Klippehulen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2013
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Igang
"På en lille ø i en fjord er der en klippehule, hvis dybde man ikke kan måle. Ifølge et gammelt savn har man engang ville måle, hvor dyb den var. Til det formål bandt man et reb om livet på en lille dreng og hejsede ham ned gennem den snævre åbning. Kort efter mærkede man, at drengen ikke var der længere, og da man trak rebet op, sås det tydeligt, at det var brændt over."

Mia og Ida beslutter at opsøge klippehulen for at undersøge savnet. Det ender ikke helt, som de havde regnet med.

3Likes
1Kommentarer
227Visninger
AA

4. Herren

Mine hænder rystede nu. Jeg tabte rebet. Hvad skete der lige? Jeg nev mig selv hårdt i armen. Okay! Ikke en drøm, tænkte jeg. Men…                     

”Ida!” skreg jeg. Jeg så mig ivrigt omkring. Der var ingen på denne del af standen. Jeg måtte gøre noget… jeg havde ikke mobil med! Jeg kunne ikke løbe fra hulen! Jeg måtte… nu indså jeg det! Jeg skulle derned. Jeg skulle ind i hulen. En ting vidste jeg. Jeg skulle ikke ind gennem denne indgang. Der måtte der være en anden. Det var der altid i de krimier, jeg læste. Jeg gik rundt om klippen. Flere gange. Men forgæves. Til sidst så jeg en masse småsten ligge op ad to klipper. Jeg tog irriteret en i hånden og kastende den i frustration. Jeg gav mig så til at lede efter en sten til smut. Jeg anede ikke, hvad jeg ellers skulle! Jeg måtte hel gennem bunken. Da den braste sammen og afslørede en lille indgang ind i klippen. Jeg ville nok lige kunne komme igennem. Jeg kravlede hurtigt ind. Inde i klippen var der til min store overraskelse oplyst. Fakler hang langs væggen. Jeg vidste fra min krimier, at jeg ikke skulle råbe. Det ville afsløre mig. Jeg vidste bare ikke for hvem!                                                              

”Har du hørt det?” lød en dyb mande stemme. Jeg så mig omkring og krøb ind i et mørkt hjørne.        

”Hvad nu?” spurgte en anden mand. Så kom de til syne i gangen. De var virkelig små. Ida vil nok have sagt, at de var dværge. Men sådan noget troede jeg ikke på.                                                           

”En dum pige kravlede herned!” udbrød han. Den anden mand grinede.                                                     

”Så kan vore herre endelig overtage!” sagde han. ”Ved han det?”                                                  

”Hun bliver ført hen til ham nu!” sagde manden med den dybe stemme. ”Vi kan lige nå det!”              

”Det bliver stort!” sagde den anden. ”Så kan han endelig komme ud!” Så forsvandt mændene. Af en eller anden grund fløj jeg op. De lød sindssyge, men det var mit eneste spor. Jeg fulgte i smug efter dem. De gik faktisk ikke langt, og jeg støtte ikke ind i problemer. Da de holdte, var det ude foran en stor trædør. Der lød stemmer bag den. Okay, nu havde jeg problemer. Hvordan kom jeg med ind? Måske var de også bare sindssyge? De åbnede døren. Jeg kiggede, så godt jeg kunne ind bag den. Mit hjerte slog et slag over da jeg så Ida. Hun stod midt på gulvet med to mænd ved hver sin side. Hun så bange ud. Jeg kunne se det, selvom hun stod med ryggen til. Hun var sunket helt sammen. Men hun sagde intet. Jeg måtte nu ind. Jeg skyndte mig at tage min jakke (som heldigvis var sort) over hovedet. Jeg sluttede mig bange til mændene. De gik ind af døren med mig bag dem. Der lød mange stemmer derinde. Jeg skyndte mig ind i hjørnet og stod og gemte mig. Til min glæde var alle vent væk fra mig. Jeg så ind på Ida over de små mænd.                                                                                              

”ENDELIG!” lød en høj dyster stemme. Jeg kiggede mig forvirret omkring for at vide hvor den kom fra, men forgæves.                                                                                                                        

”Nu kan jeg tage magten, hvor jeg vil!” lød stemmen videre. Nu gik det op for mig at stemmen, kom fra et stort mørkt hul i væggen. Det var bulder mørkt, så man kunne intet se. Alle lod til at have recept over for den.                                                                                                                         

”Hent drengen!” beordrede stemmen. En lille mand der så usikker ud pillede afsted. Der gik ikke længe, før han kom tilbage slævende med en nok 14-årig dreng. Han så fortabt ud. Han havde store poser under øjnene og var klædt med en sæk over hovedet. Manden trak ham hen ved siden af Ida.                                                                                                                                                                

”Så… herre!” sagde manden. Stemmen fra hulen grinede ondskabsfuldt.                                               

”I må først gøre klar!” sagde stemmen. ”Før dem til fangehulet!” Manden nikkede. Så tog to store mænd Ida og drengen og slævede dem afsted. Jeg satte i løb ind mellem mændene efter dem. I mit løb, kom jeg til at støde ind i en mand. Han gryntede irriteret og så op på mig.                                           

”Hey!” sagde han. ”Hun er ikke dværg!” Nu kiggede alle på mig. Alle råbte af mig.                            

”Hun er da… en pige!” råbte en klog dværg.                                                                                             

”Ja!” råbte de andre. ”Grib hende!” Jeg satte i løb. Men de fangede mig hurtigt. Jeg slog og sparkede men forgæves. Jeg blev så slævet væk. Efter noget tid smed de mig ind i en mørk celle. Jeg tumlede rundt i en kolbøtte og landende på maven. Hvad nu? Tænkte jeg håbløst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...