On A Love Train -1D

To'er til Broken Hearts - One Direction!!
Madeleine og Harrys forhold kører på skinner. Hun elsker ham mere end aldrig før, selvom det er svært at vente til, han kommer hjem fra tourné'en. Men da et uheld skaber problemer og tvivl i forholdet, sker der mange nye beslutninger, overvejelser. I sidste ende er det så et problem? Deres forhold tager en uventet drejning i en retning, de ikke havde set komme... I hvert fald ikke allerede.

43Likes
59Kommentarer
5633Visninger
AA

20. Away We Go

Harrys synsvinkel:

Lykkelig. Det var det ord der bedst kan beskrive, hvordan jeg føler mig lige nu. Begejstret. Glad. Lettet. Lykkelig. Og så, ja, forelsket.

"Jeg elsker dig," hvisker Madeleine ind i mit øre. Jeg tager en hånd bag hendes hoved og en anden bag hendes lænd, for at trække hende nærmere. Et fnis forlader hendes læber, og får mig til at smile under vores kys.

"Jeg elsker også dig," hvisker jeg og presser mine læber mod hendes pande. Jeg træder væk fra hende og tager hendes hånd, før jeg går ind. Mor kommer straks ud i entréen med et stort smil plantet på sine læber og uglet hår. Hendes blik ryger først fra mig og så til Madeleine, ned til vores hænder og så til Madeleines venstre hånd. Skuffelsen i hendes øjne er ikke svært at se. Hele hendes begejstrede smil praller af og bliver erstattet af et kunstigt et.

"Oh..." Jeg kan ikke tro, at hun tror på at der ikke skete noget, når vores smilende ansigter er et så tydeligt bevismateriale. Hun tror sikkert, at jeg bakkede ud, og lod være med at fri.

Forventningens bobler kører ustyrligt rundt i min mave. Jeg har bare lyst til at kramme Made, så hårdt, at vi bliver til én.

"Nårh, men kom indenfor!" siger mor og sender mig et blik. Jeg ignorerer det, og koncentrerer mig om at tage mit tøj af og se på Made på samme tid. Det i sig selv er en udfordring, især når man skal holde balancen på sammentid.

Inde i køkkenet havde mor lavet det helt store festmåltid. Jeg kunne ikke lade være med a stirre overrumplet. Eftersom Made er her, har hun gået utrolig meget op i at lave det perfekte måltid. Ikke fordi hun ikke gjorde det før, men nu er det jo... ekstremt. Supper, brød, kød, kartofler, sovs, tærter og alt muligt andet. hvordan skal vi kunne spise dette fire mand?

"Gemma?!" udbryder jeg, da jeg ser min søsters velkendte ansigt. Hun vender hovedet væk fra Robin, som hun før havde snakket med, og smiler da hendes blik lander på mig.

"Harry!" Hun rejser sig op og løber ind i min favn. Det er faktisk  en del tid siden, jeg sidst har set hende.

"Hvornår er du kommet?" spørger jeg og trækker mig ud ad krammet.

"Efter i gik. Tillykke! Iiiih, hvor vildt. Må jeg se ringe-" Hun stopper brat, da mor står og vifter med hænderne, imens hun ryster på hovedet.

"Oh..." Gemma sætter et falskt smil på for at dække over fejlen. Made kommer hen til os og gisper glad, da hun ser Gemma.

"Gem!" Gemma griner over hendes begejstring, for det lyder ret sjovt. De krammer, før vi sætter os ind til bordet. Min sultne mund spiser det hele med øjnene. Det er nok det her, jeg savner mest, udover mor selvfølgelig: maden. Vi har stort set levet af takeaway. Den største variation vi fik, var hvis de puttede ekstra oliven på pizzaen, eller lidt for meget krydderi i karrysaucen på Den Kinesiske. Ikke ligefrem det mest interessante mad.

 

Madeleines synspunkt:

Jeg er sikker på, at jeg ikke kan spise aftensmad nu, efter den her sene, store og meget lækre frokost. Det hele havde været så lækkert, at jeg har besluttet mig for, at lære at lave så lækker mad. Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er et geni i et køkken, men... så svært kunne det vel ikke være? I så fald kunne jeg vel lære det.

Forventningens glæde suser rundt i min krop, så jeg er ved at blive sindssyg. I morgen skal jeg til Frankrig med Harry og blive gift, om et par måneder skal jeg have et barn. Det er så sindssygt og surrealistisk. Min krop kan ikke tage alle de følelser, jeg tror snart, jeg bliver sindssyg. Jeg skal giftes med verdens sødeste, lækreste, dejligste mand, som også er far til mit barn. Det er jo sindssygt. Jeg Madeleine Summer har fundet lykken.

Jeg ser op på Harry, som snakker koncentreret med Gemma. Jeg hører ikke rigtig efter, jeg ligger bare op ad Harrys skulder og tænker på, hvor meget jeg må have taget på efter al den lækre mad. Positive tanker.

En lys, traditionel lyd, som fortæller, at der er nogle, der har ringet på, lyder igennem hele huset. Jeg rejser mig op og går ud mod døren. Før jeg åbner ser jeg lige ud gennem dørspionen, og ser en lille flok udklædte børn, som straks får smilet frem hos mig. Jeg åbner døren og ser smilende ud til dem, imens jeg tjekker deres kostumer ud: vampyr, heks, vampyr, spøgelse, død mand.

"Slik eller ballade!" råber de og strækker deres små arme ud, hvor en lille spand udsmykket som et græskar hænger. Jeg tager alle spandende og går ind til Anne, som står glad og klar med en stor skål blandet slik og en anden skål med karameller. hun tager nogle små håndfulde af hver ned i hver spand og sender mig ud til børnene, som står og snakker nervøst. Da jeg giver dem deres spande tilbage, løber de videre til næste dør.

"Slik eller ballade!" kan jeg høre, at de råber ved naboen. Jeg slikker mine tørrer læber, inden jeg lukker døren igen og går ind i stuen.

"Bare sæt dig ned, der kommer mange flere," siger Anne og sætter sig ned i en lænestol. Jeg nikker og sætter mig forsigtigt ved siden af Gemma. Det er så hyggeligt og fyldt med familietraditioner, at jeg næsten føler mig som en del af familien.

"For resten så rejser vi i morgen," siger Harry henkastet og smiler til mig, som jeg hurtigt gengælder.

"Hvad? I morgen?!" udbryder Anne og kaster blikke fra mig til Harry. Skuffede blikke. Jeg krymper mig lidt under dem og får skyldfølelse. Som om jeg stjæler hendes dreng fra hende.

"Men i er jo lige kommet!" Robin sender hende et blik, som gør at hun køler lidt ned. "Okay så..." Hun rejser sig op. "Undskyld..." siger hun og går ud i køkkenet. Robin følger efter hende og ligger en arm på hendes skulder.

"Du skal ikke tage det så tungt," siger Gemma til mig og sender mig et opmuntrende smil. "Hun kommer over det. Det er jo ikke fordi, at i ikke kommer igen." Jeg nikker og bider mig i læben. Det føltes lidt forkert, at holde noget hemmeligt for dem. Men som Harry siger, så ville vi aldrig få lov til at holde det alene. Og så så hurtigt!

Resten af aftenen foregår stille og roligt med jævne besøg fra udklædte børn. Stemningen er fredelig men en smule anspændt. Bare en smule.

Da jeg ligger i min seng og putter mig under dynen, kæmper jeg mod søvnen, der truer med at vælte mig omkuld, men på en dejlig måde, da sengen er så god. Tanken om den rare fremtid der venter på mig, er grunden til, at et smil er plantet på mine læber stort set hele tiden, også når jeg falder i søvn.

 

Den lette brise når mine bare arme, og får mig til at skælve af kulde. Jeg ser ned af mig selv og opdager, at det eneste jeg har på, er et par små shorts og en alt for lille, hvid T-shirt. Så er det jo ikke mærkeligt, at jeg fryser så meget. Jeg ser mig omkring og opdager, at jeg står midt på en vej. En trafikeret vej. Et par lygter lyser mod mig, og bilen og kører i en rasende fart tættere og tættere på, uden at gøre mine til at stoppe.

Det er som om, at min krop er lammet; jeg står bare og stirrer på bilen, som kommer nærmere. Endelig er der en lille rest af fornuft og klarhed, der får mig til at træde et par skridt væk fra vejen og længere ud på midten, men væk fra bilen, som kører larmende forbi mig. Mit hjerte ræser af sted, så det føltes, som om at det vil hoppe ud af mit bryst. Mine hænder er svedige, og det samme er min pande. Det var nær gået galt der.

Jeg ser op og opdager endnu en gang et par skarpe lys, der peger mod mig. Jeg skriger og træder et skridt væk, idet den kører forbi. Nu står jeg i midten af det hele; ved siden af den ene vejbane og ved siden af den anden, på et lille græsareal, hvor der også er lygter placeret med jævne mellemrum.

Jeg holder om mig selv i et stædigt forsøg på at få lidt varme i kroppen, men det syns umuligt. Bilerne der kører larmende forbi mig på begge sider, gør mig forvirret. Hvad laver jeg her? På en motorvej med næsten intet tøj på i blæsende kulde. I det mindste regner det ikke. Mit hår hænger slattent ned af mine skuldre, og vinden river det rundt i ansigtet på mig. En knude samler sig i min mave og giver mig en trang til at sætte mig ned og rokke frem og tilbage indtil det forsvinder.

Mit blik fanger noget mørkt, krøllet hår, der helt automatisk får et smil frem, som når man trykker play og filmen går i gang, så enkelt er det. Ren refleks.

"Harry!" råber jeg, men han hører mig ikke, for han vender sig ikke om, men står fortsat med ryggen til mig. Han har en skjorte og et par jeans på. Vinden river hans skjorte rundt, så man kan se at den er åben, fordi den lader sig tage af vinden.

"Harry!" råber jeg højere. Stadig ingen reaktion. Knuden i mit bryst vokser og min irritation mod bilerne vokser. Den opgivende følelse hjælper heller ikke på det.

"Harry!" nærmest skriger jeg. En stærk handlekraft siger til mig, at jeg bare skal gå over til ham i stedet, så det gør jeg. Eller prøver på. For det lader til, at lige så snart en bil har kørt forbi, kommer en anden, og sådan bliver det ved. Der er intet mellemrum. Det er simpelthen umuligt at krydse vejen uden at bliver kørt ned efter to sekunder.

"Harry!" prøver jeg igen. Denne gang vender han sig om, men det er ikke en varm genkendelse, der løber over hans ansigt, men hånlighed og foragt. Et smil spiller på hans læber, men det er et smil fyldt med hån og glæde, at det får min mave til at trække sig sammen. Frygter sidder som et knude om mit hjerte og presser til.

Bag ham får jeg øje på en kvinde. Hendes lyse hår kører rundt med vinden, men ikke på en kaotisk måde, men smukt og elegant og helt uden at ryge ind foran hendes ansigt. Hendes øjenbryn er buet op i en skeptisk vinkel, som er så velkendt, og det samme hånlige smil spiller om hendes læber, der har et perfekt rødt lag læbestift på. Hendes sorte trenchcoat er lukket tæt om hende, og det er, som var det i går, jeg sidst så hende. Jeg kan dufte hendes parfume i luften og høre hendes stemme så tydeligt for mit øre.

"Hvad er det dog, du tror, du lave, Madeleine?"

Min mave vender sig og giver mig en frygtelig trang til at kaste op. Det er som om, at der er noget inde i min mave, der prøver at komme ud, ved at kradse sig gennem min mavesæk med dens klør.

En tåre løber ned af min kind og efterlader et varmt spor, sammentid med at min læber former sig i et bittert smil, der mest af alt ligner en grimasse.

"Mor," mumler jeg. Hendes klokkeklare latter er så tydeligt og klar, som stod hun lige ved siden af mig. Hendes arm ligger hun om Harry og han trykker hende tættere ind mod sig, imens de begge står og ser hånligt på mig. Pludselig står jeg ikke op, men ligger nede på jorden, som føltes næsten rar. Den ru underflade kradser mod min kind, men jeg ønsker allermest, at jorden vil opsluge mig. Det gør den også, det går bare alt for langsomt. Det sidste jeg ser, at Harry og mors blikke stirre vredt mod mig. Hvad er det, jeg bilder mig ind, sådan at valse ind i deres liv? Jeg er jo kun til besvær. De vil ikke have noget med mig at gøre. Hvorfor skulle de?

 

Jeg hiver efter vejret og rejser mig hurtigt op for at få et overblik. Jeg er ikke længere på vejen, men jeg er heller ikke hjemme. Imens jeg får mit vejr på plads, finder jeg ud af, hvor jeg er. Hos Anne. Jeg har det som om, jeg skal kaste op og allerede har gjort det. Der er en knude i min mave, der bare vokser og vokser, så den ikke kan være der inde. Mine kinder er våde, efter alle de tåre jeg må ha' grædt. Jeg trækker mine ben op under mig og vikler mine arme om dem. Min pande lader jeg ligge på mine knæskaller, før jeg begynder at ryste. Hele min krop ryster så meget, at jeg er i tvivl om, det er mig eller verden, der rigtig ryster. Flere tårer ryger ned af mine kinder, jeg kan ikke styre dem. De ryger ned og ned og ned, og lander som små våde pletter på min trøje. Det gør ondt ved mit bryst. Det føltes som om, jeg har kramper i mit hjerte. Som om en stor, kold hånd tager fat i det og klemmer til. Det gør så frygteligt ondt.

Jeg falder ned tilbage i sengen og ligger i fosterstilling. Min kind ligger på det våde hovedpudebetræk, men jeg registrerer det ikke rigtig. Min gråd gider ikke at stoppe, den bliver ved som besat.

Min næse er begyndt at løbe, så jeg bliver nødt til at snøfte.

Dør jeg nu?

Smerten er så stor, at jeg er bange for, at jeg er kommet ned i helvede. Men hvorfor er jeg så i Annes hus?

Det giver ikke rigtig mening, men jeg tænker ikke længere over det, al min energi bliver brugt på de hulk, der kommer over mine læber, og de tårer der ikke triller men styrter ned af mine kinder.

En stemme siger mit navn et eller andet sted, men jeg hører det ikke rigtigt. Det er som om, at jeg er et helt andet sted.

Et par stærke arme bliver langt om mine skuldre og mindsker min rysten. Der bliver tysset på mig, på en rar, tålmodig måde. En hånd aer mit hår på en beroligende måde. Men det der gør, at min gråd stilner lidt af, er duften. Det er Harry. Pludselig begynder jeg at græde igen, ved tanken om drømmen. Hvorfor går det mig så meget på? Hvorfor bliver jeg så hårdt ramt af det? Spørgsmålet er, hvorfor er jeg så svag?

Det er som, et pust kan få mit til at vælte. Et blik kan få mit hoved til at dale. En person kan få mig til det her.

"Sssh," hvisker Harry beroligende måde. Jeg prøver. Jeg prøver virkelig, men det er som om, at tårerne har et andet liv; de gør hvad der passer dem, og de vil åbenbart ned af mine kinder, som var de vandfald.

Vi ligger bare der, indtil at jeg ikke har kræfter til at græde mere. Harrys hånd bliver ved med at ae mit hår om og om igen. Der er ingen der siger noget, det er kun mine snøft, der bryder stilheden. Jeg er udmattet, træt men også ked af det. Frygteligt. Det piner mig. Min hjerne finder mine svageste punkter og laver forfærdelige forestilinger af dem. Og jeg har endda ikke haft mareridt i lang tid, på nær det for cirka en måned siden, men ellers ikke. Hvorfor nu?

"Det skal nok gå. Jeg er her. Bare rolig," hvisker han træt. Mine øjne er så tunge, men hver gang de lukkes, ser jeg hendes ansigt for mig; tatoveret på bag mine øjenlåg, og så åbnes de brat igen. Harry bliver ved med at hviske betryggende og rolige ord, på sammen tid med at han falder mere og mere hen til søvnen.

Jeg lytter til hans langsomme og tunge åndedrag og fokussere kun på den. Ind ud, ind ud. Min krop gør ondt. Mit hoved gør ondt. Mit hjerte gør ondt. Jeg gør ondt. Alt gør bare ondt.

 

Næste dag vågner jeg ved, at Harry kysser mig på kinden. Den eneste grund til at jeg ved, at det er ham, er at jeg kan mærke hans hår mod min hals og pande. Det kilder, som hvis en person blidt kører en fjer hen over ens hus.

"Godmorgen," hvisker han mod min hud.

"Godmorgen," mumler jeg åndsfraværende. Jeg tænker på natten, på min drøm og på den dunkende smerte i mit bryst. Jeg gaber og betragter gardinets foldninger og skyggerne der lander på det. Jeg ser støvfnugende danse rundt i luften, hver gang en stråle af lys lander det rigtige sted.

"Du tænker." Jeg kan ikke lade være med at fnyse.

"Det gør du ikke," driller jeg og ser på ham. Han har en lille men dyb rynke mellem øjenbrynene. Jeg tager forsigtigt min hånd og glatter den ud.

"Hvornår skal vi gå?" spørger jeg og lader min arm glide ned langs min krop igen. Vi ligger så tæt, at jeg er bange for, at han får min ånde i hovedet. Det ville ikke være så lækkert, men hvis han gør, så siger han ikke noget til det, og det er jeg på en måde ret glad for, for det ville være pinligt, hvis han pludselig sagde det.

Han lukker øjnene og rynken hopper frem igen. En blanding mellem et suk og et støn forlader hans mund.

"Nu," siger han og rejser sig op. Jeg sukker og følger Harry med øjnene, når han rejser sig op, og går hen imod døren. Behøver jeg at sige at mit hjerte slår irriterende hårdt mod mit bryst, fordi netop hans bryst er nøgent? Det gør det, og jeg kan høre hvordan det banker. Dunk, dunk, dunk. Ikke; dunk dunk, dunk dunk, dunk dunk. Og heller ikke; dunk dunk dunk dunk dunk, dunk dunk dunk dunk dunk, som det gør, når Harry står tæt på mig. Det er ret mærkeligt enligt; hjertets bevægelse og sådan. At tempoet skifter.

Harry lukker forsigtigt døren, da han går ud og efterlader mig alene. Endnu et suk forlader mine læber, men et smil blomstrer straks op i stedet. Vi skal af sted. Vi skal virkelig af sted til Frankrig. Det er så sindssygt. Jeg laver en lyd, der minder om et hvin og et skrig, der ikke er just lavt. Jeg laver et lille hop og skynder mig klar. Sengen skal redes, og jeg vil meget gerne i bad, før vi skal ud og flyve. Små nynnende tager jeg én ting ad gangen, og giver mig god tid. En pludselig trang til at spille klaver vælder op i mig, og det sitrer nærmest i mine fingre, for at få lov til at slippe dem løs. Det er mærkeligt, for sidst jeg havde den trang, var i USA, og dengang var jeg ikke ligefrem så lykkelig som nu. Der kom den mest, da jeg var trist... men den kom jo også, da jeg var ekstra glad, for eksempel da jeg vågnede op ved siden af Harry. Det kan man ikke andet end at blive glad af. Det er fysisk og psykisk umuligt. Han er som en magnet, der trækker mit humør op, bare ved synet eller lyden af ham.

Jeg kan ikke lade være med at nynne en melodi, der falder mig ind og tromme med fingrende på mit bare lår.

Efter jeg har været i bad, trækker jeg i noget tøj bestående af et par jeans og en sort skjorte. Enkelt og dejligt. Mit hår lader jeg bare hænge naturligt, præcist som det er. Jeg finder et par sorte, store og firkantede briller uden styrke og tager dem på. Jeg fandt dem i en overraskende billig og god forretning for et stykke tid siden.

Da jeg er helt færdig, begynder jeg, at pakke mine ting sammen og ned i tasker og kufferter. Det tager overraskende lang tid. Jeg bliver dog færdig til sidst, og med besvær får jeg basket al bagagen nedenunder sammen med mig. Harry er allerede nedenunder og igang med at dække bord. Det sidste måltid i dette hus før rejsen.

Det er en lidt mærkeligt stemning omkring bordet. Der er ingen, der siger så meget, men jeg kan se, at Annes blik hele tiden skifter fra Harry til mig. Jeg føler en ubehag ved det, for jeg kan ikke lide, at folk ikke kan lide mig. Det er forfærdeligt. Og lige nu har jeg det meget som om, at Anne ikke kan lide mig. Hun er i hvert fald irriteret på mig, og der er intet, jeg kan gøre ved det.

Jeg ser ned på min tallerken, som stadig er næsten helt fyldt. Jeg har ikke så meget appetit, og specielt ikke med Annes blik bebrejdende på mig. Maden sidder som en stor klump i min mund, helt umulig at synke. Harrys hånd lander på mit knæ og giver den et beroligende klem. Det sender et lille stød af varme igennem mig, men ikke nok til at fjerne den forfærdelige følelse i min mave. Det overdøvende stilhed hjælper ikke på det. Lyden af bestik mod tallerkner og glas der bliver sat ned på dugen med et hult dump, lyder som en messen.

Hvorfor er jeg sådan en fiasko?

Selvfølgelig kan hun ikke lide mig. Det er der ingen der kan. Hvorfor skulle de?

Jeg kan ikke engang lide mig selv.

"Undskyld," siger jeg og rejser mig hastigt fra bordet. Mine øjne svier og mit bryst trækker sig sammen. Jeg ved ikke hvorfor, jeg er så svag hele tiden. Det er forfærdeligt.

Nå jeg kommer ud på toilettet, griber jeg fat i vasken og ser mig i spejlet. Jeg har en rød bums i panden, men jeg har prøvet at skjule den med makeup. Naturlig makeup. Den ser bare så tydelig ud. Jeg tager en dyb indånding og prøver at smile. Det burde ikke være så svært. Det burde ikke, men det er det. Vanvittig svært.

"Er du okay?" spørger Harry og banker på døren. Jeg lukker øjnene. En bitter smag af skyld sidder i min mund. Jeg er alt for svag og dum. Han fortjener mig ikke. Han fortjener meget mere. Han er så sød. Hele tiden. Jeg gengælder det slet ikke. Jeg ser ned på mine rystende hænder og lukker øjnene hårdt i. Dybe indåndinger, positive tanker, smil. Jeg smiler. Åh gud, jeg gør nærmest intet andet. Et stort, falsk smil, der mere ligner en grimasse, sidder klistret på min læber. Det er tydeligt, at det er falskt. Det kan nærmest ikke være andet.

"Du skal ikke tage dig af hende. Hun er bare overrasket og skuffet over, at vi tager af sted så tideligt. Det er faktisk en positiv ting. Det betyder jo bare, at hun gerne vil have os hængende længere." Han holder en pause. "Må jeg komme ind?" Jeg svarer ham stadig ikke. Jeg føler ikke, at jeg kan. Håndtaget bliver trukket ned, og Harry kommer ind.

"Åh gud. Made!" Harry skynder sig at lukke sine arme om mig, som om at han ved, at det er det eneste sted, jeg føler mig hundrede procent tryk. Som om han kan læse mine tanker. Jeg kan mærke hans muskler gennem vores tøj. Hvorfor er han så perfekt? Eller man kan vende den om, hvorfor er jeg så dum?

"Er det på grund af min mor?" hvisker han. Jeg svarer ham ikke. Lader ham bare knuge mig ind til sig. Det har intet med hans mor at gøre. Det er mig. Dumme, lille mig. Tænk at han ikke kan se det.

"Ssssh," tysser han. Jeg føler mig som en lille pige, der sidder på sit fars skød. Lille og svag. Harry vugger mig. Lille og svag.

 

***

 

Jeg har overgivet at skabe overblik, så jeg følger bare efter Harry med blikket stift mod hans ryg, og med håret ned i ansigtet som et slags skjold mod omverdenen. Der er proppet til i lufthavnen. Det er forfærdeligt. Folk larmer, der bliver taget billeder og vi er omringet af sindssyge fans, der alle sammen skriger lykkeligt efter opmærksomhed efter deres idol. Jeg forestiller mig pludselig mig selv i deres sted, skrigende efter en lille bid af hans opmærksomhed. Jeg kan sagtens forstå dem. Det er helt klart det hver. Nogle sikkerhedsvagter følger os hen til en dør. Vi skal åbenbart tage et fly til Tjekkiet, fordi at Harry ikke vil have at folk ved at vi skal til Frankrig. Så imens alle tror vi er i Tjekkiet, så flyver vi rent faktisk til Frankrig, eller noget i den stil. Jeg fik ikke rigtig fat i planen.

"Er du med?" Harry vender sit hoved om mod mig. Jeg kan ikke se hans øjne, som er gemt bag nogen solbriller, men hans smil fortæller mig alt. Jeg kan ikke lade være med at smile dumt til ham, så han ser sjovt på mig. Der er som om, jeg er i en tågelignende trancetilstand. Der er skrig over det hele, jeg bliver blændet af blitzer fra kameraer, og hænder skubber mig rundt. Jeg håber i hvert fald, at der er hænder. Hvordan kan de overhovedet vide, at vi er her? Jeg vidste det først i går. Det er sindssygt. Vagter prøver at holde alle pigerne helt rolige, men det ser ikke alt for nemt ud. Jeg ser ned i gulvet, som sikkert skulle have været hvidt, men som man nærmere kan kalde brunt. Der er mudderspor, tyggegummirester, pletter, affald, cigaretter, selvom der enligt er 'rygning forbudt'. Endelig kommer vi hen til et hjørne, hvor der er en dør, med skriften 'ingen adgang'. Det gælder åbenbart ikke for os, for en af mændene der følger os, åbner den og holder den for os. Jeg vender mig om for lige at få det sidste glimt af alle fansene med, da jeg ser det. En lille pige omkring de seks år ser med store skræmte øjne på alle de andre piger. Hun har en lyserød dynejakke på og lidt for store sko, med lidt for lange snørebånd. Hun mørkt hår i to fletninger  bundet med to forskellige lillafarvede elastikker og en dukke i hånden. Folk ligger tydeligvis ikke mærke til hende, for hun bliver puffet rundt i mængden. Hun ser fortabt ud, men knuger dukken ind til sig. En lille varme spreder sig i mig, da hun minder mig om en. En jeg kender. Jeg skal lige til at vende mig om, da jeg ser at hun falder. Som en høg leder jeg efter hende med blikket. Hvor er hun? Hvor forsvandt hun hen? jeg vender mig helt væk fra vagterne og ser desperat efter den lille pige.

Der! Jeg får øje på den lyserøde dynejakke.

"Kommer du Made?" spørger Harry, som tydeligvis ikke har set, hvad der er sket.

"Et øjeblik," siger jeg og løber hen imod den lyserøde dynejakke. Folks blikke følger mig, og Harry råber efter mig. Vagterne skal til at følge efter mig, men jeg zigzagger mellem menneskerne og når hen til den lille pige.

Min mave vrider sig, da jeg ser, at hun græder og har næseblod.

"Er du okay?" spørger jeg blidt om. Hun ser forfærdet på mig, og et øjeblik er jeg bange for, at hun skal begynde at græde mere. Jeg sætter mig på hug for at se hende bedre.

"Madeleine!" En stemme kalder på mig, men jeg er alt for optaget af at trøste hende pigen.

"Kan du ikke finde din mor?" spørger jeg om. Hun svarer mig ikke, men bliver ved med at se på mig, som om jeg er en rumvæsen. "Det er okay. Jeg skal nok hjælpe dig med at finde hende," siger jeg og håber, at jeg lyder beroligende.

"Kom," siger jeg og rækker min hånd imod hende. Jeg kan mærke, at hun tager den og lukker sine små fingre om min hånd. Jeg vender mig om, og ser at alle paparazzierne står samlet i en cirkel og tager billeder af mig og pigen, fra alle mulige tænkelige vinkler. Og cirka fem meter væk står Harry og betragter mig med et smil om læben, og alle stirrer bogstaveligtalt på mig. Min mave gør ondt, og mine kinder brænder forfærdeligt meget, at jeg er bange for, at der er gået ild i dem. Har jeg gjort noget galt? Folk tror sikkert, at jeg er en børnelokker, der får små børn til at græde og giver dem næseblod.

"Er der nogle der har noget papir?" spørger jeg om, for jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige. Folk går i gang med at tjekke alle deres lommer, og pludselig har jeg en kleenex i hånden. Jeg koncentrerer om den lille pige, og dupper forsigtigt kleenexen mod hendes hud, for at få blodet væk.

"Må jeg spørge om hvad du hedder?" spørger jeg.

"Rosie," hvisker den lille pige.

"Hej Rosie. Jeg hedder Madeleine, men du kan bare kalde mig for Made." Jeg får resten af næseblodet væk og krøller papiret sammen til en kugle. Jeg ser ned på hendes anden hånd, der stadig knuger om dukken, så knoerne bliver helt hvide. Nu ser jeg at dukken har kort mørkt hår, der skal forestille krøller og en brun jakke. Det er Harry. Jeg ser op på Rosies ansigt, som ser genert på mig. Hun bider sig i læben og har svagt rosa kinder.

Jeg vender mig om mod Harry, og gør tegn til, at han skal komme. Han går langsomt hen imod os og stopper først, da han er helt tæt på. Han sætter sig på hug, ved siden af Rosie og tager solbrillerne af. Hans øjne er varme og beroligende, og får selv mig til at føle mig helt tryg.

"Hvad hedder du?" spørger han, men hun er for chokeret til at svare. Hun stirrer bare på ham, og så på mig. Harry smiler og giver hende et kram.

"Er du okay? Det så rimelig voldsomt ud. Gjorde det ikke overdrevet ondt?" spørger han, så hun smiler. Han er helt fantastisk mod hende. Han snakker lidt med hende og spørger hende om, han må få et billede med hende. Hun nikker forsigtigt og smiler stolt. En af vagterne kommer hen imod os og tager billedet. Han skriver en autograf til hende og stryger hende over håret.

"Flyet letter snart, mr. Styles," siger en af vagterne høfligt. Harry vender sig mod ham, og får ham til at finde pigens mor.

"Vi ses Rosie, lov mig du vil ringe!" råber han og vinker til hende. Han lægger en arm om mig og kysser min kind.

"Flyet letter snart, mrs. Styles!" hvisker han og trykker mig ind til ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...