Elementers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Igang
Carabelle - eller Cara vågner op i byen Elementer, hvor hun til sin overraskelse finder ud af, at alle indbyggerne har et grundstof fra det periodiske system. De påstår også at hun faktisk selv hører til der. Men Cara har aldrig før hørt om byen. Hun kan kun huske lidt fra den nat. Natten hvor hun blev vækket af sin mor og far og sendt væk med beskeden om at passe på hendes lillebror Johan.

Hun vil finde sin mor og far igen. Og må dermed opsøge De Vise, selvom alle advarer hende mod det. Hun får den mystiske Austin til at hjælpe sig.

Tag jer ikke for meget af min trailer - er amatør på det punkt! ;)

11Likes
7Kommentarer
728Visninger
AA

3. Grundstoffet guld

 

”Okay, du kan næsten kun have grundstoffet Jod.” fortalte jeg den ivrige Johan.                                                                           

”Hvad kan jeg så?” spurgte han.                                                                                                                                                                     

”Jeg tror desværre ikke, jod kan særlig meget. Men det er bare mærkeligt, jods forkortelse er i? Der er ingen forkortelser med j? Vi må spørge Alnor.” Johan så skuffet ud.                                                                                                                                    

”Hvad kan du så være?” spurgte han.                                                                                                                                                        

”Jeg kan både være calcium, cerium eller carbon? Jeg kender dem ikke rigtig.” svarede jeg.                                                         

”Nå, øv bøv.” mumlede han og begyndte at lege med den fjernstyrede bil. Jeg sukkede og prøvede inderligt at holde mine øjne fra tårer. Nu ville jeg finde ham Austin og takke ham. Han havde reddet os. Mine øjne fandt papiret. Han kunne både være arsen, astatin eller…guld?                                                                                                                                                                 

”Jeg tager lige ned i byen.” sagde jeg henkastet til Johan. Mens jeg stod og kiggede ud af det lille ovale vindue. Et stort tov foran bygningen jeg befandt mig i. Det vrimlede med folk. Husene lå fint på ræd og række og dannede små veje. Jeg tog mig sammen indeni. Alt skulle nok gå.                                                                                                                                                     

”Må jeg komme med?” spurgte Johan og afbrød mit tankespind.                                                                                                                                                                                                       

 

”Måske en anden dag. Jeg har nogle små ting, der bare skal gøres.” Han nikkede forståligt, og jeg smuttede.

Spørg mig ikke, hvordan jeg fandt ud af bygningen (Jeg fandt først senere ud af, at det var et slot). Eller hvordan jeg kunne gå forbi vagterne foran indgangen. Men jeg kom ud på tovet. Et stort skilt oplyste mig om, at jeg var på Kongens tov. Jeg sluttede mig til mængden og fik forsigtigt spurgt en dame om vej.                                                                                                                                                                                                                           

”Øh, undskyld! Kan du fortælle mig, hvor krigeren Austin bor?” Damen smilede venligt.                                                               

”Er du sikker på, det ikke er en anden du mener, min ven?” spurgte hun.                                                                                     

”Nej, jeg er helt sikker.” svarede jeg.                                                                                                                                                  

”Jamen, så skal du bare fortsætte ned af vejen lige foran os, indtil du kommer til et forholdsvis gammelt rødt hus. Det er ikke til at tage fejl af.” forklarede hun.                                                                                                                                                          

”Tusind tak!” jeg smilede nervøst til hende og begyndte at gå ned af den omtalte vej. Og ganske rigtigt. Et lidt lille gammelt rødt hus. Jeg tog en dyb indånding og gik op ad den lille havegang. Jeg bankede på. Der lød lidt skramlen indefra.                                                                                                                                                                                                     

”Rasse, du kan godt glemme det. Han er væk for altid. Den lille pige er skam bare lidt skør.” lød en ru drengestemmme inde fra den anden side af døren.                                                                                                                                                             

”Ørhm…” jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Døren gik op. En høj dreng kiggede overrasket på mig. Han havde mørkt filtret hår og var klædt i lidt beskidt tøj og støvler. Han havde en stor skramme over den højre arm. Og så ret skræmmende ud. Jeg gøs. Han så meget krigerisk ud. Så glødede han op i et smil.                                                                                                                                                                                                                 

”Se så kunne man vågne. Selvfølgelig først når hele byen undtagen mig, har været og givet blomster.” han fnøs hånligt.                                                                                                                                                                                                   

”Ørhm...” jeg måtte lyde dum i hans ører. ”Jeg er bare kommet for at takke dig.”                                                                               

”For ikke at komme med blomster til dig!” han grinede.                                                                                                                     

”Nej, egentlig for at du reddede os den nat.” svarede jeg.                                                                                                                   

”Det er ikke mig, du skal takke. Du aner ikke hvor meget, jeg tjente på at finde jer. Jeg har allerede bestilt et nyt fjernsyn.” forklarede han. Så skød en irritation igennem mig. Denne Austin skulle ikke stå at lave grin med mig.                                                                                                                                                                                                                

”Hør her. Det kan godt være, at det ikke betød noget for dig. Men det betød faktisk noget for mig. Du reddede os. Det kan jeg ikke komme udenom, uanset hvor meget jeg ønsker det. Austin!” først nu opdagede jeg, at jeg havde råbt det. Austin stod bare og gloede på mig. Jeg frydede mig. Selvom jeg måske bare var en lille pige i hans øjne, kunne jeg sagtens mene noget. Derfor fortsatte jeg glædeligt.                                                                                                                                                           

”Nu skylder du mig at fortælle. Hvad du syntes, jeg kan gøre! Eller i det mindste om du så noget.” Men han fik hurtigt samlet sig.                                                                                                                                                                                                              

”Okay!” sagde han til min overraskelse. ”Jeg syntes, du skal gå til De Vise. Noget Xenon aldrig vil give dig lov til.” Så lukkede han døren.                                                                                                                                                                                              

”Uanset hvem Xenon er, så bestemmer han ikke over mig!” råbte jeg. Så vendte jeg mig om til et chok. En jævnaldrende pige stod foran mig. Hun havde langt mørkt hår til taljen. Store smukke brune øjne og en perfekt lille næse. Hun var ret meget højere end mig. Og var klædt i en knælang turkis kjole.                                                                                                                                                                                                                 

”Hej!” hilste hun.                                                                                                                                                                                        

”Hvem er du?” spurgte jeg i chok.                                                                                                                                                                  

”Jeg er Armina. Prinsessen.” svarede hun.                                                                                                                               

”Hvordan?” spurgte jeg.                                                                                                                                                                                

”Ja altså, der er så kedeligt oppe på slottet. Så jeg fulgte efter dig. Du er den første, jeg nogensinde har set styre Austin på den måde. Kan du ikke, få ham til at respektere mig?” plaprede hun.                                                                                                                                                                                                                 

”Har du fulgt efter mig helt oppe fra slottet?” spruttede jeg. Hun nikkede.                                                                                         

”Hvad vil du så nu gøre?”                                                                                                                                                                          

”Hvem er Xenon?” spurgte jeg.                                                                                                                                                                    

”Du er godt nok stædig!” sagde Armina. ”Kongen. Og ja, han vil helt sikkert aldrig lade dig tage til De Vise.” Jeg forholdte mig i ro.                                                                                                                                                                                                                      

”Har du lyttet til hele samtalen?” Hun nikkede. Så var min plan altså spoleret. Hun ville helt sikkert sladre til sin far.                                                                                                                                                                                                                     

”Jeg er ikke en sladrehank.” sagde hun som svaret på mit indre spørgsmål.                                                                              

”Hvorfor? Det er jo din far.” spurgte jeg. Hun skød en klokkeklar latter op.                                                                                      

”Min far? Xenon er ikke min far. Giv mig lige det papir du fik af Alnor.” kommanderede hun. Jeg fandt papiret frem. Hvor meget havde den pige set?                                                                                                                                                                        

”Se her! Mit grundstof er nummer 18, Argon. Ikke noget sejt. Men det ligger i ottende hovedgruppe. Alle i ottende hovedgruppe er ædelgasser. Dem der har de her grundstoffer er kongelige. Den der har grundstoffet Xenon hedder altid Xenon og er altid konge. Ligesom Argon altid er en prins eller prinsesse. Mine biologiske forældre har ikke nogle specielle grundstoffer. Jeg bor på slottet, fordi jeg er i ottende hovedgruppe. Så er der også ’trappen.’ Du kan se den sorte takkede streg, der minder meget om en trappe. Alle dem der har grundstofferne på den farvede side bor på slottet. Resten bor her i byen. Men ikke Alnor. Hans grundstof er vigtigt. Derfor bor han også på slottet. Også andre så som tin og sølv.” forklarede hun mig i en lang smører.                                                                                                                                                                      

”Hvad med guld?” spurgte jeg. Hun smilede.                                                                                                                                      

”Austins grundstof er guld. Han nægter at bo på slottet. Men han får alt, hvad han vil have. Han er den eneste i verden med det grundstof. Det er yderst sjældent. Derfor gør Xenon alt, hvad han siger, selvom han egentlig hader ham.”                                                                                                                                                                                                                         

”Nå, men så kan du vel hjælpe mig. Jeg skal op til De Vise.” sagde jeg så viljestærkt, jeg kunne.                                                

”Jeg kan godt li’ dig.” sagde Armina.                                                                                                                                                           

”Så du vil altså gerne?” spurgte jeg.                                                                                                                                                          

”Du aner ikke hvor kedeligt, det kan være at bo der oppe.” hun gjorde tegn op mod slottet. ”Man har folk til at gøre alting for sig. Jeg har altid spekuleret på, hvordan det er udenfor denne by.” Jeg rynkede brynene.                                                                                                                                                                                                         

”Har du aldrig været udenfor den her by?” måbede jeg.                                                                                                                      

”Det må vi først, når vi bliver 20. De er simpelthen bange for, at vi afslører os.”                                                                                   

”Hvem er de? Du er prinsesse, du kan vel bestemme over dig selv.” sagde jeg.                                                                                

”Det er skam også min mening. Derfor vil jeg gerne tage med dig. Men på en betingelse.” hun smilede. Jeg så spørgende på hende. ”Vi skal have Austin med.”                                                                                                                                             

”Seriøst? Vi får aldrig ham med.” protestede jeg.                                                                                                                                   

”Jeg er ret sikker på, at du kan.” sagde Armina. Jeg sukkede. Så bankede jeg igen på døren til det røde hus. Døren gik ikke op. Kun en stemme derinde fra.                                                                                                                                                                

”Du kan godt gå igen.” Men jeg bankede på igen. Mor havde altid sagt, at jeg var en stille pige. Men med en stor vilje. Og det passede.                                                                                                                                                                                                       

”Luk så op! Lige nu afhænger du af at hjælpe mig med at finde min mor. For hvis du ikke gør det… så…” jeg løb tør for ord. Der lød en klukken bag døren.                                                                                                                                                                      

”Hvad gør du så?”                                                                                                                                                                                       

”Jeg vågnede op til denne verden for omtrent en time siden. Jeg kender ikke særlig meget til den. Men jeg kan mærke, at det passer. At alt det her ikke bare er en seriøst langt ude drøm. Min mor og far har overladt os til det her. Så kan det kun være muligt at finde frem til dem.” den sidste sætning lød kluntet. ”Kom nu. Jeg beder dig tage med mig og Armina op til De Vise. Kun det.”                                                                                                                                                                                                       

 

”Kun det?” døren fløj op. Austin så rasende ud. Min stærke vilje forvandt som dug for solen. ”Du ved intet om De Vise. De... man skal være meget forsigtig.”                                                                                                                                                             

”Men hvad kan De Vise overhovedet hjælpe mig med?” spurgte jeg.                                                                                                 

”At huske.” sagde Armina bag mig.                                                                                                                                                         

”Tag nu bare med!” tiggede jeg nærmest. ”Bare vis mig derhen. Så klare jeg mig selv derfra.”                                                 

”Jeg tager kun med, fordi jeg som kriger er tvunget til det.” hans stemme var hvislende.                                                           

”Som om. Som kriger er du ikke tvunget til at tage med os. Du er faktisk tvunget til at stoppe os.” grinede Armina.                                                                                                                                                                                                                                              

”Så det er det, jeg skal. Jamen det kan jeg da…” begyndte Austin.                                                                                               

”Stop, stop begge to! Hvis i overhovedet vil med. Så gør mig den tjeneste.” lagde jeg mig imellem dem. Armina stak næsen i sky, mens Austin skulede ondt ad hende. Fedt, vi skændtes allerede indbyrdes.                                                                                                                                                                                                                                                                                                          

 

”Pak jeres ting, og mød mig ved slotsporten om en time.” så smækkede Austin døren i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...