Living Death ✝ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 6 aug. 2013
  • Status: Færdig
Alle havde troet hun var død, efter hendes pludselig forsvinding. Alice Wagner forsvandt i 2010 og efter 3 måneder stoppede politiet eftersøgningen efter hende. Nu, 3 år efter dukker Alice pludselig op igen. Men intet er som det plejer; hendes forældres hus er blevet udlejet, ingen kan kende hende mere - alle har glemt alt omkring hende. Dog er der en person som genkender hende, nemlig hendes gamle bedsteven Niall Horan. Efter hendes pludselige forsvinding forandrede han sig fuldstændig. Han begyndte at hænge ud med de forkerte, drak alkohol og tog stoffer. Det er hans liv nu. Men forandres det, når Alice kommer ind i billedet igen? - Eller betyder hans nuværende 4 bedstevenner mere?

70Likes
72Kommentarer
5076Visninger
AA

8. Six. ✝

Kapitel 6, 23 august 2013

Jeg havde lyst til direkte og spørge ham hvorfor, men jeg var bange for hvordan han ville tage det. Om han ville blive sur, eller noget i den stil - derfor besluttede jeg mig for bare at lade det være. Lade som om jeg ikke lægger mærke til det, men
der burde jo være en grund, det er der altid. Det er bare hvad grunden er. "Jeg kan stadig ikke helt fatte du virkelig er der," sagde han endnu engang og stillede glasset med mælk foran mig. Jeg sendte ham et stort smil, "her er jeg så!" 
"Jeg forbryder de grimme klamme mænd, der gjorde sådan noget imod min prinsesse," sagde hun pludselig og rejste sig op fra stolen. Jeg bundte hurtigt glasset, mens jeg tænkte over hans sætning. Selvom han har kaldt mig prinsesse mange gange, virker den her gang bare anderledes. Ihvertfald medførte han i at blive helt varm indeni. Uventet tog han pludselig omkring min hånd og trak mig op fra stolen. Han snurede mig rundt engang, også trak han mig ind til sig. Trygheden blev lagt omkring os, som et stort tæppe og jeg kunne ikke tørre smilet af læberne. "Hvad siger du til at gå en tur ned langs stranden?" spurgte han og trak sig en smule ud, "solen skinner endelig. Det er nok fordi du er tilbage," 
"Oooh lad vær," sagde jeg og slog ham blidt på skulderen, mens jeg bed mig i læben, for at undgå det kæmpe smil som ellers ville poppe op på mine læber. Hvergang Niall kom med sådan en kommentar, blev mit smil altid større, ligemeget hvor stort det så var i forvejen. Hvis det overhovedet var muligt fyldte det sikkert hele mit ansigt. "Jeg formoder det er et ja?" sagde han drillende og lagde en hånd på min skulder og begyndte at gå, med mig, ud i entreen. "Hvad nu hvis det var et nej?" spurgte jeg, da han allerede begyndte at tage hans sko på. "Så havde du intet valg," sagde han med et skuldertræk, hvilket fik mig til at grine. "Du.. Niall?" spurgte jeg en anelse akavet og kløede mig i håret. Han løftede sit hoved og kiggede nøje på mig. "Kan jeg låne nogle sko?" 
Han udbrød hans fantastiske grin og lavede et lille nik hen mod skohylden, hvor der faktisk kun stod to par sko på. Et par Vans og gummisko. "Jeg håber ikke det er gummiskoene du mener," sagde jeg og gik hen mod den, "jeg ligner en spasser med et ben, når jeg går med dem." 
"Det kan jeg godt huske," grinede han og rejste sig op, "det var mega grineren." Jeg sendte ham et surt blik, "ja for dig, det var mega pinligt for mig!" 
Han grinede bare endnu engang, mens han betragtede mig i at tage hans sorte Vans på. Han havde selv havde taget hans grå slidte Converse, som efterhånden er ret gamle. Og brugt. 



 

"Ni-iaall!" skreg jeg, mens jeg løb ned langs vandkanten, så det klamme halvåde sand omslugte mine fødder, mens vandet plaskede efter mig. "Niall, du bliver forkølet!" skreg jeg og stoppede op lidt længere væk fra ham. Han kiggede på mig med et fornærmet blik. "Der er sikkert hajer derude, og det eneste du tænker på er, om jeg bliver forkølet?" 
Jeg kiggede ned i jorden, "jeg tænker på dit helbred!" udbrød jeg og vriftede med armene, "du ved jo hvordan du har det når du er forkølet. Den varer i sådan cirka en måned." Han lagde armene over på kors, og jeg kunne allerede se hvordan kuldegysningerne rejste sig overalt på hans krop. Han bliver så forkølet, og når Niall Horan er forkølet, så er han virkelig forkølet. "Niall, få nu din trøje på igen." Jeg forstår slet ikke hvordan han overhovedet kunne overveje at hoppe i vandet. Solen skinnede godt nok, men det betyder ikke ligefrem det var varmt. Vi er i a
ugust så vinden er ikke ligefrem varm. 
"Man lever kun en gang," råbte han pludselig, hvilket gav et sæt i mig. Pludselig greb en person omkring mit håndled, hvilket nærmest gav mig hjertestop, indtil jeg opdagede det var Niall, som pludselig var kommet hen til mig. 
"Og det gør du også prinsesse," sagde han og begyndte at rive mig ned sig. "Hva.. vent. Nej! NEJ NEJ NEJ! Niall! Det gør du ikke!" skreg jeg, mens jeg prøvede at trække ham bagud, men knægten var for stærk. 
Pludselig blev mine ben løftet op fra jorden også lå jeg i Nialls favn. En varm følelse kørte op gennem mig og endnu engang tog jeg mig i at smile - lige indtil jeg opdagede hvor han var på vej hen. "Niall!" skreg jeg og prøvede at vride mig ud af hans greb, "Slip mig!"
"Skal jeg virkelig?" sagde han og stoppede op. Jeg kiggede kort ned og opdagede vandet som havde omringet os, med et kiggede jeg op på ham igen, "nej nej nej! Jeg mente det ikke! Ikk-" også mærkede jeg vandet omslugte mig. 
Urg. 
Idiot. 
Jeg kom endelig op til overfalden igen og sendte ham et surt blik, "spasser," mumlede jeg, inde jeg begyndte at sprøjte på ham, men så klog som han nu er, vendte han sig bare om. Jeg lavede en irreteret lyd og begyndte at svømme ind mod vand igen, da kulden havde omslugt mig så forbandet meget. Hold kæft jeg bliver syg - men hey, jeg har gået i regn med næsten intet tøj, så mon ikke jeg overlever. 
Idet jeg troede jeg var på vej ind til land igen, var der pludselig en som tog rundt om min ankel og rev mig tilbage. "NIALL!" skreg jeg overrasket, idet jeg dunkede ind i ham. Han udbrød hans fantastiske grin og tog uventet fat omkring mine hofter, og løftede mig en smule op. "Jeg er altså virkelig glad for du er tilbage," mumlede han og fjernede noget hår, som havde klistret sig fast på min hals. "Jeg har savnet dig sådan." 
"Jeg har også savnet dig," forsikrede jeg ham hurtigt om og sendte ham et svagt smil. Han trak mig ind til et ordenligt kram, som jeg selvom efter flere sekundter nægtede at trække mig ud fra. "Uhm.. Alice?" 
"Bare lidt mere, du er dejlig varm." sagde jeg hurtigt, hvilket fik ham til at grine og stramme grebet om mig, hvilket jeg bare smilede over.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...