Elementers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Igang
Carabelle - eller Cara vågner op i byen Elementer, hvor hun til sin overraskelse finder ud af, at alle indbyggerne har et grundstof fra det periodiske system. De påstår også at hun faktisk selv hører til der. Men Cara har aldrig før hørt om byen. Hun kan kun huske lidt fra den nat. Natten hvor hun blev vækket af sin mor og far og sendt væk med beskeden om at passe på hendes lillebror Johan.

Hun vil finde sin mor og far igen. Og må dermed opsøge De Vise, selvom alle advarer hende mod det. Hun får den mystiske Austin til at hjælpe sig.

Tag jer ikke for meget af min trailer - er amatør på det punkt! ;)

11Likes
7Kommentarer
704Visninger
AA

1. Elementer

 

 

Jeg vågnede og mærkede straks, at jeg lå i en seng. Dejlig blød og den duftede svagt af lavendel. Jeg smilede for mig selv og holdt øjnene lukket. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. Jeg var bare inde i en lykkebobel. Men lige så hurtigt som den var kommet, sprang den. Jeg huskede.                                                               

Mit værelse. Mors skrækslagne stemme. ”Carabelle min skat, Carabelle!”, ”I må afsted, dig og din bror!” ”Men men…” min stemme knækkede over. ”Men mor!”  Entreen. Johan græder og omfavner mor. Fars blik. Lyden! ” Han kommer!” Mor det græder. ”Lov mig at passe på hinanden!”, ”…kan jeg desværre ikke fortælle dig. Men du vil finde ud af… Når tiden er inde!”,  ”…passe på Johan uanset hvad!”  Døren der lukkede, da mor skubbede os ud.

Det hele strømmede ind over mig. Jeg slog øjnene op. Johan. Hvor var Johan? Jeg satte mig op. Jeg befandt mig i et lille værelse med murstenvægge. Mere kiggede jeg mig ikke omkring, for i det samme fik jeg øje på døren. Jeg kom hurtigt ud af sengen og tog i den. Men den var låst. Jeg kiggede mig tilbage i værelset. Indrettet med tunge møbler, bl.a en sofa samt en lænestol ved sengen. Det lille sengebord var proppet med blomster, og der stod flere henne på et lillesofabord.                                                                                                                                                                                                                                               

”Hallo!” råbte jeg af fuld hals. ”Luk mig ud!” Hvor var jeg? Måske på en sindssygeanstalt? Eller et børnehjem? Til min overraskelse lød der nøgler udefra, og døren blev låst op. En lille mand kom til syne. Han smilede venligt til mig. Mens jeg skulede bare mistroisk igen.                                                                                                                                                                      

”Hvor er jeg?” Han inorede mig og lukkede omhyggeligt døren efter sig. Han havde en mappe med. Han gik direkte over og satte sig i sofaen. Jeg overvejede kort bare at smutte. Men kom straks på andre tanker. Jeg kendte jo ikke stedet her. Han var min eneste hjælp.                                                                                                                                                                                  

”Hvem er du?” prøvede jeg igen. Men han reagerede ikke. Måske var han døv?                                                                              

”Sætter du dig ikke ned?” spurgte han pludselig. Jeg trak tøvende lænestolen hen overfor ham. Han smilede venligt, da jeg satte mig.                                                                                                                                                                                                      

”Godt så! Velkommen Carabelle Smith. Til vores by Elementer!” startede han.                                                                         

”Hvor er min bror?” spurgte jeg.                                                                                                                                                                

”Først det vigtige.” svarede han. ”Det nødvendige!”                                                                                                                                     

”Det vigtige?” spruttede jeg. ”Min bror er ikke…”                                                                                                                                                                                                           

”Jeg sagde senere!” nu lød manden hård, hvilket fik mig til at tie. Smilet vendte tilbage igen.                                                   

”Nå, men du er altså fundet på en øde landevej lidt uden for Fredericia. Sammen med din 9 årige bror Johan Smith. Du er selv 14 og har boet med dine forældre Nana og Lauge hele dit liv.”                                                                                             

”Undskyld, men hvorfra ved du alt det her?” spurgte jeg forsigtigt. Han slog en latter op, så jeg gav et lille spjæt fra mig.                                                                                                                                                                                                                         

”Det står skam i denne mappe.” svarede han. Jeg kiggede undrende på ham hen over blomsterne. ”Forklarelse kommer senere.” Jeg tog en dyb indånding og holdt mig i ro. ”Men fortæl mig nu om, hvad det skete den nat.”                                                                                                                                                                                                                 

”Øhmm… jeg kan ikke rigitg huske det.” jeg gned mig på panden. ”Kun at min mor kom og sagde, at vi skulle af sted…” Manden så pludselig ivrig ud.                                                                                                                                                                 

”Hvad mere? Du kan godt huske det!” sagde jeg til mig selv. ”Vi blev skubbet ud af døren!”                                                          

”Og hvad mere? Hvorfor skulle i afsted?” spurgte han.                                                                                                                            

”Der kom en? Tror jeg nok… måske ikke. Vi skulle væk meget hurtigt.” sagde jeg. ”Men det bagefter tror jeg nok… vi gik, og det var koldt. Det blæste. Om natten da vi sov, kom en høj dreng. Han tog os med sig. Mere kan jeg ikke huske.” Manden så irriteret ud.                                                                                                                                                                                                          

”Du så ikke denne person?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet. Han sukkede.                                                                       

”Må jeg nu vide, hvor min bror er?” spurgte jeg.                                                                                                                                       

”Nej, der er mere Carabelle.” smilede manden. Jeg skulede.                                                                                                            

”Ikke Carabelle! Kald mig bare Cara, ligesom alle andre jeg kender!” insisterede jeg. ”Men nu vil jeg altså se min bror. Jeg lover dig for, jeg siger ikke et ord mere, før jeg har set min bror.”                                                                                               

”Carabelle… Cara.” han vidste for første gang tegn på bekymring. ”Det her er vigtigere.” Jeg udstødte en utilfreds lyd og spurtede så hen til døren. Han nåede knapt nok at rejse sig, før jeg var ude ad den. Ude på en lang gang. Jeg satte staks i løb. Han råbte efter mig. Men jeg styrtede videre. Så skete noget mærkeligt. Gangen fyldtes med vand. Eller kun der hvor jeg løb. Det gennemblødte hele min krop på nær mit hoved. Nu kunne jeg ikke løbe særligt hurtigt. For de fleste ved vel, hvordan det er at prøve at løbe i vand. Jeg opgav til sidst. Manden kom langsomt ned mod mig. Hans ene hånd var rakt frem mod mig. Han grinede.                                                                                                                                                                                        

”Du er en lumsk lille pige, hva?”                                                                                                                                                                  

”Hvad sker der?” råbte jeg og vred mig. Han sukkede og knipsede. Vandet bredte sig op til min mund. Hvilket gjorde jeg ikke kunne tale. Så jeg måtte nøjes med at se sur ud.                                                                                                                                  

”Det var sådan set det, jeg skulle til at forklare dig.” himlede han. ”Altså du lever ikke i den verden, du tror. Jeg hedder Clayton. Mit element eller grundstof er chlor.” Clayton var jo rablende sindssyg. Jeg vred mig hysterisk. Men han smilede bare udmattet.                                                                                                                                                                                                

”Du ved sikkert godt, at der er chlor i vand. Det er derfor, jeg kan gøre dette her.” han stod lidt og forventede, at jeg svarede. Jeg gloede bare på ham. Først nu gik det op for ham, han skød igen sin latter op.                                                                                                                                                                                                               

”Nårhh ja. Typisk mig, gøre folk stumme og glemme det. Nu skal jeg.” han viftede med hånden, og vandet trak sig tilbage, så det kun var om mine ben.                                                                                                                                                                                     ´                            

”Du er jo sindssyg. Slip mig fri!” jeg vred mig endnu mere. Han sukkede og tog sig til panden.                                                  

”Skal du virkelig have flere beviser?”                                                                                                                                                     

”Tror du jeg hopper på, at der findes folk med evner som grundstofferne fra det periodiske system?” spurgte jeg.                                                                                                                                                                                                                         

”Hvis jeg viser dig din bror? Lover du så at være mere samarbejdsvillig?” spurgte han. Jeg nikkede. Så knipsede han igen, og vandet forsvandt. Han begyndte at gå ned ad gangen. Jeg fulgte forundret efter. Jeg var helt igennem tør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...