On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5699Visninger
AA

10. Feel Pretty Sick

 

 

En måned senere

 

Madeleines synspunkt:

"Jeg hjemme!" råber jeg og lukker døren bag mig. Efter mødet med hende pigen har et par ting ændret sig. Jeg er begyndt at arbejde i en café med alt for mange mennesker, for at tjene penge til de ting jeg har brug for. Jeg er blevet lidt mere... usikker omkring hans fans. Det kan Harry tydeligvis godt mærke. Og så er jeg desværre begyndt at lade være med at vise mine følelser for Harry på åben gade. Det ikke noget jeg selv har valgt at gøre, det er mere mig. Jeg er blevet mere usikker, ligesom før jeg mødte drengene. Jeg er lettere at knække. Alt det selvsikkerhed jeg har bygget op, er smadret i tusindestykker, så det føltes umuligt at lime sammen igen.

"Hvordan har din dag været?" spørger Harry og dukker op i indgangen.

"Der var mange mennesker i dag. Helt vildt meget larm, og jeg har fået hovedpine," siger jeg og understreger min pointe ved at massegere mine tindinger. Harry kysser blidt min kind, så det føltes som min hovedpine næsten er gået helt væk. Jeg sender ham et smil og går ud i køkkenet. Jeg er dødsulten! Jeg finder et eller andet og sprøjter noget på.

"Hvad spiser du?" spørger Harry og ser mærkeligt på mig.

"Aner det ikke, men jeg er sulten." Jeg sprøjter mere af det der på og finder ud af, at det er flødeskum og sennep og underdelen er et eller andet italiensk brødskorpe. Jeg sluger det sidste og sender et smil til Harry, som ser lidt mærkeligt på mig.

"Skal jeg gå i gang med aftensmaden?" Spørger jeg friskt.

"Øhm, Made, klokken er 4."

"Og...? Jeg er sulten." Min mave rumler som bevis. Harry nikker langsomt.

"Tag noget mere..." Han rynker panden. "Flødeskum, sennep og brødskorper." Han smiler undrende og går ud i stuen. Hvad er der glat med det? Det smager ret godt. Åh gud. Flødeskum sammen med brødskorper med sennep? Virkelig? Hvad er der galt med mig? Jeg ignorere mine fornuftige tanker og sprøjter noget flødeskum på en brødskorpe, toppe det med sennep og sluger den.

Fire brødskorper senere går jeg ind til Harry.

"Harryyy?" kvidre jeg og kaster mig hen ved siden af ham.

"Mmmh?" siger han fraværende fordybet i sin mobil min største trussel. Jeg tager den ud af hans greb, og får hans opmærksomhed.

"Vi mangler flødeskum," siger jeg. Harry laver en grine-agtig lyd. "Du skal ikke grine," siger jeg og kravler ovenpå ham med et ben på hver side. Jeg tager fat i hans krave og hiver ham tættere på, for så at trygge mine læber mod hans.

"Du smager af... sennep," griner Harry. Jeg tysser på ham og kysser ham grådigt. Mine hænder roder lidt i hans hår, og blidt hiver jeg ham i nakkehårene. Han griner stille mod mine læber. Jeg er ligeglad om, jeg virker grådig. Jeg har savnet Harry noget så frygteligt. Harry trækker sig lidt væk og sender mig et forsigtigt smil. Jeg sukker og hopper ned fra ham.

"Må jeg få min mobil tilbage?" Han ser bedende på mig.

"Nej."

"Så må jeg jo selv hente den," mumler han og læner sig ind over mig. Hans læber snitter drillende mine, så jeg taber pusten. Jeg presser hans hovedet mod mit og kysser ham hårdt igen. Jeg føler mig så hel og flyvende, som om jeg har vinger skabt af kærlighed. Harry vrister uden problemer sin mobil ud af min hånd og sætter sig tilbage. Jeg sukker rastløst.

"Harryy," klynker jeg. Han griner.

"To sekunder." Hans fingre bevæger sig lynhurtigt over skærmen.

"Nu." Han ligger mobilen fra sig og vender sig mod mig. Jeg hviner, da han kysser mig.

"Du er så..."

"Elskværdig?" joker jeg.

"Perfekt," rette han mig. Jeg rynker på næsen, og vikler mine ben om ham.

"Hvad skal jeg så kalde dig? Guddommelig?" Han fnyser.

"Kald mig Harry."

"Virkelig? Harry?" Jeg trækker mig lidt væk. "Vil du virkelig kaldes Harry? Hvor absurd. Det havde jeg aldrig gættet. Hmm... Jeg tror guddommelig passer mere på dig," siger jeg for sjov og kysser ham igen.

"Du er skør," hvisker han.

"Jeg troede, jeg var perfekt? Du gør mig virkelig forvirret, Guddommelig Harry." Han sukker.

"Vil du ikke stoppe med at snakke?" Jeg griner.

"Jeg troede godt, at du kunne lide, når jeg snakkede," siger jeg og prøver at lyde såret. Jeg trækker mig væk, ligger armene over kors og surmuler.

"Det har jeg aldrig sagt. Jeg elsker, når du snakker, bare ikke når jeg kysser dig," retter han.

"Så du siger, at jeg ikke må sige noget overhovedet, når du kysser mig?" Harry ryster opgivende på hovedet. Jeg griner og begynder at kysse ham igen...

***

"Farvel," hvisker jeg til en sovende Harry. Han mumler noget utydeligt og vender sig om på den anden side. Jeg smiler og fjerner en lok af hans hår fra hans øjne.

"Jeg elsker dig," hvisker jeg og går ud for at tage sko på. Jeg binder et tykt halstørklæde om halsen og tager min sorte bomuldsfrakke på. Caféen ligger en del væk, så jeg tager bussen, nogle gange når jeg er doven. Kulden får mine øjne til at løbe i vand, og det er stadig mørkt.

Jeg sukker helt automatisk, da jeg får øje på skiltet der reklamerer for caféen. Endnu en lang dag. I det mindste har jeg tideligt fri... ved to tiden. Suk, tåre, bøn. Jeg dør.

Klokken tolv er jeg uheldigvis ikke død endnu, men jeg ville håbe, jeg var.

Klokken et bruger jeg al min tid til at stirre på uret og håber, at det på magiskvis får den til at gå hurtigere. Mennesker strømmer til og larmen er ufattelig og ustoppelig. Jeg hader det. Der er altid så travlt og stresset, folk er sure og larmer, og det kan ikke gå for hurtigt.

"Hvad skal det være?" spørger jeg friskt og sætter et falskt smil på. Fire-fem halvgamle mænd sidder omkring et stort bord og snakker højt. De er måske 40-50 år. Der bliver helt stille, da jeg har sagt noget, og jeg føler at jeg burde stikke af. Deres blikke ryger op og ned af mig, så jeg kommer til at ligger armene beskyttende over kors. En af dem med masser af tatoveringer mumler et eller andet, som får de andre til at grine højt. Det løber mig koldt ned af ryggen, og jeg glæder mig bare til, at jeg skal hjem til Harry.

"Hvad kan du anbefale?" Det lyder som en gammel scorereplik, men måden han siger det på, gør mig ubehagelig til mode.

"Øhm, vores frokostplatte skulle være ret populær, ellers ville jeg anbefale burgermenuen." Jeg prøver at lyde selvsikker, men det kommer nærmest ud som en hvisken i modsætningen til deres høje råb.

"What ever you say, babe," er der en der griner, så de andre griner med.

"Lad os starte med fem fadøl, skal vi?" siger ham som jeg opfatter som lederen. Han ligger sit hoved på skrå og kniber øjnene sammen. Jeg nikker og skynder mig væk fra bordet, imens deres høje grin lyder som baggrundsråb. Jeg tager et glas af gangen og hælder øl i. Der ligger en stor sø af øl, fra når Ana hælder op. Hun flirter meget med mændene der kommer, hvilket gør hende populær. Hendes trøjer sidder så langt nede, at det er er spørgsmål om, hvad man ikke kan se. Hun sparer heller ikke på øl, når hun hælder op, hvilket er grunden til den store sø. Men hun er sød. Hun er den eneste der nærmest ligger mærke til mig. Vores vagter ligger også tit op af hinanden, hvilket jeg er taknemmelig for, hun er trodsalt den eneste jeg snakker rigtig med.

Jeg går hen til mændene igen og stiller en øl ud for hver af dem.

"Vi vil gerne have stegt so," er der en der siger, så resten griner. Det er som om, at lige meget hvad de siger, griner resten.

"Mener du stegt pattegris?" spørger jeg hjælpende. "Det har vi desværre ikke."

"Så kom bare med nogle pomfritter." Det er som om, de taler et andet sprog, som kun de forstår. Jeg  nikker, og går ud til køkkenet.

"En stor bakke pomfritter, West!" råber jeg for at overdøve larmen af køkkenets mange lyde. Jeg ved ikke hvad hans rigtige navn er, men han kalder sig for West.

"Er på vej!"

Det føltes som måneder, før jeg får fri. Larmen sidder stadig i mit hoved, som om den følger efter mig. Den ville ikke stoppe med at smadre mit hoved. Mændenes glamme blikke sidder stadig på mig, og jeg har det konstant som om der er nogen der følger efter mig. Men det er jo lidt svært at opdage, eftersom vi er midt i London, hvor der konstant er mennesker. Jeg sætter farten op og kan mærke glæden over snart at skulle se Harry igen. Den suser i mit blod, og får mig til at gå hurtigere. Det er som om Harry er et stof, man bliver afhængig af. Jeg er dybt afhængig af det, og jeg har det dårligt over at skulle være så langt tid væk fra ham. Det er fysisk umuligt.

Jeg stopper brat op på gaden, da en bølge af kvalme skyller over mig. Jeg har det som om, jeg skal kaste op, og det skal jeg. Desperat skynder jeg mig, at løbe så meget jeg kan, inden jeg løber ind på en lille gade, hvor der ikke er mennesker og kaster op i en hæk. Den brændende fornemmelse i min hals, gør mig desperat efter vand. Bare lidt vand. Jeg spytter for at få bræksmagen ud af min mund, men den bliver siddende. Da jeg rejser mig op igen, sejler alt for mit blik. Der kommer sorte pletter for mit syn, og jeg er pludselig blevet vildt træt. Jeg kæmper for ikke bare at ligge mig på jorden og sove, men at kæmpe mig hele vejen hjem.

Jeg låser mig ind, og det første jeg gør udover at ligge min taske, er at kaste mig i sofaen og lukke øjnene.

***

"Sover hun?" En masse velkendte, hviskende stemmer får mig ud af min dejlige drøm.

"Hvad tror du selv?" mumler jeg og tvinger mine øjne op. Synet af Harrys ansigt får mit hjerte til at banke hårdere og hurtigere.

"Godmorgen," siger Niall og tygger videre på sit røde æble.

"Du gør mig sulten," klynker jeg og rejser mig, for at hente noget mad. Jeg tager et rødt æble, for at være lidt sund. Saften løber ned af mine hænder, som små dråber og efterlader et fedtet spor.

"Vi skulle hente en film. Vil du se med?" spørger Louis. "Hård nat?"  blinker han og smiler kækt. Jeg rynker panden og ryster på hovedet.

"Hård dag," retter jeg og tager en bid af mit æble og sætter mig derefter tungt på en stol. Jeg føler mig totalt udmattet. "Hvilken film?"

"A Good Day To Die Hard," svarer Liam. Jeg rynker på næsen.

"Nej, tak." Hvis jeg så sådan en film, ville jeg bare kaste op. Jeg ligger æblet fra mig og føler mig pludselig ikke sulten mere. Nu er det bare den alt overskyggende kvalme. Hvis jeg bare så noget mad lige nu, ville jeg kaste o... Jeg styrter ud på toilettet og læner mig over kummen for at tømme mig. Min mave trækker sig sammen i kramper, og får alt maden jeg har spist op.

"Er du okay?" Harry tager mit hår og holder det væk fra mit ansigt. Jeg nikker og skyller ud. "Er der noget jeg kan gøre?" spørger han omsorgsfuldt.

"Et glas vand ville være rart," hvisker jeg og rejser mig op. Harry skynder sig ud og kommer tilbage lidt efter med et glas vand. Han giver mig det. Jeg smiler svagt og drikker grådigt af det.

"Lad være med at være så bekymret. Jeg har det fint, og desuden får du rynker," siger jeg og hentyder til rynken mellem hans øjenbryn. Han slapper lidt mere af i ansigtet, så hans rynke forsvinder. Jeg smiler og begynder at børste tænder. Det er dejligt at skifte bræksmagen ud med mint.

"Er du syg?" Harry ligger en hånd på min pande. "Du er ikke varm," siger han.

"Jeg har det fint. Bare lidt kvalme." Han nikker, men ser ikke overbevist ud.

"Bare gå ud til drengene," siger jeg og ler lidt for at overbevise ham. Han nikker, tager min hånd og går derud.

"Er du okay?" Zayn er den første til at spørge, imens de andre spørger som et kor efter. Jeg nikker og smiler.

"Undskyld. Jeg går ind og skifter." Jeg forlader dem og går ind for at skifte. Det er som om, jeg har taget lidt på. Mine bukser sidder i hvert fald lidt strammere, end de plejer. Jeg skifter til nogen løse, bløde, velour bukser, der ligeså godt kunne være joggingbukser, men der er et flot mønster på og en bred top, som sidder så behageligt! Som overdel tager jeg en løs, stor, dejlige T-shirt og en cardigan på.

Tæppe, bog, the nu er jeg klar til at bekæmpe min træthed!

 

--------------------------------------

 

Ved godt at det er et kedeligt kapitel, men snart kommer der masser af drama! Hvad tror i Madeleine fejler? Gæt, gæt, gæt! Elsker jer, angels! Haha, er ret glad selvom, jeg skal i skole i morgen! Piv... vil hellere skrive kapitler til jer!

Dette kapitel er dedikeret til Thecolorofblue, som er en fantastisk forfatter, veninde og vejleder! Hahaha...

Xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...