Klippehulen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2013
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Igang
"På en lille ø i en fjord er der en klippehule, hvis dybde man ikke kan måle. Ifølge et gammelt savn har man engang ville måle, hvor dyb den var. Til det formål bandt man et reb om livet på en lille dreng og hejsede ham ned gennem den snævre åbning. Kort efter mærkede man, at drengen ikke var der længere, og da man trak rebet op, sås det tydeligt, at det var brændt over."

Mia og Ida beslutter at opsøge klippehulen for at undersøge savnet. Det ender ikke helt, som de havde regnet med.

3Likes
1Kommentarer
230Visninger
AA

5. Drengen fra savnet

”Mia? Er det dig?” spurgte en velkendt stemme.                                                                                 

”Ida!” hviskede jeg. Jeg kravlede hen til hende. ”Ida!”                                                                         

”Hvordan kom du herind?” spurgte hun. Hun dækkede over sin rædsel.                                                

”Gennem et hul!” sagde jeg. Vi satte os tæt op af hinanden.                                                             

”Men… hvad vil de?” spurgte jeg også bange. Nu var det ikke Ida, der savrede men drengen.           

”De vil have jeres blod!” sagde drengen ovre fra det andet hjørnet. Jeg sank en klump.                    

”Men… de er jo ikke vampyrer!” sagde jeg ironisk.                                                                               

”Nej, men det er han!” sagde drengen. Nu gloede mig og Ida på ham gennem mørket.                              

”Hvem?” spurgte Ida.                                                                                                                                   

”Vampyren!” sagde drengen. ”Det er den eneste måde, han kan komme tilbage på! Han blev engang slået ud af de gode! Han flygtede herned! Han kan kun komme til magten igen, hvis han får blod fra en dreng og en pige! Så kan han nemlig komme ud i sollys!” Ida gøs.                                                                                                                           

”Klamt…” mumlede Ida bange. Nu så jeg det!                                                                                         

”Er du drengen… fra sagnet?” spurgte jeg. Han nikkede gennem mørket. Mere sagde han ikke. I lang tid var der bare stille. Men vi kunne jo ikke bare vente! Vente på at mændene, dværgene eller psykopaterne (Som jeg lige havde døbt dem) dræbte os! Jeg rejste mig op og gik hen til celledøren. Jeg ruskede irriteret i den. Den var som forventet låst. Ida sluttede sig til mig.                                                                             

”I kan godt droppe det der!” mumlede drengen mat. Jeg så irriteret på ham.                                                                        

”Hvorfor?” råbte jeg. ”Bare fordi du har givet, op gør vi det ikke!”                                                           

”De kommer lige om lidt!” sagde han roligt. ”Så bliver vi smidt ind i hullet til ham!” Hans ord gav mig øjeblikkelig gåsehud. Men jeg inorede det og ruskede videre. Efter… ja jeg ved ikke hvor længe, men mændene kom og hentede os. Vi blev trukket ud. Mig og Ida gjorde modstand, mens drengen bare gik med. Han så døden i øjnene. Men han måtte også, have været her længe. Måske i 10 år… Jeg kom så i tanke om, jeg ikke vidste, hvad han hed! Ikke fordi det var vigtigt… men altså!                ”Hvad hedder du?” hviskede jeg til ham. Han så overrasket på mig.                                                       

”Øh… Sven!” sagde han. Jeg ville havde støt ud i et grin! Helt ærligt Sven? Men nej… det passede bare ikke til situationen. De ville desuden også bare tro, at jeg var blevet komplet sindssyg.                            

Vi blev ledt tilbage til rummet fra før. Der var sat en masse ting frem våben, vin og alt man skulle bruge til at leve for. Vi blev stillet foran hullet, der hvor den dybe stemme kom fra.                            

”Hvordan vil du have dem?” spurgte den lille bekymrede dværg.                                                              

”Bare skub drengen ind!” lød den frygtindgydende stemme. Sven så nu bange ud. Hans hænder rystede og hans mund bævrede. Dværgene samles omkring ham og skubbede så alle til ham. Hen mod hullet. Han strittede ikke imod. Så skete det! De gav ham det sidste skub ind i hullet. Han faldt forover derind. Vi hørte noget pusle rundt derinde. Dværgene trak sig tilbage. Så hørte jeg det værste hyl nogensinde. Det var bare så indtrængende, og det skar en dybt i hjertet. Det døde langsomt hen mens vi hørte en desperat suge lyd. Ida satte i et skrig, og jeg krympede mig.                                         

”Så!” sagde den frygtindgydende stemme. ”Giv mig en af pigerne! Den anden bagefter!” Jeg gik i panik! Dværgene trak sig hen mod Ida. Ida hylede og strittede imod, da de tog hende. Jeg satte i løb hen mod hende. Dværgene der prøvede at holde mig tilbage, kræsede jeg bokstaveligtalt i hovedet. Jeg satte til sidst i et hop hen mod hende. Jeg nåede hende lige foran hullet. Vi begyndte at sparke dværgene ned. Men de havde os næsten. Til sidst rakte jeg ud efter våbnene på bordet. Nu var mig og Ida hver bevæbnet med en kølle. Jeg ville normalt ikke turde slå nogen, men jeg var desperat. Jeg skulle, og jeg gentager, skulle ikke ind i det hul! Så mig og Ida begyndte altså at slå løs på dværgene. Vi havde dem næsten. Den sidste slog vi begge to i hovedet på samme tid. Så grinede vi. Vi havde klaret det! Alle dværgene lå bevidstløse på gulvet.                                                            

”Pyh ha!” sagde jeg. Men så mærkede jeg det. En hånd! Tog mig! Jeg kiggede mig over skulderen. En koldt hvid hånd med sorte negle havde taget mig om håndleddet. Mig og Ida skreg i munden på hinanden. Jeg prøvede at rive min hånd til mig, men hånden var stærk. Så gjorde den det, den ikke måtte. Den rev mig ind i det mørke hul.                                                                                                      

Mørkt! Var det første jeg bemærkede. Så mærkede jeg endnu en kold hånd tage mig om halsen. Jeg blinkede lidt i mørket og så nu vampyrens ansigt. Hvidt, grådigt og med glimtene hugtænder! Den lænede sig langsomt frem mod mig. Ned mod min strube. Det var kun det den kiggede på! Kun optaget af min strube, hvor den vidste mit blod pumpede. Jeg lukkede øjnene. Nu skulle det bare overstås. Men så af en eller anden grund slap vampyren mig. Jeg åbnende øjnene. Ida havde sparket vampyren bagfra. Nu havde den rettet sin opmærksomhed mod hende. Hun sagde intet. Det var blodet, den var kun ude efter blod!                                                                                                            

Men jeg kunne ikke distrahere den med mit eget! Hvis den af en eller anden grund fik mit! Så ville den få magt til at overtage! Jeg hoppede ud af hulen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...