Living Death ✝ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 6 aug. 2013
  • Status: Færdig
Alle havde troet hun var død, efter hendes pludselig forsvinding. Alice Wagner forsvandt i 2010 og efter 3 måneder stoppede politiet eftersøgningen efter hende. Nu, 3 år efter dukker Alice pludselig op igen. Men intet er som det plejer; hendes forældres hus er blevet udlejet, ingen kan kende hende mere - alle har glemt alt omkring hende. Dog er der en person som genkender hende, nemlig hendes gamle bedsteven Niall Horan. Efter hendes pludselige forsvinding forandrede han sig fuldstændig. Han begyndte at hænge ud med de forkerte, drak alkohol og tog stoffer. Det er hans liv nu. Men forandres det, når Alice kommer ind i billedet igen? - Eller betyder hans nuværende 4 bedstevenner mere?

70Likes
72Kommentarer
5061Visninger
AA

22. Twenty. ✝

Kapitel 20, 12 oktober 2013

 

 
"Niall, gider d-" "Nej Alice, det gider jeg ikke." grinede han og kastede viskestykket hen til mig, som faktisk var det, jeg ville spørge ham om; om han ikke kunne give mig den. Jeg rakte drillende tunge til ham og tørrede den sidste - endelig - tallerken af og satte den hurtigt på plads. "Endelig!" sagde jeg og gik hen til ham og svang mine arme omkring hans nakke. Han sendte mig et forsigtigt smil, "hvad vil du så lave nu prinsesse?"
Jeg tror endelig jeg kan beskrive mit liv som perfekt. Siden mig og Nialls flugt fra Irland, så har det hele bare været yderst vidunderligt. Det har været fantastisk at se mine forældre igen, og selvom min mor blev så overrasket at hun besvimede, så var det okay, for nu er vi endelig alle sammen samlet igen.
Bortset fra at de er taget hjem hos min mormor i Irland, for at pakke hendes ting ned i flyttekasser, fordi hun skal flytte ind hos os her i London. Hun har altid haft det svært, derfor tilbød vi hende at flytte ind hos os, selvom hun var en del skeptisk over det. Men Niall fik hende overtalt med hans søde stærke accent med verdens nuttede stemme.
Han er bare nuttet.
Oh, og hvis i skulle være i tvivl, så bor Niall hos os. Mine forældre var ellers meget forvirrede over, hvorfor han var med, og hvad med hans forældre - men vi fik dem talt fra emnet 'Niall's forældre.' Jeg ved, at Niall heller ikke har lyst til at snakke om det. "Se Big ben.. Igen?" forslog han. Jeg nikkede hurtigt på hovedet. Det var efterhånden mit yndlingssted i London, og det har en helt særlig grund til, hvorfor det er dét:
Det var foran dén, at mig og Niall fandt sammen.
Det var en fantastisk aften, noget jeg aldrig glemmer.


"Niall, STOP!" skreg jeg og slog ham hårdt på skulderen, men alligevel gav han ikke slip på mig, det var bare så typisk Niall alligevel.
"Hvad er det egentlig vi skal her?" spurgte jeg forvirret, da han ENDELIG satte mig ned på den kolde jord. "Vi skulle havde været hjemme for.. hvad? Like, trekvarter siden. Mine forældre går amo-"
Jeg afbrød mig selv, da Niall langsomt lagde sin ene hånd omkring min nakke. Hans øjne borrede sig ind i mine. "Alice." begyndte han, og kuldegysningerne rejste sig, samt de mærkeligste fornemmelser kørte rundt i mig. Jeg havde bare lyst til at slå hårdt til min mave, for at få dem til at stoppe. Hvorfor var de der overhovedet?
"Kan du huske i første klasse?" spurgte han langsomt, og jeg nikkede kort, "dengang jeg skød ved en fejl min fodbold ind i dit sandstol, som du lavede i sandkassen - og du begyndte at græde."
Jeg bed mig en smule i læben for ikke at smile. "Ja?"
"Jeg havde aldrig lagt mærke til dig før."
Jeg kiggede ned i jorden.
"Selvom jeg for det meste havde randt rundt for mig selv og ingen venner havde, så havde jeg virkelig aldrig nogensinde set dig før. Jeg troede næsten at du lige var startet på skolen." Han holdt en pause, før han forsatte, "Og.. du begyndte og græde - og jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Der var næsten ingen tilstede, ingen gårdvagt. Jeg var virkelig håbløs.. Men istedet satte jeg mig ned ved siden af dig, lagde en hånd på din skulder og hjalp dig med at bygge den op igen."
"Og bagefter, du tyrede du min fodbold ned i skoven bag skoven, og der ligger den stadig; for jeg har stadig ikke fundet den."
"Og så var det min tur til at blive ked af det. For det var min yndlingsbold. Men du kiggede bare dumt på mig og sagde jeg skulle tage mig sammen. Og på en eller anden måde fik du mig til at smile så stort - fordi du var så anderledes. Og siden da, har jeg altid været lun på dig .."
Det gav et sæt i mig.
"Og det er jeg stadig."
Mine læber adskilte sig, og jeg følte mig pludselig mundlam.
"Jeg ved ikke om du har kunnet fornemme det, men Alice - jeg er virkelig dybt forelsket i dig."
En lille lyd undslap mine læber og jeg banede over mig selv, hvorfor den skulle slippe ud. Det var noget af den mest kiksede lyd nogensinde. Like en hvalroslyd.
"Og derfor.. efter en lang diskussion med mig selv. Efter en del usikkerhed og .. ja.. Alice? Vil du være min?



Efter en lang gåtur, var vi endelig kommet hen til Big ben, som ikke ligger så langt væk fra mine forældres hus. Eller også mig og Nialls, og snart min mormors også.
En stor familie samlet.
Selvom at være i familie med Niall ville være en del akavet, nu hvor mig og Niall er sammen.. så, ja. Hehe.
"Wow," udbrød Niall, "her er ingen mennesker!"
Jeg kiggede mig omkring og sagde en undrede lyd, for han havde ret. Der var ingen overhovedet. Det plejer der da altid? Det er da nærmest det mest urealistiske der nogensinde kan ske. Der plejer altid være millioner af mennesker i London.. Og.. klokken er kun halv elleve? Hvor er alle menneskerne henne?
"Ah.." udbrød Niall pludselig og klappede i hænderne. Jeg kiggede forvirret på ham og gav af ren refleks et klem. "Hvad?"
"De er alle sammen hjemme og se landskamp. Det er jo i aften."
"Oh gud!" udbrød jeg og begyndte at rive ham med bagud, "så må du se at komme hjem! Du elsker jo fodbold?"
Uventet gav han min hånd et hårdt træk og fik mig næsten væltet mig ind i ham. "Jeg vil hellere være her.. med dig," sagde han lavt og kyssede mig kort i panden. Jeg fniste kort og kiggede ham hurtigt to gange på munden.
"Nå ska-"
"Ser man det..." jeg kunne mærke hvordan det gav et sæt i Niall krop, eller også var det bare min krop. Det kunne ikke passe!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...