Elementers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Igang
Carabelle - eller Cara vågner op i byen Elementer, hvor hun til sin overraskelse finder ud af, at alle indbyggerne har et grundstof fra det periodiske system. De påstår også at hun faktisk selv hører til der. Men Cara har aldrig før hørt om byen. Hun kan kun huske lidt fra den nat. Natten hvor hun blev vækket af sin mor og far og sendt væk med beskeden om at passe på hendes lillebror Johan.

Hun vil finde sin mor og far igen. Og må dermed opsøge De Vise, selvom alle advarer hende mod det. Hun får den mystiske Austin til at hjælpe sig.

Tag jer ikke for meget af min trailer - er amatør på det punkt! ;)

11Likes
7Kommentarer
722Visninger
AA

5. Udsenende siger ikke alt

 

”Hun sover helt vildt tungt! Cara, vågn op!” lød en stemme langt væk.                                                                                             

”Det er typisk, som den pige ikke vil vågne.” lød en anden stemme. Noget koldt og kvælende ramte mig som en bølge. Jeg slog øjnene op med et hvin.                                                                                                                                                                      

”Jeg sagde jo, det ville hjælpe.” det var Austin. Armina sad bøjet ind over mig med et undskyldende blik. Jeg satte mig brat op. Jeg var våd i hele hovedet. Austin stod tilfredst med en gryde.                                                                                                    

”Har du…” gispede jeg. ”…hældt vand over mig?” Han nikkede. Og så var jeg ude af soveposen og efter ham.                                                                                                                                                                                                                   

”Hey!” sagde han, da jeg løb efter ham. Til sidst opgav han og lod mig fange ham. Jeg rev gryden ud af hans greb. Han stod bare smilede og grinede lidt for selvtilfredst. Jeg fyldte den hurtigt i bækken og kastede vandet ud over ham.                                                                                                                                                                                                               

”Så!” sagde jeg og slog hænderne sammen. ”Så er vi kvit.” Derefter krøb jeg ned i soveposen og skiftede tøj. Armins tilbød at sætte mit hår, og hun lavede den fineste fletning.                                                                                                                             

”Tak!” sagde jeg bag efter. ”Du er jo fantastisk.” Hun rødmede.                                                                                                          

”Noget skal man jo lave på slottet. Og desuden har noget flot hår.” Nu var det min tur til at rødme.                           

”Tak.”                                                                                                                                                                                                                  

 

”Kan vi så komme afsted?” spurgte Austin stadig våd. Og så gik vi igen.

Det blev mørkere, jo tættere vi kom på. Det lå på en bakke uden græs og andre planter. Ved foden af den stoppede Rasse og nægtede at gå videre. Vi lod ham være. Lidt oppe på bakken begyndte det hele.                                                                                                                                                                                                                                                                               

”Hold jer nu tæt til mig.” sagde Austin for mindst tredje gang. Jeg holdt Armina i hånden. Og så en lyd. Den lød ikke farlig bare sød og tiltrækkende.                                                                                                                                                                         

”Hallo?” råbte Austin. Og så kom væsnet til syne. Jeg blev lammet af medlidenhed. Væsnet havde store glinsende øjne. Den blinkede, og tårerne løb ned over dens kinder. Den havde en lille næse og mund og suttede på sin tommelfinger. Den havde et kæmpe hoved samt lille krop. Man kunne blive helt bange for, at den ikke kunne bære det. Den spinkle krop var bar, og den frøs tydeligvis. Armina var straks fremme og tog den op i sine arme. Den hulkede. Jeg sluttede mig til hende. Aede den blidt over det bare hoved. Den rakte en hånd op mod Arminas hår og legede lidt med det. Austin stod med et tomt blik lidt derfra.                                                                                                                                                                                                      

”Kan du ikke finde din mor og far?” spurgte Armina. Væsnet rystede på hovedet.                                                                          

”Kan du snakke?” spurgte jeg.                                                                                                                                                                   

”Selvfølgelig.” sagde væsnet med en yderst moden stemme. ”Jeg er ikke en baby.” Så rev den hårdt til i Arminas mørke hår. Det røj af, og den grinede.                                                                                                                                                                       

”Typisk jer paphoveder.” smilede den med hugtænder. Så bed den Armina i hånden, så hun slap den. Den styrtede afsted. Men Austin snuppede den i en hurtig bevægelse. Holdte med ned hovedet ned af.                                                                                                                                                                                                                                                            

”Typisk jer paphoveder.” gentog Austin. Armina holdte sig til sin hånd. Den blødte.                                                                     

”Armina, lad mig se.” jeg tog hendes sårede hånd. Min medlidenhed for dyret var væk. Et stort sår sad over hendes håndflade. Det var grønligt i siderne og var allerede hævet. Jeg tog mit stofarmbånd af og snoede det omkring hendes hånd. Så blidt jeg kunne. Hun så på mig med tåre i øjnene.                                                                                                                        

”Hvad er du?” spurgte Austin væsnet.                                                                                                                                                        

”Ingen overgår mig. INGEN!” hylede det. Så pludselig stod der væsner i en rundkreds om os. De kiggede alle sammen på os med tåre i øjnene.                                                                                                                                                                                     

”Ikke kig på dem!” råbte Austin. ”De vil have jer til at føle medlidenhed. Luk øjnene.” Armina lukkede øjnene. Men… de var så søde. Så små… de kunne jo umuligt gøre noget ondt. De tiggede mig. De klyngede sig mod mig. Det følte jeg. En meget lille en trak mig i blusen. Jeg kiggede ned i de store øjne. Den hulkede. De var blå, og mindede mig om Johan. Johan der som lille ville hjælpes op på stolen. Johan der ville have mig til at tænde fjernsynet. Jeg rakte en hånd ud mod den.                                                                                                                                                                                                                     

”Cara!” sagde Austin et sted, der føltes som langt væk. Jeg satte mig på hug.  Mine arme var så tæt på at lukke sig om det lille væsen, som lignede Johan alt for meget. Men så gik alt i sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...