On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5630Visninger
AA

7. Home Sweet Home

Madeleines synspunkt:

"Du lugter af karry," fniser jeg. Han fnyser og trækker mig endnu tættere på. Vores ben er flettede, og jeg ligger inde i hans varme, åbne favn. Vores ansigter er så tætte på hinanden, at de faktsik rører hinanden. Harry kysser min næse med hans bløde læber. Vi er som smeltet sammen. Én person. Harrys hår kilder mit ansigt med lette og blide strøg. Vi havde bestilt noget kinesisk, da vi kom hjem, og så bare snakket om alt vi havde oplevet. Det blev ret sent, da vi tit blev afbrudt af vores læber der mødtes som magnet. Tiltrukket af hinanden, ude af stand til at lade være. Hvorfor skulle vi? Det føltes så godt.

"Jeg," siger Harry og kysser min kind. "Har," han kysser min anden kind. "Savnet," han kysser min næse. "Dig," han lader sine læber søge mod mine, men før de får lov til at rører hinanden, ser han mig dybt i øjnene, der får min krop til at blive varm. Han presser endelig sine læber mod mine i et blidt og kærligt kys, der hurtigt udvikler sig. Jeg lukker mine ben om Harry og lader armene lukke sig bag hans nakke. Harry ruller om, så han ligger ovenpå mig.

"Jeg elsker dig," hvisker jeg. Han smiler til mig, så hans hvide tænder glitrer i skæret at stearinlyset.

"Jeg elsker dig så højt, Made. Det gør jeg," hans stemme er lav, romantisk, varm, sød, kærlig, sexet, lykkelig, perfekt. Han holder sig støttende på sine hænder over mig, mens han siger det. Jeg smiler og trækker ham ned til mig igen. Bare følelsen af ham, hans varme, hans hus. Følelsen af at ligge tæt på ham, dufte til ham, mærke ham, kysse ham, elske ham. Dén følelse er den bedste følelse i verden. Dén følelse er så ubeskrivelig fantastisk, perfekt, dejlig. Dén følelse er uundværlig. Bare første gang jeg fik lov at mærke den, blev jeg afhængig. Kærlighed. Man bliver afhængig af det. Men det er en dejlig følelse, fornemmelse. Det er det bedste, der er sket i mit liv. Han er det bedste, der er sket i mit liv.

 

***

 

Den nat sov jeg bedre, end jeg havde gjort i lang tid. Det ville ikke undre mig, hvis Harry havde sovet forfærdeligt med alt mit hår i hovedet og mig liggende på ham. Eller på hans arm. Men det var ikke det eneste, vi lavede den nat...

"Godmorgen," lød Harrys lave, hæse og søvndrukne stemme. Hans hånd stryger op og ned på min ryg i lette, bløde bevægelser.

"...God....morgen," siger jeg dybt koncentreret.

"Hvad laver du?" Spørger Harry nysgerrigt og rejser sig op på hans albue.

"Skriver... en sang... til dig..." Jeg ser op fra papiret og sender ham et skævt smil.

"Må jeg?" Spørger han. Jeg nikker og lader ham tage bogen. Han læser smilende teksterne, imens jeg ser på ham. Hans ene mundvige stritter op i et smil, kort efterfulgt af det andet. Jeg kravler hen og kysser ham på kæben.

"Jeg elsker dig," hvisker jeg. Han ligger bogen fra sig og hiver mig ovenpå ham.

"Jeg. Elsker. Også. Dig." Jeg kan ikke forstå, at jeg virkelig har ham tilbage. Fra nu til om lang tid.

Harrys hånd stryger blidt i cirkler på min ryg. Han nynner en eller anden melodi med hans lave stemme.

"Det var godt," siger jeg. Han nikker, imens hans øjne lyser glad.

"Vil du have morgenmad?" Spørger Harry og skal til at rejse sig op.

"Nej, det okay, bliv her," siger jeg og hiver ham tilbage. Han griner.

"Jeg elsker dig," siger han. "Men jeg laver morgenmad," siger han drillende og rejser sig. Jeg puster tungt ud og lader mig falde tilbage i den bløde, store seng. Smilet på mine læber har siddet der siden igår, og det er ikke til at fjerne. Harrys duft sidder stadig i mig og alt omkring mig. Bare duften af ham, får min mave til at danse. Jeg lukker øjnene og prøver at trække vejret roligt. Harry er virkelig hjemme!

Jeg kan hører, at Harry er igang med at stege bacon. Snart kommer duften også og breder sig i alle rummene. Jeg slår dynen fra mig og rejser mig op. Mine tæer lander på det kolde trægulv og sender signaler op til min hjerne, at jeg burde tage nogle sokker på. Jeg ignorerer det og går ud til Harry. Han står med ryggen til mig og steger baconene. Hans hår er roddet og uglet og hans ryg ser perfekt ud i den stramme, hvide T-shirt, han har på. Jeg tøffer hen til ham og ligger mine arme om ham. Min kind lader jeg ligge på hans ryg. Harry vender sig om og lukker mig ind i hans favn. Jeg har tydeligvis ikke fået nok søvn, mine øjne er hele tide ved at lukke i. Mit hoved hviler tungt på Harrys bryst, og jeg lytter meget koncentreret til Harrys hjerte banke: dunk dunk, dunk dunk, dunk dunk. Verden bliver helt lille, som om  det kun er os der eksisterer. Men dén følelse varer ikke særlig længe, fordi baconene brænder på.

"Shit!" Mumler Harry og skynder sig at rede baconene. Han fjerner panden fra blusset, mens jeg finder æg frem i stedet. Røgen er overalt i køkkenet, og lugten af brændt bacon sidder fast i køkkenet. Jeg giver Harry æggene og går hen for at åbne et vindue. Vejret er gråt og køligt udenfor. Solen kan svagt anes bag den tykke, evigt store sky. Harry har smidt baconene ud og slår nu æggene ud på panden.

Det færdige resultat er let brændt æg med tomater og lyserød kærlighed til dessert.

"Der er noget jeg skal vise dig," siger Harry pludselig under maden.

"Hvad?" Jeg sætter tallerkenen fra mig og ser nysgerrigt på ham.

"Det finder du ud af," siger han med et hemmelighedsfulgt skævt smil.

"Må jeg i det mindste vide, hvad jeg skal tage på af tøj?"

"Tag det på som du ville have på sammen med mig,"

"Sweatpants og en T-shirt?" Spørger jeg for sjov. Han nikker bare helt alvorligt med et knap så alvorligt smil på læben.

"Jeg tager opvasken, bare gør dig klar." Jeg nikker, den er jeg da med på. Jeg har ikke lyst til, at gå fra ham, for så er jeg bange, at han lige pludselig forsvinder ud i den blå luft. Det ville jeg ikke kunne bærer. Man får jo traume af det. Jeg slæber mine fødder ind på værelset og smiler. Minderne fra i aftes strømmer ind over mig som en flod, hvor hver dråbe er værdifuld. minder fra dengang i USA. En flod af minder. Der er så mange, selvom vi kun har været sammen ganske kot, føles det som om vi har kendt hinanden evigt. Jeg kan slet ikke forstille mig mit liv uden Harry. Det kan jeg ikke. Jeg smider mit tøj og træder op i badet. Min krop skrubber jeg nådesløst ren med vandet som hjælp. Da jeg er færdig forlader jeg badet ren og våd. Jeg tager et hvidt hånklæde og vikler om min krop. Min tandbørste er den der er babyblå og Harrys er lyserød. Med den og noget vand og tandpasta renser jeg mine tænder. Nu tør jeg at trække vejret i nærheden af Harry. Jeg går ind på værelset igen og sætter mig på sengen. Mine lår kunne godt være lidt mindre. Lidt ligesom Els eller Danis. Jeg tager mine hænder og ligger dem på mine lår, så lårene ser tyndere ud. Jeg hiver i fedtet, men stopper hurtigt igen, da det gør ret ondt. Jeg sukker, idet telefonen ringer. Med besvær får jeg låst den op og svarer.

"Det Made."

"Hey Maddie, det er Zayn," siger en velkendt stemme.

"Zaynie!" Hviner jeg og kan høre ham grine i den anden ende. "Det er længe siden!" Jeg hiver op i håndklædet som er gledet lidt ned.

"Vi sås i går..." Siger han med en glad stemme. En glad stemme som jeg har savnet.

"Ja... men det tæller ikke! Jeg glæder mig til at i kommer i dag. Det bliver hyggeligt. Så kan jeg også hilse ordentligt på Perrie."

"Mmmh." Han lyder fraværende.

"Øhm, undskyld, Made, men jeg må, øh, løbe. Vi ses!" Jeg ser mærkeligt på telefonen, men ligger den så fra mig. Jeg glæder som en lille pige til i aften. Deres familier kommer, de kommer, El, Dani, Perrie... Niall kommer også, men han må gå tidligt, da han skal et smut forbi hans familie i Irland. Jeg vender blikket mod klædeskabet og rejser min tunge krop op og stå. Prøv og gæt hvad jeg tager på! En hvid, let blonde skjorte, et par hvide bomuldsshorts og sandaler. Mit hår sætter jeg op i en krøllet hestehale med en tynd, enkel flettet tot hår sat fast til. Jeg går ud i køkkenet hvor Harry står og ser ned i sin mobil. Jeg går stille hen til ham og slår armene om ham og kysser ham i nakken. Det er stadig som om, jeg ikke har vundet mig til, at Harry er min, at jeg får lov til at være lykkelig med ham. Som om det er bare et øjebliks lykke, der bliver revet væk fra mig om lidt. Som om at han bare er sammen med mig for at gå fra mig, selvom jeg ved, at Harry aldrig kunne finde på at lege sådan med pigers hjerter. Med mit hjerte.

"Ved du hvad? De næste måneder er det bare os to. Hver dag. Alene... Okay, måske også sammen med andre, men det er bare os." Den sætning gør mig helt ør af glæde. Jeg tænker på de mange dage, timer, uger, måneder vi skal bruge sammen. Vi har al tid i verden.

"Du må ikke gå," mumler jeg, da han forsigtigt vrider sig løst. Han ler.

"Det har jeg heller ikke lyst til, men om lidt er vi sammen igen, og så har vi hele dagen." Han taler til mig som om, at jeg er et lille barn, der skal have fået forklaret noget indlysende. Jeg laver en beklagende lyd, da Harry er helt ude af mit greb.

"Jeg." Han kysser min næse. "Elsker." Igen kysser han min næse. "Dig." Sidste gang kysser han min næse og sender mig et smil, før han går hen mod værelset. Mit hjerte pumper af sted, og et øjeblik er jeg bange for, at det er blevet sindssyg.

"Jeg elsker også dig," siger jeg helt stakåndet. Han vender sig om og smiler til mig, så hans fine smilerynker laver en bue om hans øjne.

Da han er gået, sætter jeg mig tungt ned på en stol. Harry kører rundt i mine tanker, det er håbløst at få ham ud igen, men jeg har heller ikke lyst.

Solen er begyndt at titte frem fra en mørk sky og sender sine varme stråler ind gennem vinduet. Det er en virkelig smuk dag. Lidt overskyet, men når solen titter frem, er det næsten perfekt. Med hovedet hvilende i min hånd, sidder jeg og stirrer direkte op på solen. Jeg forestiller mig, at Harry er ligesom solen. Skinner alt op med sin tilstedeværelse. Lys, varm, smuk, skinnende. Jeg har brug for solen til at leve ligesom med Harry. Hans krøller er solens stråler på børnetegninger. Som en glorie. Som en engel. Jeg griner lidt af mig selv. Jeg er skør. Med Harry. Jeg kan ikke gøre for det. Lyden af hans navn får min mave til at hoppe, synet af hans ansigt for mit hjerte til at pumpe hurtigere, smagen af hans læber får hele min krop til at stoppe. Den er så meget oppe at køre, at den simpelthen bare stopper. Jeg ved at det hele går virkelig stærkt, men jeg har det som om, at det er sådan her, det skal være. Ligeså snart jeg først begyndte at tilbringe tid med ham... alene, vidste jeg bare, at det skulle være det. Jeg vidste det.

"Ready?" Harry kommer gående ind med stramme jeans, løs skjorte og sin hat, som jeg elsker til ham. Han går afslappet hen imod mig. Hans hår er sat rodet under sin hat, og hans solbriller sidder fast i halsudskæringen. De øverste knapper er ikke knappede, og hans jeans krøller lidt. Han er min bid af himmel.

"Du stirrer," mumler han lidt nervøst men med et smil.

"Du er smuk," hvisker jeg. Han sætter sig på hug overfor mig og tager mine hænder, hvilket får min krop til at gå i spasme, indvendigt.

"Ikke lige så smuk som dig. Overhovedet ikke i samligningen med dig." Jeg laver en grimasse, hvilket bare gør ham irriteret. "Made, du er smuk. Det må du aldrig, aldrig, aldrig nogensinde glemme eller tvivle på. Hvis du ikke tror mig kan vi spørger drengene, en fremmed. Made, man skal være blind for ikke at syns det. Nej, selv blinde syns det. hvem er det der siger det modsatte? Er det... Er det mine fans?" Han bider tænderne hårdt sammen, og hans greb er blevet fra kærlig til fast.

"Nej, nej, Harry... Det lige meget, okay?" Han ryster stædigt på hovedet.

"Du er smuk." Han tager sin pegefinger og banker den blidt mod mit hoved. "Skal jeg banke det ind i hovedet på dig?" siger han smilende. Jeg smiler svagt tilbage og ryster på hovedet.

"Jeg elsker dig, Harry," hvisker jeg og en tårer samler sig i min øjenkrog. Harry hiver mig ind til sig og krammer mig hårdt.

"Du må ikke græde, okay?" Jeg ved ikke engang hvorfor jeg græder. Det hele blev bare for meget for mig. At Harry er så sød når jeg ikke fortjener det. ham. Han skal have en perfekt pige. En smuk, rig, selvsikker pige. Ikke... mig. Jeg fortjener ham ikke. En skarp smerte borer sig ind i min mave som en boremaskine.

"Sssh," mumler Harry mod min hovedbund uden en eneste idé om hvorfor jeg græder, hvad jeg tænker eller føler. Han aner intet.

"Jeg elsker dig," hvisker jeg igen og hviler mit hoved på hans skulder.

"Jeg elsker også dig, Made. Det gør jeg." Jeg laver en lyd, der minder om en blanding mellem et hulk og et grin. Vær ikke ked af det, Made. Vær glad. Harry er her. Bare tanken om hans navn får allerede smilet frem på mine læber. Jeg ved, at han er her for mig og elsker mig, også selvom jeg ikke fortjener det. Ham.

"Tak," mumler jeg og tørrer mine kinder og øjne med min hånd. Jeg sender ham et smil.

"Er du okay, sweetheart?" Sweetheart. Det er sjældent, han kalder mig det. Næsten aldrig. Det er fordi, at han siger, at det tager for lang tid at sige. Jeg nikker og rejser mig op.

"Undskyld." Harrys blik bliver irriteret.

"Made, du skal aldrig undskylde for at græde. Eller for noget som helst... kun hvis du forlader mig." Det sidste er ment for sjov, men det får mit hjerte til at skippe et slag over på den dårlige måde.

"Harry," siger jeg, denne gang er det mig, der har den alvorlige og irriteret stemme. "Det kommer jeg aldrig, aldrig til med mindre du vil have det." Det sidste får mig næsten til at sætte mig ned på gulvet og græde øjnene ud af hovedet ved tanken.

"Det kommer aldrig, aldrig, aldrig til at ske, okay? Aldrig." Jeg smiler beroliget og tager hans hånd.

"Det håber jeg heller ikke." Min stemme er ikke mere end en hvisken. Harrys hånd føltes stor i min, men perfekt. Han virker beskyttende, rar, tryggende, perfekt.

"klar?"

"Klar," svarer jeg ham og sender ham et smil, før vi går ud og ned på gaden. Vores hænder er flettede sammen, og Harry har sat tempoet ned for, at jeg kan følge med, med mine korte ben.

Da vi når parken, er der ikke nogen fans, der har forstyrret os, men der er da nogle, der har taget billeder, hvinet, stirret og fulgt efter os. Det sidste gør mig altid lidt nervøst, indtil Harry aer min hånd og hvisker, at det ikke gør noget. At de ikke gør noget.

Der er høje, grønne træer rundt omkring i parken, træbænke, grusstier der fører til en sø, og kæmpe græsplæner. Det er en vildt hyggelig park, og jeg har ofte gået tur her, mens Harry var væk.

"Fryser du?" spørger han. Jeg har en tynd, hvid blazer på over mit hvide tøj, som ikke lige passer bedst til vejret.

"Lidt." Han trykker min hånd og går over mod en vogn, med et fint skilt der siger at boden sælger varme mad og drikke. En ung pige med tung og mørk makeup, sort tøj, kruset hår og piercinger, sidder og ser udtryksløst lige ud i luften.

"To kopper kakao og en vaffel," siger han med en høflig stemme.

"Ikke mere kakao," siger hun udtryksløst.

"Så bare en vaffel," siger han. "Vil du gå over og købe to kopper kakao, imens jeg betaler her?" Jeg nikker, giver slip på hans hånd, spejder efter en bod, der sælger det, og går langsomt hen til den. En ung pige ikke mere end 16 år, sidder og ser uinteresseret ned i et blad.

"Øhm, må jeg be' om to kopper kakao?" Spørger jeg høfligt. Hun ser op fra bladet og laver store øjne da hun genkender mig. En nervøs følelse går gennem min krop, og jeg smiler forsigtigt til hende.

"Madeleine?" Hendes øjne bliver smalle og hårde.

"Øh, ja?" siger jeg nervøst og ser efter Harry, der står langt væk og venter på vaffelen. Hun holder øje med mig imens hun laver kopperne. En urolig fornemmelse går igennem mig og sniger sig ned forklædt som kuldegysninger ned af min rygrad. Jeg tripper med fødderne og kan ikke vente til at mærke Harrys hånd i min. Jeg har en virkelig dårlig fornemmelse af hendes hårde, stirrende blik.

"3,5£," siger hun skarpt. Jeg finder nogle sedler i min pung. "Tak," siger hun spydigt.

"Undskyld?" Spørger jeg vantro over hendes hårde tone.

"Undskyld?! Hvem fanden tror du, du er, Madeleine? Huh?" Hun lyder aggressiv og selvom hun er yngre end mig, er hun større og vred.

"Øh," mumler jeg nervøst og ser tilbage mod Harry. Noget siger mig, at jeg skulle stikke af lige nu.

"Du er bare sammen med Harry for at bruge hans penge. Men ved du hvad?! Han elsker dig ikke, han bruger dig bare, så folk ikke ved hvem han rigtig er forelsket i. Louis! Jeg forstår ham godt. Hvem kan elske dig?! Din mor gjorde ikke. Det er der ingen, der gør. Du skulle dræbe dig selv! Så vil alle blive glade. Ingen, ingen vil savne dig. Du skulle virkelig , luder!" Tårer sniger sig ned af mine kinder og det føltes som om jeg skal kaste op. Jeg hiver efter vejret, men hun forsætter.  "Harry skal have en smuk en. Ikke en som dig! Hvem fanden tror du, du er? Huh?" Jeg kan ikke sige noget, en stor klump har vokset dig fast i min hals og truer med at kvæle mig. Jeg hører ikke længere pigens lange strøm af fornærmelse og spydige kommentarer. Jeg hører ikke noget. Jeg er i en trance og vågner først, da jeg får et chok. Noget vådt er lige kastet over mig. Jeg kan ikke mærke om det er brandvarmt eller iskoldt, men det brænder. Det brænder af smerte. Jeg gisper og prøver at hive ud i min nu ødelagte skjorte, men ender bare med at brænde fingrene. Jeg vifter hjælpeløst med fingrene, mens små lyde kommer ud af min mund af smerte. Jeg kan ikke tænke klart, udover at det skal gå væk. Smerten skal væk. Den skal stoppe. Salte tårer spurter ned af mine kinder. Min mund er åben. Jeg føler, at jeg skal dø. Den så stærke og brændende smerte æder mig. Den bringer minder frem, jeg allerhelst vil glemme. Tider jeg ikke vil tænke på. Jeg suger maven ind i forsøg på at få det til at stoppe, men trøjen klæber til min hud. Jeg snubler et par gange i et forsøg på at gå væk. Væk fra hende.

"! Dræb dig selv, luder! Bitch!" Hvorfor gentager hun sig selv? Jeg har jo hørt det første gang, jeg forstår, hvad hun mener. Jeg får møvet mig væk fra hende usikker på benene. Jeg vil væk. I fred. I fred for alle blikkene og opmærksomheden.

"Dø!" Jeg ved ikke hvem der råber det, eller om det bare er mig, som er sindssyg, men det kører som et ekko i mit hoved.

"Hey." Lyden af hans stemme vækker mig ikke som den plejer. Det er som om, jeg er i en anden verden bygget af tårer, sorg og minder.

"Kom." Harry hiver mig med sig og prøver at tale beroligende til mig. "Hvem gjorde det?" Han lyder vred. Nej, ikke vred, rasende. "En fan?" Han lyder ude af sig selv. Han går frem og tilbage imens han knuger sin hånd og mumler noget til sig selv.

"Ha-Harry..." Jeg tørrer mine øjne, men min hånd ryster så meget, at jeg må opgive. Jeg har aldrig prøvet noget lignende. "Det er o-okay," stammer jeg. Han går hen til mig og banker sin hånd ind i træet bag mig.

"Det er kræftedme ikke okay!" Råber han vredt. Overraskelsen over at se ham så vred, får mig til at græde igen. Hans stemme er virkelig vred. Og det er min skyld.

"Undskyld, undskyld," siger han. Jeg ryster, som om jeg havde kramper. "Tag din trøje af." Han lyder bestemt, så jeg siger ikke noget, gør ikke noget, så Harry går hen imod mig og løfter forsigtigt op i den. Jeg skærer en grimasse af smerte, men nyder den kølige luft mod min hud. Han får den forsigtigt af mig og ser sammenbidt med et rasende udtryk på forbrændingerne over hele min mave og bryst. Det ligner, at han kunne slå nogen ihjel, så vred er han. Jeg siger ikke noget, jeg ryster bare og prøver at skjule det for ham. Han skal ikke se det. Se mig. Forgæves ligger jeg armene foran, men Harry tager dem  og holder fast ved håndleddene, imens han ser mig i øjnene.

"Ingen har ret til at gøre det der på dig, Madeleine. Hører du? Ingen." Hans øjne beskriver mere en tusind ord. En masse følelser spejler sig i dem. Han knapper sin skjorte, tager den om mig og knapper den.

"Kom," mumler han og fører mig ind i hans favn. Jeg ser ikke hvor vi går, jeg snuser bare den trygge, rare duft af ham, og før jeg ved af det, er vi hjemme.

Harry fører mig direkte ud på badeværelset og ligger en kold, våd klud over min mave i tavshed.

"Tag din BH af," hvisker han. Jeg gør, som han siger og ligger den i vasken. Hans ansigt bliver hårdt, da han ser forbrændingerne, der ikke er ligeså slemme som de andre, på grund af BH'en som beskyttede som et skjold. Han dupper forsigtigt med en klud og putter derefter forbinding på. Mine våde kinder er ikke våde, men tørrer af salte tårer, der blev blæst omkuld af den blide brise. Mine øjne er røde og mit hår uglet.

"Tak," mumler jeg, da han er færdig. Han øjne er stadig hårde, men de bløder lidt op, da han ser mig i øjnene.

"De har ikke ret til det, Madeleine." Han knytter hånden igen og går desperat rundt i ring på badeværelset, imens jeg ser hjælpeløst på ham siddende oven på vasken.

"Harry..." prøver jeg, men han hører mig ikke.

"Hvis jeg bare havde været der," siger han bebrejdende og slår sin hånd med fuld kraft ind i væggen. Jeg lavet et spjæt og ser forskrækket på ham. Han ømmer sig og laver en grimasse, men det ser ud som om han kom af med noget af vreden.

"Jeg hente is," mumler jeg og hopper ned. Ude i køkkenet finder jeg en pakke med frosne majs, vikler det ind i et viskestykke og binder det efterfølgende om Harrys hånd.

"Jeg er okay, Harry. Virkelig," jeg prøver at lyde stærk og sikker, men min stemme bæver, og det er tydeligt, at jeg lyver.

"Undskyld," mumler han. Jeg ser forvirret på ham. han skal ikke bebrejde sig selv, for noget som jeg har gjort. Det kan jeg ikke bære. "Jeg skulle have været der," mumler han vredt.

 

***

"Jeg elsker dig." Vi ligger i ske i sengen og Harry nusser blidt min ryg. Jeg har taget Harrys alt for store T-shirt på og været i bad. Vi ligger bare der i lang tid og nusser og bare er sammen. Jeg er lige ved at falde i søvn, da det er så rart og trygt.

"Esker oss' dig," mumler jeg søvnigt. Harry griner kort og begynder at nynne en melodi for mig, det skulle han ikke have gjort, for så falder jeg hundrede procent i søvn, og kort efter snorkede jeg blidt.

 

Harrys synspunkt:

Hendes øjne er fredfyldt lukkede og hendes mund let åben. Hun ser så lille og uskyldig ud, når hun sover. Så fredfyldt. Det har været en hård dag for hende. Bare tanken om at der er en fan, der har gjort det, på grund af mig, får mig til bide tænderne hårdt sammen for ikke at slå noget. Jeg skulle aldrig havde givet slip på hendes hånd eller holdt hende ude af syne. Jeg skulle aldrig have ladt hende gå. Bare tanken om hvad hun måtte gennemgå, føle. Jeg ryster på hovedet. Det skal aldrig, aldrig ske igen, hvis jeg så må droppe min karriere for hende, så gør jeg det. Hun er det vigtigste for mig.

"Arry," mumler hun. Jeg smiler og kysser hende blidt bag øret, før jeg fisker min mobil frem og går ind på twitter.

Det bringer dyb forargelse, at nogen kan finde på, at såre dem jeg elsker. Det ikke okay. Jeg elsker Madeleine, og hvis nogen såre hende, såre de mig.

Bagefter ser jeg hvad der trender af hashtags og bliver straks en smule bedre til mode af at se SafeMadeleine, Can'tHateMadeleine, står øverst. Made ser så tryg ud, at jeg ikke nænner at vække hende. Hun har brug for det.

 

-----------------------------------------------------

 

Undskyld den lange ventetid, men nu får i det. Jeg var tæt på at græde, da jeg skrev det her kapitel, det er så sørgeligt! Selvom jeg ikke er helt tilfreds endnu med det, håber jeg at i vil kunne lide det. Skal det være Marry eller Hadeleine? Elsker jeg<3 Tak fordi i vil læse med!

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...