Klippehulen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2013
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Igang
"På en lille ø i en fjord er der en klippehule, hvis dybde man ikke kan måle. Ifølge et gammelt savn har man engang ville måle, hvor dyb den var. Til det formål bandt man et reb om livet på en lille dreng og hejsede ham ned gennem den snævre åbning. Kort efter mærkede man, at drengen ikke var der længere, og da man trak rebet op, sås det tydeligt, at det var brændt over."

Mia og Ida beslutter at opsøge klippehulen for at undersøge savnet. Det ender ikke helt, som de havde regnet med.

3Likes
1Kommentarer
229Visninger
AA

3. Dybt ned

Næste dag mødte jeg på standen lidt over 9! Ida så utålmodig ud, da hun så mig. Hun havde endda pakket en taske.                                                                                                                             

”Hvor bliver du af?” sagde hun. ”Klokken var 9 for længe siden! Nå, men vi har ingen tid at spilde! Kom så!” Så marcherede hun hen i udkanten af standen. Jeg tøffede langsomt med. I udkanten af standen lå der en masse klipper. De tårnede sig nok 10 meter op. Ida kravlede op på græsset bag standen. Jeg fulgte med.                                                                                                                           

”Så!” sagde Ida og børstede sine hænder for sand. Vi stod foran et dybt hul ned i klippen. Der var mørkt nede i bunden, selvom det var en højlys dag. Ida satte sig på hug og tog sin taske af. Hun roede rundt i den og fandt noget udstyr. Hun begyndte at sætte det op.                                                   

”Hvad er det?” spurgte jeg.                                                                                                                         

”Sådan noget udstyr til at klatre med!” sagde hun, som om det var indlysende. ”Hvordan vil du ellers komme ned i hulen?”                                                                                                                                 

”Nu havde jeg så heller ikke lige tænkt, vi skulle ned i hulen!” sagde jeg.                                               

”Men det skal vi!” smilede hun. ”Jeg skal nok klatre først!” Jeg grinede. Ida kendte mig så godt, at hun viste, jeg ikke ville turde kravle ned først.                                                                                                         

”Okay! Råber du så, når du er nede?” spurgte jeg. Hun nikkede. Hun havde nu fået sat tingene op. Hun spændte en snor om livet og kiggede op på mig.                                                                           

”Vi ses dernede!” sagde hun muntert. Og så så jeg til, mens hun kravlede ned i hulen. Da hun var væk, fandt jeg min bog frem. Jeg havde taget den med, for at klare mig igennem der værste. Jeg satte mig ned i græsset og læste. Jeg nåede nogle sider, da jeg hørte et øredøvende skrig nede fra hulen. Jeg satte mig forfærdet op og kravlede hen til kanten af hulen.                                                

”Ida!” råbte jeg skingert. ”Ida! Jeg gider ikke sjov!” Hun svarede ikke.                                                     

”Ida!” skreg jeg. ”Det er faktisk ikke sjovt!” Da hun igen ikke svarede, skyndte jeg mig hen til rebet. Jeg hev hårdt i det. Men det var ikke tungt som forventet. Det var let. Jeg trak det op. Jeg gispede, da jeg så enden. Den var brændt af ligesom i sagnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...