Fra Had Til Kærlighed 2: Battle Scars - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2013
  • Opdateret: 7 mar. 2014
  • Status: Igang
To'eren til Fra Had Til Kærlighed. :')

20Likes
15Kommentarer
1531Visninger
AA

4. First School Day

“Er du måske lidt nervøs?” grinte Justin af mig, mandag morgen - da jeg gjorde mig klar til første skole dag for anden gang.

“Hold kæft” snerrede jeg og himlede samtidig med øjnene. “Det er jo ikke dig, der skal prøve at passe ind - for anden gang” tilføjede jeg irriteret. Jeg var slet ikke i humør til sjov, eftersom at jeg var alt for nervøs.

“Hey, relax skat. Jeg er sikker på, at alle bare vil være din ven!” fastslog han sikkert. Jeg valgte bare at ryste på hovedet af ham, og satte mig overfor ham og begyndte med at grave morgenmaden i mig. Jeg kunne ikke sige til ham, at vi alle ikke var ligesom ham. Justin og jeg var nærmest det modsatte af hinanden. Han havde meget lettere ved at passe ind i nye omgivelser end jeg havde. Jeg var mere en indelukket person end han nogensinde ville være. 

“Og du er sikker på, at jeg ikke skal kører dig derhen?” spurgte han usikkert. Vi stod sammen i entreen, og jeg havde næsten lige taget min sommerjakke på.

“Mere end sikker!” skyndte jeg mig at svare tilbage. “Jeg vil ikke have folk ved at vi to kommer sammen” sukkede jeg og tvang et smil frem på mine læber. Hans ellers så selvsikkert smil, blegnede efter min sidste kommentar. Havde jeg sagt noget forkert?

“Justin..” begyndte jeg, da han pludselig trak sig væk fra mig, og undgik at få øjenkontakt med mig. Det var der, jeg opdagede, at han havde misforstået mig.

“Vi ses senere” svarede han istedet koldt, og skyndte sig at forlade mig. Han blinkede eller stoppede ikke, men istedet gik uden at tilføje mere. Jeg sukkede tungt og valgte at lade det ligge i håb om at han ville glemme det, når jeg endelig var tilbage efter skole. 

-

Jeg gik med faste skridt i mod min nye skole. Det lød så underligt i mine ører. Jeg håbede bare, at jeg ville komme til at passe et eller andet sted ind eller bare få nogle veninder. Det var klart det, jeg mest var bange for. For hvad nu hvis, ingen gad at være venner med mig? Hvad skulle jeg så gøre? Jeg havde altid været vant til at være på en måde midtpunktet sammen med Caitlin på vores skole, men hvad hvis det blev anderledes på denne skole?

“Stratford High School” stod der med fede bogstaver på en gul bygning på kun en etage. Men derimod, var området ret stort. Det var faktisk mig selv, der havde valgt denne skole. Justin havde insisteret på at jeg absolut skulle gå på en privat en, men for det første, så skulle man betale et bestemt beløb til private skoler og for det andet, så kunne jeg ikke se noget galt i at gå på en almindelig en? Men det endte med at jeg fik min vilje, og nu var det heller ikke ham selv, der skulle gå på den skole, som han selv havde valgt, selvom der intet var galt i den.

“Du må være… Paige Montgomery?” spurgte en kvinde mig, da jeg endelig havde fundet frem til kontoret. Hende kvinden, så faktisk meget anderledes ud end alle de andre kontordamer, man så. Hun havde ikke briller på, eller var “fed”, tværtimod var hun tynd og så meget ung ud. Omkring 30’erne, ville jeg skyde på.

“Ja, det er mig” mumlede jeg genert. “Hvis du lige sætter dig på stolen der, så henter jeg din klasselærer - og hvor heldigt, at I faktisk skal have hende første time, ikke?” spurgte hun glad, og gik hen i mod en dør, hvor der lød en masse snakkende lærer.

Et par minutter efter, kom kvinden, som jeg havde fundet ud af hed Elisabeth ind med en kvinde, som mindst var ved 50’erne.

“Du må være Paige!” sagde hun smilende, i det hun fik øje på mig. Hun tog hendes hånd frem, og jeg trykkede den hurtigt i min og slap den derefter.

“Ja” sagde jeg, og få sekunder efter kunne man hører klokken ringe. Så var det nu. “Skal vi så gå?” spurgte hun flinkt. Jeg nikkede og gik langsomt bag hende.

-

Min klasselærer, havde jeg på vej derhen fundet ud af hed Maria, og hun havde virkelig fået mig til at føle mig mere end bare velkommen. Mon min nye klasse også ville det? Det fik jeg svaret på om lidt.

“Det her er så din nye klasse” smilte hun til mig og åbnede døren. Hun skubbede mig blidt derind, og med et stoppede alt lyden fra eleverne. De stirrede nu på mig - alle øjne. Jeg følte mig pludselig så lille. 

“Hej med jer. Dette er Paige. Hun er lige flyttet her til - nu tager i godt i mod hende ikke?” spurgte hun med et strengt blik til dem. Et andet facade, havde jeg lige mødt af hende.

“Hvad Paige, vil du fortælle lidt om dig selv eller?” spurgte hun derefter sødt til mig. Jeg tog en dyb indånding og begyndte..

“Jeg hedder som Maria lige har fortalt Paige. Jeg er 16 år, men fylder 17 her om et par måneder. Også bor i Georgia, eller gjorde” rettede jeg nervøst og undgik at kigge rundt. Jeg vidste, at jeg ville panikke med alle de øjne på mig. 

“Hvorfor er du flyttet her til?” spurgte en pige mig. Hun havde brunt hår, med lyseblå øjne. Flot, det var hun i hvert fald. Hun så dog også sød ud.

“Øh..” mumlede jeg nervøst, og gik i stå. Hvad skulle jeg fortælle dem? Skulle jeg stikke en løgn, selvom det ville være ret dumt - eller skulle jeg fortælle dem sandheden?

“Det er en længere historie” røg det ud af mig. Deres forvirrede ansigter, blev endnu mere forvirret efter det sidste jeg havde sagt. Men egentlig, så kom det jo ikke dem ved. Det var mit liv, private liv. Som kun kom mig ved.

“Skal vi så komme i gang? Paige, sæt du dig ved siden af Sandra” hørte jeg Maria sige. “Sandra?” spurgte jeg usikkert. “Ræk lige din hånd op, Sandra” råbte Maria ud over hele klassen. En hånd kom op i vejret, og jeg fandt ud af, at pigen var hende, som havde stilt mig det spørgsmål tidligere. Jeg traskede derhen, satte mig på den tomme stolen ved siden af hende, lagde min taske ved siden af bordet og prøvede at følge med i resten af timen.

Efter to timer, ringede klokken endnu engang. Det betød vel at det var spisefrikvarter, eller? Sandra som jeg sad ved siden af, havde jeg fundet ud af, ikke var så særlig sød, som jeg havde troet. Hun var virkelig snobbet. Eller nu kendte jeg hende ikke særlig godt, men i løbet af timen, havde hun virkelig været så ond i mod mig. Snerret, svaret mig både koldt og snobbet. Hun var klart, en af de personer, jeg skulle holde mig væk fra.

“Det var Paige, ikke?” hørte jeg en sige. Jeg kiggede op, og mødte endnu en pige. Hende havde jeg også fået øje på, i timen. Hun var måske lidt en rapkæftet type, men hvad fanden? Nu havde jeg taget fejl af hende Sandra, og hun kunne umuligt være som hende.

“Jo, og hvad hedder du?” spurgte jeg. Hun grinte kort og satte sig på Sandras plads.

“Samantha, men kald du mig bare for Sam” svarede hun. Jeg nikkede stille og pillede nervøst på mine negle og fjernede lakken.

“Jeg kan se, at Sandra allerede har givet dig en dejlig velkomst” sagde hun sarkastisk. “Ih dog, det siger du ikke” svarede jeg og himlede med øjnene.

“Bag den facade, er hun flink nok” grinte Samantha. “Det tror jeg næppe på” skyndte jeg mig at sige.

“Når, men vil du ned i kantinen og få købt noget mad?” skiftede Samantha emne. Jeg nikkede.

“Ham der, ham skal du holde nallerne væk fra! Det er skolens klammeste piges kæreste” sagde hun, i det jeg havde fået øjenkontakt med en blond med blå øjne. Han var pæn, det var der ingen tvivl om, men om han var pænere end Justin - var et spørgsmål.

“Jeg har en kæreste” skyndte jeg mig at sige og grinte. “Uh, hvem?” spurgte hun nysgerrigt. “Du kender ham sikkert ikke” svarede jeg og trak på skuldre. Jeg ville først lære Samantha at kende, før jeg ville fortælle hende, at min kæreste faktisk var Justin Bieber. Ham drengen, som jeg havde såret i morges. Det var faktisk første gang jeg havde tænkt på det, siden det var sket. Jeg havde såret ham så ufattelig meget, ved at sige det! Men jeg ville forhåbentlig få rettet på det, når jeg havde fri.

“Hvem er så skolens klammeste pige?” spurgte jeg og prøvede at skifte emne, hvilket lykkedes mig.

“Sandras bedsteveninde. Daniella, hedder hun” svarede Samantha ligegyldigt, og lidt efter kom vi hen til stedet, som de kaldte for kantine.

“Skal du købe noget?” spurgte hun mig. Jeg rystede på hovedet, og ventede på at hun købte det hun nu ville.

“Du er ny her, er du ikke?” hørte jeg en stemme sige bag mig. Jeg vendte mig om, og fik øje på drengen fra tidligere. Hende Daniellas kæreste, som jeg ikke fik navnet på.

“Jo” svarede jeg og vendte mig overrasket om igen. “Jeg hedder Jacob” blev han ved og stod få sekunder efter foran mig. “Okay” grinte jeg. “Og du hedder?” jeg rystede kort hoved af ham, og den måde han forgæves forsøgte at sætte en samtale på. Samtidig trippede jeg med foden og ventede utålmodigt på Samantha! Kunne hun ikke skynde sig?!

“Paige” svarede jeg, og kiggede irritabelt omkring mig.

“Jacob?” hørte jeg en sige. Vi begge vendte os om, og en pige stod nu foran mig. Det måtte være hende Daniella. Sandra stod ved siden af hende, og hun havde i modsætning til Sandra meget make up på og gav mig dræberblikke. Ups hva?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...