On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5850Visninger
AA

25. Love Oh Love

Madeleines synspunkt:

Dagene flyver afsted, som om vi er på et tog, og kun når at se et glimt af dem, før vi er videre.

Vi har lært lidt af vores fejl, og husket at tage telefonen... en enkelt gang.

Jeg har lagt et billede af Harry og jeg op på Instagram, og det har allerede fået over 800.000 likes.

Dét vender jeg mig nok aldrig til.

Vi har primært brugt alle dagene på hinanden, indenfor, i regnvejr, med pejsen tændt og smedet sammen i sofaen. Sverige er et fantastisk sted, selvom det regner, det meste af tiden.

Harry havde en aften lavet picnic, hvor vi sad på gulvet ovenpå en dug og spiste jordbær og pizza. Ingen af os gad rigtig at bruge tid på maden, når den tid kunne blive brugt på hinanden. Vi havde set få film sammen mest klassikerene: The Notebook, Dear John og The Last Song. Harry protestede ikke, når jeg valgte dem, for vi brugte mest af tiden på at se på hinanden og kysse.

Vi opførte os som teenagere.

Hvis man havde set os, havde man rullet med øjnene og sagt: det varer ikke mere end en måned. Men det gør det. Fordi jeg ikke kan leve uden Harry, og jeg kan kun håbe, at han bare har halvt de samme følelser, som jeg har.

Jeg havde brugt tid på verandaen med at drikke the eller kakao og skrive sange, imens Harry stadig sov ovenpå. Jeg havde spillet på klaveret, indtil han stod op og kom ned til mig. Jeg havde lavet morgenmad til ham, og han havde lavet morgenmad til mig. Mest bestående af æg og pandekager. Nogle gange toast, når vi ikke gad brug tiden på mad.

Vi havde gået lange ture, og vi havde gået korte ture, for så at gå hjem og nusse i sofaen.

Vi havde spist romantisk mad ved bordet, men endt med at gå lidt for tidlig i seng, fordi vi ikke kunne vente.

Vi var som hormonstyret teenager, men vi er bare forelskede. Komplet fuldstændig og håbløst forelskede i hinanden.

Vi havde prøvet at bage en kage, men jeg havde glemt alt om den, så snart Harry kyssede mig, at den var brændt på, så hele huset lugtede af røg.

Vi havde ikke spildt ét minut på ikke at have hinanden.

Når en af os skulle på toilettet eller i bad, endte det med at jeg kom til at savne ham så meget, at jeg ikke kunne vente på ham.

Hele min krop var oppe at kører konstant. Min puls steg, så snart han rørte mig, og mit hjerte bankede hårdere så snart han kyssede mig.

Hele min krop var konstant elektrisk, og jeg var et fyrværkeri. Harry var min ild, og så snart han tændte mig, skød jeg i luften og eksploderede.

Det er sikkert ikke sundt, men jeg er ligeglad.

Han er mit drug.

 

"Er du snart klar?" spørger Harry mig og får mig ud af mine tanker.

"Jeg vil ikke hjem," piver jeg. Harry griner, så mit hjerte hopper og danser og laver piruetter.

"Det vil jeg heller ikke, men vi kan vist ikke stramme den mere. Og desuden vil mor ikke tilgive mig, hvis jeg ikke får dig hjem til jul. Vi har været væk i enhalvanden måned, og synes du ikke, at de fortjener den gode nyhed, mrs. Styles?" siger han og blinker til mig, så mine knæ bliver bløde. Den reaktion har han altid på mig.

"Hvordan tror du, de reagere?" spørger jeg nervøst og rejser mig op fra sofaen. Min kuffert er pakket og klar, og taxaen holder ude og venter på at bringe os til lufthavnen.

"For at være ærlig. Så tror jeg, at min mor bliver om muligt endnu mere sur, end hun var, da vi ikke havde ringet. Men kun fordi hun selv ville have været med. Så begynder hun at tilgive os, og så elsker hun det... Håber jeg," det sidste mumler han, fordi det ikke var meningen, at jeg skulle høre det. Jeg kan ikke lade være med at blive nervøs over det. Jeg ser ned på min venstre hånd, hvor ringen glitrer op til mig. Den er så smuk, men betydningen får mit hjerte til at dunker hårdere og hurtigere af begejstring, kærlighed og nervøsitet.

"Kom."

Han tager min hånd og trækker mig med ud til taxaen. Jeg siger tavst farvel til det fantastiske hus og sætter mig ind i bilen efterfulgt af Harry.

"Ved de godt, vi kommer hjem i morgen?" spørger jeg nervøst Harry om. Han ryster på hovedet.

"Så ville alle mulige andre sikkert også finde ud af det."

Så snart at det blev offentligt gjort, at vi var i Sverige, blev vi omringet af unge piger, så snart vi kom ind til byen, så det var én af grundene til, at vi blev hjemme det meste af tiden.

"Hvornår starter tournéen igen?" spørger jeg så lidt nervøst. Jeg kan mærke, at han tøver, så svaret må ikke være særlig godt.

"Efter jul," sukker han. Jeg ved, at han elsker det, og at det er hans store drøm, men jeg kan ikke lade være med at blive en smule skuffet. Jeg kan ikke undevære ham så langt tid, som jeg gør, når han er afsted. Jeg putter mig ind til ham og nyder duften af ham, så lang tid jeg har den til rådighed.

"Bare du kommer hjem til mig igen," mumler jeg og lukker øjnene. Harry spænder under mig over mit svar, og jeg ved, at jeg har sagt noget, han ikke bryder sig om.

"Selvfølgelig. Jeg elsker dig, Madeleiene."

Jeg smiler søvnigt.

"Jeg elsker også dig."

Vi flyver først til Californien, hvor jeg skal hente mine ting. Ikke fordi jeg har særlig meget lyst til det, men min pung er der også, og så flyver vi nærmest direkte til England, da ingen af os har lyst til at blive hængende i Californien. Specielt ikke mig. Den by er kun et minde om sorg og dårlige tider. Tider uden Harry.

Uden nogle af dem som jeg holder af.

Flyveturen til Californien er kolonorm lang. Det føltes som om, at vi flyver i tredage, hvor jeg kun ligger klistret op ad Harry.

Han bestiller nogle af de der varme nødder, som jeg holder så meget af, sammen med et glas børnechampagne, da jeg ikke må få alkohol. Hvis jeg ikke måtte få the, ville jeg nærmest have skreget.

Harry begynder, at nynne en eller anden melodi, imens han ser ud af vinduet. Jeg smiler blidt og lægger hovedet tilbage.

Wow.

"Wow!"

Hvad var det?

Harry ser forskrækket på mig og giver mig al opmærksomheden.

"Hvad er der?" spørger han.

Jeg ser ned på min lille bule på maven og ligger en hånd ovenpå.

"Jeg tror lige, Han sparkede," hvisker jeg. Harry ser overrasket og forbløffet på mig.

"Syng igen!" skynder jeg mig at sige.

Harry skynder sig med at synge en eller sang, og så mærker jeg det igen.

Jeg begynder at le.

"Han kan lide din stemme," siger jeg og nuser blidt min mave. "Ikke også lille ven?"

"Han?" spørger Harry overrasket. Jeg nikker. Harry ser tænksom ud, og så nikker han.

"Han."

"Kom mærk," siger jeg, da han sparker igen. Jeg hiver Harrys hånd ned på min mave, men der sker ikke noget.

"Syng!" siger jeg og min stemme er helt ophidset. Glæden og spændingen bobler i min mave.

Harry synger en kærlighedssang, og så sparker babyen tre gange.

Harry ser forbløffet ud, og hans øjne stråler.

"Jeg kunne mærke det!" siger han begejstret. Vi ligner sikkert to smiley'er, men det er første gang, vi har mærket ham!

"Kom så lille ven," siger jeg opmuntrende til min mave, og vi venter begge på, at han skal sparke igen.

Harry får sådan en kær rynke mellem hans øjenbryn, når han koncentrerer sig. Han synger lidt igen, men der sker ikke noget. Vi sidder næsten på tær, parat til at springe op ad glæde, når vi mærker det, men der sker ikke noget.

"Prøv du at synge noget," siger Harry opmuntrende. Jeg ryster på hovedet pludselig genert.

"Kom nu," siger han og ser op på mig, med de funklende grønne øjne, jeg har forelsket mig i.

"Open your eyes so you can see. I don't know whats infront of me. I just waiting for you to be, the one that will make me see the love."

Så begynder babyen pludselig at sparke helt vildt. Jeg griner, og Harry smiler stort og begynder at nusse min mave.

"Det kunne du godt lide, hva'?" siger Harry til min mave.

Og det er som om, at vi er i vores egen lille boble, for vi regirstrere ikke, at flyet det lander. Først da vores stewardesse kommer og fortæller os, at vi er landet, opdager vi det.

Harry og jeg smiler til hinanden, og vi stråler til verden. Døren er åbnet, og da vi tager trapperne ned til fast jord, er jeg ved at snuble. Mine ben er stive, og jeg er totalt ukocnetreret, da det eneste, jeg kan tænke på, er Baby. Baby og Harry.

Der holder en taxi og venter på os dernede, og jeg kan se vores bagage i den allerede.

Da jeg når ned på fast jord, tager jeg en dyb indånding. Jeg bliver nødt til det her.

Harry kan godt mærke min nervøsitet, for han klemmer min hånd en enkelt gang, før han guider med hen til taxaen. Min mund er helt tør, og ejg begynder at svede, så Harry fortæller hotellets navn til chaufføren, der uden videre kører derhen. Jeg genkender vejen alt for godt, og jeg får kvalme. Tænk at et sted kan have sådan en indflydelse på én. Det var jo her, Harry og jeg mødtes. Jeg burde ikke væmmes ved stedet. Jeg burde fejre det.  Taxaen stopper, og Harry rækker ham nogen penge, imens jeg stirrer på hotellets blanke og perfekte overflade. Jeg tager endnu en dyb indånding, før jeg træder ud.

"Er du klar?" spørger Harry. Jeg nikker, og så går vi sammen ind. Hallen er som var det i går jeg var her. Den er stor og imponerende. Lyskronen hænger spejlblankt i midten af loftet og dominerer det hele. Nicole står i receptionen med en lav hestehale. Jeg gisper, da det føles som dejavu. En flok grinende mennesker gårhen til receptionen, men denne sniger jeg mig ikke uden om dem, men følger efter dem. Harry følger trofast efter mig, men siger ikke et ord.

Da det er vores tur, spærrer Nicole munden op og lukker den så igen, for at åbne den, ligesom en fisk. Jeg rødmer.

"Hej Nicole. Øhm, det her er Harry, min kæ- man..." jeg stopper mig selv og ender så med at bide mig selv i tungen.

"Madeleine," gisper hun så og ser skiftevis fra Harry til mig.

"Carmen har spurgt efter dig," siger hun så.

Jeg nikker stille og føler mig som en forræder, at jeg bare stak af uden at sige farvel, eller bare tak.

"Er det muligt, at du måske kan give mig nøgle til mit gamle værelse, du ved på 19. etage?" spørger jeg. Harry ligger forsigtigt armen om mig. Hun nikker febrilsk og går hen til væggen, hvor alle nøglerne hænger ud fra et tal. Hun tager min gamle nøgle og giver mig den, stadig med munden åben. Jeg smiler forsigtigt til hende.

"Tak."

Harry følger efter mig, da jeg går målrettet hen til elevatoren. Jeg vil bare have det her afsluttet. Jeg trykker på knappen med 19 på. Elevatoren lukker foran os, imens det bærer os op i tavshed.

"Er du klar?" spørger Harry forsigtigt. Jeg nikker. Det skal jeg være. De elevatoren standser, åbner dørene sig, og jeg kommer ud på gangen. Hvor jeg mødte Harry. Jeg gisper.

Alt er det samme. Gulvet, væggene, dørene. Harry fornemmer det også, for han smiler igen.

"Får jeg dig at se kun iført et håndklæde igen, mrs. Styles?" spørger han. Jeg smiler skævt til ham.

"Hvis du er sød," mumler jeg og kysser ham blidt på munden, for at gå ned til mit gamle værelse. Jeg tager en dyb indånding. Her stødte jeg ind i Harry. Her forandrede mit liv sig. Her mødte jeg ham. Forskellige tanker snurrer i mit hoved, idet jeg stikker nøglen ind, drejer den og den går op...

Alt er som, da jeg forlod det. Der er rodet. Sengen er ikke redt, tøj ligger på gulvet, min mobil ligger smadret ved siden af væggen og mit skab er åbent.

Jeg har holdt vejret, og da Harry trykker min hånd, trækker jeg vejret igen. Jeg går ind på værelset, og billeder kører igennem mit hoved som en kortfilm. Da jeg hørte Zayn græde, da Harry forlod mig, og alle de gange Harry har været herinde. Jeg går hen og sætter mig på sengen, imens jeg stirrer rundt. Det er som at se et billede. Et gammelt billede.

Harry sætter sig ved siden af mig og siger ikke noget. jeg får øje på min gamle sangbog og åbner den.

Digte, sange, noder, tegninger og kruseduller fylder den.

Broken hearts, broken soulds, broken minds, all is broken. Catch  a sky, from the sky, see the light in the night, but all I want is you.

Da jeg læser den velkendte sang får jeg tårer i øjnene, og jeg bladrer videre.

Your green eyes burned my skin

I don't know what's happenin my heart is beating so fast

I love you so

but I don't know where we are going to be tomorrow

but I will always love you

always love

always love

you

And I will always hold

yeah always hold

always hold

your hand

Det var den første, jeg skrev om Harry. Han kommer hen til mig, og jeg giver ham hæftet, imens jeg går igang med at rode rundt i mine ting.

"Den her er god," siger Harry og begynder at synge. Jeg griner.

"Du skal synge langsomere," siger jeg og demonstrere.

"Your hands fits in mine

like it's made just for me

but bear this in mind

it was meant to be

And I'm joining up the dots

with the freckles on your cheeks

And it make all sense to me," synger jeg ganske langsomt. Det er også en sang, jeg har skrevet om ham. Jeg har ikke skrevet flere vers kun et enkelt omkvæd.

Jeg rødmer svagt over det blik, han sender mig.

"Jeg elsker dig."

"Jeg elsker også dig," svarer jeg og smiler til ham før jeg går igang med at pakke min taske, alt mit tøj har jeg ikke brug for, men jeg tager det ned i en sort sæk, så det ikke bare ligger her og flyder. Da jeg er færdig, slæber Harry den sorte sæk, og jeg har min gamle håndtaske med alle de vigtige ting i.

Da vi kommer ned, afleverer jeg min nøgle til Nicole, og da jeg vender mig om, står Carmen foran mig, med hendes lyse hår og grå øjne.

Hun har tårer i øjnene, da hun trækker mig ind i et kram.

"Så ender det lykkeligt for dig, Madeleine. Præcis som du fortjener," siger hun og smiler til mig. Jeg ser forbavset på hende. Vi har aldrig rigtigt snakket særlig meget sammen, eller vist følelser over for hinanden, så det her forbavser mig.

"Tusind tak for alt," er det eneste jeg kan sige. Hun smiler venligt til mig, og ser så over på Harry.

"Er det din kæreste?" spørger hun så nysgerrigt. Jeg smiler stort.

"Det er min mand." Jeg ved, at hun ikke er sladretante typen, så jeg betroer hende det trygt. Jeg vil helst ikke have, at Anne eller Zayn skal finde ud af det via nettet. Carmen spærrer munden op.

"Milde moses!" mumler hun så og så krammer hun mig igen.

"Tillykke Madeleine," siger hun så. "Pas godt på dig selv." Hun snøfter.

"Undskyld. Men du minder så meget om min egen datter, at det føles som, at miste hende igen. Du kendte hende måske? Hun hed Katherine."

Mit hjerte dunker i mit bryst hårdt og uden nogen som helst form for rytme. Det dunker bare derud af.

Katherine? Som i min søster Katherine? Umuligt, så ville Carmen jo være min mor... Jeg ser op på hende og kan pludselig genkende de grå øjne og det lange lyse hår. Hun smiler stort til mig.

"Hej Madeleine."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...