Alt for almindeligt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2013
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Færdig
Kender I følelsen? Følelsen af at det hele bliver lidt for almindeligt...

3Likes
3Kommentarer
289Visninger
AA

1. Alt for almindeligt

Ja, her sidder jeg så... Katrine 14 år i et helt almindeligt klasseværelse, på en helt almindelig skole. Jeg har dansk, som i øvrigt også er ret så traditioneldt i landet Danmark. Vi har vores dansklærer Rasse, spørg mig ikke, hvad han hedder i virkeligheden. Men han bliver kaldt Rasse fordi... ja, giver det ikke næsten sig selv.

Lige for tiden er vi i gang med at læse en eller anden bog fra det 8'ende århundrede, der hedder Zappa. Jeg siger det kun en gang, hold dig fra den. Det er efter min mening børnemishandling. Nå, men Rasse er altså ved at udfritte os fra spørgsmål om teksten, for at tjekke om vi har læst det.

Jeg hører helt ærligt overhovedt ikke efter. Men hey, stop bare med at læse, hvis det er det, du vil. Jeg vil vædde med at dit liv er mere interesant end mit. Foran mig på mit bord ligger som sædvanlig min bog. For jeg lever og ånder for bøger. Det er bare så dejligt. At forsvinde ind i den verden, hvor alt kan ske. Hvor du bare skal følge med håbe, græde, juble og smile sammen med personerne. Og ikke mindst komme væk fra sit eget kedelige hverdagsliv. Bare kald mig skør! Jeg har aldrig selv påstået andet.

Men den verden. Jeg kan ikke lade være med at ønske - bare en gang i mellem - at det var mig der levede i den. Men mit brev fra Hogwarts er aldrig kommet, og der er for den sags skyld, heller aldrig dukket en lækker vampyr op i mine biologitimer.

"Katrine! Er du der?" Rasses stemme rev mig ud af mit tankespind. Han lod vist, til at have mig mistænkt for ikke at have lavet lektier.

"Øh hvad?" spurgte jeg dumt. De andre i klassen grinede, men jeg inorede dem.

"Jeg spurgte bare, hvad du syntes om, den slutning bogen tager?"  Han havde allerede et lille grusomt smil på læben. "Men det ville nok være smart at åbne dit hæfte først." Jeg så ham lige i øjnene uden at blinke, mens jeg åbnede mit hæfte.

"Jeg syntes..." sagde jeg, så sikkert jeg kunne. "Det endte okay for mig. Det tager jo en lidt voldig drejning. Men hvad kunne der ellers ske. Sten skulle rydes af vejen." Jeg ånder lettet op, da han vender blikket væk og mod en anden. Det der var på et hængende hår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...