Living Death ✝ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 6 aug. 2013
  • Status: Færdig
Alle havde troet hun var død, efter hendes pludselig forsvinding. Alice Wagner forsvandt i 2010 og efter 3 måneder stoppede politiet eftersøgningen efter hende. Nu, 3 år efter dukker Alice pludselig op igen. Men intet er som det plejer; hendes forældres hus er blevet udlejet, ingen kan kende hende mere - alle har glemt alt omkring hende. Dog er der en person som genkender hende, nemlig hendes gamle bedsteven Niall Horan. Efter hendes pludselige forsvinding forandrede han sig fuldstændig. Han begyndte at hænge ud med de forkerte, drak alkohol og tog stoffer. Det er hans liv nu. Men forandres det, når Alice kommer ind i billedet igen? - Eller betyder hans nuværende 4 bedstevenner mere?

70Likes
72Kommentarer
5066Visninger
AA

4. Two. ✝

Kapitel 2, 22 august 2013
 

Den ubehagelig klump i maven lagde sig stadig i maven, da jeg gik den bekendte vej hen til Niall. Selvom det så længe siden, så ligger vejen bare i baghovedet, fordi jeg har gået den så sindssyg mange gange. En årgang var jeg hjemme ved Niall mindst fire gange om ugen. Jeg savner den tid, og håber den kan genoptages. 
Jeg savner de lange gåtur vi gik hånd i hånd ned langs stranden, jeg savner vores årlige vandkampe om det var koldt eller varmt, jeg savner de tider hvor vi testerede enhver café i byen - jeg savner bare i det hele taget ham, og kan ikke vente med at se ham igen. Jeg ved ikke hvordan han vil tage at jeg pludselig bare dukker op igen, efter så lang tid, men hellere se mig, end overhovedet ikke. 
Selvom jeg er skide bange for han har fået sig nye venner og forandret sig fuldstendig er det bare en latterlig tanke. Niall kunne aldrig forandre sig fra den søde, uskyldige bamse han er og vi har flere gange sværret for hinanden at det hedder os to lige meget hvad. Som bedstevenner selvfølgelig, ikke mere. 
Der var en masse folk som gloede underlige på mig, hvilket jeg egentlig godt forstod. Det var ikke fordi det var det varmeste vejr nogensinde og jeg gik lidt påklædt rundt i byen, men alligevel hvad skulle jeg ellers gøre? Mit tøj forsvandt for længe siden, og jeg ved faktisk ikke hvor helvede de gjorde af det, men min telefon har jeg stadig. Godt nok slettede de alle numrene på den, så jeg ikke kunne kontakte nogen også fik jeg nummeret til Benny, så jeg vidste hvornår jeg skulle hente de fandes stoffer. 
Og det der undre mig allermest er at ingen har skrevet til mig. Det er jo ikke fordi jeg ikke kunne modtage beskeder. Ingengang min familie havde skrevet en sms til mig, hvilket et eller andet sted sårer mig en smule - de er jo også bare flyttet fra byen.. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, så derfor håber jeg Niall bor samme sted, ellers er jeg på spanden. 
Jeg vidste ikke hvad fuck klokken var, men mørket havde så småt begyndt at ligge sig over byen. Lygtepælene lyste op med det gulligelys. Da kuldegysningerne rejste sig på mine nøgne blege arme, begyndte jeg langsomt at småløbe. Tanken om Dan, Carl eller John ville opdage eller se mig - de er jo i samme by, og jeg er så fandes skrækslagen. 
Det småregnede bare en smule, hvilket jeg egentlig var mere glad for, end det skulle øse ned, men det var bare en byge.
Efter at havde småløbet i omkring de 8 minutter var jeg inde på den gade Niall forhåbelig bor på og havde sidestik. I de tre år havde jeg ikke rigtig dyrket noget forum for motion, sådan med at løbe, som jeg plejede. Som mig og Niall plejede. 
Gaden fik mig til at smile. Den så ikke spor forandret ud. De samme huse, de samme have møbler i forhaverne, de samme blomster - intet. Jeg begyndte langsomt at gå ned langs gaden, mens jeg studrede ethvert hus forgroft. 
Da Nialls store sandfarvede hus kom ind i min synsvinkel voksede smilet på mine læber, og det var umuligt at tørre af. Selvom jeg stod her, lidt påklædt, frøs som en sindssyg og en pige der er blevet mishandlet i 3 år, så smiler jeg. Det er den effekt Niall har på mig, han kan få mig til at smile ligemeget hvad. 
Hans hus havde ikke forandret sig, ligesom som mine forældres havde. Og der var fucking lys i køkkenvinduet, dog var vinduet en smule beskidt så jeg ikke kunne se ind af det, men alligevel - det må vel betyde at han er hjemme. Den ubehagelig klump forsvandt mere og mere jo tættere jeg kom på hoveddøren. Istedet lagde der en følelse som var ved at springe i luften. Jeg havde lyst til at gå fuldstendig amork fordi jeg skal se ham igen. Jeg er så fandes glad, at det er ubeskriveligt. 
Normalt gik jeg bare ind, fordi det plejede mig og Niall altid i hinandens huse, men det ville være lidt sær den her gang, kunne i ikke følge mig? Og det var derfor jeg brugte dørklokken, hvilket faktisk er en af de første gange. Høje stemmer trængte en smule gennem døren, hvilket fik en ubehagelig følelse, igen, til at ligge sig i maven, med tanken om der også er andre. Noget alla. 'kommer nu' lød derinde fra, og selv gennem en dør kunne jeg genkende hans stemme. Et smil blev plantet på mine læber og hurtigt blev dørhåndtaget revet ned. 
Og der stod han i egen høje person. Faktisk høje, fordi han var blevet en smule højre - Niall Horan. "Hv..." begyndte han, men kom aldrig videre. Hans læber adskilte sig og han gloede overrasket på mig - og jeg forstår ham godt. "A-Alice?" spurgte han lavt og lagde sin ene hånd, på hans egne kind. Jeg nikkede bare langsomt, stadig med smilet på læberne. Han gav mig et kort elevatorblik, hvilket forvirrede mig en smule. Vi har da set hinanden i påklædt tøj før? 
"Hvem er det Niall?" lød det pludselig højt inde fra huset fra en hæs drengestemme, hvilket fik mine læber til at adskille sig en smule. Niall svarede ikke, stod bare i chok og gloede på mig. 
"Oh," sagde en dreng som pludselig stod bag Niall, "hvem har vi så her?" 
Jeg bed mig akavet i læben og kløede mig i nakken. Jeg kunne ikke rigtig genkende drengen bag ham, men et eller andet sted lød hans stemme ret bekendt. Mon ikke han gik på vores skole. 
"Drenge! Vi har en lidt påklædt tøj udenfor!" skreg drengen pludselig, og lidt efter lød det en masse larm inde fra deres stue og en masse skridt herud. Jeg kiggede hurtigt op på Niall, som stadig stod i chok. "Uha!" lød det bag ham. Stemmen lød så fandes bekendt, men alligevel ikke. 
"Ej, lad os få hende indenfor inden hun dør af kulde." sagde en ny stemme. Sig mig, hvor mange er der lige?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...