Fra Had Til Kærlighed 2: Battle Scars - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2013
  • Opdateret: 7 mar. 2014
  • Status: Igang
To'eren til Fra Had Til Kærlighed. :')

20Likes
15Kommentarer
1507Visninger
AA

3. The arrival

Dagene gik, og jeg havde i mellem tiden fået pakket alt mit tøj og diverse ting, som jeg skulle have med til Atlanta. Det var stort set næsten alt hvad jeg ejede. Udover møbler og sådan. Men i hvert fald var planen lige nu, at jeg skulle bo i Atlanta til efter sommerferien, og derefter ville tiden vise sig an - om jeg flyttede tilbage Toronto, eller blev sammen med Justin - var stadig et spørgsmål, som tiden ville svare mig.

Som jeg havde fortalt til Justin på lufthavnen, vidste mine forældre godt om hans tilbud og også at jeg havde takket ja. De var i starten meget i mod det, eftersom de ikke ville have deres eneste og elskede datter skulle bo så langt væk fra dem, men det endte dog med at jeg fik min vilje. Det gjorde jeg stort set altid.

“Og du er sikker på, at Justin har styr på det hele?” spurgte min mor mig usikkert om i lufthavnen. Jeg nikkede opgivende for 6 gang. “Og han henter dig fra lufthavnen, ikke?” blev hun ved.

“Ja mor” svarede jeg og var tæt på at himle med øjnene, men det ville være så tarveligt. Jeg burde prøve at være i samme situation som hende.

“Så passer du godt på dig selv ikke?” hørte jeg min far sige. Jeg nikkede og krammede ham i lang tid. Mit forhold til min far, havde altid været mere anderledes end med min mor. Min far kendte mig næsten bedre end min mor.

“Selvom jeg aldrig havde troet, jeg ville sige dette, så kommer jeg altså til at savne dig” sagde en vis person, som var ingen andre end min bror. Jeg rystede på hovedet og grinede af ham, og trak ham også ind i et kram. “I lige måde, ven”

“Skal du forlade Toronto uden at sige farvel til mig?” hørte jeg en person råbe fra langt afstand. I starten troede jeg ikke det var til mig, men da der blev råbt mit navn ret højt i hele lufthavnen, blev jeg klar over, at det faktisk alligevel var til mig. Jeg kiggede mig forvirret rundt, og endte ved Caitlin som kom løbende hen i mod mig. Det overraskede mig gevaldigt at se hende her, eftersom vi havde sagt farvel hjemme fra, da det var lettere - men hvem havde vi narret? Det var jo svært at sige “farvel” lige meget hvad. Jeg lagde mine tasker på det glatte gulv og løb i mod hende, og gav hende et langt kram.

“Jeg kunne altså ikke lade være” mumlede hun, samtidig hvor tårerne trillede ned af hendes kinder. Ligeså gjorde mine.

“Jeg kommer til at savne dig, så meget” svarede jeg grædefærdig og gav ikke slip på hende. Lidt efter begyndte vi begge med at hulke.

“Skat, dit fly…” hørte jeg min far sige bag mig. Jeg tog en dyb indånding og trak mig væk fra hende.

“Så er det nu” hviskede hun stille og skubbede irritabelt hendes tårer væk fra kinden. Hendes kind var blevet sort af alt den mascara, og det var mine sikkert også, men det var ikke rigtig noget jeg tænkte yderligere over.

“Jeg lover at jeg kommer og besøger jer, meget snart” sagde jeg og tvang et smil frem på mine læber. Det blev dog mere et grimasse, end et smil.

Hurtigt krammede jeg dem en efter en, tog mine håndtasker og gik længere og længere væk fra dem. Til sidst var de ude af syne, og forhåbentlig ville jeg ikke komme til at se dem i et stykke tid. Måske lang tid.

-

Efter en lang flyvetur, hørte jeg endelig over højtalerne, at vi ville lande om små 10 minutter, hvilket fik mig til at lette. Jeg havde aldrig kunnet lide at flyve, og at skulle flyve alene, gjorde det ikke bedre.

Jeg fik mig tjekket ind, lagt mine 4 kufferter samt håndtasker på en vogn og kørte stille og roligt ud mod udgangen, hvor forhåbentlig Justin ville vente på mig. Selvom det kun var for få dage siden, jeg sidst havde set ham, havde jeg alligevel savnet ham - og sommerfuglene i min mave kunne heller ikke undgås.

Jeg kiggede mig skeptisk rundt, og kunne mærke denne skuffelse komme frem, da jeg ikke fik øje på ham. Tankerne kørte rundt i mit hoved. “Havde han mon glemt mig? Eller måske fortrudt det?” men det troede jeg næppe. Vi havde sidst snakket sammen et par minutter før jeg skulle flyve.

“Paige?” jeg vendte mig om og fik øje på en dreng med solbriller og kasket. “Justin!” hvinede jeg, slap grebet om vognen og kastede mig over ham. Han var nærmest ved at falde.

“Jeg har også savnet dig, smukke” grinede han og trak sig tilbage. “Hey” sagde jeg og daskede ham på skulderen.

“Skal vi komme af sted?” spurgte han med et smil over læberne. Jeg nikkede, og i det jeg skulle til at trække vognen igen, kom Justin mig i forkøbet. Sikken en gentleman, hva?

Jeg sagde ikke noget, og hele vejen til bilen opstod der en stilhed i mellem os. Det var ikke ubehageligt. Tværtimod føltes det dejligt, selvom jeg de sidste par timer havde haft massere af stilhed, eftersom jeg ingen havde at snakke med under turen.

Han lagde kufferterne i bilen, og både bagagen og bagved var fuldt med dem. “Jeg kan se, at du har husket at have alt med” jokede han og grinte lavt. Jeg kommenterede det ikke, men grinte bare med. Et år var lang tid, og jeg vidste ikke hvornår jeg ville komme hjem igen, så jeg havde bare taget alt med. Og når jeg siger alt, så mener jeg det bogstaveligtalt. 

Kort tid efter nåede vi endelig frem til hans hus, som jeg i øvrigt aldrig havde set før. Ikke engang på billeder eller noget. Området var også privat. Sikkert fordi han ikke ville risikere at blive omringet af fans - dag og nat.

“Når, hvad synes du så?” spurgte han og trak samtidig mine kufferter ud af bilen. Jeg trak fraværende på skuldrene og kiggede mig omkring.

“Tak fordi du gad at hjælpe mig, det var virkelig sødt af dig smukke” blev han ved ironisk. Jeg rystede grinende på hovedet af ham, og gik omme bag ved, hvor haven var. Det var rimelig stort med blomster næsten over alt samt en stor pool lige i midten. Her var bare grønt og lyst.

“Paige?” spurgte Justin mig bagved og ruskede let i mig. “Ja?” spurgte jeg og kom til mig selv igen efter mit lille drømmeri.

“Vil du ikke også se indenfor?” jeg nikkede og flettede hans fingre i mine, og gik foran med ham. Døren var allerede blevet låst op, og mine mange kufferter stod foran ved entreen. Jeg tog mine sko af, skubbede dem til side - hængte min jakke på knagen og begav mig inde i stuen. “Wow” udbrød jeg grinende og kastede mig på sofaen.

“Hvad synes du så?” spurgte Justin og satte sig overfor mig. “Det jeg har set indtil videre er bare flot” sagde jeg og lukkede øjnene for bare et sekund.

“Er du træt eller hvad?”

“Måske lidt” svarede jeg ligegyldigt og satte mig ordentlig til rette. Resten af dagen gik bare ud på at se lave noget sammen, pakke, og føle mig hjemme, da dette hus skulle være mit hjem det næste halve år. Men så længe det var med Justin, ville det ikke være svært at føle mig hjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...