Døde piger taler ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Igang
Ungdommen er ikke, hvad den har været og dette har sat sit præg på os unge mennesker, der fyldes med af og til unødvendige problemer og ting, der gør vores tilværelse svære, at leve op til. Dette er en ung piges erindringer og tanker igennem en række folkeskole år, hvor hendes tilværelse blev til et spørgsmål om overlevelse.

0Likes
0Kommentarer
155Visninger
AA

1. Skikkelsen i mørket

Jeg tror ikke på det, gentog jeg i mit endeløse tankespind, der gang på gang bragte en følelse frem i mig, der fik alt i mit hoved til at slå gnister. Jeg kan simpelthen ikke tro det. Hans smil varmede, hver eneste frysende del af min krop og fik mig op i en højde, hvor jeg altid har været så bange for at befinde mig. Ord strømmede ud af hans mund og hvert eneste af dem tog jeg tæt ind til mig og gemte dem i en kasse jeg for længst havde opgivet at åbne op. Hver eneste bevægelse iagttog jeg med mine krystalklare øjne og dér, midt i mængden af højt råbende børn og tunge bøger, begav jeg mig ud på et eventyr, hvor alle dets kapitler er uforudsigelige.

”Jonathan sad i en sofa og spillede på guitar, mens vi andre sad på gulvet og sang til” gid dette var indledningen til mine fantastiske ungdoms erindringer og det kunne det vel godt have været, hvis blot jeg var villig til at romantisere hver eneste oplevelse og bære dem på mine skuldrer, mens jeg med ro i stemmen kunne genfortælle, hver eneste fredag aften, hvor vejen hjem var længere end jeg nogensinde havde troet da jeg kom. Men hvorfor opdigte noget, når jeg blot kan gengive virkelighedens univers, som er historie nok i sig selv? Dette er blot ét af de mange ubesvarede spørgsmål, jeg stiller mig selv når nattetimerne efterlader mig søvnløs i min lidt for store seng. Med 4 dage tilbage til, at jeg forlader folkeskolen tillader jeg mig, at gennemgå, hver eneste lille oplevelse, der den dag i dag, har fået mig til at stille tonsvis af ubesvarede spørgsmål, hver eneste gang mit hoved rammer puden og alle andre børn i Danmark for længst har lagt dagen på hylden og gjort klar til en ny.

Vækkeuret gentager en lyd, der får min sovende krop til at ønske, at tiden gik baglæns og dagen blev aflyst og, mens jeg langsomt forlader drømmene, står virkeligheden og venter på mig. Vandets fra bruserens stråler løber ned over min krop i takt med at gåsehuden sætter sig godt fast. Jeg klamrer mig til håndklædet, mens jeg med langsomme bevægelser sætter fødderne på det kolde stengulv. Jeg dækker min krop til med håndklædet, så jeg undgår at strejfe de små fejl, som jeg hver eneste dag håber på er forsvundet i løbet af natten. Dråberne fra mit våde hår rammer min bare ryg og giver et sus igennem hele kroppen, der minder mig om, at der nu ikke er nogen vej tilbage til sengen. Klokken ringer ind til en dansk time og jeg sætter mig på min stol forrest i klasse lokalet. Havde det stået til mig selv var jeg placeret bagerst så jeg kunne bruge tiden på, at fortsætte drømmene fra de få timers søvn jeg fik nået i nat. Jeg trøster mig selv med, at det er fredag og, at jeg i nat ikke har brug for søvnen som jeg ellers længes efter i dette øjeblik. Jeg tæller minutter, mens klasselærens stemme falder ud og bliver til en summen i mine ører. Jeg holder blikket fast på træet ude foran klasselokalet og straks lægger jeg mærke til, hvor grønt og stort det er blevet siden sidst jeg sad sådan her. Jeg husker dette træ igennem hele min skolegang. Engang var det blot et lille ubetydeligt træ, med en tynd stamme og med grene, vi selv som små, kunne knække over og bruge til bygning af huler som ingen andre end vi kendte til. Med tiden er det stammen blevet tyk og grenene er ikke længere til at knække over. De skrigende grønne blade kan man ikke undgå, at ligge mærke til og pludselig er træet med til, at kendetegne skolen.


Det ringer ud til frikvarter. Det eneste tidspunkt, hvor jeg virkelig holder af den nervepirrende og alt for høje lyd, der strømmer ud gennem højtalerne overalt på skolen. Jeg bevæger mig ud for at tænde den smøg jeg har længtes efter siden jeg trådte ind i lokalet. Med høj musik i ørene og solbriller, der gør det umuligt for folk at ligge mærke til mine trætte og røde øjne, inhalerer jeg røgen af en Benson & Hedges. Mit lille rygespot bliver hurtigt overtaget af halvdelen af min årgang, der har den samme træng til at ryge efter en læres 90 minutters forgæves forsøg på at banke noget ind i hovedet på os, som kort tid efter forsvinder ud i ingenting. Jeg hadede dette sted. Ikke det sædvanlige overfladiske had de fleste børn i folkeskolen går rundt og taler om. Dette had sad dybt i mig og fyldte mig med en følelse af en evig irritation over alt, hvad der foregik. Det var som om, at hver eneste levende genstand, der befandt sig på lange gange med de hvide vægge, slet ikke var mennesker, men blot skikkelser af alt, hvad jeg ikke kunne holde ud i denne by og til udtryk kom det også. Men dog gik der ikke længe før, at jeg skulle finde ud af, at under dette had befandt sig alt, hvad jeg søgte efter.

Der stod han. Så fin og uberørt som den smukkeste blomst i et ellers ukrudtsfuldt blomsterbed. Han var ikke til at se igennem og jeg skammede mig. Jeg gik gennem mængden af mennesker. Dette var den første klassefest jeg havde været til i årevis og der gik ikke længe før jeg følte mig mindre end nogensinde før. Bassen pumpede hårdt i gulvet og fik alle borde og stole til at rykke rytmisk på sig. Alkoholen havde langsomt sat sit præg på folk og man kunne nærmest følge dens vej gennem blodet og op til hjernen, hvor den fik alt til at se så idyllisk og morsomt ud. Jeg satte mig ved et bord tættest på udgangen blot for at have muligheden, for at smutte uden nogen lagde mærke til det. Jeg tror, at dette sted var det eneste sted, hvor jeg ikke ønskede en opmærksomhed selvom det var oplagt at jeg ville få den, når det var så sjælendt, at jeg befandt mig i deres selskab. Jeg fiskede en flaske op af min taske og diskret hældte jeg lidt for meget sprut op mit glas. Efter det første glas mærkede jeg selvtilliden stige en level højere op og dette var lige det jeg følte, jeg havde brug for. Jeg rejste mig og bevægede mig op til det gamle anlæg, der spillede techno remix på fuld skrue, så anlægget var ved at falde på gulvet af ren og skær bass. Jeg lukkede øjnene og mærkede hurtigt alkoholens påvirkning i hele min skælvende krop. Jeg stod der med lukkede øjne i et par sekunder indtil jeg mærkede de små cirkler tage kontrollen og langsomt forsvandt den lille smule fornuft i takt med, at minutterne blev til timer og aftenen blev til nat. Jeg mærkede mine fødder bevæge sig i takt til den brummende lyd af dårlig trommemaskinen og pludselig gik de små vibrationer fra mine fødder op gennem hele min krop. Jeg flyttede let og elegant min position, mens jeg i takt til musikken, svingede med armene. Jeg mærkede latteren fra folk omkring bordene, blive til en rytme som gav mig en lyst til blot, at blive ved natten lang. Selvom jeg ikke var alene på gulvet, blev opmærksomheden straks peget hen på den lille pige med de svingende arme og jeg blikkene gav mig lysten til at fortsætte. Jeg var udmattet. Min krop var tom for energi og mine manglende måltider kunne mærkes som et tomrum i min mavesæk, men jeg nød denne smerte og ikke mindst udmattelsen. Jeg mærkede min bevidsthed forsvinde langsomt ud, mens trinene fortsatte til jeg ramte gulvet.

Der stod han i mængden og jeg mærkede straks min bevidsthed komme tilbage, blot ved hjælp af hans uskyldige blik, der søgte mod mine lukkede øjne. jeg ønskede hans tilstedeværelse, og jeg nød hans vandrende blikke på min magtesløse krop. ”Er du okay?” blev jeg spurgt af en stemme og en hånd blev placeret på min skulder. Ordene fumlede rundt i munden på mig og satte sig som en knude, der ikke var til nærmeslig opløselig. Jeg genkendte ikke stemmen, men jeg åbnede øjnene og stødte på et ansigt jeg aldrig havde lagt mærke til før. ”Vil du med ud og have lidt luft” spurgte stemmen igen, men jeg var betaget af øjnene. De grønne øjne, der havde haft blikket på mig i de forrige minutter. En hånd blev rakt ud og jeg tog straks fat med de små kræfter jeg havde efterladt, dog stadig uden at sige et ord. Hans hånd blev endnu en gang placeret på min skulder og galant holdte han døren for mig, da jeg med bitte små skridt trådte ud i nattens kulde og bæl ravende mørke. Jeg satte mig straks på en stol og tændte en smøg. Jeg tog et kæmpe hvæs og inhalerede det hele efterfulgt af et suk, der fortalte alt om min manglende søvn. Tavsheden mellem os blev siddende i luften, men jeg fik den afbrudt da jeg rakte min pakke over til ham som tak for hans hjælp og tilstedeværelse, selvom jeg for det meste holdte af at ødelægge mine lunger i fred og ro.
”Nej tak jeg holder mig fra den slags” svarede han med et flabet smil, men jeg var stadig tavs. Hans forsøg på, at provokere mig til at starte en samtale, lykkedes ham ikke. Selvom der var noget ved ham, der gjorde mig så tryg trods jeg aldrig før havde lagt mærke til ham på denne måde, var jeg bekendt med dens slags blikke og det var det, der fik mig til at holde afstand og bevare tavsheden. Han tav igen og kiggede ned i jorden, for at komme på noget, der kunne få mig til at svare ham på de mange spørgsmål han havde fyldt sig med, efter min tilstand på gulvet. Jeg var vant til denne form forsøg på at lære mig bedre af kende, men jeg var også bekendt med deres frustrerende blikke når de forgæves spurgte ind til ting, jeg aldrig ville give dem svar på. ”Hvad hedder du?” dette var så direkte, at det var svært at holde ordene inde. Jeg tog min taske på skulderen og sendte ham et blik, der fik ham til at holde øjenkontakten længere end jeg havde prøvet det før. Jeg gled ud i mørket og blev til en ugenkendelig skikkelse..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...