Ung kærlighed i Miami

Lilie er en ung pige, som er vokset op i luksuslivet på Miami Beach. Men på hendes 18-års fødselsdag sker en tragedie, som vil mærke hende for livet. Hendes nærmeste venner, inklusiv hendes store kærlighed, bliver dræbt i en speedbåds ulykke. Hele hendes verden ligger i ruiner, og genopbygningen af hendes liv bliver mere kompleks og udfordrende end regnet med. I jagten på at finde sig selv igen oplever hun en anden side af Miami, hvor hun bliver kastet ud i et hårdere miljø med stoffer, kriminalitet, vold, og samfundets oprørske unge, som hun intet kender til. Og uden sine venner og elskede, er det svært at finde vejen ud igen. Men kan hun komme ovenpå igen efter alt, der er sket? Eller falder hun bare længere og længere ned? Og finder man nogensinde den store kærlighed en gang til, efter den første er gået bort? Tvivlen og desperationen stiger, mens jagten på ægte kærlighed fortsætter. Fornuften står på standby, men Miamis gader har ingen nåde og ingen kan vide, hvad der venter hende.

2Likes
0Kommentarer
364Visninger
AA

4. Kapitel 4

Luften er halvklam og fugtig, og den luger af en nedbrændt Amazonas regnskov. Jeg tør ikke åbne øjnene. Jeg kan mærke bare i luften, at noget er helt galt. Jeg ligger til gengældt i den mest behagelige seng, man kan forstille sig. Jeg kan høre den gammeldags loftventilator køre rundt og rundt og rundt. Den knirker mens den gør det. En lille brise kommer ind over mig, og giver næring til mit svedige ansigt samtidig med, at den skubber fluen væk, som sad på min næsetip.  Jeg rynker lidt på næsen i dét jeg mærker, at den er væk. Jeg lukker lige så stille øjnene op, og kigger tomt op i loftet. Et gammelt træloft med en gammel loftventilator af træ. Jeg kigger rundt i værelset. Alt er sådan helt gammelt, træhytte-agtigt. Der ligger gamle tallerkner og madrester over det hele. Det er vel derfor, der flyver så mange fluer rundt i værelset. Solens skarpe, men varme morgenstråler rammer mit blik og blænder mig et kort øjeblik. Jeg tager hånden frem foran mine øjne. Gudskelov! Det vil da sige, at jeg i det mindste stadig er i Miami, hvis der er solopgang. Der ligger et ur ved siden af mig. Klokken er halv tolv. Først nu rammer alle spørgsmålene mig. Hvor er jeg henne? Hvordan landede jeg her? Og hvad fanden skete der i går? Jeg kan huske vi var inde i junkiebygningen. Jeg røg hash sammen med Johnny. Marc. Johnny? Lige meget! Vi kørte rundt i hans bil. Og gud! Vi havde sex ude på et af toiletterne. Ej Lilly, tag dig nu sammen for helvede. Tænk dog på, hvad fanden der kunne have sket med mig. Hvad nu hvis jeg var blevet massevoldtaget inde i dette rum. I denne seng. Jeg skynder mig at tjekke, om jeg har trusser på. Det har jeg heldigvis. Og man kan nok heller ikke kalde det en voldtægt, når jeg selv gik med til det.

Men udover alt det der… så havde jeg det jo faktisk sjovt i går. For første gang i halvandet år, havde jeg det sjovt. Det var en anderledes form for sjov, end den jeg har været vant til hele mit liv – lidt mere farlig og udfordrende. Men også mere spændende. Og ved du hvad? Jeg har lyst til at prøve det igen. Først da jeg rejser mig op i sengen, lægger jeg mærke til, at jeg ikke er alene. En høj, ranglet, lyshåret fyr ligger på gulvet ved siden af sengen. Det er ikke Marc. Eller Johnny? Hvordan fanden er jeg havnet på hans hotelværelse? Jeg lister rundt på gulvet mens jeg samler mit tøj op, og tjekker lige hurtigt spejlbilledet. Stopper hurtigt op på vejen forbi den lyshårede fyr – han ligger fuldstændig død og ubevægelig som en sten med sin pung i hånden. Jeg bøjer mig ned og tager lige så forsigtigt pungen ud af hånden på ham og kigger ned i den. 200 dollars? Helt sikkert! Propper dem ned i lommen og smutter. Da jeg går igennem receptionen på vej mod udgangen får jeg øje på en høj, flot, latino-udseende fyr. Åh nej! Jeg prøver alt, hvad jeg kan for at gå lige så stille udenom ham og undgå at kigge ham i øjnene. Han vælger så modsat at gå direkte over mod mig og tage hårdt fat i min arm.
”Følg mig” hvisker han i mit øre. Lyden af hans lave, sexede stemme blandet med det tunge åndedræt, han samtidig lukker ud giver en stærk rusfølelse, som lynhurtigt går gennem hele min krop. Jeg kan godt lide det her. Det er spændende på den forbudte måde. Det er lidt farligt - ulovligt endda. Jeg ved ikke, hvad der venter mig. Vi starter med at gå ud på gaden. Går ned af lidt forskellige stier og små genveje. Han slipper stadig ikke helt grebet på mig. Min stedsfornemmelse er dårlig i forvejen, men det eneste jeg dog kan fornemme er, at vi stadig er på Miami’s fastland. Men ikke i indre by; vi er lidt ude i yderkanten med rådne containere og trailerparks over det hele. Garanteret slumkvarteret. Jeg har hørt mange gange om dette sted, men dog aldrig nærmet mig stedet selv.

Jeg synes egentlig, der er meget hyggeligt. Ingen speciel ubehagelig eller truende atmosfære som sådan. Udover at jeg selvfølgelig bliver slæbt igennem kvarteret af en fremmed mand, som holder fast i min arm. Han stopper brat op, da vi er nået til en rød bygning med en trappe ned til den dør, han står og peger på.
”Der” siger han, ”der foran den dør – mød mig der i aften kl. 10”
Jeg nikker forvirret. Imens tager han en smøg i munden og rækker også mig en.
”Kom med mig.” Han trækker mig over mod palmen fem meter fra os og vi sætter os på græsset lige nedeunder. ”Husker du overhovedet i går?” spørger han mig, mens han rynker på næsen. Han ligner en mafiaboss med de Ray-Ban solbriller på.
”Svagt, hvorfor?”
”Kan du huske, hvad du lavede i går?”
”Altså jeg lavede rigtig mange forskellige ting i går” siger jeg og griner. Hans ansigtsudtryk forbliver stift. Han ser skræmmende alvorlig ud – nærmest som om han skal til at fortælle mig, at jeg dræbte en person i går.
”Nej, noget meget specifikt du gjorde for mig.”
Hvad? Mener han… mig og ham ude på toilettet? Jeg giver ham et blik, så han forstår, hvad jeg mener, men han ryster på hovedet med det samme.
”Inden det…” fortsætter han, ”og tak for det for resten, det var skide dejligt. Jeg skulle ud og handle med en kunde. Men han ville ikke købe fra mig længere. Vi er ikke på særlig god fod efter en episode for et par måneder siden. Kan du huske, jeg fortalte dig om det?”        
Fuck. Det var dét, han fortalte om, lige efter jeg havde røget, hvor jeg ikke kunne forstå en skid. Men han siger, at det er noget, jeg har gjort for ham. Udover dét, selvfølgelig. Men hvad fanden kan det være? Noget specifikt? Jeg nikker bare. ”Ja selvfølgeligt, fortsæt!”
”Og jeg bad dig om at gå ud til ham og sælge det for mig.”
”Sælge hvad?”
Han stikker hånden ned i lommen og fisker nogle små piller frem med smiley‘er og hjerter på. Han stikker mig en pose med dem.
”Siger det dig noget?”
”Solgte jeg det her lort i går?”
”Ssssshhh” han kigger rundt. ”Ja, og du gjorde det godt. Jeg sagde en pris til dig, som var langt over det rimelige – eller i hvert fald, hvad jeg plejer at sælge for. Og du kom tilbage med hver en øre. Piger sælger mere, det ved alle – især piger som dig.” Han giver mig elevatorblikket. ”Vi solgte for 200 i går, kun fordi du var om bord. Nick har dem. Han ligger oppe på værelset og jeg skal nok give dig din andel.” Fuck, det er så de 200$ jeg har liggende i min lomme lige nu. ”Lilly, forstår du, hvad det er, jeg spørger dig om? Lilly, jeg vil have, at du skal være en del af teamet.”
Jeg tager en dyb indånding. Kigger på ham meget alvorligt.
”Marc, tænk lige over, hvad det er du spørger mig om her. Du spørger mig om at være din dealer. Hvordan kan jeg overhovedet vide, om jeg kan stole på dig?”
”Det kan du, Lilly” han tager min arm og kigger mig dybt i øjnene. De store, mørke, sydlandske øjne. ”Det lover jeg dig for, du kan. Og husk, at det sidste jeg vil have, er at du kommer i problemer.”
”Ja, som om du ikke er fucking ligeglad med mig. Du vil kun have mig med, fordi det vil oppe dit salg. Jeg har ikke brug for det her, og jeg har ikke brug for dig. Så giv slip på min arm lige nu!” Jeg river min arm hårdt ud af hans greb, vender mig om og går. Efter fire-fem skridt i den modsatte retning, vender jeg mig om igen. ”Hvad fanden havde du regnet med Marc? At jeg, succesfuld rigmandsdatter; Lilly Richards fra Miami Beach, som går på det mest prestigefyldte universitet i hele staten, med masser af muligheder for fremtiden ville kaste sig i armene på Miami’s sorte marked og leve af det? Jeg ved meget bedre, Marc. Så hvorfor finder du dig ikke bare en anden lille horeunge, som kan gå rundt og lege Tony Montana i gaderne sammen med dig?”
Jeg vender mig om igen og begynder at gå. Jeg kan høre, at han griner fjoget bag min ryg. Hvad fanden er der at grine af?
”Det var i den grad ikke sådan det lød i går, da du skulle forklare mig din livshistorie.”
Jeg vender mig forvirret om en sidste gang. ”Hvad?”
”Du sagde i går, at det var den sjoveste aften du nogensinde havde oplevet.”
”Det ville jeg aldrig sige”
”Du sagde, at alt det her var det, du manglede i din tilværelse. Det, der manglede i dit liv – i mennesker som dig’s liv. Spænding, adrenalin, udfordring, uvidenhed, ubevidsthed, fare – alt du søgte her.”
Han går tættere på mig. ”Jeg ved alt, Lilly. Alt om din familie, dine problemer – dine venner og ulykken på båden for halvandet år siden.”

Det giver at sus af ubehag og kvalme gennem min krop, bare ved at høre ordene. Og som det svin han er, fortsætter han med at drysse salt i såret.
”Alt om din bulimi. Og at du følte, det var din skyld, at de alle sammen forsvandt. Hvilket det sjovt nok også var, siden det var dig, som blev pisse stiv på den båd, dig som var dum nok til at falde i vandet og derved distrahere alle på bådens opmærksomhed så ingen så stenkanten, de var på vej hen imod...”
”HOLD SÅ KÆFT. HOLD DIN FUCKING KÆFT LIGE NU.”
Jeg kan mærke tårerne lige så stille og roligt løbe ned af mine kinder. ”Hvad vil du have ud af det her? Sårer mig? Finde mine allermest ømme punkter frem, så du kan ramme lige præcis dér, hvor det gør ondt og så vil jeg måske bukke under? Hvis det er dét, du tror – så har jeg fandeme ondt af dig, jeg har. Du skal ALDRIG kontakte mig igen.”
Jeg går min vej og vender ikke hovedet en eneste gang. Skrid langt væk med dig kraftidiot.

Idét jeg træder ind af døren i mit gode, gamle hjem rammer den dejlige, velkendte duft mine næsebor med det samme. Jeg vil ind på mit værelse igen. Ligge i den store, bløde seng. Det føles som en evighed siden jeg var her sidst, når det egentlig kun er et par dage siden. Da jeg går igennem stuen hører jeg min mors skarpe stemme. ”Lilly, er det dig?”
Jeg bakker lige så stille og går langsomt hen imod hende.
”Hvor har du været?”
”Bare ude”
”Bare ude? Vi har ikke kunne finde dig i flere dage, jeg har ringet til alle dine venner…”
”Vågn dog op mor, hvilke venner?”
”Skat, hvad sker der? Er det din spiseforstyrrelse, der er blevet værre?”
”Nej mor, jeg har ikke spiseforstyrrelse og det har jeg sagt før.”
”Ja, det er så ikke hvad din psykolog siger – og hvorfor fik jeg et meget vredt opkald fra hende i går angående absolut upassende opførsel fra din side af?”
”Åh fuck den psykolog. Hun stank til hendes job. Jeg fortalte hende bare sandheden og hvis hun ikke kan tåle at høre det…”
”Lilly! Det her handler ikke om psykologen eller om i går, men hvad foregår der? Vi ved begge to, at der er noget, du holder skjult for mig og jeg vil bare gerne vide, hvad det er.” Hun rækker hånden frem mod mit ansigt og aer min kind blidt. ”Lille skat, jeg er jo bare bekymret for dig.”
”Du skal ikke kalde mig det. Jeg burde ikke engang kalde dig min mor. Du har ingen anelse om, hvordan det har været. Og du vender bare ryggen til mig og mine problemer. Du forstår ikke, hvordan jeg har det. Den eneste lille indsats du har gjort, for at nå ind til mig, var at sende mig til den skændsel af en psykolog, så hun kunne gøre dit job som mor for dig.”
”Jeg har gjort alt for at nå ind til dig, men du gør ikke andet end at skubbe mig væk.”
”Ja, jeg skubber dig væk mor. Jeg skubber alle væk.”

Jeg går stærkt og beslutsomt ind på mit værelse og lægger mig i den bløde seng. Begraver mig i den velduftende dyne. Min mor banker på min dør. Ikke lige nu kælling, forstår du det slet ikke?
”Kan du lide den person, du er blevet til?” råber hun gennem døren. ”Hvis du bliver ved med at afvige fra alt og alle, så ender du op helt alene.”
Så er det nok! Jeg løber over mod døren, flår den op og råber hende direkte ind i hovedet: ”Lad mig nu styre mit eget liv kælling! Jeg er ikke en lille pige længere, og du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal, okay? Du har ingen idé om, hvordan det har været for mig lige siden og du har ikke engang prøvet at nå ind til mig!” Lyden af min egen stemme, så dramatisk, der råber hende i ansigtet giver mig kuldegysninger.
”Hvor vover du at tale sådan til mig? Jeg har gjort alt for at nå ind til dig, men du opfører dig stadig som en 4-årig.”
Hun går tættere på mig, og kigger mig dybt i øjnene. ”Hver morgen vågner jeg op og tænker, at dette er en ny dag. En ny chance, en ny mulighed for at starte på en frisk. Men du bliver bare ved med at sidde fast i dit lille hul, og du kommer ikke videre. Lilly, du kan ikke blive ved med at sørge over noget, der skete for dig for to år siden. Kom nu videre!”

Ordene som lige fløj ud af min mors mund gentages i slowmotion som et evigt ekko inde i mit hoved. Kom videre. Kom videre. Kom videre! Hans grønne øjne. Hans dejlige, smukke, grønne øjne kigger på mig. Hvorfor er du her ikke mere? Jeg kommer aldrig til at mærke dit nærvær igen. Kniven min mor lige har plantet i mit hjerte med de ord, bliver tvistet og drejet, og billederne vælter frem. Speedbåd. Champagne. Musik. Dans. Fordækket. Bølge. Snubler. Hans arm, som så tappert rækker ud efter mig. Det mørke hav. Jeg kigger rundt nede under vandet. Hernede er så fredsfyldt. Stille og roligt. En fisk svømmer forbi mig. Kigger på mig med store øjne. Hvad hvis den kunne læse mine tanker? Gid jeg kunne blive hernede for evigt. I evig harmoni og fred. Alting så blåt og smukt. Ingen bekymringer. Jeg smiler. Jeg ser dig for mig. Du er hernede under vandet sammen med mig. Du tager min hånd og smiler til mig. Dine grønne øjne slår gnister i mig. Vi kunne blive hernede sammen for evigt. Din hånd slipper stille og roligt min og forvinder. Lige pludselig er du væk. Hvor blev du af? Det går op for mig, hvor jeg er. Vandet begynder at sive ind i min mund og jeg hoster og pruster og søger med det samme op mod overfladen. Den indre optimist i mig søger frem, og jeg håber på det bedste. Min hjerne tænker alt for hurtigt lige nu. For mange forskellige tanker og muligheder, end jeg kan overskue. Indtil jeg ser, hvad jeg ser. Min hjerne fryser til is. Jeg tænker ingenting. Jeg føler ingenting. Jeg mærker ingenting. Det jeg ser ske, ligger som et åbent, fortrængt sår inde i mig. Som en live gyserfilm, man ikke kan glemme. Og min mor åbner det nu og gør det større og større. Jeg ser dine øjne igen. Smukke, grønne øjne. De ændrer farve. Lige pludselig bliver de gyldenbrune og forvandler sig lige så stille. De er helt mørke. Marc? Hvad laver du her? Skrid langt væk. Michael, hvor blev du af? Kom tilbage. Han kommer tilbage. Men jeg ser stadig kun Marc. Hans øjne bliver røde. Som djævlens.

Tårerne vælter ned af mine kinder. Jeg stirrer tomt ud i luften, mens min mor kigger uroligt på mig.
”Tag det uroligt skat. Jeg ved godt det er svært, men… Handler det her stadig om Michael?”
Nævningen af hans navn giver alle nerverne i min krop et lille stød. Jeg kan ikke styre mig selv. Det skulle hun aldrig have sagt. Ude af kontrol til at styre mig selv, løfter min arm sig langsomt og min næve knyttes. Hurtigere end lynet farer min arm gennem luften, rammer min mors kindben med et brag og sekundet efter ligger hun nede på gulvet. Hun bløder. Hun græder. Hun kan ikke rejse sig op. Fuck Lilly, hvad har du gjort?
Jeg vil hjælpe hende op. Sige undskyld. Love hende, at det aldrig sker igen. Men nej. Nu kan hun lære ikke at svare mig tilbage, når jeg er sådan her. Hun skal nok klare sig. Jeg løber ind på mit værelse, samler mine vigtigste ting i en stor taske og forlader huset så hurtigt jeg kan. Smækker døren på vej ud. Jeg går gennem garagen, over vejen og længere og længere væk. Jeg kigger ikke tilbage.

Jeg sætter mig ved et tilfældigt busstoppested og tørrer resten af tårerne væk. Ikke græd. Ikke mere. Hvad gør jeg nu. Hvordan fanden er jeg dog endt her? Jeg tvinger mig selv til ikke at tænke på det, imens jeg hiver min telefon op af lomme. Finder Marcs nummer frem og ringer op.
”Hallo?”
”Hey. Glem alt, jeg sagde til dig før. Jeg prøvede dig bare af. Jeg ville se, om jeg kunne stole på dig. Mød mig Downtown om en halv time mellem 1st Ave og 5th St.”
”Hvad blev der af ’Du skal aldrig kontakte mig igen’?”
”Ting forandrer sig.”
”Hvad er det helt præcist, du prøver at sige her Lilly?”
”Det jeg siger er, at jeg er med.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...