The Path To The Gods

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 maj 2013
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Igang
''Den dagbog... Hvem tilhørte den, og hvorfor bliver den ved med at nævne mit navn?''
Kahlan er en ung kvinde på atten år, der finder en dagbog. Hvem der har skrevet dagbogen, er der ingen der ved. Intet navn, ingen forfatter - men masser af ting som den unge Kahlan kun kan nikke genkendende til - hvilket skræmmer hende mere og mere. Hvem er det - der har beskrevet hendes liv i så absolutte detaljer - og hvorfor ophører de mystiske dagbogsindlæg på den dag hvor hendes mor dør?

1Likes
1Kommentarer
303Visninger

1. Draki'ah...

''Troede du virkelig, at du ville slippe væk?''
''Troede du virkelig, at vi ikke ville finde dig?''
''Var du virkelig dum nok, til at tro at du ville overleve?''

Lyden af de kolde ord, fik mine nakkehår til at rejse sig. Hvad ville de med mig?

Spændt fast til en hesteryg, bevægede vi os langs floden - ned mod ruinerne. De ruiner, som jeg selv tidligere havde været med til at skabe. Ironisk nok.

’’Jeg har ikke bedt jer om at tage mig hertil!’’ snerrede jeg, en smule hårdt.

’’ Hash yer asti k’athijilari?’’  lød det bag mig. Jeg drejede hovedet, så godt jeg kunne, og så Draki’ah se på mig med bedende øjne.

’’ja, gu’ taler jeg sandt!’’ snerrede jeg tilbage, og prøvede at vride mine håndled fri fra det hårdtflettede reb der holdte dem bundet hårdt sammen og til sadlen.

Han så ned, som om jeg havde forseglet min egen kiste - hvilket jeg også nok havde.

Jeg var tæt på at opgive. Ruinerne kom tættere og tættere på - og det samme gjorde min død.

Havde jeg bare en kniv, en lighter, en saks! Bare noget der kunne få mig fri - jeg kunne sagtens løbe fra hestene, så snart deres ryttere ikke længere sad i deres sadler.

Så slog det mig, skulle jeg ofres til Guderne, skulle jeg være sund og rask.

Jeg begyndte så stille at tænke på dengang, derhjemme, hvor Robert havde holdt en kniv mod min strube, mens han trængte op i mig. Jeg måtte være blevet bleg - for mindre end et halvt minuts tid efter stoppede horden og Draki’ah skyndte sig op på siden af mig.

’’Mra zohr yer’’ han lagde en hånd på min kind. Bekymrede han sig for mig? Hvorfor ville han dog sige det - så hele horden forstod ham?

Jeg så ned, og følte hvordan mit hjerte hamrede af sted. Han lagde to fingre under min hage, og rettede mit ansigt mod hans igen. Jeg stivnede svagt, da jeg så hans ansigt nærme sig mit.

Hans læber var tørre, og ru. Men hans kys var med sådan en ømhed, at jeg ikke kunne andet end at gengælde det.

Jeg kunne mærke hvordan han bandt mine hænder op og…

 

Jeg satte mig med et sæt op i sengen.

Forbandet være det dumme vækkeur! Biiip biiip biiip! Men klokken var jo mange… Så måtte min kære vente til næste nat.

Det var latterligt, at være forelsket i en der end ikke eksisterede. Men jeg havde altid kendt ham. Nogle gange, når jeg sad i klasseværelset og alligevel ikke fulgte med, digtede jeg historier om ham og jeg. Hvordan vi blev Khal og Khaleesi… Hvordan vi sammen ledte horden til havet, og hvordan vi blev den mest frygtede Dothraki-hord i hele landet. Men jeg endte altid med at smide historierne ud. De var jo ikke andet end pure opspind… Desværre.

’’Kahlan! Du skal op!’’ Min fars hæse stemme lød fra den anden side af døren.

Min far, var i virkeligheden ikke den han udgav sig for at være.

Til tider, kunne jeg spørge migselv, om jeg overhovedet troede på at han var min far. Og svaret ville være det samme hver gang: nej.

Han var ikke min far, men en mand der havde taget mig til sig, da min mor døde og min far forsvandt. Eller, om min far forsvandt, eller om han døde sammen med min mor, ved jeg ikke... Ingen har nogensinde fortalt mig det hele. Kun at jeg var et uheld, at jeg skulle være død sammen med dem...

Om en uge, er det sytten år siden de forsvandt... Og min attenårsfødselsdag... En dag, jeg på ingen måde har lyst til at fejre.

Ligemeget hvad, havde min såkaldte far tænkt sig at give mig en gave. Vi skal ned til den antikke boghandel på Downtown Denver Street, og så ville han give mig den bog jeg ønskede mig. Lige meget hvilken det så måtte være.

 

Jeg elskede bøger. Specielt de gamle, som ingen genkendte når jeg nævnte deres titel. Som ’The Secret Garden’ eller ’A Song Of Ice And Fire’. Ingen kender de bøger. Ingen ved, at de rummer så meget… Så meget, som jeg ville ønske at jeg kunne være en del af…

Det er fra bøgerne, at jeg får mine drømme. Lige så langt tilbage, som jeg kan huske, har jeg drømt om Draki’ah… Jeg drømmer, og det virker som mit andet liv. Han byder mig velkommen i starten af hver drøm, og farvel i hver slutning.

Men i nat var anderledes… Ingen budte mig velkommen, undtagen den hesteryg jeg sad på.

Men det har været min egen skyld. Jeg afviste ham, efter så mange års tro venskab. Jeg afviste den eneste, der nogensinde havde elsket mig.

 

’’Kahlan! Let så røven ud af sengen!’’ råbte ’far’ fra den anden side af døren.

’’Jeg er oppe!’’ knurrede jeg, inden jeg fik hevet mig selv ud af sengen. Mine håndled var ømme, min ryg gjorde ondt - som havde jeg siddet på en hesteryg i flere timer. Mine solskoldede skuldre sved.

Udenfor faldt sneen kraftigt. De fleste kvinder, i vores klasse, misundte mig men solbrune hud - og spurgte altid ind til hvordan jeg kunne forholde mig brun. Jeg måtte svare ærligt, at jeg ingen anelse havde om det.

 

Jeg gik hen til klædeskabet, som jeg så tit gemte mig i, når ’far’ havde en af sine nedture. Han smadrede ting, flåede puder og tøj op, og hvis han havde en af de slemme omgange, ville han forgribe sig på mig.

 

’’Kahlan, du skal til træning!’’ knurrede han tilbage.

Træning… Suk. Endnu en ting, jeg var blevet pålagt, af ’far’. Jeg skulle gå til ridning hver anden dag, og til Tai Lung de dage hvor jeg ikke red. Han forklarede mig aldrig, hvorfor jeg skulle træne hver dag, men han havde da ladet mig vælge sportsgrenene selv.

[Ikke færdigt, men kom gerne med kritik]

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...