Living Death ✝ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 6 aug. 2013
  • Status: Færdig
Alle havde troet hun var død, efter hendes pludselig forsvinding. Alice Wagner forsvandt i 2010 og efter 3 måneder stoppede politiet eftersøgningen efter hende. Nu, 3 år efter dukker Alice pludselig op igen. Men intet er som det plejer; hendes forældres hus er blevet udlejet, ingen kan kende hende mere - alle har glemt alt omkring hende. Dog er der en person som genkender hende, nemlig hendes gamle bedsteven Niall Horan. Efter hendes pludselige forsvinding forandrede han sig fuldstændig. Han begyndte at hænge ud med de forkerte, drak alkohol og tog stoffer. Det er hans liv nu. Men forandres det, når Alice kommer ind i billedet igen? - Eller betyder hans nuværende 4 bedstevenner mere?

70Likes
72Kommentarer
5062Visninger
AA

2. Flashback ✝

Flashback, 3 juni 2010


"Niall!" skreg jeg, "Niall lad nu vær!"
Ligemeget hvor meget jeg skreg, stoppede han ikke. Den seneste time har han løbet efter mig med den forbannede vandslange og mit tøj er gemnemblødt. Og jeg har altså hvidt tøj på, kan i lige forstille jer hvor akavet det egentlig er? Men han siger ikke noget til det, hvilket jeg er taknemmelig for. "Niall!" skreg jeg endnu engang og søgte skjul bag et træ. Hans grin fyldte hele mit hoved, hvilket helt automatisk fik mig til at smile. Hans grin var fantastisk og det kan ikke andet end at få løftet ens humør meget mere op. 
Efter at havde stået gemt bag træet i nogle minutter blev vandslagen slukket, så en ro lagde sig over hele haven. Den havde larmet så sindssyg meget, så det var helt rart. "Den er slukket nu," sagde han højt, "du kan godt komme ud nu." 
Og selvfølgelig stolede jeg nok på Niall, at det var helt slut, derefter hoppede jeg ud fra mit skjul og gik hen mod ham. Men pludselig løftede han uventet vandslagen op igen, som han havde holdt nede og tændte igen. Brummen lagde sig over hele haven igen og vandet omslugte mit tøj mere og mere. Det føles helt som om mit tøj skrumpede en smule. "Niall!" skreg jeg og  prøvede at undgå vandet, men jeg kunne umuligt blive mere våd end det jeg er nu.
Da Niall endelig synes jeg havde fået nok nok vand slukkede han vandslagen og smed den fra sig. "D-Du skulle havde set dit a-ansigt!" skreg han af grin, mens han tog sig til maven. Jeg sendte ham et surt blik og gik tættere på ham. "Ved du hvad Niall?" spurgte jeg, hvilket fik ham til at kigge underede på mig. "Jeg synes du fortjener et kram!" Jeg begyndte at løbe hen mod ham, men han gjorde store øjne kort før han begyndte at løbe rundt i haven. "Nej Alice!" skreg han og løb rundt i cirkler, men jeg prøvede at følge med, men det bæst var hurtigt. "Kom nuuu!" tiggede jeg og prøvede at gribe ud efter hans arm. Han skreg af grin og var hele tiden ved at falde, men det var jeg godt nok også. Da jeg endelig tog mig sammen og fandt mine gamle løbeevner frem, nåede jeg helt op til ham og sprang op på hans ryg. Han skreg af grin også da han væltede ned på græsset. Jeg udbrød et højt grin og satte mig ovenpå ham. "F-Flyt dig A-Aliiice!" skreg han og prøvede at få mig af, ved at rulle sig rundt men jeg sat stadig helt fint på hans ryg. "Du er våååååd!"
"Hvorfor mon?" sagde jeg og lagde mig på maven ned på hans ryg, så alt vandet fra mit tøj blev overført til hans. "ALICE!" skreg han, hvilket fik mig til at grine højere. Da jeg synes han havde fået nok vand rullede jeg ned fra hans ryg og landede på græsset med et grin. Han brokkede sig en smule og lagde sig så på siden, så han lå front med mig. "Du er træls," mumlede han og slog mig kort i panden. Jeg grinede bare og slog tilbage. 
Niall var den bedste. Vi har været bedstevenner siden børnehaven. Vi mødte faktisk hinanden da jeg kom til at gynge ind i hans baghoved og han måtte på hospitalet - men altså, det var ihvertfald sådan vi mødte hinanden første gang. Da jeg gang ham en hjernerystelse. Men altså vi gik hånd i hånd hen til lærene og fortalte dem det, og det var sådan vi blev venner og i de større øjne blev vi bedstevenner og vi var adskillige.
De fleste driller os altid med vi er kærester, men det er vi altså ikke - vi er bedstevenner og det vil vi altid være. Vi ville aldrig nogensinde tage det næste skridt fordi vi ingen følelser har for hinanden. Men vi kan sagtens holde i hånden, sove sammen, tage ud og spise og alt sådan noget - men vi ved vi begge ingen følelser ligger i det. 

Da det langsomt begyndte at blive mørkt ude i haven, sprang jeg op fra havestolen som vi havde sat i og snakket sammen i nogle timer. "Nå, jeg må vidst hellere se at komme hjem." sagde jeg og begyndte at gå hen mod havelågen som delte vejen og haven fra hinanden. "Jeg skal gå hjem, og jeg tør ikke hvis det er alt for mørkt." grinede jeg. "Er du sikker på jeg ikke skal gå med?" spurgte han og rejste sig fra havestolen. Jeg rystede hurtigt på hovedet, "det ved vi vidst begge to du ikke orker." grinede jeg. 
Han trak på skulderne og gik hen mod mig. "Tak for igen idag smukke," sagde han og trak mig ind til et kram. En af hans Horan-hug, hvilket er så fandes behageligt, at man bare har lyst til at stå der i evigheder. 
"Vi ses imorgen," sagde jeg og ryddede kort rundt i hans fugtige hår, som stadig var en smule vådt. "Glæder mig," sagde han og klappede mig kort på ryggen. Jeg grinede en smule og åbnede havelågen. 
Jeg vinkede kort til ham, før jeg begyndte at gå ned af fortovet. Mig og Niall bor kun femten minutter væk fra hinanden, så alligevel tager det ikke så langt tid at gå hjem - men hvis man skal tage den hurtige genvej skal man om bag nogle forladte huse, hvilket jeg havde tænkt mig idag. Normalt tør jeg ikke at gå den vej, men jeg følte mig rigtig modig idag, så derfor kunne jeg vel godt lige hurtig smutte forbi - det er jo heller ikke fordi der er nogen deromme. 
Efter at havde gået i de omkring fem minutter ned af fortovet, var det begyndt at blive en smule mørkere. Dog lyste månen flot op, hvilket lagde en smuk hvid lys over hele byen, hvilket var virkelig smukt. 
Da de forladte huse var inde i min synsvinkel sænkede jeg farten en smule. De ødelagde vinduer, den ødelagde dør i mørkt træ - faktisk var hele huset i mørkt gammelt træ. Græsset var helt gult omkring huset og de få træerne der stod i forhaven havde mistet dens blade. Jeg tog en dyb indånding før jeg satte i fart forbi dem. Det føles som om en eller anden kiggede på mig, men jeg ignorerede det bare og løb videre. Det føles som en evighed at løbe ned af den revnede fortov, hvilket undrede mig en del. 
"Hey!" lød det pludselig bag mig, hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Jeg kiggede mig kort tilbage og en mand stod overraskende tæt på mig, "hvad laver sådan en smuk pige dog her?" spurgte han med en dyb stemme. Et sus gik igennem min mave da nogen bag mig pludselig greb fat i min overarm. Jeg udbrød et højt skrig. "Hold kæft," sagde manden igen. En slags forum for gaffa tape blev pludselig klistret på min mund. Nogle tog pludselig fat i mine håndleder bag mig i et hårdt greb, hvilket fik mig til at skrige - så meget som muligt. 
"Tag hende med," sagde en ny stemme pludselig. Mine håndflader blev svedige og jeg prøvede at ruske mig ud fra deres greb, men det var umuligt. Der lød nogle hæse grin omkring mig, men mere nåede jeg ikke at opfange før alting blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...