Jeg kan huske...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 28 maj 2013
  • Status: Igang
Det kan være svært at være anderledes, man ved aldrig hvad folk tænker om en. Kan man blive forelsket i en man aldrig har snakket med? Er vores verden for fordomsfuld?

0Likes
0Kommentarer
265Visninger
AA

1. Det eneste kapitel...

 

Jeg husker, hans ansigt.

Jeg husker, hans blonde hår.

Jeg husker, hans blik, der hvilede på mig.

 

Jeg turde ikke sige noget til ham, mens han sad der over i hjørnet og kiggede på mig. Jeg kiggede nogle gange op og mødte hans blik, men kiggede hurtigt ned igen. Jeg var ikke engang sikker på det var mig han kiggede på, eller om det var af den grund som jeg havde i tankerne. Måske syntes han at jeg var smuk, selvom jeg ikke selv helt troede på det. Måske tænkte han at jeg var underlig, som de fleste mennesker. Jeg kunne ikke rigtig bebrejde dem, piger med blåt hår kommer ikke i flokkevis, men jeg ville alligevel ønske at folk ville holde op med at være så fordomsfulde.

Jeg kan huske alle de onde blikke jeg har fået af gamle mennesker i biler, når jeg ventede på grønt lys i et lyskryds.

Jeg kan huske hvor chokeret min far var blevet den dag han kom hjem fra arbejde og så at mit hår var meget anderledes.

Jeg kan huske den diskussion vi havde om aftenen, om hvor svært det er at leve i vores samfund med blåt hår og hvor svært det er at få arbejde. Jeg er ligeglad, verdenen må tage mig som jeg er eller lade vær.

Jeg kan huske, hvor sur jeg blev og hvor højt jeg råbte af ham.

Jeg kan huske, han fortalte mig, at dengang jeg var lille havde vi set et program med nogle punkere med piercinger og tatoveringer, og jeg havde sagt at jeg aldrig ville se sådan ud, men min far sagde at jeg nu var godt på vej. Det gjorde mig tavs, og jeg gik op på mit værelse og lagde hovedet ned i puden.

 

Jeg kan huske, jeg godt kunne lide ham, selvom jeg ikke havde snakket med ham eller noget. Jeg syntes han var sød, og jeg håbede virkelig at det var mig han kiggede på. Jeg havde aldrig rigtigt været forelsket før, jeg vidste ikke om man kunne forelske sig i en person man aldrig havde snakket med. Det fik mig til at tænke på en film jeg engang havde set, hvor en fyr havde spurgt en helt tilfældig, smuk pige om hun ville gifte sig med ham, hvor hun så sagde ja. Filmen endte med at de blev gift og levede lykkeligt til deres dages ende. Jeg ved det blot er en film, men jeg synes det burde være muligt, at få øjekontakt med en tilfældig person og føle noget for personen.

Jeg kan huske jeg blev skuffet, da jeg kiggede op og han ikke kiggede på mig mere. Jeg ved det var dumt, men man kan vel ikke styre sine følelser. Jeg blev til gengæld helt varm indeni da han igen kiggede på mig.

 

Jeg husker, hans gennemtrængende blik.

Jeg husker, mine varme, røde kinder.

Jeg husker, hans skæve smil.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...