On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5624Visninger
AA

18. Holmes Chapel

Madeleines synspunkt:

Efter at have kørt et godt stykke tid, holdt i nogle gode lange køer, kørt forkert et par gange, haft nogle diskussioner, tanket, stoppet, er vi endelig nået frem. Fire timer forsinket. Eller vi er ikke helt fremme, men vi er i byen. Vi er vidst begge ret anspændte og irritable, men vi er da fremme! Harry kører rundt i sin hjemby, fuldstændig sikker på hvor han skal hen, imens jeg prøver at suge alle de nye indtryk til mig. Jeg har faktisk aldrig været i hans hjemby før. Hver gang vi har set Anne var det altid hjemme hos Harry. Vi kører forbi en skole, som Harry præsenterer, som hans gamle skole. Jeg ser på den, så længe jeg kan, før vi har lagt den bag os. Jeg kan lige forestille mig Harry gå der med sin skoletaske over ryggen.

"Bare rolig, jeg viser dig det på et andet tidspunkt," siger Harry, sikker fordi jeg prøver at se så meget som muligt. Det her er en del af Harrys liv. En del af ham. En del jeg kan vil tættere på. Harry kører ind i en mindre gade og holde foran et mellemstort hyggeligt hus. Jeg måber. Det er lt andet end jeg er vant til. Dengang jeg boede med min mor, boede vi i et lækkert hus, men så har jeg jo ellers boet på et hotelværelse. Det her er så... hyggeligt. Stearinlys er placeret i små lanterne og skinner op i mørket foran døren. Der er et vindue direkte ind til køkkenet, hvor et stearinlys er placeret i vinduet. Hele huset summer af ro, hygge og afslapning. Præcis et hus, som jeg gerne vil have. Og ville have haft. Et hus fyldt af minder.

"Wow... Det er fantastisk," mumler jeg. Harry ser glad ud, imens han trykker min hånd.

"Jeg er glad for at du kan lide det."

"Lide det? Jeg elsker det!" siger jeg begejstret og skynder mig ud. Gud det er koldt. Det er trods alt Oktober, men koldt? Min ånde skaber tåge, hver gang jeg trækker vejret. Harry tager kufferterne og smække bagagerummet i igen. Jeg smiler til ham og går helt hen til døren. En dørmåtte er placeret foran døren med ordene: Welcome Home. Jeg banker tre gange på trædøren og lytter efter fodskridt, der kommer nærmere og nærmere. Harry stiller sig ved siden af mig og tager min hånd og trykker den en enkelt gang. Døren bliver åbnet af Anne selv. Hendes hår er redt tilbage med nogle spænder og hun har et forklæde bundet stramt om livet. Hendes ansigt bliver lyst op af et stort smil, da hun får øje på os. Varmen tør ligesom mit ansigt op, og en skøn duft af mad når min næse.

"Hej!" siger vi i kor og Anne skynder sig at trække mig ind i et kram. Hun dufter af en sød blanding af vanilje og honning. Anne giver slip på mig og giver Harry et ekstra stort knus.

"Hej mor," siger Harry glad og krammer hende hårdt ind til sig. Jeg ser smilende på dem, inden Robin kommer for at hilse. Han kysser mig en enkelt gang på kinden og sender mig et varmt smil.

"Det er godt i kunne komme," siger Robin. Anne nikker ivrigt.

"Kom dog indenfor," siger hun og åbner døren helt op. "Robin, hjælp Harry med kufferterne," kan jeg høre, at hun siger. Robin skynder sig ud til Harry og tager en kuffert. Jeg træder ind og ser mig hurtigt omkring. Der er en lille entré og så en trappe til venstre. Hvis man fortsætter ligeud kan man se et bord og nogle stole. På den cremefarvet væg hænger nogle familie billeder. Jeg når ikke rigtigt at se mere, før jeg træder til side, så Robin og Harry kan komme ind. Kufferterne bliver stillet foran trappen, så de ikke står i vejen i entréen.

"Tag tøjet af, maden er klar!" siger Anne, sender et sidste kærligt blik til os og skynder sig ud i køkkenet. Jeg skynder mig at hænge min jakke op og så tage mine sko af. Mit tøj er afslappet, men med et fint touch. En hvid skjorte med en rosa top under og en grå cardigan til et par afslappede jeans. Jeg har bare taget nogle totter hår væk fra ansigtet og flettet dem tilbage med hårnåle. Enkelt, men det var det jeg havde lyst til.

Jeg går ind i spisestuen som også hænger sammen med stuen og køkkenet. Ligeud og så til højre ligger stuen gemt lidt væk, og køkkenet er helt til venstre. Et lille men hyggeligt hjem. Bordet er dækket fint op med dug, servietter, fine glas og tallerkener, for ikke at tale om stearinlysene. Der er placeret stearinlys over det hele; i vindueskarmen, på bordende, i haven, på trappen. Over det hele, det er mega hyggeligt. Anne tager en stor and ud af ovnen og stiller den på bordet, hvor andre lækkerier også står. Salater, kartofler, og en tærte. Jeg håber at der ikke af desser, for det der ser vildt lækkert ud, præcis som duften. Min mund løber i vand, og jeg kan ikke lade være med at smile. Det er det lækreste mad, jeg har set længe.

"Bare sæt jer til bords," siger Anne glad og skynder sig af med forklædet. Harry skynder sig, at hive en stol ud for mig. Enten fordi hans mor er her, eller fordi han er så sød, som han er.

"Tak," smiler jeg og sætter mig ned. Harry sætter sig ved siden af mig overfor Anne.

"Det ser virkelig lækkert ud," siger jeg til Anne som smiler glad tilbage.

"Tusind tak, det har man ikke hørt længe," siger hun og skubber til Robins arm. Harry klukker fornøjet.

"Det er fordi, så skulle man sige det hver dag, mor. Så er det nemmere at lade være, så du ved, at hver gang vi ikke siger det, er fordi vi mener det." Robin nikker.

"Enig!" Anne ryster på hovedet af dem. "Nåh, skal du have nogle kartofler, Madeleine?" Jeg nikker.

"Ja, tak." Jeg tager imod en mussemalet skål med en masse kartofler i. Jeg tager nogle med en ske og sender skålen videre til Harry. Sådan går alle fadende og skålende rundt, indtil vi har fyldt vores tallerkener op med lækkert mad.

"Vin?" spørger Robin mig med en flaske rødvin i hånden. Jeg skal lige til at sige ja, da jeg kommer i tanke om noget.

"Nej tak," siger jeg og smiler. Anne som har set på os i mellemtiden.

"Nej?" spørger Anne overrasket. Jeg nikker. Nu går det løs.

"Apropos det..." starter Harry ud og ser på mig med et smil. Hans hånd finder mit knæ under bordet. "Der er noget vi skal fortælle jer." Harry ser en sidste gang på mig, før hans blik hviler på Robin og så til sidst på Anne, hvor det bliver. En stilhed opstår, og da jeg opdager, at Harry har sagt sit, tager jeg en dyb indånding og siger hurtigt:

"Jeg er gravid." Anne gisper overrasket. Min mave krummer sig sammen. jeg ved slet ikke hvordan de vil tage det. Det kan jo godt være, at selvom de andre tog det pænt, at Anne ikke gør det. Det er trods alt hendes dreng. Og hendes dreng er ikke engang tyve endnu. For et par måneder siden kendte jeg ham ikke engang. For et par måneder siden, priste jeg mig lykkelig for ikke a være med barn... Alt går jo så hurtigt, men det føltes samtidig så rigtigt...

"Det er fantastisk!" hviner Anne og klapper i hænderne. Det lille smil der før sad på mine læber er blevet over dobbelt så stort. Det havde jeg slet ikke forventet. Anne rejser sig og går hen imod mig. Jeg rejser mig også og lader mig trække ind i et kram.

"Jeg havde sådan håbet, at det ville ske," hvisker hun ind i mit øre. "Harry er så heldig at have dig. I passer så perfekt sammen. Jeg var hele tiden bange for at noget ville komme op... men, nej." En lille lettet latter forlader hendes mund. Jeg bliver så rørt over hendes ord. Alle de bange anelser jeg have haft i dag er totalt til grin. Hun ser mig ikke som tyven, der stjæler hendes dreng.

"Tusind tak, Anne," hvisker jeg rørt. Det er lige før, jeg græder. De dumme hormoner! Tårer popper op i min øjenkrog, men bliver heldigvis siddende der. Bagefter trækker Robin mig ind i et kram.
"Tillykke!" siger han muntert og aer mig en enkelt gang på ryggen.

"Tak," siger jeg. Da alle krammerierne er overstået, sætter vi os ned igen.

"Åh gud," siger Anne. Jeg er åbenbart ikke den enste med tårer i øjnene. Anne vifter hurtigt en hånd foran sit ansigt for at få luft. "Jeg skal være bedstemor!" siger hun og lader et grin slippe sine læber.

"Er du okay, mor?" spørger Harry men med et stort smil, der virkelig lyser hans ansigt op. Anne nikker.

"Hvor langt er du henne?" spørger hun.

"11 uger," siger jeg og smiler stort imens.

"Åh gud." Hun dupper forsigtigt sine øjne med en serviet. "Hvor fantastisk!" Jeg er helt overrasket over, hvor positivt hun tager det. Det gør mig helt glad. Virkelig, virkelig glad. Det kunne ikke blive mere perfekt.

***

"Godnat," siger jeg til Anne og Robin, som sidder i sofaen med flettede fingre. Jeg går opad trappen og hen til gæsteværelset, som jeg har fået lov at låne. Harry skal sove inde på sit eget værelse, men det er kun fordi der ikke er plads til to. Jeg tror i hvert fald det er derfor. Jeg kan ikke lade være med at studere alle billeder jeg kommer forbi. Billeder af Harry, Gemma, Anne og også nogle af Robin. Jeg ser på et billede hvor Harry ikke er mere en tolv-tretten stykker og Gemma er lige begyndt at få nogle kvindelige former. De tre står på mole og smiler stort til kameraet, hver med en stor is i hånden. Man kan se at blæsten roder rundt i deres hår, men at solen er fremme. Lykken og glæden spejler sig i deres øjne. De ligner en rigtig familie. En jeg aldrig fik. En pludselig trist følelse overmaner mig. Den trækker sig sammen over mig og får mig til at føle... misundelse? Er jeg misundelig på Harry? Det er tosset, jeg skal være glad for det jeg har nu, og ikke trist over det jeg ikke havde. En pludselig trang til at græde melder sig og en klump samler sig i min hals og mine øjne svir.

"Hvad laver du?" hvisker Harry ud for mit øre. Kuldegysninger breder sig ned af ryggen og på armene af lyden af hans stemme. Harry ligger armene om mig som et skjold. Et rart skjold. Han ser på billedet sammen med mig. Jeg siger ikke noget. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige.

"Jeg er heldig," hvisker jeg til ham.

"Hvorfor?"

"Fordi jeg har dig." Jeg smiler mens jeg siger det. Harry læner sig ned og kysser mig på kinden. Langsomt begynder han at vugge os frem og tilbage. Jeg vender mig om, så jeg står mod ham. Mit hoved ligger jeg på hans skulder, imens vores fingre flettes sammen. Harry nynner en melodi og vugger os frem og tilbage lige der midt på trappen.

Dét øjeblik er fyldt med så mange følelser, kærlighed, udmattelse og glæde og mange flere. Hele min krop summer af følelser, så det kribler.

"Vi må heller komme i seng," mumler jeg. Harry nikker og fører mig ligeså stille op ad trappen. Gulvet knirker let under vores fødder. Jeg sender et smil til Harry, før jeg går ind på mit værelse. Værelset er lille og enkelt indrettet med en lille seng dækket op med masser af puder og en lysekæde over. Der er stearinlys i vindueskarmen og på det lille bord, der står ved venstre side af rummet. Vinduet er beklædt med tynde, hvide gardiner og peger mod den lille have. Min kuffert står ved siden af sengen, klar til brug. Jeg tænder lyset og går direkte hen til kufferten, som jeg ligger ned og åbner. Mine tøjbunker er blevet rodet helt til, og der er intet overblik. Jeg roder lidt rundt og finder min oversize T-shirt, som jeg nåede at hive med i sidste øjeblik. Det tøj som jeg har på nu, tager jeg af og ligger foldet i bunker på skrivebordet. Jeg tager min trøje på, sætter mit hår op i en hurtig sjusket knold. Min toilettaske tager jeg med mig ud på badeværelset, så jeg kan børste tænder. Tandbørste, vand, tandpasta, vand, børste, spytte, børste, spytte, skylle, færdig. Lige da jeg skal il at gå ud, kommer Harry ind, så jeg bumper ind i ham.

"Jamen, goddag," siger Harry og smiler charmerende. Han spærrer for døren og går længere ind, så jeg bliver nødt til at gå mere ind. "Du ser godt ud," siger han flirtende. Jeg kan ikke lade være med at fnyse af ham.

"Det ved jeg," siger jeg bare og folder mine arme over brystet.

"Nåh så det gør du?" spørger Harry udfordrende. Jeg nikker, og før jeg ved af det, har Harry taget mig om livet og løftet mig op, så jeg ligger over hans skulder. Jeg skriger, da han gør det, og mit hjerte fræser af sted over chokket. Harry griner, fordi han har kontrollen, og fordi jeg spræller som en fisk.

"Har-ry!" siger jeg strengt. "Sæt. Mig. Ned... Nu!" Jeg prøver at lyde alvorlig, men kommer til at ødelægge det hele med et grin.

"Virkelig? Det lyder ikke som om du mener det," driller han, men lader mig alligevel glide langsomt ned, så jeg ender i hans favn. Min trøje er gledet op, men det tænker jeg ikke på. Hvordan kan jeg? Min krop er presset op af Harry, og hans hoved er kun få centimeter fra mit. Hans hår krøller let ud fra hans hoved, som er han solen, og det er hans stråler. Hans øjne er så smukke, at jeg kan blive ved med barer at stirre på dem. Mit hjerte banker hårdt og hurtigt mod mit bryst, og min mave er som en hvirvel, der bare hvirvler rundt og rundt. Jeg kærtegner blidt hans kind og leger lidt med hans hår. Harrys hånd finder også blidt min kind og trækker mit ansigt langsomt nærmere. Lige før vores læber mødes i et ømt kys, lukker jeg øjnene i.

Harrys anden hånd ryger ned af min ryk og stopper ved min lænd. Jeg kan ikke lade være med at smile over hans forsigtighed. Jeg trækker mig lidt væk og bider mig i læben.

"Jeg elsker dig," hvisker jeg ind i hans øre og mener det så inderligt meget. Det brænder helt i mig, så meget jeg elsker ham.

"Jeg elsker også dig," siger han. "Rigtig, rigtig meget." Jeg begraver mig i et kram og dufter hans duft ind. Det er så forfærdeligt, jeg er forberedt på at han snart forsvinder. At han snart bliver taget væk fra mig. Det er urealistisk, at jeg får lov til at være så glad. At jeg får lov til at have ham... han er så... god og perfekt, og så får jeg lov... til at være sammen med ham... Det gør mig så lykkelig, at det gør ondt.

"Hey. Hey, Made?" Harry trækker sig væk fra mig og ser bekymret på mig. Mine øjne er slørrede og så går det op for mig at jeg græder. "Hvorfor græder du?" Han lyder helt trist og bekymret, at et grin flyder over mine læber.

Jeg ryster på hovedet. "Ikke noget... Det er dumt." Jeg smiler, men flere tårer ryger stadig ned af mine kinder. "Jeg elsker dig bare så meget," siger jeg og krammer ham igen, og lader tårerne stilne af.

"Du er skør, Made," hvisker Harry glad til mig, imens han bærer mig ind på mit værelse, hvor han putter mig under dynen.

"Jeg tror ikke min mor, vidste hvad vi havde at sige, hva'?" Han smiler og aer min kind. "Jeg var lidt bange for, hvordan hun ville tage det. Vi er jo trods alt så..."

"Unge." Han nikker.

"Vi skal nok klarer den. Vi bliver nogle fandens gode forældre." Jeg griner og nikker.

"Kan du forestille dig det?" Spørger jeg.

"Hvad?" Jeg rykker mig, så der er plads til ham oppe i sengen. Han ligger sig ned ind til mig.

"Vågne midt om natten, fordi et barn har brug for dig. Gå til forældre møder. Tage til legepladser. Tørrer snotnæser af." Jeg tager en dyb indånding. "Der er ingen udvej nu, Harry."

"Hey, jeg går ingen steder, okay?" Han ser bestemt på mig. "Jeg går ingen steder." Han aer mig blidt på hovedet og kysser min hovedbund.

"Jeg dræber dig, hvis du gør." Han griner stille. "Jeg mener det."

"Nej, for hvis jeg ikke var sammen med dig, ville jeg allerede være død af savn." Jeg smiler og rykker mig tæt indtil ham.

"Bare rolig, så lang tid får du ikke lov til at være væk fra mig."

--------------------------------------------

Awww:') Jeg elsker dem<333 Men undskyld, undskyld, undskyld, undskyld for ventetiden! Og i dag har jeg også en undskyldning, for der skal en undskyldning til for ikke at skrive på denne her, jeg elsker den! Men jeg har ingen computer at skrive på! Haha, ja jeg ved det, sørgelidt, ik'? Men hvis i vil hører hele historien, fortæller jeg den gerne:

Jeg startede med at få en computer fra min fars arbejde, som jeg brugte lidt. Så gik min far i stykker, så han huggede min - uretfærdigt ikke?! Så gik min fars bærbar i stykker, så han fik en ny. Den gamle huggede jeg så og fiksede, indtil den gik i stykker igen. Så brugte jeg min søsters gamle lidt, men den er nu så også gået i stykker! Vi er uheldig, hva'? Men ja, så jeg må bruge min fars, når han ikke gør, og det er MEGET sjældent, han ikke gør! Sad, sad, I know. Jeg her SÅ meget ondt af mig selv.

TUSIND TAK FOR I LÆSER MED! Det er helt vildt!!! Omg fangirler! Haha, jeg kan ikke tro, at der faktisk er nogen (udover min søster, som er tvunget til det) læser det jeg skriver! Det er vildt! Tusind, tusind, tusind, tusind tak<3333 Jeg er glad for jeres tålmodighed:-)<33333333

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...