Døde piger taler ikke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 28 jun. 2013
  • Status: Igang
Ungdommen er ikke, hvad den har været og dette har sat sit præg på os unge mennesker, der fyldes med af og til unødvendige problemer og ting, der gør vores tilværelse svære, at leve op til. Dette er en ung piges erindringer og tanker igennem en række folkeskole år, hvor hendes tilværelse blev til et spørgsmål om overlevelse.

0Likes
0Kommentarer
161Visninger
AA

2. Kolde fødder

2. Kolde fødder

Gadelygterne forsvinder langsomt bag mig og jeg forsætter ud i mørket. Alt omkring mig er tavst og jeg nyder den kolde stilhed, der blander sig med den lette brise, der får mit hår til at svaje let frem og tilbage, som blide bølger på havet. Jeg har ingen idé om, hvor kursen er sat til og jeg lader blot mine bare tæer flytte mig steder hen, hvor stemninger hænger i luften som perler på en snor. Noget i mig siger, at det er bedst at sætte kursen hjem, men alt andet i mig skriger på blot at opleve nattens timer og kravle rundt i mit spindelvæv af tanker, til jeg til sidst sidder fast og umuligt kan komme videre. En summen af lyd fra dagens forbi passerende biler hænger tungt i luften, men alt der befinder sig på landsbyvejene er mig og min skikkelse i mørket. Lugtepælens skær spejler sig i vandpytter og, hver gang jeg træder i dem, føler jeg en stikkende kulde, der bevæger sig fra mine fødder op til mit bryst, hvor den bliver siddende og cirkulerer rundt i takt med alkoholen, der stadig befinder sig i mit blod. Jeg går gennem skoven og ved nu, hvor min krop søger hen. Midt i skoven, langt væk fra de små veje og de idylliske bænke har jeg fundet mig et sted. Et sted, hvor stemninger bringes frem og jeg mærker noget, der minder mig om tryghed. Dette ville for en hver anden virke uhyggeligt og man ville hurtigt perspektivere over til en gyserfilm, men glem disse fastlagte stemninger og billeder du forestiller dig når jeg nævner ordet skov i sammenhæng med mørke. Dette sted befinder sig i hjertet af den smukkeste del af naturen. Det er omringet af gamle træer med tykke stammer og grene, der mødes og flettes ind i hinanden, så det virker som et tag, der beskytter for al den forurening og dårlige karma du fylder dig med, hver eneste dag. Dette sted har et underlag af bløde blade og små blomster skyder op, som et farverigt gulvtæppe og under dette gulvtæppe befinder sig liv, som blot er til for at holde styr på naturen. Midt ude i ingenting står et lille shelter placeret. Dette shelter består af et tag og et par solide træstammer, som hurtigt varmes op når du tænder for bålet i bålpladsen ved siden af. Dette sted er mit gemmested. Mange folk ville føle en ensomhed og en følelse af ubehag, men i mit tilfælde opstår akkurat det modsatte. Jeg sætter mig på det bløde underlag og mærker den friske dug sive op igennem det bløde stof på mine ben. Jeg ryster lidt, men mærker straks, hvordan gnisterne fra bålet bringer varme rundt i hele min krop. Jeg lukker øjnene et kort øjeblik og indånder den friske duft af fugt og træ, der langsomt brænder ud i takt med at søvnen stiger mig til hovedet. Jeg åbner min taske og finder en selvrullet cigaret med lidt mere end tobak frem. Jeg tænder den og holder det i mine lunger til jeg til sidst mærker, hvordan det brænder og sitrer. Jeg åbner øjnene igen og rejser mig op for at ligge mig på de varme træstammer. Jeg ruller tæppet omkring mig og nyder følelsen af de blide bølger, der strømmer rundt i min krop og fylder mig med store tanker om alt og ingenting. Nu tænker du sikkert, at dette må være ensomt, men det var her jeg fandt på teorier og overbevisninger om, hvad ensomhed er. Ethvert menneske frygter ensomhed. Følelsen af, at være helt alene i verden velvidende om, at du kan forsvinde i morgen uden nogen vil kunne huske dig. Med ensomhed kommer kedsomhed og ethvert menneske finder ubehag i de første dage af kedsomhed, men herefter vender det og det er her du finder ud at ensomhed blot er en illusion. Ethvert menneske bringes på jorden af et andet menneske, men så snart du åbner øjnene og indånder ilt fra denne verden vil du stå på egne ben, alt andet er blot støttepæle og omsorg, der gør det lettere for dig, at finde balance, men du vil altid være alene. Se ikke dette som noget trist, men blot som noget du skal indse og forstå. Ensomhed er en følelse, men at være alene er en realitet. Du vil hele dit liv være alene omringet af folk, der er alene som dig selv. I kan følges gennem tilværelsen, men når dagen bliver til nat og lyset bliver til mørke, er du stadig alene i dit eget univers af stemninger, som du opbygger ved hjælp af dine tanker og sanser. Denne tanke flyttede mig fra, at føle mig ensom til blot at acceptere, at vi alle er alene med hinanden.

Han banker på døren til mine drømme og med rolige skridt træder han ind, fuldstændig uberørt af mørket og mystikken i mit drømmeland. Han sætter sig på gulvet ved siden af mig og kigger. Kigger på de glitrende vanddråber, der løber ned af mine kinder og jo længere tid han kigger, desto mindre mellemrum bliver der imellem dråberne. Han ligger sin rene hånd på min skulder, mens han fastholder blikket på mine røde og blodsprængte øjne helt uden at sige et ord. Han rykker tættere på og skal lige til at kærtegne min kind med hans bløde læber, men lige i det sekund forsvinder han ud i mørket og bliver til den samme ugenkendelige skikkelse jeg selv var i de sidste nattetimer vi tilbragte sammen.

Jeg vågner ved, at kulden har sneget sig op under mit tæppe og overtaget al form for varme som det lille bål gav mig i løbet af natten. Jeg rejser mig og børster morgenduggen ud af mit hår. Bålet er gået ud og mit hoved er ved at sprænges af smerte. Jeg sætter mig på den iskolde jord og prøver for et kort øjeblik at samle tankerne fra gårsdagen, men alt, hvad jeg møder på vejen er en hjerteskærende følelse af ubehag og frygt, for de andres tanker om min tilstand. Min krop er i dvale efter 3 dage uden ernæring eller energi, men jeg er stadig uden lyst til nydelse. Jeg rejser mig og finder frem til, at den bedste beslutning er at tage hjem, trods at selskab er det sidste jeg søger lige nu. Jeg forlader mit gemmested og træder ud i virkeligheden, hvor bilerne endnu en gang suser forbi i et tempo, der fortæller alt om, hvor travlt de alle har. Så travlt med det hele, at de glemmer, hvad de skal nå. Et liv i overhalingsbanen, der får dem til at glemme realiteterne. Jeg bevæger mig op til den lille station med de røde tage. Mine bare fødder mærker kulden fra den våde asfalt og langsomt stiger de kolde fødder mig til hovedet og bliver til et udtryk jeg kan bruge på de ting jeg foretog mig i går. Kolde fødder, jeg har kolde fødder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...