Elementers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Igang
Carabelle - eller Cara vågner op i byen Elementer, hvor hun til sin overraskelse finder ud af, at alle indbyggerne har et grundstof fra det periodiske system. De påstår også at hun faktisk selv hører til der. Men Cara har aldrig før hørt om byen. Hun kan kun huske lidt fra den nat. Natten hvor hun blev vækket af sin mor og far og sendt væk med beskeden om at passe på hendes lillebror Johan.

Hun vil finde sin mor og far igen. Og må dermed opsøge De Vise, selvom alle advarer hende mod det. Hun får den mystiske Austin til at hjælpe sig.

Tag jer ikke for meget af min trailer - er amatør på det punkt! ;)

11Likes
7Kommentarer
758Visninger
AA

2. Alnor

Han fulgte mig gennem en labyrint af gange og ind i et rum. Rummet var magen til det, jeg havde ligget i. Bare med mange gange flere blomster. Johan lå ikke i sengen. Men sad derimod på gulvet og legede med en fjernstyret bil. Han sendte mig et blendende smil, da jeg kom ind. Jeg fejede ham op i mine arme. Holdt ham tæt ind til mig.                                                                                                                                                                                                              

”Auv!” protesterede han. ”Du krammer jo sygt hårdt.” Han vristede sig fri.                                                                                          

”Har du det okay?” spurgte jeg.                                                                                                                                                               

”Selvfølgelig.” svarede han. ”Det her sted er mega sejt. Alle kan trylle! Også ham der.” Han pegede på Clayton. ”Og jeg har fået gaver af alle i byen! De syntes også det er synd at mor og far…” han gik i stå og så et øjeblik trist ud.                                                                                                                                                                                                                           

”Hør her.” sagde jeg indtrængende. ”Der findes ikke magi.” Nu så Johan smilende på mig.                                                           

”Der er noget, jeg må vise dig.” så tog han mig i hånden og trak mig med ud af døren.                                                          

”Jamen…” mumlede jeg. ”Hvor længe har jeg været bevidstløs?”                                                                                                       

”3 dage.” oplyste han mig. Han førte mig ind på et kontor, hvor en mand sad bag nogle store stakke med papirer. Han så ret streng ud. Lettelsen skyllede ind over mig. Et normalt menneske.                                                                                                      

”Alnor? Vil du ikke vise Cara, hvad du viste mig?” spurgte Johan.                                                                                                     

”Hmm… du ved godt, at jeg har travlt.” svarede manden Alnor.                                                                                                     

”Undskyld, men hvis du kunne forklare mig, hvor jeg befinder mig.” brød jeg ind. Alnor rejste sig og gik roligt om foran skrivebordet.                                                                                                                                                                                                   

”Er du Johans eftertragtede søster, Carabelle?” spurgte han høfligt.                                                                                               

”Ja, men vil du ikke nok overbevise hende! Hun tror ikke på alt det der med elementer.” tiggede Johan. Der brød et lille smil frem på mandens læber.                                                                                                                                                                         

”Okay, men dog kun hurtigt.” overgav han sig. Af en eller anden grund sagde jeg ikke noget. Jeg var lidt nysgerrig.                                                                                                                                                                                                       

”Jeg ved endnu ikke, hvor meget du har set eller fået af vide. Men nu får du det hele. Denne her by er kun befolket med Elementers. Elementers er et folk, hvor vært af os har et af de cirka indtil videre 116 grundstoffer. Du kender sikkert grundstofferne fra fysik. Det er dem der bygger alting. Jeg har personligt grundstoffet aluminium. En solid metalart. Det er grundstof nummer 13 og ligger meget tæt ved ’trappen’.” Jeg gloede bare på ham.                                                                                                                                                                                                                

”Jeg kan se du ikke er overbevidst.” sagde han. ”Prøv at gå hen og tage i døren.” Jeg gik langsomt hen og tog i døren. Den var låst.                                                                                                                                                                                                             

”Der er aluminium i håndtaget. Jeg kan der med efter ejet behov låse og åbne den.” han smilede tilfreds.                                                                                                                                                                                                                

”Det er jo fup. Det er sket udefra.” påpegede jeg.                                                                                                                                  

”Du er ikke så let at overbevise, hva?” sagde Alnor. ”Rummet her er bygget specielt til mig. Væggene og gulvene er også af aluminium.” Jeg fnøs. Men så begyndte rummet pludselig at skrumpe. Jeg skreg. Johan for hen til mig, og vi knugede hinanden. Rummet blev ved med at skrumpe. Der var kun lige plads til os. Alnor stod lige foran os med en næsten lukket hånd.                                                                                                                                                                                                              

”Bare rolig.” sagde han. ”Jeg har det under kontrol.” Han legede lidt med det, så rummet blev mindre og større skiftevis.                                                                                                                                                                                                            

”Okay! Jeg tror dig.” endte det med, jeg hylede op. ”Jeg tror dig.” Og det var sandt. Jeg troede ham. Jeg havde bare været for indelukket, til at ville indrømme det. Måske havde jeg faktisk troet dem hele tiden, men indså det først nu? Rummet blev normalt igen, og Alnor tog plads bag skrivebordet.                                                                                                                                 

”Er det så derfor, du hedder Alnor, og Clayton hedder Clayton? Aluminiums forkortelse er Al, og chlors er Cl?” gik det op for mig.                                                                                                                                                                                                                   

”Du lader til at være en intelligent pige.” sagde Alnor. ”Jeg mærker dig som stærk.” Jeg tøvede lidt ved mit næste spørgsmål.                                                                                                                                                                                                     

”Ved du, hvad der skete den aften for 3 dage siden?” alligevel kom det.                                                                                              Alnor blev øjeblikligt alvorlig og sagde: ”Desværre, det ved ingen ind til videre. Du må huske. Jeres mor og far gav os kun kort besked, dagen forinden det skete. De vidste godt, de snart skulle forlade jer. Kun derfor fik vi fundet jer. Vi er blevet bedt passe på jer, til de vender tilbage.” Alnor lød tvivlende ved de sidste ord.                                                                                                                                                                                                                   

”Så de vender altså tilbage!” udbrød Johan. ”Jeg vidste det!” Han grinede lykkeligt.                                                                      

”Men! Hvordan kender de til denne verden?” spurgte jeg nervøs over svaret.                                                                                                                                                                                                             

”Ja, I er også en del af denne verden. I har bare ikke lært den at kende før nu.” Jeg sank en klump. Der var stille i lokalet et kort øjeblik.                                                                                                                                                                                                       

”Ej hvor nice! Helle for ild!” jublede Johan. Et lille smil skød frem på mine læber.                                                                                                                                                                                                                 

”Der findes ikke et grundstof for ild.”                                                                                                                                                            

”Man vælger ikke selv sit grundstof.” belærte Alnor. ”Jeg er født med aluminium.”                                     

”Men hvordan vidste dine forældre så, at du skulle hedde Alnor?” spurgte jeg.                                                                                                                   

”Når vi bliver født, ved ens mor det pludselig.” Alnor trak på skuldrene. Så åbnede han en skuffe og fandt et stykke papir frem. Han rakte mig det hen over skrivebordet.                                                                                                                                                      

”Det er det periodiske system.” konstaterede jeg.                                                                                                                                                                                                                    

”Gå i nu tilbage til jeres værelser og kig på det.” sagde Alnor. Jeg nikkede kort og begyndte at trække Johan med mig hen mod døren.                                                                                                                                                                                                       

”Alnor, må jeg spørge dig om en sidste ting?” spurgte jeg, da vi stod i den nu oplåste dør. Han nikkede.                                                                                                                                                                                                       

”Hvem var det, der fandt os?” Alnor tøvede kort ved mit spørgsmål.                                                                                                                                                                                                    

”Det er skam bare en af vore krigere.” svarede han henkastet.                                                                                                                

”Hvad hedder han?”                                                                                                                                   

”Austin.”                                                                                                                                                                                                            

 

”Okay, tak!” så smuttede mig og Johan tilbage til værelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...