Elementers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 29 maj 2013
  • Status: Igang
Carabelle - eller Cara vågner op i byen Elementer, hvor hun til sin overraskelse finder ud af, at alle indbyggerne har et grundstof fra det periodiske system. De påstår også at hun faktisk selv hører til der. Men Cara har aldrig før hørt om byen. Hun kan kun huske lidt fra den nat. Natten hvor hun blev vækket af sin mor og far og sendt væk med beskeden om at passe på hendes lillebror Johan.

Hun vil finde sin mor og far igen. Og må dermed opsøge De Vise, selvom alle advarer hende mod det. Hun får den mystiske Austin til at hjælpe sig.

Tag jer ikke for meget af min trailer - er amatør på det punkt! ;)

11Likes
7Kommentarer
692Visninger
AA

4. Afsted

Slotsporten var den eneste udgang ud af den lille by Elementer. Vi kom kun ud, fordi Austin kendte vagten og fik afledt ham. Men så var der også det. At Austin trak en mand med sig rundt. Han så ret gammel og slidt ud, men smilede. Jeg smilede igen. Da vi kom uden for porten, spurgte Armina om det: ”Hvorfor ” ’bip bip bip’” har du taget Rasse med?”                                                                                                                                                                                                             

”Joh, altså jeg fortalte bare vagten, at vi skulle ud og øve.” Jeg så spørgende på ham. ”Rasse er min læremester. Han lærer mig at kæmpe. Det har alle krigere. Ellers var vi aldrig kommet ud.” Han smilede skævt. Rasse rømmede sig og rettede på sin habit.                                                                                                                                                                                                         

”Navnet er Bodil Rassanelsen Daila Munama Christiansen. Grundstoffet er det femte, Bor. Jeg ligger på den gode side af trappen og træner Austin i at kæmpe og bruge sit element guld.” præsenterede han sig. Jeg gloede på den halvgamle mand. Slidt med en masse gamle skræmmer.                                                                                                                               

”Jamen jeg hedder Cara Smith. Dejligt at møde dig, Rasse.” jeg følte en vis respekt for den gamle.                                          

”Åh ikke også dig. Det breder sig så forfærdeligt.” Rasse lød ulykkelig.                                                                                         

”Hvad nu?” spurgte jeg. ”Hvad har jeg gjort?” Austin sukkede.                                                                                                             

”Er du venlig at kalde mig Mr. Rassanelsen?” spurgte manden med et spinkelt håb.                                                                   

”Ja da, selvfølgelig.” svarede jeg. Manden smilede og viste os sin manglende fortand. Vi stod foran en kæmpe plæne med en masse træer. Kun en enkel grusvej med biler der skulle ind og ud fra Elementer.                                                                                                                                                                                                                                    

”Nå, men vi skal til venstre. Hvis vi går indtil i aften og går videre i morgen. Når vi frem ved eftermiddagstid.” sagde Austin og holdte Rasse for munden. Han tyssede på os, da jeg åbnede munden. Rasse vred sig. Austin holdt bare godt fast og begyndte at gå. Mig og Armina fulgte forundret efter. Rygsækken hang på min ryg. Da jeg var kommet tilbage på slottet, havde jeg pakket mad og sovepose. Ikke rigtig andet. Kun det mest nødvendige. Det hele gik så hurtigt. Det var ikke længe siden, jeg bare levede hjemme trygt med mor, far og Johan. Jeg havde sagt til Johan, at jeg ville tage på en lidt længere tur ned til byen. Det var hårdt at forlade ham, vores familie var nok adskilt i forvejen. Men han ville bare være en klods om benet. Og det værste var, at han snart ville finde ud af, at jeg havde løget for ham.                                                                                                                                                                                                                          

”De Vise. Hvem er de?” spurgte jeg efter lidt stilhed.                                                                                                                          

”Engang for længe siden” begyndte Armina. ”da kongeriet blev stiftet, var der uenighed over, hvilken hovedgruppe der skulle herske. Det var især første og ottende hovedgruppe, der ikke kunne blive enige. Men de fleste syntes nu, det skulle være den ottende. Og kun få det ville have, at det skulle være den første. Lederen af første hovedgruppe var Hydrogen. Hydrogen er det første grundstof i det periodiske system. Hans tilhængere var de andre fra første hovedgruppe. Da Xenon så fik kongedømmet, svor Hydrogen og hans tilhængere, aldrig at ville sætte en fod i Elementer igen. Da de gjorde det, kan man sige, at det mørke ligesom overtog dem fuldt ud. Han blev overvældet af mørk magi. Den magi skal hjælpe dig med at huske.”                                                                                                                                                                                                              

”Men er han ikke…” tøvede jeg.                                                                                                                                                                 

”Ja, han går vist får at være lidt af en gnavpot.” sagde Armina.                                                                                                            

”Hjælper han tit folk som os?” spurgte jeg nervøs over svaret.                                                                                                         

”Nej, det er kun sket få gange før. Og hver gang forlanger han noget til gengæld.” brød Austin ind.                                       

”Hvad?” spurgte jeg.                                                                                                                                                                                     

”Det allermest værdifulde man har.” Vi var nu oppe på en bakke og kunne næsten ikke se byen mere. Sådan gik vi længe i stilhed. Mens jeg spekulerede på, hvad han mon ville tage. Armina havde guld øreringe i? Eller måske Austins våben? Han havde en ret stor dolk i sit bælte. Jeg havde selv en halskæde fra min dåb. Der hang et lille vedhæng i, hvorpå der stod: you will always be in my heart. Det var mit kæreste eje. Da vi kom langt væk fra bakken, slap Austin, Rasse.                                    ”Hør her! Har jeg ikke sagt, at det er yderst, jeg mener yderst farligt. De Vise har svoret aldrig at komme til Elementer mere. De er ikke til at stole på!” han lød ophidset. Austin havde stadig et fast greb om hans håndled.                                                                                                                                                                                                             

 

”Du er ikke født kriger. Det er derfor, du aldrig er blevet lydig. Vi ved alle, at du kun blev kriger, fordi Xenon gør alt for dig. Og nu tager du til De Vise.” Rasse prustede men stødte ikke i mod.

Dagen gik, og vi slog lejer ved en lille bæk. Vi var alle godt sultne. Rasse lavede en lidt tynd gryderet ud af de få madvare, som Armina havde taget med. Min mave rumlede ivrigt, da tallerkenen blev sat foran mig i græsset. Jeg havde sat min på den udbredte sovepose, og vi sad alle i en lille rundkreds rundt om et lille opladendne komfur.                                                                                                                                                                                                                                        

”Vores plan er, at I lader mig føre ordet. Ellers lær og lyt.” sagde Austin tilfreds.                                                                             

”Vores plan?” udstødte Armina.                                                                                                                                                                 

”Din plan.” tilføjede jeg.                                                                                                                                                                               

”Hør her! Det nytter ikke noget. Man må være truende og stærk.” forsikrede Austin.                                                                   

”Stærk og truende?” grinede Armina.                                                                                                                                                        

”Kan vi ikke lade Mr. Rassanelsen føre ordet?” spurgte jeg. Rasse så op.                                                                                         

”Nej, jeg tager ikke med derind.” svarede Rasse fast. Jeg sukkede.                                                                                                     

”Jeg kan også bare tage derind selv. Det er min mor og far. Jeg kan ikke være skyld i, hvis der sker jer noget.”                                                                                                                                                                                                           

”Ikke alt det der åndsvage pladder om skyldfølelse. Vi har jo selv valgt det.” sukkede Austin.                                                        

”Det er da meget sødt.” smilede Armina. Sådan gik den aften. Jeg fik vist spist en hel del. Til sidst lagde vi os. Jeg tænkte meget på Johan. Han måtte være ked af det. Men han var tryg. Det var det bedste. Længe lå jeg. Jeg kunne se at, både Armina og Rasse sov. Jeg lukkede insisterende mine øjne. Men så begyndte en træls pivlyd. Den blev ved. Jeg åbnede øjnene og så mig søgende omkring. Austin sad bøjet over dolken, og sleb den med et skæfte.                                                                                                                                                                                                         

”Hey, der er faktisk nogle, der prøver at sove her.” brokkede jeg mig. Austin inorede mig.                                                                                                                                                                                                                

”Jeg sagde faktisk, du skulle stoppe.” jeg rakte tøvende hånden frem for at stoppe ham.                                                                

”Det er ikke smart at få en hånd for tæt på en kniv.” sagde han.                                                                                                       

”Ja,” jeg trak hånden til mig. ”men jeg skal sove. Være frisk til i morgen.”                                                                                           

”Så sov.”                                                                                                                                                                                                             

 

”Det er ret umuligt for den lyd.” mukkede jeg. Han holdt op og lagde dolken fra sig.                                                                      

”Du er stædig, hva’?”                                                                                                                                                                                    

”Det var da dig, der ikke ligefrem startede venligt ud.”                                                                                                                          

”Jamen så hej! Jeg hedder Austin og har grundstoffet guld. Jeg får alt, hvad jeg vil have, fordi jeg er en sjældenhed.” han smilede over ordet. Jeg rynkede brynene.                                                                                                                                            

”Hvad kan man med grundstoffet guld?” spurgte jeg nysgerrigt. ”Altså, kan du finde det? Eller bestemme over det? Eller måske skabe det?” Austin så tvivlende ud.                                                                                                                                            

”Årh kom on! Jeg gør ikke noget.” prøvede jeg.                                                                                                                                       

”Det…” han rakte en hånd frem med håndfladen op ad. Han bevægede på en sitrende måde fingrene. Jeg gloede måbende på. Det slog gnister, og en lille gylden klump tog form i hans hånd. Den blev større, jo mere han bevægede fingrene. Han stoppede, da det var på størrelse med en bordtennisbold. Uden at tænke rakte jeg en hånd ud efter guldklumpen. Men han trak det hurtigt til sig.                                                                                                                                                                                      

”Jeg forstår ikke… du kan blive rig! Du kan tjene kassen.” sagde jeg.                                                                                             

”Sådan er det med alle. Tanken om rigdom betyder alt.” han knuste guldklumpen, og den blev til små sten.                                                                                                                                                                                                             

”Undskyld. Men du kan da bare lave et større stykke. Hvis De Vise vil havde det mest værdigfulde… så er den klaret.” jeg smilede glad over min opdagelse.                                                                                                                                                           

”Jeg tror ikke, du forstår. De Vise vil ikke have værdiggenstande. De vil have, det bedste du har. Det kan være kærligheden. Der er folk, der er fundet sindssyge efter at have været hos De Vise.” forklarede Austin koldt.                                                                                                                                                                                                           

”Hvorfor tager vi så derop?” hviskede jeg. ”Der må være andre måder.”                                                                                                                                                                                                          

”Der er ikke andre måder.” Austins stemme var som jern. Armina bevægede sig i søvne. Jeg tyssede på ham.                                                                                                                                                                                                                  

”Det er derfor, I ikke kan tage med.” hviskede jeg videre.                                                                                                                  

”Inden vi bliver lukket ind, skal vi også forbi noget andet. Nogle væsner.” sagde Austin.                                                        

”Hvilke væsner?” spurgte jeg.                                                                                                                                                                   

”Det vides ikke. De sindssyge har beskrevet dem som farlige, udspekulerede og så videre.” svarede han.                                                                                                                                                                                                             

”Okay, nu giver du mig mareridt! Godnat.” skyndte jeg mig at sige. Jeg lagde mig ned.                                                                                                                                                                                                                

”Det er typisk. Det mindste tegn på fare og I mennesker flygter.” grinede Austin koldt.                                                                        

 

”Må jeg minde dig om, at jeg faktisk er lige så meget en Elementers som dig.” Så lukkede jeg mine øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...