Fra Had Til Kærlighed 2: Battle Scars - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2013
  • Opdateret: 7 mar. 2014
  • Status: Igang
To'eren til Fra Had Til Kærlighed. :')

20Likes
15Kommentarer
1597Visninger
AA

2. Decisions

- vil lige starte med at sige, at jeg har rettet lidt på kapitlerne (har sat de første to kapitler sammen, da kun et kapitel blev alt for kort). Det kan være, at nogen af jer som allerede har læst det, kan se, at der er blevet lidt ændringer, men det er altså ikke det største! Og derover det, så kan jeg bare ikke huske om hvor jeg skrev at Paige boede, så nu siger vi bare, at hun bor i Canada. He. 

 

.... Der var gået præcis to dage siden Justin og jeg var sammen. Jeg havde fortalt det til mine forældre ikke særlig længe efter, eftersom jeg ikke skjulte noget fra dem. Men offentligt, var det dog stadig ikke blevet, og det ønskede jeg heller ikke at det gjorde. Jeg fik allerede nok opmærksomhed ved at være Caitlin Beadles bedsteveninde, - selvom det ikke var særlig mange der vidste at jeg var bedsteveninder med hende, så drev dem der vidste det, mig til vanvid! Og hvis folk fandt ud af at jeg kom sammen med popidolet Justin Bieber, tror jeg ikke opmærksomheden ville blive mindre. Faktisk det modsatte. Jeg ville få mere opmærksomhed, samt tusindvis af hadebreve og trusler. Det var det sidste jeg orkede.

“God morgen, shawty” hørte jeg en sige, da jeg slog mine op og mødte et perfekt syn. Justin som lå ved siden af mig med uglet hår, røde kinder og et flot smil om læberne. Hvad var mere dejligt end at vågne op sammen med verdens bedste kæreste? Svaret var let, intet.

“Godmorgen selv” svarede jeg og fik mit hoved op, støttet via min arm, så jeg kiggede skråt på ham. “Hvad er så planerne for i dag?” tilføjede jeg lige hurtigt. Hans ellers så perfekte smil, blegnede. Det gik hurtigt op for mig, at nyhederne jeg ville modtage fra ham, ikke var noget godt, og jeg blev hurtigt bange for hvad der ville komme ud af hans læber. 

“Angående det..” startede han. “Jeg har en dårlig nyhed” sagde han trist til mode. Jeg svarede ikke tilbage, men ventede derimod på at han fortsatte. Jeg bed mig hårdt i læben, da det var blevet en vane at bide i den, når jeg blev nervøs eller genert. Egentlig så ønskede jeg bare, at han sagde det ligeud, i stedet for at få mig til at vente. Jeg hadede at vente.

“Jeg skal tilbage til Canada”

“I dag?” spurgte jeg overrasket. Han havde knap nok været her i en uge, og tanken om at han bare skulle forlade mig, efter vi havde gjort det officielt imellem os for to dage siden, gjorde mig også ret irriteret. Det var kun to dage siden, jeg fik nydt af ham, før han skulle videre. 

“Ja. Jeg skal afsted omkring 6 tiden” mumlede han, og ventede på min reaktion. Jeg ville sige noget, sige ham i mod og sige, at han skulle blive, men der kom ikke mere end et "okay" ud af mine læber. Det var koldt, og det vidste han. Han vidste, at jeg ikke var glad for at han skulle afsted, men hvad kunne han ligefrem gøre? Nemlig. Intet.

Jeg rejste mig op fra sengen, og gik hen til mit skab, for at finde noget tøj at tage på. Det endte med at blive et par sorte jeans, og en sød hvid crop top, som jeg kun havde købt for et par dage siden. Caitlin og jeg havde været på shopping for ikke længe siden, og købt en masse nyt tøj, og så snart jeg havde fået øje på toppen, havde jeg med det samme elsket den. 

“Babe... Er du sur?” hørte jeg ham spørge sukkende, og få sekunder efter var der nogen arme omkring min talje. Jeg prøvede at vikle mig fra ham, men Justin havde et godt tag på mig, og gav ikke så let slip.

“Jeg er ikke bare sur, Justin” vrissede jeg og fik med et hårdt skub, skubbet ham væk fra mig. Justin så overrasket ud over mit anfald, og trådte hurtigt et skridt tilbage. Han kiggede mig i øjnene i lang tid, før jeg endelig tog en dyb indånding og krammede ham. Hurtigt mærkede jeg hans hænder på mig igen, og jeg følte mig tryg. Tryg hvor han var.

“Undskyld” skyndte jeg mig hurtigt at sige, da jeg måske overreagere lidt. Eller lidt var måske undervurderet. Jeg overreagerede meget, men sådan var jeg.  “Det er bare.. Jeg kommer jo til at savne dig” sagde jeg, og følte straks tårerne i øjnene. Ikke nu. Ikke nu, Paige. Ikke græd nu. Justin trak sig fra krammet ligeså straks. 

"Paige...." startede han ud, og lignede en der havde fået en idé. Justin lyste med et op, og det varede ikke længe før jeg blev mødt af hans kækt smil. "Kom med mig"

“Hvad mener du?” spurgte jeg forvirret, og kiggede længe mærkeligt på ham. Hvad mente han med "kom med mig"? 

"Kom med mig...." gentog han.

“Altså skal jeg holde en ferie der, eller hvad mener du?” jeg var mere end bare blank. Han tog mine hænder og kiggede mig direkte i øjnene. “Flyt derover, bo sammen med mig” sagde han. Havde han lige tilbudt mig at bo sammen med ham? I hans hus? Jeg skulle flytte sammen med ham? Men var det ikke for hurtigt? Det var alt for hurtigt. Hvad havde han gang i? Hvad havde jeg gang i? 

“Så du ber mig faktisk om at droppe mit liv her, og flytte hos dig?” røg det ud af mig. Jeg kom måske en anelse til at sige det hårdere end forventet, men hvad havde Justin virkelig regnet med? Han havde lige tilbudt mig at flytte sammen med ham. Han ville have, at jeg skulle droppe mit liv her, og flytte til Atlanta med ham. 

“Ja” sagde han så. “Men jeg forstår godt, hvis du ikke har lyst. Som sagt, så har du jo allerede et liv her. Jeg vil forstå det” skyndte han sig at tilføje. Jeg svarede ham ikke, men derimod tænkte jeg. Skulle jeg mon takke ja? Men hvad med mit liv her? Hvad med Caitlin? Først hendes bedsteven, og nu hendes bedsteveninde? Og hvad med min familie? Kunne jeg virkelig finde på at droppe mit liv her i Georgia, og flytte til Canada - for at leve sammen med fyren, jeg var mere end bare forelsket i?

~

Ved eftermiddags tiden kom Caitlin og Christian forbi og underholdte os. Eller nærmere, brugte vi resten af tiden sammen, som vi nu havde med Justin, inden han rejste. Vi så en film inde på mit værelse. Saw 7 faktisk. En film jeg aldrig ville have set frivilligt selv. Det var virkelig en film, jeg aldrig ville komme i nærheden af. Der var efter min mening alt for meget blod og skrig i filmen, og det var det jeg brød mig mindst om. 

“Der er ikke mere popcorn tilbage” brokkede Christian sig over. Jeg sukkede tungt og rejste mig op, tog fadet fra Christians skød, fordi jeg ikke gad at høre ham brokke resten af dagen, hvilket Christian ville gøre. “Vil du ikke lige hjælpe mig, Caitlin?” mumlede jeg, selvom der faktisk ikke var noget at hjælpe over. Jeg ville bare finde en grund til at være alene med hende, da jeg ville snakke med hende. Og indtil videre, var dette det bedste tidspunkt. “Jo jo” svarede hun forvirret og kravlede ned fra min dobbelt seng og gik med mig ned i køkkenet.

“Hvad så?” spurgte hun mig om. Jeg puttede popcorn i mikroovnen og satte mig overfor Caitlin. “Justin har tilbudt mig at bo sammen med ham i Atlanta” sagde jeg hurtigt og ventede på hendes reaktion.

“Seriøst?!” udbrød hun. Hun lød både glad og ked af det. “Ja” mumlede jeg måske mindre begejstret. “Men jeg ved ikke hvad jeg skal svare!” tilføjede jeg og begravede mit ansigt i mine hænder i et kort sekund. I længe stod vi derinde og jeg ventede på at Cailtin ville hjælpe mig med min beslutning.

“Gør det, DU har lyst til” sagde hun efter en lang tavshed og lagde et ekstra tryk ved DU. “Men hvad med jer? Dig, og min familie?” mumlede jeg trist til mode og havde lige nu bare mest lyst til at græde. “Jeg ved, at hvis du takker nej til hans tilbud, vil du altid tænke tilbage og tænke - hvad havde der sket, hvis jeg havde sagt ja ... Så jeg synes du skal sige ja” svarede hun og tvang et smil frem på hendes læber. Det var dog langt fra ægte. Jeg kendte Cailtin alt for længe til at kunne se hendes rigtige smil, og et fake smil. 

Vi hørte en ding lød, hvilket betød at popcornene var klar, så jeg tog den ud af mikroovnen og puttede det i fadet.

“Kom så” hørte jeg Caitlin sige, da jeg i et minut kom til at stene lidt. Jeg grinte af mig selv og gik derop og så filmen færdig sammen med drengene.

~

Da tiden var inde, og Justins fly snart ville lette, satte vi kurs imod lufthavnen. Vi nåede frem efter et kvarters tid. Nu skulle jeg bare fortælle Justin min beslutning, som var noget af det sværeste. Jeg vidste stadig ikke om det var det rigtige valg jeg havde taget, men det ville tiden vise mig. Lige nu vidste jeg bare, at den beslutning jeg havde taget, ville ændre meget i mit liv. 

“Kommer du?” hørte jeg en stemme sige foran mig. Jeg rystede let på hovedet, for at få tankerne væk og nikkede derefter. “Ja, jeg kommer nu” mumlede jeg og løb hen til Justin, og flettede mine fingre i hans. Han havde kasket og solbriller på, for ikke at blive opdaget - og fordi han vidste, at jeg stadig ikke var klar til at offentlig gøre vores forhold.. Endnu.

“Så er det vist nu” mumlede han trist og kiggede skiftevis på os. Han krammede Caitlin og Christian i lang tid, men da han kom til mig, stoppede han.

“Vi venter på dig henne ved bilen, Paige” mumlede Christian og fik med besvær slæbt Caitlin væk fra os. Caitlin skyndte sig dog hurtigt at give mig blikket, der sagde, at jeg skulle fortælle ham det. Hvilket jeg også havde tænkt mig.

“Jeg kommer til at savne dig” sagde jeg med gråd i stemmen og trak ham ind i et mega langt kram. “I lige måde” hviskede han i krammet, og trak sig derefter ud, selvom jeg ikke havde lyst. Både på grund af jeg ikke ville komme til at kramme ham i noget tid og fordi hans duft bare var tiltrækkende. 

“Har du så tænkt over det?” spurgte han efter et stykke tids tavshed. Han hentydede til det med om jeg ville flytte til Atlanta, det vidste jeg. Jeg tøvede et sekund, og nikkede derefter. Justin sagde ikke noget, men kiggede spændt på mig.

“Ja det har jeg” fik jeg endelig sagt. “Og jeg har både snakket med mine forældre og Caitlin, og ..” mere nåede jeg ikke at sige, da vi hørte over højtalerne, at passager, der skulle til Canada, skulle skynde sig til deres gate. 

“Ja?” spurgte Justin utålmodigt. Jeg åbnede munden, men stoppede, da de endnu engang nævnte, at der manglede to passager. Den ene var Justin, men hvem den anden var, havde jeg ingen anelse om.

“Ja” svarede jeg kort. "Ja som i at du gerne vil flytte med mig, eller ja som i at.. det ved jeg ikke! Paige, sig det nu bare lige ud, inden jeg dør, please" bad han, og jeg kunne se på ham, at det også var hårdt for ham. Jeg vidste at Justin ville blive knust, hvis jeg afviste han tilbud. Han ville blive mere end knust. 

"Ja, som i jeg vil gerne flytte sammen" Justins usikre ansigtsudtryk ændrede sig til et glad et og få sekunder efter plantede han sine læber på mine.

“Du aner ikke hvor glad jeg er! Men jeg bliver nød til at smutte nu! Vi snakkes ved over mobil, okay? Jeg ringer til dig i aften, babe” sagde han og gav mig et hurtigt kys på kinden, og spurtede ellers for at nå hans fly. Jeg grinte af ham, samtidig røg der en tårer ned af min kind, som jeg fjernede hurtigt. Jeg kiggede efter Justin, indtil han var ude af syne, inden jeg vendte om på hælene og satte kurs mod Cailtin og co.

Hvor jeg dog elskede den skøre dreng, som var min kæreste - og tanken om at jeg snart ville vågne op med ham hver dag og gå i seng med ham om aftenen, gjorde mig mere end bare glad. Det hele skulle nok blive godt, eller det ville tiden i hvertfald vise. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...