On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5617Visninger
AA

14. Come Back

Harrys synspunkt:

Madeleines ansigt sidder printet fast på min nethinde. Det vil ikke gå væk. En dårlig smag af skyld sidder fast på min tunge og i hele min mund. Men hvad kan jeg gøre? Hun bedte mig om at gå. Jeg vil ikke have, at hun tror, at jeg bare giver op og kaster håndklæddet i ringen, men jeg var chokeret. Noget indeni mig vidste godt, at det ikke bare var hendes menstruation var forsinket, men at det var noget andet.  Alligevel håbede jeg på en anden mulighed. Hvordan kan nogen bare ud i det blå overrække en baby til mig? Hvordan i alverden regner de med, at jeg skal kunne passe på en baby? Jeg mener, jeg har ingen erfaring. Jeg har overhovedet aldrig tænkt på at få et barn nu! Jo, om ti eller femten år, men da ikke nu! Det værste af det hele var Made. Hvordan hendes sorgfyldte ansigt råbte mig ind i hovedet. Godt nok har hun ret; vi er unge, vi har ingen erfaring. Men én ting har vi; kærlighed. Og jeg ved ikke om jeg tager fuldstændig fejl, men min kærlighed til Made er så stor, at jeg sagtens vil kunne klare en baby. Jeg vil ikke bare give op. Ikke made. Aldrig nogensinde. Lige meget hvad problemet er, forlader jeg hende ikke. For det er fysisk og psykisk umuligt for mig, at møde en som Made. En der kan få mit hjerte til at banke, en der kan få smilet frem ligemeget hvad, en der kan få mig til at grine, en der kan få mig til at se lyst på ting. Alting. Hun kan få sommerfuglene til at gå amok inden i min mave, som om der var krig.

Jeg vender mig om på den anden side i håb om, at tankerne vil blive erstattet med en fredfyldt søvn. Søvn skal jeg ikke regne med at jeg får den nat. Hvergang jeg lukker øjnene får jeg øje på en baby. En skrigende, pink baby med snot ud af næsen, bleer der skal skiftes. En baby der kræver 100% opmærksomhed. En baby der kræver mad, søvn, kærlighed. En baby der kræver mig. Min allerstørste frygt er at den ændre Madeleine. Ændre det vi har. Det jeg føler for hende. At den ændre mig.

Jeg sukker tungt, for at selvom trætheden dræber min hjerne, og at øjnene ikke vil samarbejde, kan jeg ikke bærer tanken, som sidder som et anker om min fod, at Made er alene nu. Alene med vore barn... Hvad må hun ikke tænke, at jeg bare stak halen mellem benene og i vrede forlod huset for at overnatte hos Louis, som altid har en dør åben og en seng redt til mig. Jeg tager min mobil, og bliver blindet af lyset, som skinner mig ind i øjnene og gør mig blind. Værelset har vundet mine øjne til det evige kul mørke. Jeg skynder mig at skrue ned for lysstyrken til det laveste, så jeg kan se noget igen. Jeg går ind i beskeder og synker en klump over at læse den sidste samtale mellem Made og jeg, som var fyldt med kærlighed og glæde, helt uden bekymringer.

Jeg starter med at ringe til hende, men selvfølgelig tager hun den ikke. Enten sover hun eller så... ignorerer hun mig. Bare tanken får det til at svide i mit hjerte og mit humør. I stedet vælger jeg at skrive til hende, men ligemeget hvad jeg skriver, og hvor langt tid jeg bruger på at vælge de helt rigtige ord, lyder det bare forkert. Den eneste måde jeg kan tale med hende på, er at snakke med hende ansigt til ansigt. Selv hvis hun ikke vil se mig. Jeg ved bare, at jeg må snakke med hende, før jeg bliver sindssyg.

Jeg står ud af sengen og tager tøjet, som jeg har foldet og lagt på gulvet. Musestille går jeg ud ad døren på listefødder og passer på med ikke at larme eller at gå ind i noget. Jeg hørte ikke Eleanor gå hjem igår, så jeg regner med, at hun blev her. Jeg binder mine sko, tager min jakke og går ud. Den kopinøgle jeg har til Louis lejelighed, tager jeg og låser med. Jeg har taget min taske med i håb om at jeg må sove i min egen seng. Med Made. Eller så i det mindste på sofaen, hvis det går sådan. Vejen er ikke ufattelig lang, men kulden og mørket for mig til at krybe sammen. En masse fulde folk er enten på vej hjem fra en våd tur i byen eller på vej videre. Engang var jeg en af dem. Nu har jeg et barn.

Endelig får jeg øje på mit hjem. Tanken om at Made er derinde gør mig nervøs. Hvad nu hvis hun ikke vil se mig igen? Jeg knytter hænderne. Hun har ikke noget valg. Jeg har altså noget at skulle have sagt. Da jeg står foran døren, banker jeg på. Enligt åndssvagt når jeg har en nøgle, og at det er mit hjem. I hvertfald en del af det. Der er ikke nogen der åbner, men jeg kan se lys og hører lyde derinde. Hun er der, og hun er vågen. Hun må og skal åbne. Jeg kan hører låsen blive slået fra og Made stiller sig i døråbningen. Hun ser forfærdeligt ud mildt sagt. Hendes øjne er røde og trætte, hendes hår er uglet og sat op i en knold væk fra ansigtet. Hun er iklædt sin ynglingspyjamas, hun elsker overalt på jorden. Da hun ser det er mig ryger tårerne ned af hendes kinder, og det er ikke svært at se, at hun heller ikke har sovet. Jeg når ikke at åbne munden, før hun står i min favn og græder ned i min skulder. Vi siger ikke noget, står bare og smelter sammen. Vores kroppe taler med hinanden, som ord aldrig ville kunne formulerer ordentligt. Jeg nyder duften af hendes hår. Varmen fra hendes krop. Hendes hoved mod min skulder.

"Det må du aldrig gøre igen," græder hun. "Ligemeget hvad jeg siger, føler, mener. Ligemeget hvor dum jeg er, okay?" Jeg nikker. "Lov mig det. Lov mig det, Harry. Lov mig at du aldrig forlader mig, ligemeget hvad." Hendes ord er bestemte og sikre. Jeg nikker. Selvfølgelig. Jeg giver hende min lillefinger, som hun med sin lillefinger glemmer. Det føltes så småt og ligemeget. Som om der skal mere til, at holde sådan et stort løfte. For jeg vil holde det. Jeg vil ikke forlade hende igen, lige meget hvad. Intet skal splitte os ad. Intet. Ikke en baby. Intet.

 

Madeleines synspunkt:

Den nat var startet som en af de værste, men endt som en af de bedste. Vi var endt i sengen begravet og flettet sammen som ét stykke. Jeg havde ligget og lyttet til Harrys hjerte banke under mig. Jeg havde fået styr på mine tanker, mine følelser. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. Hvad vi har tænkt os at gøre. Men én ting ved jeg; jeg elsker ham og vil aldrig give op omkring ham eller noget med ham at gøre. Jeg ved ikke hvor meget Louis ved, men hvis jeg skal gætte, gætter jeg på, at han ved alt. Alt om babyen, alt om situationen, alt om os.

"Harry?" hvisker jeg og kigger op på hans ansigt, som er lyst op af morgensolen, som skinner ind på hans ansigt. Hans hår er uglet, men hans øjne åbne. Tænksomme. "Hvad gør vi?" hvisker jeg. Jeg kan mærke at hans krop spænder under mig.

"Det ved jeg ikke," svarer han ærligt. Jeg kan høre og mærke, at han ikke har lyst til at snakke om det, det har jeg heller ikke ligefrem, men vi må finde ud af det. Barnet vokser... og hvis vi skal have en... abort... Hvorfor er det så svært at tænke på? Hvad vil det gøre? Hvad vil det ændre? Jeg forestiller mig korte nætter, intet søvn, ingen energi, træthed. Min frygt er måske at vores kærlighed vil falme. Visne. Dø. Ført bort med vinden. Glemt. Uden den ved jeg ikke, hvem jeg er. Uden ham ved jeg ikke, hvem jeg er.  Det er uhyggeligt. Farligt. Det er i hvert faldt ikke sikkert at gøre én person til midtpunktet i sit liv. Men jeg kan ikke ændre det, og hvis jeg havde muligheden, vil jeg ikke gøre det. Aldrig nogensinde. Hellere leve i smerte, men at have minderne, end at leve uden minderne, men have et tomt hul, uden at ane hvor det kommer fra, eller hvorfor det er der.

"Skal du have noget morgenmad?" Jeg hører ikke hans ord, en pludselig bølge af kvalme skyller over mig, som en lille reminder at jeg er gravid. Jeg hopper op af sengen, som en skræmt kanin, og styrter ud på badeværelset, som var jeg jaget. Den normale rutine: op med det, børste tænder og Harry som en bekymret tilskuer, parat til at hjælpe mig bedst muligt.

"Har vi scones?" spørger jeg, da en stor lyst til scones med chokoladestykker sidder i mig. Han smiler.

"Det har vi snart," siger han og tager afsted med sig for at købe det. Synd for at han skal se godt ud hver gang han forlader huset, for som forventet lander der en artikel ligende: OMG! Harry Styles køber morgenbrød med morgenhår! Vi har aldrig set noget ligende! Det ligner ikke et helt normalt menneske, der ikke gider at gå i bad, bare fordi han skal handle ind til sin sultne kæreste. Næh nej. 

Jeg sætter mig for at lave the og fryder mig over, at jeg ikke skal udenfor i kulden. Jeg hælder vand over i Harrys japanske støbejernskande og tager to store kopper med hank. Jeg elsker at flette mine fingre ind i hanken og varme mine hænder på koppen.

Døren går op og jeg regner med at det er Harry der kommer ind. Lidt efter da han har fået taget sit overtøj af kommer han ind i køkkenet.

"Du var hurtigt," siger jeg og skriger, da han ligger sine arme om mig og trækker mig hen mod sig. Han begraver sit iskolde hoved mod min hals, så alle hans små krøller kilder mig på halsen og giver mig kuldegysninger.

"Harry!" skælder jeg, men det enste jeg får ud af det er et halvt, rart, dejligt grin. Hans hånd ryger ubevidst ned på min mave, og får mig til at stivne. Den er på... Baby. Harry opdager, min stivnede adfærd og fjerne hurtigt hånden, da det går op for ham. Han vender mig om, og ser mig bestem ind i øjnene.

"Jeg vil ikke dræbe det, Made," hvisker han. Jeg siger ikke noget. Ved han hvor stor betydning det har? Hvor meget det kommer til at ændre vores liv og... os? Hans karriere?

"Men din karriere," hvisker jeg. Han fnyser, hvilket gør mig lidt urolig.

"Den kan rende mig. Os." Ved han hvad han siger? Ved han hvad han er ved at gøre?

"Harry, når vi først har fået det, kan vi ikke bakke ud. Vi kan ikke spole tilbage," siger jeg, så jeg er sikker på, at han ved, hvad han er ved at gøre. Så han ved, hvad han går indtil. "Det er en baby, Harry. Ikke et playstationspil." Han nikker forståligt.

"Jeg er sikker, Made. Jeg ved, hvad jeg går ind til. Jeg vil... gøre det... med dig. Du kan stadig bakke ud," hvisker han. Jeg ryster på hovedet. Jeg vil aldrig kunne få mig selv til at dræbe miniharry. Harry Junior. Han er en del af mig. Indeni mig. En tåre af glæde samler sig i min øjenkrog, før jeg krammer Harry hårdt. Jeg griner af glæde. Vi skal have et barn!

"Jeg skal være far!" mumler Harry. "JEG SKAL VÆRE FAR!" råber han bagefter, så højt han kan. Jeg griner. Vi skal have et barn. En lille baby. Jeg skal være mor. Med Harry. Harry bærer mig op og svinger mig rundt, imens jeg griner. Vi skal være forældre! Vi skal have et barn! Alle bekymringerne er skubbet væk, og ser ganske små ud, men jeg ved at de vil komme tilbage, at de vil hobe sig op, men det vil jeg ikke tænke på nu. Jeg skal være mor. Det lyder mærkeligt. Sjovt. Mor. Mig? Jeg er på en måde bange. Bange for ikke at være god nok en mor. Jeg aner intet om det, men lige nu er det bare lykkerusen, der suser igennem min krop, og får alle mine bekymringer og negative tanker til at svæve bort og erstattes af alt for glade tanker.

------------------------------

Hey Guys! Hvad tænker i? Godt? Dårligt? Jeg ved godt, at mine kapitler er ret små, men så får i lidt oftere, og jeg bliver mindre stresset! Så bare skriv, hvis i hellere vil have dem længere og så vente mere! Tusind tak for alt<3

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...