Forladt

Denne historie fik jeg 12 for til min afgangseksamen, og jeg kunne super godt tænke mig at blive forfatter - så kom endelig med noget respons. Jeg tager gerne imod konstruktiv kritik :-)

0Likes
0Kommentarer
116Visninger

1. Forladt

Forladt

Øjnene stirrer. De stirrer på mig. De store, tomme glasøjne. Der er intet bag dem. Jeg lukker øjnene for en kort stund, og da jeg åbner dem igen, kigger jeg forvirret rundt på badeværelset. Jeg kigger igen ind i spejlet, og fanger mit spejlbillede igen. Det stirrer uhyggeligt på mig igen. Er det virkelig mig? Er det virkelig mig selv, der står der? Det må det jo være, men det føles ikke sådan. Hver eneste gang jeg kigger til siden, er det som om spejlbilledet holder blikket lidt længere. Bare et sekund. Jeg føler ikke, det er mig. Det er en anden, der står og kigger på mig gennem en blank glasplade. Jeg står helt stille foran spejlet. Jeg kan se, at min hånd inden i spejlet lige så stille glider op mod min hals. Hånden tager fat om den, og begynder at presse. Jeg bliver kvalt inden i spejlet. Jeg hiver pludselig efter vejret. Jeg går panikslagent et skridt tilbage, og ryster på hovedet. Nu står spejlbilledet stille igen. Jeg står i noget tid og bare stirrer. Spejlbilledet stirrer tilbage. Lige pludselig bliver øjnene i spejlet røde. Som djævlens. Jeg skynder mig at løbe ind i stuen. Der ligger hun. Helt livløs. Blodet strømmer hen ad gulvet. Hendes øjne, helt livløse og blanke. Nærmest som... dukkeøjne! Selvlysende, sorte perler. Hendes hånd ligger slapt på gulvet, hvidere end sne. Hendes flotte, brune hår sidder stadig i den yderst yndige hestehale som det også sad i, da hun kom. Kniven ligger der, hvor jeg efterlod den. Jeg må hellere gemme hende væk, inden René kommer hjem. Han sagde, han tog på arbejde. Egoistiske møgsvin! Og så kommer der en lille, køn brunette og banker på vores dør, og spurgte hvem jeg var. Forvirrede pigebarn! Jeg bad hende stille og roligt om at gå igen, men da hun nægtede, blev jeg lidt mere nysgerrig. Hun mente, at René var hendes mand, og hun sagde, at jeg var brudt ind i deres lejlighed, og at hun ville ringe til politiet. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tro mere. Og dog… så har René opført sig sært her på det sidste. En hemmelig elskerinde må være den eneste forklaring. Hvordan kunne han? Og mig, som stolede på ham, og elskede ham, og troede det ville være os to for evigt. Når, det var åbenbart ikke sådan, han havde set på havde set på tingene. Men nu er det slut. Jeg blev så rasende, da jeg fandt ud af det. Hun mente, at det var mig der var skør, og at hverken hende eller René kendte mig. Men jeg regnede den ud med det samme. Han havde været mig utro, og så kommer hans elskerinde her i vores hjem og fortæller mig en masse løgnehistorier. Hvad bilder hun sig ind? Jeg følte ikke jeg havde andet valg. Jeg var nødt til at gøre. Jeg var nødt til at gøre et eller andet! Så… jeg gjorde det. Jeg gjorde det, som jeg nu ikke engang kan se mig selv i øjnene for at have gjort. Men hun fortjente det. Og det samme gør han! Pludselig hører jeg et skrig fra en baby inde fra soveværelset af. Rosa! Jeg skynder mig at løbe ind i soveværelset. Og der ligger hun, så yndig og fin som hun er.

”Kom Rosa. Nu skal vi hen til far.” Jeg tager hende op, og går ud af døren. Da jeg går hen af gaden, spotter jeg den flotteste lille barnevogn, gennem et butiksvindue på gaden overfor. Jeg har ingen penge på mig, men går derind alligevel. Jeg mener, hvad nu hvis jeg har heldet med mig? Jeg går ind af døren, og ekspedienten sender mig det sødeste smil. Jeg går lidt rundt inde i butikken, og tjekker diskret om barnevognen har en bipper på sig. Da ekspedienten langt om længe går ud bag i, tager jeg chancen og løber ud af butikken med barnevognen. Jeg løber og løber og løber indtil jeg slet ikke kan se butikken længere. Jeg ligger Rosa ned i barnevognen, og går ned mod stranden af. Da jeg går langs vandkanten, og solen skinner ned på mig, burde jeg smile. Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke vende mine mundvige op ad. På en måde har jeg altid haft det sådan. Lige siden jeg var helt lille. Alle andre normale børn, plejede altid at løbe rundt og lege og grine og være glade. Og selvfølgelig kan jeg godt være glad. Bare ikke inderst inde. Jeg har aldrig kunne smile indvendig. Livet har bare aldrig føltes rigtigt for mig. Så imens alle de andre børn legede og smilte, sad jeg alene ved et bord og kiggede ud i luften. Jeg tænkte ikke sådan rigtig. Jeg sad der bare, lidt som om jeg var død indeni. Det var små og mærkelige ting der fangede mit blik, som Frk. Hasfelts blå safir øreringe. Mens hun stod der, og snakkede med en lille dreng, var det som om hendes øreringe talte til mig. De sagde til mig, at jeg spildte mit liv ved at sidde for mig selv og lave ingenting. Det var som om, jeg levede i en helt anden verden end alle andre. Der var aldrig nogen, der forstod mig. Og så kan jeg huske, at mit blik gik fra Frk. Hasfelts øreringe, til det lille spejl på væggen overfor mig. Mit spejlbillede fangede mig lige med det samme. Jeg kunne ikke tage blikket væk fra spejlet. Det var næsten… fascinerende. Lige pludselig lavede mit spejlbillede en grimasse, som jeg ikke lavede i virkeligheden. Det smilte til mig på sådan en djævelsk måde. Jeg blev så bange, at jeg skreg op. Frk. Hasfelt spurgte mig, hvad der var galt, og jeg råbte, at spejlet var mærkeligt. Jeg pegede skrækslagent på mit spejlbillede, mens jeg sagde, at mit spejlbillede var uhyggeligt, og alle grinede af mig. Der var ingen andre, der kunne se det. Kun mig.

Jeg ligger rosa ned på en sten, med et håndklæde rundt om hende. Hun er så bedårende. Så perfekt. Så uhyggeligt perfekt. Nærmest som en lille, perfekt dukke. Jeg kyssede hende på panden, og lagde mig ned i sandet. Jeg lukkede øjnene, og faldt til ro.

En mand med en sort hætte. En stor, sort kappe faktisk. Jeg kan ikke rigtig se ham, siden han er helt dækket til af kappen. Alligevel ser han yderst besynderlig ud. Utrolig mager. Han har en le i den ene hånd. Han tager hætten af, og jeg kan se hans skeletansigt. Det er manden med leen. Først ser han sur ud. Derefter griner han med den ondeste latter, jeg har hørt. Han udstøder et brøl, mens han svinger leen frem mod mig. Det er der, jeg vågner op. Rædselsslagent rejser jeg mig, og løber op mod vejen. Endnu et mareridt! Hver nat drømmer jeg enten om djævlen, eller om døden, eller noget helt tredje. Jeg går hele vejen hen til den bygning, hvor René arbejder. Da jeg kommer ind, og er nået op til Renés kontor, går jeg direkte over til ham og giver ham en lussing. Til min store overraskelse råber han: ”Her er hun. Cia er her!” Pludselig kommer der en masse fremmede mænd og tager fat i mig, og fører mig ind i et lille, trist værelse med intet andet end en seng og et skab. Jeg spørger hysterisk, hvad de er de laver. En høj mand i hvidt tøj, træder ind i rummet, efterfulgt af René.

”Cia hvor har du været?”

”Spørgsmålet er René, hvor har du været? Og hvad har du lavet? Du aner ikke, hvor knust jeg blev, da jeg fandt ud af det med dig og din lille finke. Ja René, jeg ved godt hvad du har gået rundt og lavet. Hvor vover du? Hvor vover du at svigte mig på den måde? Efter alt det vi har været igennem sammen. Skammer du dig slet ikke over dig selv?”

René skæver til den anden mand, og hvisker: ”Hun er jo fuldstændig ude af sig selv. Det her er mere ekstremt end det nogensinde har været.”

”Hvad gør vi?” Hvisker den anden mand.

”Lad mig om det her.  Ellers giver vi hende noget beroligende, og snakker med hende i morgen i stedet.” Manden i hvidt forlader rummet.

”Søde Cia. I morges opdagede vi, at du var væk. Jeg har ingen anelse om, hvordan du kom ud, men på en eller anden måde det lykkedes dig i hvert fald. Det må du ikke gøre igen. Jeg syntes ellers lige det gik så godt. Her på det sidste, har det virket som om du er blevet raskere og raskere, for hver dag der går. Det så lysere og lysere ud. Og så sker det her, og nu vil vi altså være hårdere mod dig Cia. Du kommer til at få mindre frihed, der kommer mere sikkerhed rundt om dig og dette kan måske ende med, at du kommer i afdelingen ovenover. Og du ved godt, hvilke slags mennesker, der er oppe i den afdeling. Det er kun til dem, der er meget alvorligt syge. Jeg er bange for, at det bliver løsningen, i sidste ende. Jeg er ked af det Cia, det er jeg virkelig. Men der er intet, jeg kan gøre. Du er selv uden om denne her Cia.”

”Skat, hvad er det du siger. Jeg forstår ikke, hvad du siger?”

René sukker. ”Det er værre end jeg havde regnet med” siger han til sig selv. ”Cia. Du er en patient her på dette sindssygehospital, og det har du været i syv år. Jeg er din personlige læge. Du kom herind, fordi du dræbte din egen mor. Du blev fængslet her, fordi vi fandt ud af, at du led af en speciel form for skizofreni. I de sidste fem år, har du gået rundt i din egen lille fantasiverden. Du mente, at jeg var din mand, og at din dukke var vores barn; Rosa.”

Jamen, nej! Det kan ikke passe! Rosa er vores ægte barn, som vi har sammen. Hvad er det, jeg hører? Er jeg på et sindssygehospital? Hvordan er jeg dog landet her? Jeg har i hvert fald ikke dræbt min mor! Har jeg?

”Vi har prøvet rigtige mange forskellige ting, for at få dig til at se virkeligheden i øjnene, men intet har hjulpet. Vi troede, det bare ville være en fase, hvor du troede du var en anden end du i virkeligheden var. Men det har nu kørt på i fem år. Fem år Cia! Jeg ser ikke nogen anden løsning, end at flytte dig til den anden afdeling.”

Efter René er gået, sidder jeg bare i min seng. Ja, hvad ellers skal jeg lave? Jeg sidder inde i et aflåst rum, med en seng og et skab. Jeg ved hverken, hvad jeg skal tænke eller tro. Det hele er bare så sløret. Indviklet. Ufatteligt. Min hjerne er som en hvirvelstrøm lige nu. Tankerne flyver rundt som uklare sætninger. Der er så mange af dem, at mit hoved er ved at eksplodere. Og alligevel kan jeg ikke rigtig tyde nogen af dem. Det er blevet tid til at alle på hospitalet spiser aftensmad, så min dør bliver låst op. Uden så meget som at tænke over det, går jeg hen til en dør i hjørnet af et lille lokale, oppe på den øverste sal i bygningen. Der er en smal trappe. Jeg tænker slet ikke over, hvor jeg går hen. Mine ben gør det bare helt automatisk. Som om jeg har gjort det en million gange før. Trappen fører op til et lille kammer, hvor der er en stige, som fører op til taget. Da jeg kommer op på taget, er der en utrolig flot udsigt. Fuldstændig fantastisk. Jeg kigger ud på alle husene, som alle sammen ligner små legetøjs huse. Og alle bilerne, som ligner små legetøjsbiler, som kører imellem de små gule og lyserøde huse. Jeg kigger på de flotte, hvide skyer ovenover mig. En fugl kommer flyvende lige ved siden af mig. Så højt er jeg oppe! Tænk hvis jeg kunne flyve. Så kunne jeg flyve langt, langt væk herfra. Jeg tænker på brunetten der stadig ligger hjemme hos René. Hvad har jeg dog gjort? Hvordan kan man gøre sådan noget? Har jeg ingen følelser? Jeg er jo følelseskold! Jeg tænkte slet ikke over det, da jeg gjorde det. Jeg gjorde det bare. Og det føltes ikke forkert. Og det værste er, at jeg ingen samvittighed har. Og jeg har også dræbt min egen mor. Hvorfor kan jeg ikke huske, men min egen mor? Er jeg overhovedet et menneske? Og gud, nej! Rosa. ROSA! Hun ligger der, på sit lille håndklæde, på en sten nede på stranden. Jeg efterlod hende der! Nu ligger hun der, helt forladt. Ligesom mig. Ene og alene, står jeg heroppe, på taget af det sindssygehospital jeg er fængslet i. Forladt! Forladt af René? Forlod han mig virkelig for den brunette, jeg slog ihjel? Eller er det bare noget, jeg har bildt mig selv ind? Er det virkelig rigtigt, alle de ting som René sagde? Det må det være! Hvem er jeg? Hvad laver jeg? Hvad sker der med mig? Jeg går ud til kanten af taget. Stiller mig med tæerne ud over kanten. Jeg kigger ned. Det vildeste sus, går gennem min mave. Jeg er lige ved at snuble ud over kanten, men får hurtigt reddet mig selv ind igen. Jeg falder ned på taget, og kigger ned i tagets sorte farve. Jeg begynder at græde dramatisk. Flere og flere tårer løber ned af min kind. Jeg kan ikke stoppe dem. De bliver ved med at komme. Der er en vandpyt lige ved siden af mig. Jeg kigger sørgmodigt ned i den, og kigger på mit spejlbillede. Øjnene stirrer. De stirrer på mig. De store, tårefyldte, triste øjne. Der er noget bag dem! Masser! Masser af gys, tvangstanker og frygtindgydende minder. Indvendige ar, jeg aldrig kommer af med. Jeg stirrer igen i noget tid. Uden at tænke. Jeg stirrer bare. Billeder kører oppe i mit hoved. Jeg vil ikke mere. Jeg kan ikke mere. Nu er det nok. Jeg har fået nok! Jeg rejser mig stolt og viljestærkt op. Jeg går ud til kanten af taget. Jeg lukker øjnene, og mærker vinden i mit hår. Jeg kan hører fuglenes smukke sang. Jeg kan mærke solens varme stråler. Jeg smiler, for allerførste gang. Jeg strækker armene ud i luften, bliver lidt slap i benene og lader min krop falde lige så stille falde forover.  

 

       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...