Jeg har lyst til at kysse hendes læber og lade hende blive min for evigt. Hun kommer ned på stranden. Hun går lidt usikkert, fordi hun har høje hæle på. Jeg får tårer i øjnene, da jeg ser hende, men blinker dem hurtigt væk, fordi at jeg ikke kan se hende klart, når mine øjne er fugtige.

Hun smiler til mig, og jeg kan ikke vente på, at hun får gået de meter, der er mellem os. Det er som om, det går i slowmotion. Den blide vind tager fat i hendes krøllede, mørke hår og blæser det væk fra hendes skuldre. Et forsigtigt smil lyser op på hendes ansigt, og hendes øjne stråler. Kjolen hun har på, ligner en smukkere og mere eksklusiv udgave af den, hun havde på første gang, jeg så hende spille klaver i U.S.A. Den falder ned i folder om hendes ben og bliver slæbt langs sandet. Hun har en enkel, hvid buket i hænderne. Hun ligner en engel. Min helt egen personlige engel, som Gud må have sendt til mig, uden jeg aner hvorfor eller hvordan, jeg kan have fortjent hende. Hun er langsomt ved at nærme sig mig.

Jeg kan ikke vente. Jeg springer de sidste skridt hen imod hende.

"Jeg elsker dig," hvisker jeg og tager hendes arm. Jeg er verdens lykkeligste mand. Det er der ingen tvivl om. Vi får gået de sidste skridt hen imod præsten, som er smilende på os. Et ungt og elskende par. Han må tro, at hun kun tager mig for berømmelsen, for hvorfor i al verden vil smuk en pige finde sammen med mig? Når vores tredje tour starter igen, kommer jeg kun til at være hjemme få gange i den tid.

"Vi er samlet på denne smukke aften, for at I, Madeleine og Harry, kan udveksle Jeres løfter om Jeres evige kærlighed. Madeleine og Harry tager Jeres løfter i dag, som vi er så glade for at overvære denne glade kærlighed til en ny familie - en familie, der vil blive næret og plejet gennem hengivenhed af to seperate individer, som vokser sammen gennem fælles kærligheds bånd." Og så holdte jeg op med at lytte. Det eneste jeg fokuserede på, var vinden der legede med Mades hår. Hendes svage rødmen i kinderne og hendes usikre blik, der af og til så på mig. Jeg kunne ikke vente med at præsten kunne blive færdig, så vi kunne stikke af.

"På dette tidspunkt, vil jeg bede dig, Harry, og du, Madeleine, at stå over for hinanden og tage hinandens hænder." Jeg drejede mig om, så jeg stod over for hende. Jeg tog hendes hænder i mine og stirrede dybt i hendes øjne.

"Harry, vil du tage Madeleine til at være din kone, din partner i livet og din eneste sande kærlighed? Vil du værne hendes venskab og elske hende i dag, i morgen og for evigt? Vil du stole på og ære hende, grine med hende og græde med hende? Vil du være trofast gennem gode og dårlige tider, i sygdom og sundhed, så længe i begge lever?"

"Ja." Der er ikke en spor af usikkerhed i min stemme. Jeg har aldrig været så sikker på noget i mit liv. Jeg har aldrig været så glad og lykkelig.

"Madeleine, vil du tage Harry til at være din mand, din partner i livet og din eneste sande kærlighed? Vil du værne om hans venskab og elske ham i dag, i morgen og for evigt? Vil du stole på og ære ham, grine med ham og græde med ham? Vil du være trofast gennem gode og dårlige tider, i sygdom og sundhed, så længe i begge lever?" Mit hjerte holde bogstaveligtalt op med at slå. Jeg holder vejret og min mave springer. Hun tager en dyb indånding og smiler så.

"Ja."Jeg har lyst til at hoppe op og ned og skrige. Jeg har lyst til at græde og fortælle det til hele verden. Jeg vil have, at alle skal vide, at hun er min. Jeg tager ringen på hendes finger og hun tager en ring på mig.

"Så erklærer jeg jer nu for mand og kone. Du må nu k-" mere når han ikke at sige, før jeg  har tage Madeleine i mine arme  og kysset hende blidt og dybt. Et kys fuld af sødme, kærlighed og ømhed. Hun er min. Jeg er hendes. Vi er hinandens. For evigt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...