Kom, vi stikker af

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 28 maj 2013
  • Status: Færdig
Jeg hører så meget country her for tiden, så jeg tænkte at jeg ville skrive noget i den stil.

0Likes
0Kommentarer
88Visninger
AA

1. Vi stikker af sammen

Der var skruet helt op for musikken. Det var bare mig og hende. De to bedsteveninder der fandtes. Vi gjorde virkelig alt for hinanden. Selv i sådan en situation, som hun var havnet i nu, var jeg fulgt efter hende. Og vi flygtede sammen, men selve flygten var skøn, for der var ingen af os der var bekymrede, selv om vi ikke vidste hvor vi skulle hen og hvornår vi kom tilbage, men så længe vi havde hinanden, så skulle det jo nok gå.

Vi, eller rettere sagt hun, var på flugt fra politiet. Jeg havde ikke fået alle detaljerne, men det betød ikke så meget. Det var noget med noget skyderi og en død mand, men jeg var bare glad for at hun stadig var i live.

Hun kørte bilen, en stjålen pickup sjovt nok, for selv om hun nægtede at have skudt en mand, og jeg vidste at hun havde gjort det dog for sin egen skyld, så var hun stadig kriminel. Og jeg vidste rent faktisk ikke hvorfor jeg var venner med hende, for jeg blev altid rodet ud i hendes problemer. Men vi manglede aldrig noget og hun vidste lige hvordan man skulle opføre sig og hvornår det var tid til at flygte.

Det var en ret gammel pickup, og den var heldigvis ikke blevet meldt stjålen endnu, for klokken var ikke engang 4 om morgenen, og solen var kun lige ved at stå op, så det ægtepar vi havde stjålet bilen fra ville først opdage det om et par timer, og der ville vi være langt væk. Men heldigvis var den hurtigt og nem at skjule, især i det her mylder af pickupper, fordi det næsten var det eneste folk kørte i.

Jeg elskede hende og hun elskede mig. Sådan var det bare. Havde hun ikke været kriminel, så havde vi aldrig mødt hinanden. Vi mødte hinanden for 7 år siden da hun prøvede at stjæle min pung, og jeg fik fat i hendes arm før hun fik fat i min pung. Hun undskyldte og så begyndte vi at tale, og vi havde været venner lige siden. Selv havde hun fristet mig til at stjæle et par gange, men ikke det store, ligesom hun gjorde. Jeg vidste godt, at hun måske ikke var den bedste at være sammen med, men jeg var fuldstændig ligeglad, for hun betød alt for mig, og engang fik jeg hende endda til at gå et par måneder uden at stjæle, men hun faldt hurtigt tilbage i det samme mønster igen, og jeg bebrejdede hende ikke.

Vinduerne var rullet ned og hvilede fødderne på instrumentbrættet, mens hun kørte for fuld gas, og luften blæste vores hår rundt, men selv luften var varm. Vi lignede ikke os selv. Vi havde købt hatte, rigtige cowboyhatte, og solbriller for at kunne skjule vores ansigter. Jeg vidste ikke helt hvorfor jeg skulle have dem på, men det gav vel alligevel meget mening, hvis jeg ikke ville have at de skulle kunne genkende mit ansigt en anden gang, for det er vel øjnene man husker bedst i en persons ansigt.

Vi lignede nogle rigtige cowboys. Små shorts, og ternede skjorter, som vi havde bundet over navlen, fordi der var alt for varmt. Store støvler og hatte, og så var vi af sted i en pickup. Det føltes som et eventyr, hvis ikke det var fordi vi vidste, at vi blev forfulgt af politiet.

Vi kørte i flere timer, hvor vi bare sang med på musikken, og et par gange skruede vi ned og snakkede sammen. Og selv om hun kørte så dristigt, så havde jeg så meget tiltro til hende, at når hun sagde, at jeg ikke skulle tage min sele på, så gjorde jeg det ikke. Hun sagde selv, at hvis politiet kom efter os, so ville hun køre ind i en busk og så skulle vi kunne komme hurtigt ud af bilen. Hun kendte mig så godt, at hun vidste, at hvis jeg var spændt fast i en sele, så ville der gå så meget panik i mig i et sådant øjeblik, at jeg ikke ville kunne åbne selen og så ville jeg blive fanget. Og hun havde ret.

Men jeg var virkelig bange for at køre galt, for hvis vi gjorde det, så var jeg fuldstændig sikker på at vi begge ville dø, og jeg holdt ekstra godt fast i sædet hver gang hun slingrede for voldsomt på vejen, men jeg troede på, at hun kørte sikkert.

Jeg ved ikke hvad der skete, men hun bankede på min dør tidligt om morgenen og sagde med panik i øjnene "kom, vi stikker af" og jeg kiggede forvirret på hende.

"Der er ikke tid til en forklaring," sagde hun og jeg pakkede nogle af min ting, og så tog vi af sted. Hun havde allerede stjålet pickuppen før hun hentede mig, for hun vidste at jeg hadede at være med til at stjæle. Og hvis jeg så havde sagt nej til at komme med hende, så var hun kørt uden mig, og det var det der fik mig til at gå ud i bilen og sætte mig ind ved siden af hende, velvidende om at jeg måske ikke engang ville komme tilbage igen, men jeg ville meget hellere tage med hende, end at leve mit liv som jeg plejede, og vide, at hun måske ikke ville komme tilbage igen.

Så jeg tog med hende, og vi havde kørt i flere timer. Det var eftermiddag, da vi havde skruet ned for musikken og snakkede sammen, og pludselig kunne høre politisirener bag os. Vi kunne stadig ikke se bilen i bakspejlet, men det lød som om der var mere end en, og udfra egen erfaring havde jeg lært, at politibiler kører betydeligt hurtigere end en gammel pickup.

"Fuck," mumlede hun inden hun sagde; "holdt godt fast" og drejede ud i buskadset på den anden side af vejen.

Jeg blev helt panikslagen, da hun kørte ud der, for bilen hoppede, og flere grene ramte bilens forrude, så jeg bestemte mig for at rulle mit vindue op, men da jeg var igang med det sagde hun til mig at jeg skulle lade være, for der ville være en mulighed for, at vi måske ikke kunne komme ud gennem dørene.

Og hun kørte rundt et par sekunder, inden hun parkerede bilen, hvor der var grus og politibilerne kunne høres højere. Hun steg ud af bilen og løb af sted, og jeg vidste ikke om jeg skulle følge efter hende eller ej, men da jeg alligevel ikke kunne røre mig bestemte jeg mig for at blive siddende.

Jeg kunne se hvad hun lavede. Hun løb frem for at trække alle de ødelagte grene og blade op af jorden, så det ikke ville se ud som om der lige var kørt ind bil ind der, og da politibilerne kom tættere og tættere på løb hun tilbage til mig, sagde "kom!" så lavt hun kunne, og jeg tog vores tasker nede ved mine fødder og hoppede ud af bilen. Jeg havde svært ved at bevæge mig, for jeg vidste, at hvis jeg gjorde en ting forkert nu, så ville vi blive fanget af politiet, og det var også den tanke der faktisk fik mig til at bevæge mig.

Vi var heldige. Vi var kørt ind et sted, hvor der lå et hus. Eller måske var vi ikke ligefrem heldige, for hvis politiet fandt bilen, så ville de muligvis kigge i huset efter spor af os, og vi havde ikke andre steder at gemme os end der.

Det var en gammel gård og jeg fulgte bare efter hende, da hun løb om bag huset og kiggede ind af en af ruderne. Der var ingen hjemme, hvilket på en eller anden måde var utrolig heldigt for os.

Hun lirkede døren op og vi sneg os ind og låste den efter os, så de ikke ville fatte mistanke, og så gemte vi os i kælderen. Udenfor det lille stykke væk vi var parkeret, kunne vi høre politibilerne trække ind, og ud fra min gode hørelse at dømme, så kunne jeg høre to biler, tre betjente og en politihund, hvilket bestemt ikke gjorde det nemt for os.

Vi var for anspændte til at snakke, men jeg vidste, at hvis de kom herhen, så havde hun en plan.

"Kom," sagde hun. "Vi stikker af." Og så rejste hun sig op og jeg har aldrig set hende så anspændt eller bange før, men det er også det tætteste hun nogensinde har været på at blive fanget af politiet. Og jeg fulgte bare efter hende.

Hun fandt et eller andet i et af køkkenskabene, som hun mente kunne fjerne vores lugt, fingeraftryk og fodspor, og så låste vi huset efter at have taget hoveddøren.

Vi kunne høre hunden gø nede ved vores bil og mændene snakke, mens vi løb af sted så hurtigt vi kunne, mens vi prøvede at være lydløse. Vi løb ind i skovområdet og ud på en af de åbne marker. Hun mente, at det var så oplagt, at ingen ville se det. De ville lede i skoven og huset, men ikke engang vide, at de faktisk skulle kigge ud over markerne.

Og vi løb to kilometer tror jeg, uden at høre lyden af politisirener igen. Vi gemte os flere gange i nogle træer, og kiggede efter politimændene, men vi kunne ikke engang se dem i skoven eller huset, så vi løb videre. Og vi nåede endnu et hus, hvor hun stjal en bil, som vi kørte af sted i.

"Ville det ikke være komisk," sagde hun, da vi igen kørte af sted. "hvis vi gik tilbage til den anden pickup og kørte videre i den. De kommer jo tilbage for rigtig at gennemsøge området, og hvis bilen så ikke stod der, så ville de fandme blive sjove i hovedet."

"Nej, for de ved jo præcis hvordan den ser ud nu, og så ville vi jo blive opdaget meget hurtigere. Selv om de nok kommer efter os igen, da vi har stjålet endnu en bil og det ikke er særlig langt fra den stjålne bil vi har efterladt," sagde jeg og kiggede på hende. Selv om hun var en virkelig god forbryder, så var hun heller ikke for klog nogengange.

"Du har ret," svarede hun og drejede så hele bilen rystede. "Men de får aldrig fat på os, lige meget med hvor meget de prøver."

"Ikke når det er dig," sagde jeg og hun smilede selvtilfredst og tændte for musikken. Og så kørte vi på samme måde som før, bare lidt mere bekymrede om politiet nu og meget hurtigere end før af en anden vej.

Vi vidste ikke om vi var eftersøgte i andre byer end vores hjemby. Vi vidste bare, at vi måtte langt væk derfra, og om det så betød at vi skulle helt til Nordpolen, så gjorde vi det gerne.

Politiet fandt os igen. Og denne gang gjorde hun noget dramatisk. "Nu må du gerne spænde dig fast," sagde hun og så kørte hun ud på en af markerne og drejede så skarpt, at bilen væltede. Hun var ikke selv spændt fast og slog sig noget hårdere end jeg gjorde, men hun var også meget mere vant til det, for som sagt havde hun skudt en mand og det tænkte hun ikke engang over mere.

Bilen var fuldstændig smadret, og hele hendes ben var dækket af blod, men hun løb som om der ikke var noget galt, og hun havde også hul i hovedet. Selv havde jeg kun fået et par enkelte sår, for bilen ramte jorden først i hendes side. Det var det vildeste hun nogensinde havde gjort, men vi var på en flugt fra politiet og ingen af os havde tid til at tage os af følelser lige nu.

Vi ankom til et hus, hvor vi mødte et gammelt ægtepar og blev tilbudt et et brusebad og et enkelt måltid. Vi fandt på en dum undskyldning for den måde vi så ud på, og bagefter gav de os frivilligt en af deres biler, så vi var hurtigt på farten igen.

Og sådan fortsatte det. Vi kørte næsten op til Canada og politiet gav op til sidst, hvilket vi var taknemmelige for. Vi slog os ned i en lille by og her har vi boet lige siden. Vi kom aldrig tilbage, og politiet har slet ikke være efter os lige siden, og i den lille by fandt vi begge en mand og endte med at slå os helt ned. Hun droppede det kriminelle liv og er i dag en mor til to fantastiske unger. De er ikke gamle nok til at høre om hende kriminelle liv, men hun bliver ved med at sige, at en dag vil hun fortælle dem det. Jeg er gravid i sjette måned, så det hele endte jo lykkeligt alligevel. Selv glemmer jeg aldrig den tur. Jeg stolede så meget på hende, og hvis ikke jeg var taget med hende lige fra starten, så ville hun være død nu. Jeg var overbevist om, at hun ville være død da hun drejede bilen om på hovedet, hvis ikke jeg havde været med. Og vi ville aldrig have været så tætte, som vi er i dag. Og jeg kunne ikke være lykkeligere. Det var et eventyr for livet.

Og politiet droppede sagen. Hun har været på politistationen flere gange uden at der er sket det store. Nu hilser politimændene oven i købet på hende, når de ser hende på gaderne. Jeg ved ikke hvad hun har gjort, men hun er i hvert fald ikke længere en forbryder og det kunne jeg ikke være mere glad for. Hun er på en og samme tid det bedste og det dårligste der nogensinde er sket for mig.

Men jeg elsker hende.

Og det var den eneste tanke jeg havde i hovedet den dag jeg valgte at tage med på hendes eventyr, som endte godt alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...