Ung kærlighed i Miami

Lilie er en ung pige, som er vokset op i luksuslivet på Miami Beach. Men på hendes 18-års fødselsdag sker en tragedie, som vil mærke hende for livet. Hendes nærmeste venner, inklusiv hendes store kærlighed, bliver dræbt i en speedbåds ulykke. Hele hendes verden ligger i ruiner, og genopbygningen af hendes liv bliver mere kompleks og udfordrende end regnet med. I jagten på at finde sig selv igen oplever hun en anden side af Miami, hvor hun bliver kastet ud i et hårdere miljø med stoffer, kriminalitet, vold, og samfundets oprørske unge, som hun intet kender til. Og uden sine venner og elskede, er det svært at finde vejen ud igen. Men kan hun komme ovenpå igen efter alt, der er sket? Eller falder hun bare længere og længere ned? Og finder man nogensinde den store kærlighed en gang til, efter den første er gået bort? Tvivlen og desperationen stiger, mens jagten på ægte kærlighed fortsætter. Fornuften står på standby, men Miamis gader har ingen nåde og ingen kan vide, hvad der venter hende.

2Likes
0Kommentarer
358Visninger
AA

2. Kapitel 2

Lukker øjenlågene op. Kigger tomt op i loftet. Får tårer i øjnene. Tørrer det væk. Lukker øjnene med det samme igen, i håb om at virkeligheden vil forsvinde, og jeg vil leve videre for evigt i mine drømme. Lidt ligesom i Vanilla Sky. Bare lad vær, Lilie. Det kan alligevel ikke nytte noget. Jeg kigger over på uret, og klokken er halv syv. Flår dynen af, og går i bad. Tager min nye hvide skjorte på, sammen med nogle højtaljede sorte jeans, sort læderjakke fra D&G og mine ynglings beige Jeffrey Campell støvletter. Kigger mig i spejlet, inden jeg går. Tager lidt mascara på vipperne. Tager min taske, går ud af døren og låser efter mig. Sætter mig en i mors nye Mercedes. Kører ned ad Meridian Avenue. Drejer til højre på 5th Street. Kører over den lange MacArthur Causeway til Miami’s fastland. Kører igennem Watson Island. Fortsætter derefter af Dolphin Expy til jeg endelig kommer til North West 9th Avenue, hvor universitetet ligger. Siger hej til Gaby på vej ind og smiler. Går ind til time. Vi har Mrs. Newman. Hun er altid så sød. Vi har 20 minutter til at skrive en artikel. Vi får fem forskellige emner at vælge imellem. Jeg tager den med oversvømmelsen i Thailand. Det lyder spændende.

Det er som om hænderne bare kører løs på tastaturet. Skriver og skriver. Men min hjerne er tom for ord. Som om den er på standby. Jeg kigger rundt i lokalet. Alt er som det plejer. Alle er i skole. Vi smiler til hinanden, selvom vi ikke rigtig kan lide hinanden. Altså jo, jeg kan da godt lide nogen fra min skole. Micha er okay. Også Caren og Stephanie. De er bare kedelige. Bare deres udseende keder mig. Deres glansløse hår, deres nørdede tøjstil, og deres forfærdelige, uklædelige togskinner i kæften, som de på mærkeligvis alle sammen har. Men i det mindste er de ikke nogle bitches. Ligesom resten af pigerne på min skole. Selvfede, højrøvede bitches. Jeg gider dem ikke.

Det bliver frikvarter. Jeg sætter mig ud i rygergården. Sætter mig alene på en bænk i hjørnet. Leslie spørger om jeg kommer over til hende og hendes lille snobbede klike. Nej tak. Jeg løfter hånden og giver tegn på, at jeg har det fint herover. Please ikke kom herover. PLEASE ikke kom herover. Jeg tager en cigaret i munden. Kigger ned i den tomme pakke. Satans! Smider den ind i busken til de andre tomme pakker. Tænder den. Slapper af. Det hele bliver straks bedre så snart min krop får sin nikotin. Jeg lukker øjnene. Verden snorrer lidt rundt. Bare en lille smule. De der første par hvæs, de er gode. Vælger at sætte min hjerne fuldstændig på standby, og stirrer ud i den tomme luft. Som om jeg sover bag mine åbne øjne. Ryger den ned til skoddet. Slukker den på bænken og smider den. Klokken bliver halv fire, og vi får fri. Jeg sætter mig ind i min bil, og sætter nøglen i. Inden jeg starter den, kigger jeg ud på de andre piger, der går sammen. Griner og hygger og fjoller. Glade og smilende. Som om livet er perfekt. Eller måske bare deres liv. Jeg kigger trist ud af forruden, og kører væk. På vej hjem hører jeg radio. Men musikken går ikke ind under huden, som den plejede at gøre. Bare som overfladisk støj, som irriterer mine ører.

Da jeg endelig kommer hjem, parkerer jeg bilen, finder mine nøgler frem og går ind i det tomme hus. Går direkte ind på toilettet. Låser døren. Fisker mine dejlige Prince Light frem. Det første sug er rigtig godt. Giver en lidt rastløs, men alligevel afslappende følelse i hele kroppen. Da den er røget, gør jeg det farlige at rejse mig op, og gå hen imod spejlet. Hele dagen har jeg undgået alle former for spejle, ruder og andre blanke ting. Med vilje! Undgået alle former for selverkendelse. At skulle se mig selv i øjnene. At se det hele ske igen i slowmotion. Igen og igen og igen. Mickael, der går i panik og skal til at springe ud efter mig. Diana, som stopper ham i det. Elisabeth og Toby, som sloges om rattet. René, som kommer op til dem, og får dem til at stoppe, og i stedet se, hvad de er på hen imod. Elisabeth, som peger skrækslagent fremad og skriger. Mickael, der kigger på mig for allersidste gang. Dog stadig med masser af kærlighed i blikket. Og båden, der støder ind i broen, og flyver op på grunden, hiver hegnet med sig og træet, som vælter ned i den til sidst. Nej Lilie. Lad vær med at tænke på det. LAD VÆR!

Men hvordan kan jeg dog lade vær? Jeg er ligeglad. Jeg løber de få skridt, der er hen til spejlet. Jeg tager hårdt fat i håndvasken og tænder hanen. Putter straks iskold vand i hovedet. Kigger op, og møder to genkendelige blå øjne i spejlet. De fyldes op med tårer. Og jeg bryder sammen. Hvordan kan jeg dog lade vær? Jeg kan jo ikke bare gå rundt som en lalleglad idiot, og lade som om hele mit liv stadig går helt perfekt. Hvis jeg bare vælger at ignorere det, så går det stadig ikke væk. Selv hvis jeg vælger at lægge det fuldstændig bag mig, vil jeg stadig ikke kunne glemme det. Kan jeg ikke bare lukke mine øjne, og lade som om alt det her bare var et forfærdeligt mareridt? Og når jeg så åbner mine øjne igen og vågner, står de alle rundt omkring mig. Alle syv. Elisabeth. Diana. Austin. Jacob. René. Toby. Mickael. Nej, for når jeg vågner op igen, vil mareridtet stadig være der, og de vil alle sammen stadig være væk. For evigt. Jeg kan ikke bare lade som om at alt er, som det skal være. At der intet er galt. For selvfølgelig er der noget galt. Alt er galt. Alt er ødelagt. Forbi, slut - mit liv. Hvad har jeg at leve for? Jeg mistede alle de mennesker, som betød mest for mig. Og det hele var min skyld. Hvis ikke jeg havde været så dum at træde op på fordækket. Hvis ikke jeg havde været så dum at drikke mig bankestiv og så falde i vandet. Så havde de alle sammen været i liv i dag. Jeg har kun mig selv at bebrejde. De var det eneste jeg havde at leve for i denne her kolde og gruteske verden. Min grund til at stå op om morgenen. Min grund til at gå rundt med et smil på læben. Uden dem har jeg intet. Ingen styrke til at komme videre. Og uden ham. Min eneste ene.

Vi mødte hinanden, da vi var seks år gamle. Jeg glemmer aldrig, da han spurgte mig, om jeg ville være han kæreste. Det var den 26. november 2009 kl. 16:34 hjemme hos ham. Vi lå i hængekøjen i hans have. Vi lå og kyssede lidt og snakkede og hørte musik og spiste chokoladetrøfler, som vi altid gjorde. I et minuts tid havde vi bare ligget overfor hinanden og kigget hinanden i øjnene. Åh hans grønne øjne! Jeg kunne se, at han skrev en sms. Han ville ikke lade mig se. Jeg vendte mig om i fornærmelse over, at jeg ikke måtte se, hvem han skrev til. To sekunder senere modtager jeg beskeden fra ham: ”Jeg elsker dig højere end du aner. Vil du ikke være min kæreste?” I samme sekund var det som om gud smilte direkte ned til mig. Jeg vendte mig mod ham, kiggede ham i øjnene og smilte. Så ægte som det kan blive. Ikke et frækt kom-og-se-mig-smil, heller ikke et jeg-bliver-nødt-til-at-smile-for-ellers-tror-de-jeg-er-ulykkelig-smil. Men et ægte, lykkeligt kærlighedsfuldt smil. Dét smil sagde det hele. Alle de følelser jeg havde inde i min krop, som jeg ikke kunne formulere til ord, viste sig i dét smil.
Da vi så var kærester, var det som om hele den sørgelige og kedelige ting, som kaldtes min hverdag, blev forvandlet til et vidunderligt eventyrland, hvor alting var godt - og intet kunne gøre mig fortræd, så længe jeg havde min Prince Charming ved min side. Min beskytter, min helt, og ikke mindst, min bedste ven. Vi var virkelig bedste venner. Og jeg ved godt at Rule Number One i venindehåndbogen siger, at man ikke skal pivotere sin fyr højere end tøserne. Men hvorfor ikke? Hvis han virkelig betyder så meget for én? Selvfølgelig gjorde tøserne også stadig det, men da vi havde vores helt nyforelskede periode, accepterede pigerne, at jeg var mere sammen med ham. For de kunne se, hvor forelsket jeg var. Mig og ham - vi lavede ALT sammen. Vi tog i biografen sammen, tog på stranden, i svømmehallen, ud og spise, vi tog til koncerter og vi tog på Road trips sammen. Vi gik i byen og tog til fester sammen. Når vi ikke orkede det, købte vi en bøtte Ben and Jerry’s og lejede et par dvd’er og blev hjemme i sengen. En dag valgte vi helt spontant at køre til Las Vegas. I stedet landede vi i det sydlige Kansas i en by, som hedder Newton. Og vi endte med at blive der i en uge. Det hele var godt, så længe vi bare havde hinanden.

Han havde mit hjerte. Og nu er det væk. Sammen med ham. Smerten i mit hjerte, spreder sig til hele min krop. Og den går fra at være psykisk smerte til fysisk. Den samler sig i min mave, som en kæmpe klump. Den kæmper sig opad mod halsen og sætter sig lige ved drøvlen. Jeg kigger på min hånd. Pegefingeren og langefingeren. Stikker dem langt ned i halsen. Ned til klumpen. Bøjer mig ind over toilettet. Og ud kommer det. Som et vandfald af gulbrunt væske med små kødklumper og en bitter bræklugt, kommer det styrtende ud af både næse og mund. Ud af øjnene løber tårerne ned samtidig med, at jeg hulker og hoster efter vejret. Jeg pudser næsen og vasker mig i hovedet. Jeg har det klamt, men alligevel har jeg det bedre. Meget bedre end før. Det var som om noget af smerten blev tvunget med op, og derefter skyllet ud i toilettet.

To måneder senere…

Syv begravelser. Syv sjæle. Syv uskyldige unge mennesker, som mistede livet på et øjeblik. Begravelserne kom en efter en. Først Renés. Så Jacobs. Derefter Austins. Så Tobys. Så Dianas. Og i dag var det Elisabeths begravelse. Nærmest den værste af dem alle. Jeg har aldrig grædt så meget i hele mit liv. Hun var min bedste veninde. Det havde hun været siden vi var elleve år. Vi har været igennem så meget sammen. Næsten hele vores liv har vi delt med hinanden, og været der for hinanden i gode og svære tider. Jeg var der for hende, da hendes mor fik kræft. Hun var der for mig, da mine forældre skulle skilles. Og da vi var i New York sammen i 2010, gik vi langs Brooklyn Bridge en aften. Vi havde købt en lås lige inden, og vi hang den fast til gitteret på broen og smed nøglen i vandet. På låsen skrev vi E+L=4-ever. I Love You. Jeg elskede hende så uendelig højt. Og hun er stadig sammen med mig. Det vil hun altid være. Hun var en veninde i verdensklasse. Det var hun virkelig. Lige meget hvem jeg møder fremover, vil der aldrig være nogen, som nogensinde ville kunne sammenligne sig med hende. Hendes store, runde brune øjne. Hendes kastanjefarvede, lange, glatte hår. Hendes fregner og lysebrune hud. Hendes duft. Hendes store, dejlige tandkødssmil. Hendes to skæve fortænder. Hendes lyse, babystemme. Hendes sindssyge grin, som var helt oppe i de toner som kun hunde kan høre. Det drillede jeg hende altid med. Gud, hvor jeg savner hende. Jeg har brug for at se hende en til gang. Men det er ikke nok at tænke på hende. Jeg vil have hende til at stå lige foran mig lige nu. Jeg vil give hende verdens største knus. Tanken om at jeg aldrig mere vil kunne kramme hende, er slet ikke til at bære. Det er alt for surrealistisk at tænke på. For bare et halvt år siden var hun her. Jeg kunne ringe til hende og sige, at jeg havde problemer, og hun ville stå uden for min dør i løbet af fem minutter. Og nu er hun bare væk. Ude af denne verden. Kommer aldrig til at se dagens lys igen på grund af én person. Hende, der står overfor mig i spejlet. Jeg lader mig falde til jorden, mens jeg taget toiletbrættet forsigtigt op og lader hovedet hænge halvt nede i tønden. Spytter tre gange. Jeg tager hånden ned i halsen og så vælter det op. Det er i dag to måneder siden det skete. Det med at brække mig når smerten er værst, er desværre blevet til en vane. Men jeg får det bedre af det. Det er som om smerten kommer ud sammen med alt det andet. Jeg har aldrig haft bulimi eller spiseforstyrrelser eller noget. Og det ville jeg heller ikke kalde det her. For det handler jo slet ikke om mad. Det handler om smerte. Indre smerte. Og savn. Hvad gør man, når mareridtet bare ikke vil stoppe, selvom du har åbnet øjnene. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...