Klippehulen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2013
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Igang
"På en lille ø i en fjord er der en klippehule, hvis dybde man ikke kan måle. Ifølge et gammelt savn har man engang ville måle, hvor dyb den var. Til det formål bandt man et reb om livet på en lille dreng og hejsede ham ned gennem den snævre åbning. Kort efter mærkede man, at drengen ikke var der længere, og da man trak rebet op, sås det tydeligt, at det var brændt over."

Mia og Ida beslutter at opsøge klippehulen for at undersøge savnet. Det ender ikke helt, som de havde regnet med.

3Likes
1Kommentarer
232Visninger
AA

7. Dagslys

Jeg smed dværgen, som blødende stærkt fra hovedet. Vampyren kastede sig over den. Jeg skyndte mig over og greb Ida, som tydeligvis var bevidstløs. Jeg flygtede ud af hulen. Vampyren ville nok snart være færdig med dværgen og komme efter os. Jeg løb. Løb alt hvad jeg kunne. Men jeg kunne selvfølgelig ikke huske vejen tilbage, fra det hul jeg var kommet ind af! Okay… vejen havde ikke været lang her hen! Det var ude med dem, hvis de ikke fandt det! Så så jeg det! En lille svag lysstråle! Jeg styrtede hen mod den. Ned af gangen med faklerne! Der var udgangen! Jeg skyndte mig ned på knæ foran den. Jeg kunne høre vampyren hyle nede i den anden ende af gangen. Jeg skubbede hurtigt Ida ud. Så krøb jeg selv ud! Jeg var der næsten. Kun lidt! Men så mærkede jeg en kold hånd om min fod. Jeg skreg, da vampyren bordede sine lange negle ind i min hud! Ida så ud til at være kommet til bevidsthed!                                                                                                                 

”Hjælp!” skreg jeg til hende. Vampyren trak i mig! Jeg begyndte langsomt at glide ind i hulen igen. Ida kom forvirret på benene og trak i mig. Det hjalp! Jeg fløj ud! Vampyren havde sluppet mig! Vi satte os i sandet og pustede ud. Overbeviste om at vampyren ikke kunne være i sollys!                                                                                                                                 

”Øh… Mia!” sagde Ida pludseligt.                                                                                                           

”Hvad?” spurgte jeg.                                                                                                                                 

”Var det ikke noget med, Sven sagde, at når vampyren havde fået blod fra en pige og en dreng, så kunne… ” Nu gik det op for os.                                                                                                            

”Vampyren kan nu leve i dagslys!” råbte jeg. Vi hørte en lav skraben bag klippen. Vampyrens ansigt kom til syne i åbeningen. Det var hæsligt at se det i dagslys. Indsmurt i rødt blod. Vi skreg i munden på hinanden. Vampyren var for stor til at komme ud. Vi satte sammen i løb op mod græsset. Vi løb hele vejen hjem.                                                                                                          

Jeg vidste tre ting! 1. Sven var nu død! 2. At det kun lige var begyndt! 3. At når vampyren fandt en vej ud af klippen, ville den vende tilbage! Og den ville på ingen måde lade os være i fred!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...