Elementers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Igang
Carabelle - eller Cara vågner op i byen Elementer, hvor hun til sin overraskelse finder ud af, at alle indbyggerne har et grundstof fra det periodiske system. De påstår også at hun faktisk selv hører til der. Men Cara har aldrig før hørt om byen. Hun kan kun huske lidt fra den nat. Natten hvor hun blev vækket af sin mor og far og sendt væk med beskeden om at passe på hendes lillebror Johan.

Hun vil finde sin mor og far igen. Og må dermed opsøge De Vise, selvom alle advarer hende mod det. Hun får den mystiske Austin til at hjælpe sig.

Tag jer ikke for meget af min trailer - er amatør på det punkt! ;)

11Likes
7Kommentarer
693Visninger
AA

6. Frygt har ingen grænse

Oppe på toppen blev vi mødt af en port. Den blev bevogtet af to vagter, de havde helt hvide kåber på. De stirrede ud i luften med helt sorte øjne uden regnbuehinder. Kun en enkel lille hvid pupil. De var skaldede og havde to lufthuller. Deres mund havde et stramt drag. Og de var meget blege. Jeg gøs indvendigt og havde igen Armina i hånden. Austin foran os havde ubevidst lagt hånden på bæltet.                                                                                                                                                                     

”Vi er kommet for at tale med Hydrogen.” sagde han roligt. Den ene er vagterne kiggede undersøgende på ham.                                                                                                                                                                                                              

”Vær hilset dreng af Elementer.” sagde han toneløst. ”Er du nu sikker? Du kan stadig nå at vende om?” Nu lød vagten håndende. Austins smil var grusomt.                                                                                                                                                      

”Ja, selvfølgelig. Han skal hjælpe denne pige med at huske.” han gjorde tegn mod mig.                                                            

”Det vil koste dyrt. Men følg mig.” vagten åbnede porten og regnede med, vi fulgte efter. Det gjorde vi. Inde bag porten var der tåget. Der lå ingen huse. Men fire sten med en sær skrift. De stod i en cirkel, og der stod en mystisk mand foran en hver. I midten på et alter sad endnu en mand bare med en guldkappe. Hans ansigt var rettet mod himlen. Og han sad i en mærkelig stilling, jeg ikke kunne finde hoved eller hale på.                                                                                                                     

”Herre Hydrogen. Der er gæster.” sagde vagten i et ærbødigt tonefald. Hydrogen rettede ansigtet mod os. Jeg gispede. Hans øjne var helt igennem sorte.                                                                                                                                                           

”Han er kun ond, derfor er hans øjne sorte. De andre har stadig et lille pift af godhed.” hviskede Armina mig i øret. Hydrogen smilede.                                                                                                                                                                                                     

”Jamen velkommen.” sagde han.                                                                                                                                                               

”Vi takker. Vi vil gerne, hvis du vil hjælpe Cara her, med at huske hvad der skete en aften for fire dage siden.” sagde Austin.                                                                                                                                                                                                                           

”Med glæde!” smilede han. ”Men kun hvis jeg får noget til gengæld.” Jeg sank en klump.                                                           

”Hvad vil du have?” jeg sagde det, så jeg lød stærk.                                                                                                                         

”Hmm…” han rejste sig og gik hen mod os. For hvert skridt han tog, følte jeg at mit mod sank mere og mere. Han grinede.                                                                                                                                                                                                         

”Det er længe siden, vi har haft gæster her. Måske omkring de fyrre år? Så hvorfor forhaste os?” Han stod nu foran mig og Armina. Austin stilte sig imellem.                                                                                                                                                                

”Sig nu bare, hvad du vil have.” sagde han koldt. Hydrogen lukkede øjnene. Han var stille i lang tid. Jeg troede helt, at han måske sov. Men så slog han øjnene op.                                                                                                                                                    

”Jeg vil ikke have guld, ædelsten eller penge. Jeg vil have noget mere værdigfuldt. Der er nemlig noget, jeg ikke har følt i flere århundrede. En følelse. Jeg gad vide, om det kan lade sig gøre.” han så drømmende ud.                                                                                                                                                                                                                       

”Vil du have vores kærlighed?” spurgte jeg rædselsslagen.                                                                                                                                                                                               

”Nej, det tog jeg hos ham den sidste. Det var et hårdt år for mig. Jeg har også før taget deres mod. Det var nu fint nok. Men jeg var lidt overmodig. Før har jeg taget deres ungdom. Det var sjovt at være ung igen. Men jeg var vist meget ustyrlig.” Jeg kunne se, at han tænkte mange århundreder tilbage.                                                                                                                                                                                                                             

”Så du prøver altså grænser af?” det var første gang, Armina sagde noget.                                                                                         

”Ja, det kan man vel godt sige.” svarede Hydrogen.                                                                                                                              

”Sig nu bare, hvad du vil have?” udstødte jeg pludselig.                                                                                                                     

”Jeres frygt!” hans ord gav genlyd i mit hoved. Kastede mine tanker rundt.                                                                                

”Vores frygt?” gentog Armina.                                                                                                                                                                       

”Jeg har ikke følt frygt længe. Som sagt, en udfordring. Jeg vil dog kun have jeres frygt for en måned.” sagde han ondt. ”I må selv bestemme, hvordan i fordeler det rundt på jer. Bare jeg får tre måneder.” Han stirrede.                                                                                                                                                                                                                          

 

”Jamen, en måned hver?” spurgte jeg med rystende stemme. Austin rystede på hovedet.                                                                                                                                                                                                                                                                                    

”Vi ved ikke, hvor vi skal hen efter dette. En af os må styre de andre. Uden frygt kan man gøre alverden. Derfor tager jeg to måneder. Armina kan tage en. Cara. Du skal kunne tænke klart. Det er dine forældre, der skal reddes.” hans ord var uden følelser.                                                                                                                                                                                                           

”Han har ret.” indrømmede Armina tappert.                                                                                                                                             

”Men… men…” jeg var pludselig på grådens rand. ”Det her er mit projekt ikke jeres. Jeg må…” Jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at jeg nok skulle tage det hele. For mit indre billede så jeg mor, far og Johan for mig. Deres fremtid afhang af mig. Jeg måtte ikke svigte. Armina rakte mig en serviet. Jeg kiggede undrende på hende. Men opdagede så de løbske tårer. Jeg tørrede dem hurtigt væk med ærmet og takkede nej.                                                                                                                                  

”Slap af ik’ os! Det kan umuligt være så svært.” sagde Austin. Men jeg kunne godt se det på ham. Han mente det ikke.                                                                                                                                                                                                            

”Austin, lad nu hver med at opføre dig som om, du ingen følelser har.” sagde jeg.                                                                         

”Vi er klar.” sagde han bare. Hydrogen udstødte en spændt lyd.                                                                                                         

”Austin, ned til den norlige sten. Armina, den sydlige. Cara kommer med mig ind i midten. Vi udfører det hele på en gang. Vi gjorde alle, hvad vi blev bedt om. Inde på midten lagde jeg mig på alteret. Det var iskoldt. Hydrogen smilede glædeligt. Han lagde sig på knæ og kiggede mod himlen.                                                                           

 

”Guldte alter på bakken Bar,                                                                                                                                                                     

viser os fortid som, den var.                                                                                                                                                                         

Tag så derfor deres følelse frygt,                                                                                                                                                                     

så de i  deres næste måneder, vil opføre sig lidt for trygt.”                                                                                        

 Et lysskær skød over bakketoppen, og jeg huskede det hele:

Den nat. Jeg vågnede ved lyden af mors skrækslagne stemme.                                                                                                     

”Carabelle min skat, Carabelle!” hun ruskede brutalt i mig.                                                                                                            

”Mor?” spurgte jeg bekymret. Hun tog min dyne af og så mig dybt og alvorligt i øjnene.                                                                  

”I må afsted, dig og din bror!” hun lød stærk. Jeg holdt fast om hendes håndled.                                                                       

”Hvorfor?” tårerne pressede på. Jeg kunne mærke, at der var noget helt galt.                                                                               

”Det kan jeg desværre ikke fortælle dig. Men du vil finde ud af det senere. Når tiden er inde. Men lov mig at passe på Johan uanset hvad!”                                                                                                                                                                                                 

”Men men…” min stemme knækkede over. ”Men mor!”                                                                                                                       

”Lov mig det!” beordrede hun. Jeg nikkede hysterisk. Hun kyssede mig så hurtigt på panden og hjalp mig ud af sengen. Hun tog min hånd og trak mig ud i entreen, hvor far og Johan ventede. Far så lige så forstyrret ud som mor. Det var ikke til at finde hoved og hale på noget som helt. Da Johan så mor, løb han grædende hen og omfavnede hende. Jeg gik over til far og gav ham et varmt knus. I nogle få sekunder tillod vores lille familie sig at lade tiden stå stille. Men det var alt for hurtigt overstået. Det lød en glinsende lyd bagerst fra huset. Lyden af metal der gik i tu.                                                                                                                                                                                                                               

”Det er nu Nana. Felix kommer!” fars øjne spilede op og mit hjerte slog med 100 kliometer i timen. Mor satte sig ned på hug og tog mig og Johan i hver sin hånd.                                                                                                                                                         

”Jeg elsker jer uendeligt højt! Lov mig at passe på hinanden!” en løbskt tåre trillede ned over hendes kind. Jeg rakte hånden ud for at tørre den væk. Men i det samme åbnede far døren, og mor skubbede os ud. Hendes ansigt var fyldt af sorg.                                                                                                                                                                                                                  

 

”Nej! Vi bliver! Mor! Far!” skreg jeg. Det sidste jeg så, var hvordan far knugede grædende mor ind til sig.

Jeg tog Johan i hånden, og så løb vi. Da han blev træt, bar jeg ham. Sådan gik vi i mange timer. Det eneste jeg vidste var, at vi skulle så langt væk fra huset så muligt. Vi mødte ingen på det tidspunkt. For vi boede langt ude på landet. Vi var til sidst meget trætte og slog os derfor ned bag en stor sten. Vi faldt hurtigt i søvn. Men det næste jeg husker er, at jeg vågner. En høj dreng står med hånden strakt frem mod mig. Bydende. Jeg tager den.

Jeg slog øjnene op. Drengen havde været Austin. Hydrogen stod med et tvivlende ansigt bag mig.                                          

”Austin? Armina? Jeg husker! Felix! Ved i hvem det er? Han har mine forældre! Jeg er sikker!” min stemme knækkede til sidst over. Så dukkede de begge to op på hver min side. De smilede og trak mig væk fra alteret. Austin havde mig i sine arme, mens vi flygtede. Mit hoved føltes tungt, og jeg var pludselig rigtig træt. Jeg så nærmest gennem en tåge, da de uden frygt nedkæmpede  mændene og vagterne ned en efter en. Bag mig hørte jeg Hydrogen græde og hyle af frygt. Inderst inde vidste jeg, at de næste måneder ville blive hårde. Men lige nu, her i armene på Austin. Ja, jeg må indrømme, at jeg lagde mig til at sove. Tryg og tilfreds med min nye viden.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...