Living Death ✝ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 6 aug. 2013
  • Status: Færdig
Alle havde troet hun var død, efter hendes pludselig forsvinding. Alice Wagner forsvandt i 2010 og efter 3 måneder stoppede politiet eftersøgningen efter hende. Nu, 3 år efter dukker Alice pludselig op igen. Men intet er som det plejer; hendes forældres hus er blevet udlejet, ingen kan kende hende mere - alle har glemt alt omkring hende. Dog er der en person som genkender hende, nemlig hendes gamle bedsteven Niall Horan. Efter hendes pludselige forsvinding forandrede han sig fuldstændig. Han begyndte at hænge ud med de forkerte, drak alkohol og tog stoffer. Det er hans liv nu. Men forandres det, når Alice kommer ind i billedet igen? - Eller betyder hans nuværende 4 bedstevenner mere?

70Likes
72Kommentarer
5079Visninger
AA

3. One. ✝

Kapitel 1, 22 august 2013

 

Blodet pumpende rundt i min krop som jeg løb der ned langs fortovet. Minderne strømmede langsomt ind en efter én. Jeg kan tydeligt huske følelserne, jeg kan tydeligt huske hvordan jeg havde det, da jeg pludselig gik ud som et lys, da en person gav mig et slag i baghovedet. Dem har jeg levet med i 3 år snart. Jeg er blevet brugt. Jeg har været deres offer, og de har fortalt mig jeg ikke har været den første. Jeg er blevet transporteret rundt i landet, for at sælge stoffer - jeg har været rundt her i Irland, været ovre i den forladte del herovre, for at blive brugt af nogle andre også. 
Mit underliv har gjort ondt hver evig eneste dag i 3 år, fordi jeg er blevet mishandlet hver evig eneste dag - vi snakker om fucking 1095 dage. Mit liv var et helvede og derfor gider jeg ikke mere. Jeg kan ikke klare det mere. At blive mishandlet og brugt sådan, kan jeg ikke klare. Det er meningen jeg skal hente 'dagens afhentning af stoffer' som Dan kalder det, hos Benny, men idag går det sgu ikke længere. 
Jeg har kunnet smuttet så mange gange, men jeg har altid været så fandes bange for Carl ville slå mig, mere end han allerede gjorde. Men nu skal jeg bare væk, helt væk - hjem, hjem til mine forældre som jeg savner så fandes meget. Himlen var så småt begyndt at blive mørk, hvilket betød at det nok ville øse ned lige om lidt, derfor satte jeg farten en smule op. Det var svært at løbe med sådan en smerte i underlivet, men jeg skulle bare væk herfra så hurtigst som muligt. Mine forældre er sikkert pisse bekymret fordi jeg ligesom har været væk i fucking 3 år og det er også forståeligt nok. Jeg savner dem, jeg savner det hele - jeg savner Niall. 
Jeg savner min lille basse, det er så længe siden. Jeg har tænkt på ham hver evig eneste dag. Jeg skulle aldrig havde taget den genvej bag de forladte huse, hvor jeg nu ved Dan, Carl og John holder sig til. 
Et par regndråber ramte min hovedbund hvilket fik mig til at bande lydløst. Tøj havde jeg ikke for meget på af, og i kan vel godt regne ud hvorfor. Selv om vinteren havde jeg kun undertøj på, bortset fra når John gav mig et tæppe, hvilket også var sjældent. De mente at jeg ikke var noget værd, hvis de ikke havde noget at kigge på. 
Jeg kunne egentlig bare havde løbet hjem til Niall, men han ville sikkert få hjertestop hvis han så mig. Seriøst, jeg har været væk i 3 år, så ville det ikke være rimlig sindsygt jeg bare dukker op pludselig? Hvis Niall gjorde sådan ville jeg ihvertfald dø trehundrede gange, men alligevel også blive sindssyg glad for at se ham igen. Jeg har dårlig smag i munden over jeg bare forlod ham, selvom det ikke var med egen vilje. Han har altid haft det svært i skolen både fysisk og psykisk. Han har altid haft en smule svært med fagene, men også med andre mennesker. Han er tit plejer kaldt bøjlefjæs, fordi han fik bøjle på, da han havde nogle skæve tænder eller vampyr, fordi han var en smule bleg. De vidste bare ikke hvad de gik glip af, fordi Niall er en fantastisk person. Og det vil han altid være. 
Selvom det øsede ned, kunne jeg alligevel ikke tørre smilet af på mine læber. Jeg skulle hjem, hjem til mine savnede forældre - begyndte på en normal hverdag i skolen igen og være sammen med Niall. Det bliver perfekt og hold kæft jeg har savnet de dage. 
Da jeg havde løbet i de omkring 10 minutter var vores hus endelig inde i min synsvinkel, hvilket egentlig bare fik mig til at smile endnu mere, men også undre mig. De havde malet huset i en mørk brun farve, hvilket kom en del bag på mig, da de altid har elsket den hvide farve - også købt en virkelig dyr bil. Hvad blev der af deres folkevogn? Er de blevet milionære mens jeg har været væk? Jeg rystede tankerne af mig og begyndte at gå ned langs stien mod hoveddøren. Det hele virkede så bekendt, men alligevel ikke - som om det hele var forandret. 
En ubehagelig nervøs klump lagde sig i maven, jo tættere på hoveddøren jeg kom. Jeg forstod ikke rigtig hvorfor den var der, da jeg egentlig bare skulle hjem, hvilket jo er perfekt, men alligevel er jeg ret nervøs. Jeg trykkede på den runde dørklokke ved siden af døren, da det nok ikke ville være så smart at brase ind midt i det hele. 
Gennem det lille beskidte vindue i døren kunne jeg se det hvide lys blive tændt i entreen bag døren. Klumpen blev større og nevøsigteten strålede ud af mig. Pludselig blev håndtaget revet ned, hvilket gav et lille sæt i mig. Døren blev åbnet og jeg var klar på at springe ind i enten min mors eller fars favn. Men mit smil stivnede og falmede langsomt. "Hej?" sagde han og løftede det ene bryn. Mine læber adskilte sig en smule. "H-hej," stammede jeg nervøst. 
"Hvad skal du her?" brummede han surt, hvilket fik klumpen i mig til at vokse. "J-jeg er her for at.. jeg.. hvem er du?" 
"Danny Blach. Og hvem er du?" 
"Alice Wanger." sagde jeg hurtigt og klemte mit ene øjne lidt i. Han kiggede pludselig over skulderen og lagde hovedet lidt tilbage. "Den forsvundne datter i Wanger familien?" spurgte han overrasket. 
En masse forvirrede tanker kørte igennem mit hoved, men alligevel nikkede jeg. "Hvad skal du her?" 
"Jeg.. Jeg bor her?" sagde jeg forvirret. 
"Nej, jeg bor her. Du boede her." sagde han irriteret  "Hav en god dag." tilføjede han lidt efter inden han smækkede døren hårdt i. Et sus gik igennem min mave, da det gik op for mig hvad han sagde. Hvis han så bor der nu, hvor helvede er mine forældre så? Jeg er da det rigtige sted! Jeg kan genkende det. 
En tvang til at græde steg op i mig, men jeg bed mig hårdt i kinden, vendte mig rundt og begyndte at gå ned langs stien igen. Hvad sker der lige her? 
Kuldegysningerne kørte igennem og efterlod myrepatter på mine nøgne arme, hvilket gav mig et spjæt. Jeg frøs som en sindssyg, men efter 3 år hvor jeg har frosset er det ikke særlig slemt endda. 
Hvis mine forældre ikke bor her længere... Vent lige lidt. Er de flyttet? Er de flyttet uden mig? Mine hænder begyndte langsomt at ryste og jeg kiggede fortabt ned af vejen, hvor der suede biler forbi. Jeg har kun ét sted og tage hen nu. Nemlig hjem til Niall. 


****

Urg, hvor er det egentlig synd for hende :( 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...