Ung kærlighed i Miami

Lilie er en ung pige, som er vokset op i luksuslivet på Miami Beach. Men på hendes 18-års fødselsdag sker en tragedie, som vil mærke hende for livet. Hendes nærmeste venner, inklusiv hendes store kærlighed, bliver dræbt i en speedbåds ulykke. Hele hendes verden ligger i ruiner, og genopbygningen af hendes liv bliver mere kompleks og udfordrende end regnet med. I jagten på at finde sig selv igen oplever hun en anden side af Miami, hvor hun bliver kastet ud i et hårdere miljø med stoffer, kriminalitet, vold, og samfundets oprørske unge, som hun intet kender til. Og uden sine venner og elskede, er det svært at finde vejen ud igen. Men kan hun komme ovenpå igen efter alt, der er sket? Eller falder hun bare længere og længere ned? Og finder man nogensinde den store kærlighed en gang til, efter den første er gået bort? Tvivlen og desperationen stiger, mens jagten på ægte kærlighed fortsætter. Fornuften står på standby, men Miamis gader har ingen nåde og ingen kan vide, hvad der venter hende.

2Likes
0Kommentarer
395Visninger
AA

3. Kapitel 3

Klokken slår syv. Jeg kan ikke sove. Ligesom jeg ikke har kunnet det sidste år. Jeg sætter mig op i min seng. Mit lange, lyse hår er sat op i en knold. Jeg kigger ud af vinduet, mens jeg klemmer mine lår så hårdt ind mod min mave som jeg kan. Jeg bider mig selv i underlæben og bliver ved med at kigge tomt ud af vinduet. Min hjerne er tom for ord. Kun én tanke går gennem mit hoved…
”I dag er det Lilies fødselsdag. Hurra, hurra, hurra! Hun sikrer sig en gave får, som hun har ønsket sig i år. Med dejlig chokolade og kager til.”
Hele familien kommer syngende ind. Mor med Carla på armen og Sophie i hånden. Og far med et flag i den ene hånd og en kage i den anden, hvor der står Tillykke Lilie - 19 år.

Jeg giver dem et hurtig og sørgmodigt blik, hvorefter jeg kigger tilbage mod ruden.
”Mor, hvorfor er Lilie ikke glad? Det er jo hendes fødselsdag!” spørger Sophie og kigger op på mor. Men mor ved godt, hvad der er galt. Hun svarer ikke Sophie, men prøver i stedet at få de andre ud derfra, så hun kan snakke med mig alene. Men jeg vil ikke. Jeg vil slet ikke snakke med nogen. Hun får viftet de andre ud, og er på vej over mod mig.
”Skat, jeg ved godt, hvordan du har det…” begynder hun, mens hun lægger hånden på mit knæ. Åh bare luk røven med det der medlidenheds-pis!
”Du ved ikke en skid! Tror du, jeg vil stille mig op og danse og klappe i hænderne, fordi det er min fødselsdag? Nej, fordi for mig er det ikke min fødselsdag. For mig er det et år siden mit liv gik fuldstændig i smadder, og alt jeg elskede og holdt af forsvandt for altid i et og samme sekund, mens jeg så på. Og det vil det altid være. Så lad vær med at sige, at du ved, hvordan jeg har det, for du ved ikke en skid, du gør ikke! Du ved ikke en skid!”
”Lilie det eneste du har lavet det sidste år, har været at ligge herinde og græde over den samme ting. Måske er det på tide, at du kommer lidt videre og kommer lidt ud. Det vil være rigtig godt for dig skat, og jeg synes virkelig du skal…”
Hun når ikke at færdiggøre sin sætning, før jeg tyrer min pude i hovedet på hende og råber af hende i ren arrigskab og gråd.
”Hold din kæft! Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre! Du skal ikke fortælle mig, hvordan jeg har det. Du skal ikke fortælle mig, at du forstår mig. Du skal bare holde din fede kæft!”
Jeg kaster mig ned under min dyne og græder videre dernede. Min mor har ikke svaret endnu. Hvad skulle hun dog også svare? Inden hun når at sige noget, fanger jeg mig selv i at råbe af hende igen.
”Gå ud. Nu!”
Jeg hører døren smække med et brag. Jeg ligger med hovedet begravet i min hovedpude. Der er helt stille nu. Jeg kan kun høre mit tunge og højlydte åndedræt, mens jeg tørrer resten af tårerne væk. Jeg er helt chokeret over mig selv. Jeg har aldrig talt sådan til min mor i mit liv. Jeg har aldrig turet. Heller aldrig haft lyst. Nu får jeg det helt dårligt over det. Det var jo ikke personligt rettet mod hende. Hun har jo intet andet gjort, end at prøve at hjælpe mig videre. Det er ikke hendes skyld. Nu har jeg det endnu mere dårligt over det. Kvalmen kommer snigende, men stærkt! Klumpen nærmer sig halsen. Jeg løber ud mod toilettet, og stikker hovedet derned. Hvorfor vil det ikke op? Jeg bliver ved med at prøve og få hånden længere og længere ned.  Og ud kommer det. Jeg hænger med hovedet ned i tønden og tårer i øjnene og hulker og trækker vejret dybt. Jeg kan høre lyden af mit hjerte, der banker i mine ører. Jeg kigger på mit ur. Fuck, jeg kommer for sent!

”Hvor længe har dette egentlig stået på nu Lilie?”
”Siden ulykken.”
”Og hvor ofte gør du det mod dig selv?”
Jeg kigger ned. Fuck! Skal jeg lyve og beholde min værdighed eller begive mig ud i det. Nej, hun bliver nødt til at få det ad vide. 
”Nok cirka fire til fem gange om dagen.”
Psykologen kigger på mig med medlidenhed i øjnene. Gud, hvor jeg hader det blik. Ja ja, bare i det mindste få det til at se ud som om du føler med mig. Som om jeg ikke har betalt dig for at sidde her og lytte til mine problemer. Som om du ikke er pisse ligeglad i virkeligheden. Hold kæft, hvor er det egentlig ynkeligt! Jeg hader at gå til psykolog. Det er noget lort! Det har intet gjort for mig.
”Lilie, efter at have haft dig som klient i snart et år nu, vil jeg sige, at du har brug for meget mere hjælp, end bare at sidde her og snakke med mig. Du har et problem, som jeg vil sige er en spiseforstyrrelse.”
”Men du har jo hele tiden sagt, at jeg ikke havde bulimi, selvom jeg kastede op. At det ikke var maden, der var mit problem.”  
”Det er det heller ikke. Og jeg troede først ikke, det var en spiseforstyrrelse, da det ikke var mad og vægt, der forstyrrede dig. Men efter at have observeret dig over længere tid, synes jeg, at du skal tale med en psykiater med speciale i spiseforstyrrelser. Jeg kender faktisk én, som jeg tror ville være rigtig god for dig. Hendes navn er Ellen. Hun er rigtig sød…”
”Jeg er ikke interesseret i en psykiater!” afbryder jeg hende. Hvor er hun dog belastende. Kun psykisk syge mennesker ser en psykiater. Jeg er ikke psykisk syg!
”Lilie, det her problem er meget alvorligt, og jeg synes ikke rigtig vi har fået gjort nogle fremskridt her, så måske har du brug for noget mere alvorligt.”
”Jeg har slet ikke brug for noget. Jeg har det fint. Og nej, vi har ikke gjort nogle fremskridt, men jeg nægter at tro, at det kun er min skyld.”
”Jeg siger ikke, at det kun er din skyld. Jeg tror blot ikke, at dette er det rigtige for dig.”
”Eller måske er du bare en røvsyg psykolog.” råber jeg, mens jeg stiller mig op. Der bliver helt stille. Jeg kan se på hendes øjne, at hun er meget chokeret. Jeg har aldrig oplevet hende være så tom for ord. Hendes mund står åben, som om hun vil sige et eller andet, men der kommer bare intet ud. Uden kontrol til at stoppe mig selv inden det er for sent, begynder jeg at råbe videre.
”Du burde ikke engang kalde dig selv for psykolog. Du får penge for at sidde i timevis og lytte til folks problemer, mens du nikker lidt engang imellem, og sidder og lader som om du ikke er pisse ligeglad. Jeg er i hvert fald færdig med at spilde mine penge og min dyrebare tid her hos dig. Farvel!”
Jeg går og smækker døren med et brag. Jeg ved ikke, hvad der er sket med mig. Jeg har i hvert fald forandret mig - meget! Nogle gange får jeg bare sådan nogle flip på andre mennesker. De behøver ikke at have gjort mig noget. Jeg ville selvfølgelig gerne lade være, men jeg kan ikke stoppe mig selv! Det ryger bare ud af mig. Det føles som om noget af smerten også kommer ud. Lidt ligesom når jeg brækker mig.
Åh nej.
Her kommer det..
Åh gud.
Jeg løber så hurtigt jeg kan ud mod det nærmeste toilet. Jeg sparker døren op. Optaget.. Der er tre toiletter, hvordan kan de alle være optaget? Der står en askepot-lignende pige med lyst pagehår og fregner og venter. Hun er nok omkring de fjorten-femten år. Hun kigger op på mig og smiler. Jeg gør mit bedste for at forfalske et smil, hvorefter jeg går tilbage til at stirre tomt ud i luften. Selvtilfredse lille ko! Hvorfor skal der findes sådan nogen mennesker? Sådan nogle små sarte mennesker med det perfekte liv, og derfor går ud fra, at alle andre menneskers liv også er helt perfekt. Hun skulle bare vide, skulle hun. Hun skulle bare vide, hvad der venter hende. Det kunne have været mig for nogle år siden. Gik rundt og havde et strålende liv med den lyseste fremtid. Og bang! På et sekund smuldrer det alt sammen mellem fingrene på én.
Åh nej, det kan ikke holdes tilbage længere.
Hvorfor er der ingen af toiletterne, som er blevet frie? Hvad laver de mennesker? Jeg kaster et hurtigt blik ind i spejlet. Det ser ud som om mine kinder svulmer op og min underlæbe dirrer. Mine øjenlåg bliver tungere og tungere. Verden snurrer rundt. Jeg træder et skridt tilbage og rammer væggen med hovedet. Det flimrer for øjnene. Alting bliver så slørret. Den lille finke kigger underligt op på mig.
”Er du okay?” når hun at få sagt, inden jeg falder til jorden.
Jeg lukker øjnene op igen, og nu står der en masse mennesker rundt om mig. Jeg kan slet ikke huske, hvad der er sket i mellem tiden. Hvor lang tid har jeg ligget her? Folk råber ting som ”Hun er vågen” og ”Ambulancen er på vej.”
Har jeg ligget bevidstløs? Folk står i en cirkel og kigger bekymrende ned på mig. Jeg har det fint nok. Bortset fra, at mit baghoved gør ondt. Virkelig ondt. Jeg sætter mig op, mens jeg tager mig til hovedet. En kvinde bukker sig ned, og fortæller, at jeg lige er faldet om midt på gangen og har ligget bevidstløs i fem minutters tid. Hvad er det, der sker med mig? Nu begynder jeg også at falde om? Hvad var det, der skete lige inden jeg faldt om. Jeg husker intet. Jeg stirrer tomt på kvinden, mens hun siger, at der er nogle på vej. Har de nu ringet efter en ambulance? Folk nu om dage. Jeg har bare ligget her nogle få minutter, og pludselig er det en kæmpe tragedie, hvor de ringer efter en ambulance og jeg ved ikke hvad. Og hvad skulle de gøre? Genopleve mig som jeg sidder her, fuldt ved bevidsthed og fejler intet? Det her virker så latterligt, så jeg rejser mig op og begynder at gå væk derfra. Folk omkring mig ser meget forbavsede ud og en mand tager fat i min arm, og siger, at jeg skal undersøges af en læge. Hvad fanden bilder han sig ind, sådan at skulle fortæller mig, hvad jeg skal og ikke skal. Det skal han da overhovedet ikke blande sig i. Ved han måske, hvor meget jeg går og kæmper med? Ved han, hvor meget modgang jeg har haft i mit liv, og hvor lidt jeg har lyst til det her lige nu? Det tror jeg så ikke han gør, så måske skulle han bare blande sig fuldstændig uden om, og lade mig for fanden gøre, hvad jeg vil. Før jeg ved af det, er alle mine tanker om denne stakkels mand røget ud af min mund i en noget mere grov tone end i mit hoved. Folk rundt om mig bliver forargede og begynder at hviske til hinanden. De kan rende og hoppe kan de! Jeg hører en kvindestemme sige: ”Måske skulle vi ringe efter politiet i stedet” og derefter en anden svare grinende ”Ja, eller ringe og spørge om der er plads på den lukkede.”
Det er så her jeg vender mig om, med knyttede næver og temperament som en tyr, da jeg skarpt og frygtindgydende kigger denne kvinde i øjnene. Hendes øjne bliver store, og underkæben dirrer da jeg åbner munder og løfter den ene hånd samtidig. Jeg har så mange ting at sige. Så mange svinere at smide lige i hovedet på denne her kvinde. Og alligevel er det som om der intet vil komme ud. Jeg lukker lige så stille munden igen. Hun ser forvirret ud. Min hjerne er som en masse rulletekster i flashforward. Så mange tanker på en gang, så jeg ikke kan nå at læse en eneste af dem. De overlapper hinanden hele tiden. Som en masse stemmer, som alle vil blive hørt, og prøver at overdøve og afbryde hinanden konstant. Nu vil jeg ikke mere. Jeg vil ud herfra. Ud af denne bygning. Jeg vil væk, og jeg vil væk lige nu. Jeg skubber alle til side, og løber så hurtigt jeg kan ud mod en udgang. Jeg finder heldigvis hurtigt en dør, som fører ud til parkeringspladsen. Jeg bevæger mig langs vinduerne til nogle lokaler, som jeg genkender. Måske har jeg været derinde nogle gange til mine ”møder”. Jeg får dårlig smag i munden bare af at tænke på noget som helst af det her. Jeg kigger mig nervøst over skulderen for at se, om nogle af menneskerne er fulgt efter mig. Det er der heldigvis ikke. Eller i hvert fald ikke endnu, så skynder mig langt væk. Langt, langt væk, jeg krydser jeg ved ikke hvor mange gader og blokke, indtil jeg føler, at jeg er kommet langt nok væk.   

Jeg har ikke lyst til at tage hjem. Jeg har ikke engang lyst til at tage hjem og sove i nat. Jeg vil slet ikke være der. Efter at have gået en lang tur med mig selv og mine Prince, vælger jeg at gå ind på en bar i nærheden. Jeg sætter mig ved baren og bestiller en drink. Sørgelige singlekvinder, der sidder alene ved en bar om aftenen. Det er altid sådan noget, man har set på film. Har aldrig forstillet mig selv være den person.
Ikke mere opkast. Ikke mere finger i halsen. Ikke mere hovedet ned i kummen fem gange om dagen. Det er slut. Nu må jeg sætte en stopper for det. Jeg må finde en anden måde at afreagere på. Jeg vælger at tænke på noget andet, mens jeg tager en slurk af min Strawberry Lime Margarita. Jeg får øjenkontakt med en høj, mørkhåret latino udseende mand. Han sætter sig over ved siden af mig. Pæn, bredskuldret, smilehuller. Måske omkring 23-24 år. Ret lækker egentlig. Det er kun tanken om hele denne her situation, der giver mig kvalme. Han kigger mig dybt i øjnene med at rigtig slesk blik.
”Hvad laver dog sådan en skøn pige som dig, et sted som det her på denne tid af aftenen?” siger han, mens han langsomt kører sine fingre op og ned af min underarm. Jeg ved, hvad han tænker. Jeg ved præcis, hvad han vil. Jeg er jo ikke dum.
”En drink til fruen her på min regning.” siger han til bartenderen.
Næ nej, det kan han godt glemme alt om.
”Hey hey hey, vent lige en gang mester! Jeg ved godt, at dette måske er rutinen her i baren. Og du sidder her hver aften som et sted at tilbringe dit ensomme liv, og så henter du kvinder, som sidder ved baren med deres ligeså sørgelige liv, og på den måde får i begge endnu en sørgelig og ligegyldig oplevelse til jeres triste tilværelse. Men ved du hvad, det er sgu ikke lige mig, det der. Det er ikke derfor, jeg er her, og jeg er slet ikke interesseret i det. Så nu må du endelig ikke tage dette personligt, for ja du er da en meget charmerende og tiltrækkende mand, men du kan godt droppe det.”
Han sidder bare helt mundlam og stirrer på mig med store øjne. Der fik han den. Han siger intet til mig. Han trækker sig langsomt tilbage og går sin vej igen. En bartender, som åbenbart har overhørt hele samtalen står og griner smørret i baggrunden.

”Noget sjovt?” spørger jeg ham lidt småflabet.
Han kommer langsomt over mod mig. Ud i lyset. Wow, pænere end jeg troede. Ung, lyshåret, gråblå øjne. Shit, jeg skulle ikke have været flabet.

”Nej, det er bare ikke særlig ofte, jeg ser sådan noget ske her, så jeg kan da godt lide at more mig lidt over det, når jeg så får chancen. Altså, hvis det er okay for dig?”
Jeg kigger flovt ned mod jorden.
”Ja det er det da.”
”Jeg vil til gengældt give dig ret i alt det, du sagde. Jeg ser sådan noget ske hver aften her. For det meste lidt ældre folk end dig, men jeg synes også det er så latterligt, og det er altid folk med et tomt liv, som ikke kan få noget bedre ud af det, end at være løs på tråden.”
”Wow, jeg kunne ikke være mere enig. Jeg troede godt nok aldrig jeg skulle høre sådan noget komme fra en fyr.”
”Ja det har du nok ret i...” han læner sig fremad og hvisker: ”Du må helst ikke sige det til nogen, men jeg er faktisk en pige inden i.”
Jeg fanger mig selv i at fnise tøset og pille ved mit hår.
”Når, findes der flere af din slags her omkring, eller findes de kun her bag baren?”
Hey, hvad sker der lige her? Flirter jeg faktisk? For første gang i nærmest halvandet år? Jeg har det sgu stadig i mig! Men det virker da som om han flirter tilbage, gør det ikke?
Han smiler sødt til mig. Et sus går gennem hele mig krop. Åh det er bare den bedste følelse i verden. Jeg har ikke haft denne her følelse siden Michael. Han rækker ud efter nogle tomme gals, som står på baren, og dér sidder den. Som en stor, grim, stikkende torn på min smukke rose, er den nærmest selvlysnede og i den grad iøjnefaldende guldring flot placeret på hans ringefinger. Synet rammer mig som et chok, og giver mig lyst til at grave mig ned i et stort, sort hul. Selvfølgelig er den eneste søde og super flotte fyr, jeg har mødt i en million år gift eller forlovet. Selvfølgelig! Åh gud. Her sidder jeg så tilbage. Igen tilbage til filmscenen med den sørgelige singlekvinde, som sidder i baren og venter på sin prins på den hvide hest. Og ind ad døren kommer dog ikke nogen prins eller hvis hest, men der kommer til gengældt en heks. En vaskeægte heks. Anastacia Millington. Jeg genkender straks hendes store, skarpe, iskolde blå øjne fra den helt anden ende af rummet af. Hendes lange, mørke, glatte hår. Hendes stive, fejlfrie ansigtstræk. Hendes perfekte blege hud. Og ikke mindst hendes kraftigt stirrende og knivskærende blik. Jeg vender mig om mod baren. Hun skal bare ikke komme over til mig. Jeg sidder i mellemtiden og reflekterer over mine minder med hende. Jeg har ikke set hende i fire år. Men vi var bedste veninder i starten af High School. Og dog, er der stadig kun et minde, der popper op inde i mit hoved…

Jeg var femten år og var lige startet i High School. Det var en meget stor skole, og der var rigtig mange klikker. Lis gik på en anden skole på det tidspunkt, så jeg havde ikke rigtig nogen venner på den skole. Jeg fik mig en meget sød veninde ved navn Celine. Hun var ikke ligefrem til den populære side, men hun var yderst troværdig og loyal. Hun advarede mig om lige præcis fire piger. De fire bitches. Skolens dronninger. Anastacia var lederen. Jeg kom i snak med en rigtig sød dreng, som hed Oliver. Jeg blev lidt vild med ham, men han var lige begyndt at kæreste lidt med Anastacia, så jeg valgte at holde mig væk. Men han blev ved med at tage kontakt med mig, så jeg tænkte, at vi jo bare kunne være venner, og det var også den måde, han så tingene på. Anastacia havde aldrig nogensinde snakket til mig før, men lige pludselig var hun meget interesseret. Da vi begyndte at snakke mere sammen, havde jeg fuldstændig glemt alt om, hvad Celine havde sagt til mig. Anastacia virkede udadtil så sød og utrolig åben. Hun var meget glad og sprudlende og fantastisk sjov at være sammen med. Og dog var der noget mystisk over hende, for det var næsten kun, når jeg stod og snakkede med Oliver, at hun kom over og begyndte at tage fat i mig. Når men en fredag aften spurgte hun, om jeg ville med hjem til hende til en pigeaften sammen med hende og hendes tre lyshårede strigler. Det var meget hyggeligt først. Vi dansede og snakkede og drak, og bestemte os for at tage i byen. Jeg skulle have været mere forsigtig den aften. Jeg blev jo ved med at tage imod drinks som Anastacia havde stået og blandet op til mig ude i sit køkken. Men hvor skulle jeg vide fra, at kællingen vil putte LSD i min drink. Jeg troede jo, hun var min veninde. Men hun havde åbenbart en eller anden skør ide om, at jeg havde noget kørende med Oliver. Vi tog så ind til byen og til en klub, som hed The Tasmanian Devil. Jeg kan huske, at vi kom derind, hang vores jakker og så mødte de vist nogle venner, som jeg ikke kendte og efter det, husker jeg absolut intet andet. Eller næsten intet. Jeg kan på ingen måde huske, hvordan jeg kom hjem, hvem der fandt mig, og hvad jeg gik rundt og lavede. Men jeg kan huske at jeg på et tidspunkt er på en bar med en masse drenge omkring mig, og pigerne er ingen steder at finde. Drengene vidste godt, at jeg var påvirket, så de var meget nærgående. Bartenderen lagde så heldigvis også mærke til det (har jeg hørt i historier, som jeg har fået fortalt om episoden efterfølgende) og han fik mig væk derfra. Jeg kan ikke rigtig selv huske det, men han har nok spurgt mig, om han skulle ringe til nogen for mig, og hvad jeg havde røget. Og så huske jeg meget svagt, at Anastacia så kommer til syne og hun siger et eller andet til ham bartenderen. Nok at jeg var hendes veninde, og at hun nok skulle tage sig af mig fra nu af. Så husker jeg noget med en taxa. Alle pigerne skulle hjem og de sagde, at der desværre ikke kunne være flere i taxaen, så jeg måtte tage alene hjem. Jeg var så væk på det tidspunkt, at jeg ikke engang kunne sige noget til det. Og så husker jeg Anastacia stige ud af taxaen og hendes ondskabsfulde ansigt, der dukker op lige foran mig. Hun grinte af mig og sagde ting som: ”Er du rundtosset Lilie? Er der noget i vejen? Hvad fanden har du taget?” mens hun smilte skummelt, for hun vidste præcist, hvad der var i vejen. Hun gav mig et skub, så jeg snublede ned og ramte fortovet med mit hoved. Jeg tog mig til hovedet, der hvor det gjorde ondt. Hun grinte igen, mens hun bukkede sig ned, tændte en smøg og sagde til mig:
”Lilie, nu skal du høre her. Der kommer mange som dig. Oliver og jeg har ikke brug for små billige ludere som dig, som kommer og tror de skal blande sig i noget. Og jeg ved ikke, hvad dig og Oliver har sammen, og jeg er også så ligeglad, og han er så ligeglad med dig. Jeg er hans kæreste, og du er bare en klam, billig, lille møgsæk som han ville prøve af og køre rundt med som en lille hundehvalp. Og du hoppede lige i fælden, så snot dum som du er. Men nu stopper legen Lilie, for han er ikke interesseret, og hvis du på nogen måde prøver på noget igen med ham, så slår jeg dig kraftedeme ihjel.”
Hun holdt en lille pause, mens hun røg smøgen ned til skoddet. Så kiggede hun mig dybt i øjnene med et koldt, men samtidig voldeligt blik. Hun trak op i min trøje, og slukkede sin cigaret på min mave. Og den dag i dag har jeg stadig dét ar. Jeg har aldrig skreget og hylet så meget i mit liv. Alt jeg husker, var at det var sådan en sindssyg voldsom og uudholdelig smerte, og der var bare intet, jeg kunne gøre ved det. Og hun stod og så på mig lide, og hun stod bare og grinte og var fuldstændig ligeglad. Den kvinde er ikke et menneske men en robot! Alting kørte fuldstændig rundt i hovedet på mig. Ikke bare som når man er fuld. Jeg så ting omkring mig, som slet ikke var der. Mine øjne var næsten ude af stand til at se noget. Store dele af aftenen kan jeg simpelthen ikke huske, fordi det hun puttede i min drink gjorde, at min hjerne slet ikke opfattede episoden og det er bogstavelig talt blevet slettet fra min hukommelse. Men det sidste jeg husker er, at efter hun havde slukket sin smøg på mig, rejste hun sig op og sagde: ”Men så må du have en hyggelig aften her helt alene, uden nogen kære mor, uden nogen bevidsthed og uden nogen penge” mens hun stod og viftede med de penge, hun lige havde taget ud af min lomme. ”Det bliver en lang tur hjem, hva skat? Hvis du overhovedet kommer hjem igen…”
Det siges, at jeg blev fundet på vejen ved en halv fem-tiden af nogle andre venner fra skolen. Jeg lå bevidstløs, men min puls var vist fin, så de havde ikke gjort noget stort nummer ud af det. Jeg havde sovet hjemme hos nogle af dem, og det gik op for mig, hvem der var mine rigtige venner, hvem der ikke var og hvem der bare var fuldstændig syge oven i hovedet. Det kunne virkelig have gået gruelig galt den aften, og jeg har aldrig glemt hende for det. Jeg burde have meldt hende, men jeg havde ingen beviser og ingen sag.

Her står hun altså nu, fire meter fra mig. Selvsamme kvinde, som dopede mig og derefter efterlod mig hjælpeløs på gaden, efter at have givet mig dødstrusler. Jeg har lyst til at gå over og slå kællingen med min knyttede næve, og derefter smadre hendes lille hoved ned i gulvet og tage en pistol op mod hendes tinding og råbe "Hvad fanden kan du nu, hva?"

Jeg går med retter ryg, selvsikkerhed og stil over mod hende og stiller mit glas foran mig på baren. Jeg kigger udtryksløst på hende.
”Anastacia? Anastacia Millington?”
Hun giver mig et køligt og samtidig forvirret blik. Hun giver mig straks elevatorblikket og piller lidt ved sit hår. Selvcentrerede møgso.
”Ja, og hvem er du?”
”Lilie Richards. Vi gik i High School sammen.”
”Når okay” siger hun snobbet, mens hun vender sig om.
”Vendt lige lidt…” siger hun efter en lille pause, ”Lillie? Jeg tror godt jeg kan huske dig.”
”Jeg hed ikke Lillie Richards dengang” afbrød jeg hende.
”Nej, du hed Lillie von Rindo, gjorde du ikke?”
Jeg smiler ved tanken om, at hun faktisk kan huske mig.
”Jo, det gjorde jeg.”
”Hvordan kan det egentlig være?”
Når lige pludselig er jeg interessant. Skrid nu bare med dig, dumme ko. Jeg kigger bare direkte ud i luften, mens jeg taler til hende, som var jeg fuldstændig ligeglad. Hvilket jeg også er!
”Jeg ville ikke hedde min fars navn længere.”
”Når okay, men hvordan går det ellers med dig? Nogen kæreste eller karriere?” spørger hun nedladende. Jeg kan se det onde glimt i hendes øje, hun er kun ude på at ydmyge mig groft. Ligesom dengang.
Hvad skal jeg dog gøre? Hvad kan jeg komme op med? Hvad fanden har jeg i mit liv, som kan konkurrere med hendes? Hun har garanteret scoret verdens rigeste mand og har en eller anden Penthousesweet på Ocean Drive. Jeg kan bare ikke tabe ansigt overfor hende. Det jeg ikke!
Jeg får med det samme øje på den flotte latino fyr ovre i hjørnet, som tidligere flirtede med mig, og idéen slår ned i mig som et lyn.

”Altså lige nu har jeg lige flyttet sammen med min kæreste.”
Jeg går forførende over mod ham, kysser ham på kinden og hvisker i hans øre, at han skal komme med mig.
”Bare spil med den, okay?” hvisker jeg til ham.
Han trasker ivrigt med mig som en lille hund. Jeg stiller mig stolt ved siden af ham, mens jeg lægger hånden på hans skulder. Wow, nogle skuldre!
”Anastacia, det her er..”
”Marc” siger han hurtigt nok til, at det stadig virker ægte og rækker hånden til hende. Anastacia stirrer bare på ham med store øjne. Nærmest som om hun kan genkende ham. Nej. Shit. Nej, please ikke lad det være en hun kender. Nej, det ville være så pinligt, hvis hun fandt ud af, at jeg løj.
”Gud, det er dig. Undertøjsmodellen, fra Calvin Klein, er det ikke rigtigt? Min mor arbejder for Calvin Klein. Hun må have været en af dem, som var med til at hyre dig.”
No fucking way! En undertøjsmodel? Ikke dårligt Lillie. Haha, tag den Anastacia! Inden kællingen begynder at flirte med ham må jeg lige vise hende, at han er min. Jeg tager ham til mig, og siger at vi skal til at gå.
”Og I to er kærester, eller hvad?”
”Ja, det er vi” siger jeg skarpt og trækker ham i armen. ”Men vi må se at komme af sted nu skat.”
”Nej, det er fint. Jeg skal alligevel gå nu, men det var da hyggeligt at støde ind i dig igen Lillie” siger Anastacia med det mest falske smil jeg nogensinde har set.
”I lige måde Anastacia. Du må have det godt” siger jeg på den mest flabede måde muligt.

Hun rækker langsomt ud efter sin lille clutch, som ligger på bordet og går sin vej. Selv hendes gangart giver mig lyst til at slå hende. Sådan en lille snobbet, egocentreret ko. Men det er alt sammen lige meget, for jeg vandt over hende. For én gangs skyld. Åh, det føles skønt.

”Tak for det” siger jeg til Marc og smiler.
”For hvad? Når for at udgive mig for at være sin kæreste foran din veninde?”
”Ikke rigtig veninde som sådan, men… Ja bare tak, det havde jeg bare virkelig brug for. Så tak fordi du spillede med på den.”
”Når ja, det var da ingenting. Hvis det er, så har jeg et par ideer til, hvordan du kan takke mig for det” siger han, mens han gnider sin hånd op og ned af mit inderlår. Ligeså snart det går op for mig, skynder jeg mig, at fjerne den igen.
”Næ næ du. Det var ikke en del af aftalen. Jeg er taknemmelig for det du gjorde, men du skal ikke regne med noget af det der.”
”Okay, men så lad mig i det mindste køre dig hjem.”
Jeg nikker, og går fra baren og ud til parkeringspladsen et par gader henne. Vi sætter os ind i hans sorte Cadillac Escalade. Det må jeg indrømme. Den bil er en fisse-magnet. Men jeg skal sgu ingen steder med ham. Uden så meget som at kigge på mig, starter han bilen og begynder at køre i den modsatte retning.
”2220 Meridian Avenue” siger jeg, men jeg kigger på ham, ”det er min adresse.”
”Det skal nok passe, men vi skal lige et andet sted hen først snuske.”
Nej, nej, nej. Det her må ikke ske. ”Jeg sagde specifikt, at jeg KUN ville sætte mig ind i denne her bil med dig, hvis du kørte med direkte hjem.”
”Slap dog af, du skal nok komme hjem. Bare hav lidt tålmodighed.”
Jeg har sgu ingen tålmodighed til en fyr som dig. Og snuske? Ad!
Okay Lillie, bare slap af. Det hele skal nok gå. Jeg har pludselig ingen idé om, hvor vi er henne. Eller hvor vi er på vej hen. Han stopper foran en stor klam bygning. Den ser meget gammel og slidt ud, og der er masser af graffiti på. En lille, sort mand kommer gående hen imod os.
”Hvor er vi henne?” spørger jeg skarpt. Han svarer ikke. Ham mumler et eller andet på spansk til den ham den lille. Han stiger ud af bilen, og vender sig om mod mig. ”Vil du ikke lige med ind?” spørger han, og peger på den klamme bygning. En lille kuldegysning kommer rystende ind over mig bare ved tanken om at gå derind.
”Det skal jeg da i hvert fald ikke. Du sagde du ville køre mig hjem, og hvis du ikke har tænkt dig det, så går jeg bare hjem selv.” Jeg vender mig med stolthed om, inden jeg kommer i tanke om, at jeg ingen anelse har om, hvor jeg er henne.
”Lad nu vær med det der Lillie. Vi ved begge to godt, at du på ingen måde kan finde hjem herfra, og at du på ingen måde tør tage nogen former for offentlige transportmidler på dette tidspunkt om natten” siger han og griner håneligt.
”Hold din kæft, du ved ikke en skid om mig, du gør ikke! Jeg kan sagtens finde hjem.”
”Kom nu søde, du kan jo ikke komme hjem. Det er slet ikke sikkert for dig at vandre rundt på de her gader midt om natten. Lad nu bare mig tage mig af dig. Jeg skal nok passe på dig.” Han tager sin arm rundt om skulderen på mig, men jeg skynder mig at komme ud af hans klamme greb.
”Gå væk fra mig, lige nu!”
”Hvad vil du gøre? Og hvordan vil du finde hjem igen?”
”Lad vær med at lade som om du kender mig, okay? Du ved intet om mig! Jeg har boet på denne her ø hele mit liv. Jeg tror godt, jeg kan finde rundt på den.”
Han udstøder et lille, flabet grin. Der fik han sgu dén! Slevfølgelig kan jeg finde rundt på denne dumme, lille ø. Det har jeg gjort mange gange før. Han kigger ned i jorden i et øjeblik, hvorefter han kigger op på mig med et slesk blik. ”Jamen så er det jo ærgerligt, at vi slet ikke er på øen længere”.

Ordene rammer mig som firehundrede bedøvelsespile, der går direkte ind i min krop, og bedøver hver eneste lille del. Det kan ikke være sandt. Jeg er strandet inde på Miami’s fastland med en ultra klam, potentiel voldtægtsfyr. Jeg kan ikke komme hjem herfra. Jeg har aldrig nærmet mig Miamis indre by om natten. Men jeg kan da heller ikke gå derind sammen med det kryb. Og dog. Der er ikke så meget andet jeg kan gøre lige nu. Jeg ved det! Jeg får fat i hans nøgler og stjæler hans bil, og så kan jeg bare bruge GPS’en i bilen. Og komme i fængsel for biltyveri, da han både kender mit navn og adresse. Genialt Lillie! Uden at tage andre håbløse planer til overvejelse, går jeg overmod Marc, og vi går sammen ind i den klamme bygning.

Der er totalt gang i den inde i bygningen og mennesker overalt. En ødelagt, gammel og forladt junkie-bygning ville jeg egentlig kalde det. Jeg er jo vant til at tage i byen og være ude blandt forskellige mennesker og miljøer – eller jeg var i hvert fald engang – men det er bare anderledes når man er ude om natten på Ocean Drive. Der er så festligt, men sikkert, og der er folk jeg kender, og hvis der skulle ske noget er der Miami PD overalt. Her er bare så klamt og utrygt og… farligt. Okay, jeg lyder virkelig som en tøs. Men det her er bare så stik modsat alt jeg er vokset op med, og alt jeg er blevet opdraget til. Der sidder garanteret ikke én eneste person herinde, som ikke er på et eller andet. Der ligger små sprøjter alle vegne. Nogen steder er der endda blod på væggene. Jeg har gået rundt her i ikke engang ti minutter, og jeg er allerede tre gange blevet tilbudt extacy. Måske burde man prøve det? Bare for en enkel gangs skyld? Det vildeste jeg har prøvet er marijuana, og det er meget lang tid siden. Jeg har helt glemt, hvordan det føles. Så var der selvfølgelig lige episoden med Anastacia – møgso – Millington, men det var jo ikke af fri vilje kan man sige. Lige pludselig gennem menneskemængden genkender jeg et ansigt. Mona! Hun går på det sammen universitet som mig. Skal jeg gå over til hende eller ej? Jeg ved ikke rigtig, om vi kender hinanden godt nok til at hilse. Vi har aldrig sådan rigtig snakket sammen før. Men jeg er dog ret sikker på, at hun ved hvem jeg er. Men hvad nu, hvis hun ikke gør? Hvad tænker jeg dog på, selvfølgelig kender hun mig. Alle kender mig der.
”Mona! Hej med dig.”
Hun springer op, og giver mig et kæmpe kram. Hold da op!
”Hej Lillie! Wow, jeg troede da aldrig jeg skulle finde dig sådan et sted her.”
Jeg smiler skævt, mens jeg kigger mig omkring.
”Ja, det er også sådan lidt nyt for mig.”
”Skal du have nogen streger?” spørger hun mig.
Jeg kigger på bordet, som er fuldstændig dækket til af hvidt pulver.
”Nej tak, jeg klarer mig.”
”Fornuftigt” siger hun, mens hun nikker. ”Ej, det havde jeg godt heller aldrig forventet af sådan en som dig. Men vi ses du, pas på dig selv.”
Hun klapper mig på skulderen, og går igen. Den der sidste kommentar efterlader mig som et stort spørgsmålstegn. Hvad fanden mente hun med dig? En som mig? Hvad bilder hun sig ind? Og hva’ så – det er jo bare fornuftigt af mig, ikke?  

Jeg går desperat rundt og leder efter nogen jeg kender. Men jeg kender ingen sådan et sted her. Jeg har aldrig rigtig følt mig som ”outsideren” før. Ikke fordi jeg er en ”outsider” her, men altså… Fuck. Jeg kan slet ikke se Marc nogen steder. Jeg går rundt mellem folk som hopper rundt som små dampbørn. Og andre som er helt stenede, som bare ligger og sover midt i det hele. Her er så mørkt, at man nærmest kommer til at træde på folk. Også fordi der er så skide mange mennesker herinde. Jeg kan stadig ikke lide bygningen, den er bare så klam og grim at se på. Og her er bare en ubehagelig atmosfære. Der er helt tåget herinde, på grund af al den tungrøg. Folk sidder og putter piller i munden på hinanden. Tænk at folk fortrækker at bruge sin fredag aften sådan et sted her, i stedet for et helt normalt og fint diskotek på Ocean Drive. Måske skal man være skæv eller høj, for bare at kunne lide det her sted? Det kunne egentlig godt minde lidt om et almindeligt Miami Beach diskotek, bare et hvor satan havde været forbi og taget hånd om det. Fine unge mennesker, som var blevet forvandlet til små djævle. Satans små hjælpere.    

Jeg får øje på Marc. Han står sammen med to blondiner. Han står med en joint i hånden og rækker den over imod mig. Mit første instinkt er bare at ryste på hovedet. Han kigger undrende på mig, og jeg føler mig pludselig som i børnehaven igen, når man var den ENESTE som ikke turde prøve den højeste ruchebane. Det er jo ikke så slemt igen. Det kan godt være den højeste ruchebane er vild og skræmmende, og måske lidt farlig. Men den er jo også sjov, ikke? Og noget man nok skal komme fra levende. Slap nu af Lillie, giv dig selv lidt plads. Ved du hvad, fuck alle fordomme – nu gør jeg det. Jeg tager det første hvæs. Jeg kan lige med det samme mærke den voldsomt stærke fornemmelse sive direkte ned gennem halsen på mig. Samtidigt smager det faktisk af oregano. Jeg tager træ tunge hvæs lige efter hinanden. Der kan jeg mærke svimmelheden. Nu laver vi noget, som hedder indie. Det er hvor jointen går på skift rundt, og så skal man holde røgen inde så lang tid man kan. Jeg må lige holde en lille pause, mens jeg nærmest hoster mine egne lunger ud. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, som vilde flagermuse, som flyver ind i hinanden og rundt om hinanden og alle vegne. Nu flyver jeg. Min krop løfter sig fra jorden, og kører ned igen, som sad jeg i Det Gyldne Torn. Det giver et sus i maven, når jeg flyver ned mod jorden igen. Jeg får sådan nogle små spark i benene. Jeg kan ikke lade være. Det kommer bare til mig, som små spastiske bevægelser. Alle mulige underlige tanker dukker op i mit hoved hele tiden. Min koncentration bliver svagere og svagere, men alligevel når jeg fokuserer på en ting, og kun én ting, så kan jeg bedre koncentrerer mig om den ene ting end om noget andet omkring mig. Alting drejer rundt om den ting. Og hvem er det, som snakker til mig? Der er en, der gør det. Det ved jeg. Hvem er det, som snakker lige nu? Hvem fortæller mig disse ting? Ej ”disse” – det lød jo helt gammeldags. Jeg føler mig helt gammeldags nu. Det kommer inde fra mig. Altså mit Eller gør den? Nej, og den lyder heller ikke rigtig som nogen jeg kender. Den lyder helt vildt skabet og irriterende, og den griner sådan rigtig klamt. Måske er det min indre djævel. Dæmon. Satans lille hjælper. Måske er det døde sjæle, som gerne vil ud og have hævn, og så bruger de min krop til det?

Marc står og fortæller mig en historie, men det er som om, at jo mere jeg prøver at koncentrere mig om at høre efter og forstå den, jo mindre fokuseret bliver jeg og jo sværere bliver historien at forstå. Jeg forstår den i dele, men lige så snart han fortsætter med historien, har jeg svært ved at huske, hvad han lige har sagt. Det kan godt være jeg lyder dum, men alligevel lidt klog, ikke? Okay, det gav nok ikke rigtig nogen mening. Eller gjorde det. Hold kæft, jeg er bare fucking sjov i aften. En skam det kun er mig, som kan høre min indre djævle-stemme, for den er fucking sjov at høre på. Alting bliver jo helt forstærket, når man har røget. Når jeg får en glad følelse i kroppen, bliver jeg tre gange så glad. Og når jeg får en trist følelse, bliver jeg fem gange så trist. Og jeg bliver faktisk mere trist end glad lige nu. Det er sådan helt ærgerligt. Jeg står og ryger lige nu. Altså bare en smøg, og jeg kan overhovedet ikke mærke røgen. Det er en totalt underlig følelse. Alle tankerne kører gennem hovedet på mig som en tornado af tanker. Det er som om jeg får tusind nye tanker i sekundet. Og de er alle sammen forskellige. De er bare sådan apropos ingenting. Altså helt ud af det blå. Det er totalt fucked-up ting, jeg aldrig ville tænke normalt. Marc står stadig og snakker til mig, og jeg forstår stadig ikke en brik. Men sådan er det jo.  Jeg stirrer bare på ham. Han er jo egentlig ret pæn. Latino-lækker! Jeg ku’ ham jo egentlig godt. Jeg ku’ ham faktisk rigtig godt, ude på et klamt toilet herinde med tomme sprøjter liggende rundt omkring på gulvet, og blod i håndvasken, bræk nede i kummen og et revnet spejl, hvorpå der står: ”Miami er min by – og jeg er fucked-up på extacy!”. Det er faktisk dette sted jeg er ti minutter senere. Jeg sidder med røven ned i håndvasken, og Johnny står foran mig. Hvad, Johnny? Nej, Marc mener jeg. Eller hvad det nu var. Noget i den stil da. Hvorfor fanden kaldte jeg ham Johnny? Jeg hiver i hans halvlange, mørke Latino hår, mens jeg bider ham i hans brune og stærke skulder. Jeg har ikke nogen bukser på. Hvor fanden er de skredet hen?
”Åh, Rosa!” stønner han. Rosa? Er det mit navn. Det er det vel nu så. Rosaaaaaaa. Min indre stemme leger rundt med alle ord, og bøjer og drejer dem på alle måder og kanter.  Fuck det føles godt det her. Sådan der Johnny, ikke stop. Og fuck man, jeg ved ikke engang, hvad jeg laver, men en orgasme føles SÅ meget bedre, når man er skæv. Er du sindssyg?! Nej, jeg er ej. Når okay, fint nok. Du behøver ikke være så sur. Jeg er ikke sur, jeg siger bare, at det er forkert på så mange måder, det du gør lige nu. og hvad sker der for, at jeg rent faktisk har en samtale kørende med mig selv, inde i mit hoved lige nu?

Okay, hvor lang tid skal det her lige tage for ham? Hold kæft, det bliver kedelig det her. Eller det bliver bare trættende i længden, at sidde med røven nede i en håndvask, og samtidigt sprede benene. Jeg tænder en smøg, mens jeg lader ham gøre arbejdet færdigt. Haha, ja det er sgu ham, som skal gøre arbejdet. Jeg læner mig tilbage, og lader al den hash stige mig til hovedet. Ja ja, du kan jo også bare lige sutte min pik, nu du er i gang. Haha. Hvem er det, som har bukserne på her? Hahaha.
Jeg hopper ned af vasken, og skynder mig ud af døren. Jeg vælter nærmest rundt blandt alle de andre junkier.   

Den der stemme, kan jeg bare ikke komme af med. Den forfølger mig bare i alt, hvad jeg gør. Den kommenterer alt, tænker på alt på alle forskellige måder. Den fortæller mig gør dit, gør dat. Måske har alle det sådan her, men det føles som om min stemme er ond? Den er en blanding af en trist mig og stemme som gerne vil mig ondt. Og nu jeg tænker over det er jeg herre sulten. Og så gentager stemmen sulten sulten sulten. Og leger med ordene på alle kanter. Og måder. Og fuck jeg er sulten nu jeg tænker over det, sulteeeen, sulten. Herre sulten, hvorfor siger man det?

Hvorfor bliver man det. Og hvorfor hedder det sulten? Og hvorfor hedder det herre, hvorfor siger man det. Jeg er så god med mine spørgsmål. Ser jeg godt ud når jeg laver spørgsmål? Eller noget? Det er så forvirrende. Måske ser jeg dum ud lige nu. Ser jeg dum ud? Kan de se, jeg er skæv? Hvad hvis nu vi alle sammen lige døde? Bare sådan lige pludselig, nu og her. Jeg stener nok for meget, jeg retter mig op. Smiler. Men nej, nu ser jeg over lalleglad ud. Bare midt i mellem. Men hvordan er man midt i mellem? Sådan her? Nej hvad. Hvad snakker jeg om? HVAD FANDEN SNAKKER JEG EGENTLIG OM? Haha. Fuck, jeg tror jeg er skæv mand. Jeg ser nærmest tre dobbelt, det kommer op i sådanne stjerner. Wow, det er flot. Og fuck nu alle de der tanker man, gå væk.

Inden jeg når at se mig om, sidder jeg i en sort bil. Måske en Bentley? En Cadillac? Det er jo også lige meget forhelvede! Suser gennem gaderne, uden tag på. Vind i håret. Får et flash back. Havde også vind i håret, havde det også fucking fedt – til min 18-års fødselsdag. Ikke tænk på det. IKKE fucking tænk på det Lil! Hvorfor er jeg så ude af kontrol? Hvorfor sker der så meget hele tiden? Jeg kan ikke nå at tænke. Bortset fra, at det er alt jeg gør lige nu. Det hele er bare så fucked up og ude af kontrol. Men jeg kan lide det. Hvor fanden er vi på vej hen? Fuck, hvor det hele bare hvirvler rundt konstant. Jeg ligger mig ned et kort øjeblik. Jeg er så træt man. Godnat mother fuckers! Miami, du er min by.


 
  

 


 

          
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...