MY Angel!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2014
  • Status: Igang
Yukia lever i sin egen forvirrede verden, selvom den nogle gange virker perfekt efter hendes smag. Selvom alle har deres meninger om hvordan tingene bliver løst, skaber det altid et andet problem.

5Likes
35Kommentarer
787Visninger
AA

5. Kapitel 4

YUKIA'S   P.O.V:

Jeg lag mig stille ind på sofaen igen med det stadig fugtige hår. Jeg lukkede stille mine øjne da jeg kom i tanke om noget. Ren! Jeg fandt hurtigt min mobil og skulle til at finde hans nr da jeg kom i tanke om jeg ikke havde det. Og klokken var halv seks. Jeg sukkede irriteret over at havde glemt ham. Jeg satte mig på sofaen igen og skulle til at ligge mig i det det ringede på min dør. Jeg rejste mig træt og gik ud til døren. Jeg låste op og åbnede. I døren stod Key umma ~Hvorfor kaldte jeg ham stadig umma?~ og en pige der så bekendt ud. Key smilede tøvende.
"Må vi komme ind?" Spurgte Key. Jeg stirrede på pigen. Hun virkede så fandens bekendt men jeg kunne ikke huske hvorfra.
"Hvorfor har jeg det som om jeg har set dig før?" Spurgte jeg og hentyde til pigen. Jeg kæmpede som gal for at huske. 
"Fordi du har set mig før Yukia." Sagde hun. Hvor kendte hun mit navn fra? Var hun en eller anden total stalker? Jeg gav mig til at studere hende. Hun havde smukt langt, brunt hår der bølgede let og indrammede hendes ansigt perfekt. Hun var cirka på højde med mig og var slank ikke for meget men lige tilpas. Og nu stirrede jeg rasende på hende. Det var hende Minho havde stukket tungen ned i halsen på. Jeg rettede mit blik mod Key.
"Hvad vil du Key?" Spurgte jeg koldt og afvisende.
"Vi vil snakke." Sagde han.
"'Vi' er ikke en del af den her samtale. Hvad vil du key?" Spurgte jeg igen.
"HUN vil forklare,"Sagde han men jeg afbrød ham.
"Men jeg vil ikke snakke med hende, okay? Bare tag hjem igen." Sagde jeg og skulle til at lukke døre da Key bare skubbede den op og gik uden vidre ind. Pigen, stod lidt men før jeg kunne nå at smække døren havde Key lagt en hånd på døren og gjore tegn til hun bare skulle gå ind. De gik ind i stuen, der lignede lort lige pt. Jeg sukede og gik selv ind i stuen. Jeg fjernede min dyne og smed den ind i mit sove værelse. Bag efter rydet jeg af bordet og stilte det bare på køkken bordet.
"Yukia~!" Nynnede Key. Jeg sukkede men gik ind i stuen igen. Jeg fandt den gemte sækkestol frem og sat mig i den. Jeg kiggede ondt på pigen hvilket fik hende til at krympe sig bare en smule.
"Kan i ikke bare komme til sagen?" Spurgte jeg. Pigen nikkede.
"For det første hedder jeg April. Og jeg vil faktisk bare gerne undskylde." Sagde pigen der åbenbart hed April. Som om jeg ikke var skide ligeglad med hvad hun hed!
"Hvad skal jeg bruge det til?" Spurgte jeg og rejste mig op.
"Hvad mener du? Det er min skyld at dig og Minho oppa har problemer!" Sagde hun.
"Han kunne havet sagt det til mig! Vi kunne havde holdt lidt afstand i steden for jeg skal komme i skole og se ham stå og snave en total fejlfri pige!" Råbte jeg vred og såret. "Og nu er det forsent! Han tror jeg er ham utro med Jonghyun! Han hader mig! Og jeg hader ham! Han vil ikke se mig og jeg vil heller aldrig se ham mere!" Forsatte jeg.
Key stirrede overrasket på mig mens April så vred ud. Hun rejste sig hurtigt og slo ud med armne.
"Han. Fucking. Elsker. Dig! Jeg har aldig set ham så lykkelig når han sms'ede med dig ringede til dig inden de skulle på scenen eller været i samme rum med dig! Jeg har aldrig set ham så ulykkelig som han er nu! Det at han har set tåernde løbe ned af dine kinder såre ham men kan du forstille dig hvor nedbrudt han er når han ved det er ham der har såret dig?! Alt den vred du føler lige nu dækker kun over at du er såret! Så nu tar du fandme dig sammen og når jeg møder Minho oppa igen så giver jeg ham verdens største los i røven hen til dig hvis i ikke har fundet sammen eller idet mindste ud af noget. Bare et eller andet! Og jeg ved at du elkser ham! Jeg kunne se hvor såret du var og jeg kan se det nu! Du siger nej nu, men når drengene virkelig har tænkt sig at droppe dig fordi du er umulig så ligger du på dine knæ og beder ham om at tage dig tilbage!" Skreg April rasende. Jeg stivnede fuldkommen. Det skar i mit hjerte fordi jeg vidste hun havde ret men jeg ville ikke indrømme det. Ikke lige nu. Men, nedbrudt..? Min hals snørrede sig sammen og jeg kiggede ned i gulvet. Der godt kunne trænge til at blive vasket.
"Jeg aner ikke hvad du tænker lige nu, men *Suk* jeg hader at se jer ulykkelige. Jeg ved jeg ikke har ser dig som til hver dag, men jeg har set billeder af dig før. Og i passer perfekt sammen. Det ville være ærgeligt hvis det her var en Sad Love Story." Sagde April i et behersket toneleje bagefter. En telefon begyndte at ringe og Key gik ud i køkkenet for at snakke. Jeg nikkede stille.
"Tak.. Tak for at prøve at hjælpe men jeg skal lige havde taget mig sammen, før jeg kan se ham i øjne igen. Key kom løbnede ind i stuen og tændte for Tv'et og satte målrettet sig til at lede kanalerne igennem. Han fandt den rigtigt kanal og vi kiggede alle på hvad han havde fundet.

".. Nogle fangirls tror denne pige vil skille drengene ad og der med ødelægge SHINee på grund af deres, ny fundende, følelser for hende. Igen ved hvor længe deres forhold har været hemmeligt og heller ingen ved drengene der mødte hende først. Men kun at det mulighvis vil skille SHINee ad." Snakkede en vært sammentidig med en video af Min og Minho blev vidst. Jeg stirrede tomt på Tv'et der begyndte at spille reklamer. En hånd lag sig på min arm. Jeg rystede den af, gik hen til mit vindue og kiggede ned på gaden. En masse mennekser med kamara eller mikrofon og optog. Et kamara blev rettet op af og begyndte at blitze som gal. Andre rette også deres kamara og begyndte at tage billeder. Jeg blev hurtigt hevet væk fra vinduet.
"Det var det han ville undgå." Mumlede jeg.
"Bare rolig! Jeg kan måske komme tilbage senere, men jeg er nød til at gå. Onew ringede og sagde jeg skullee komme hjem fordi vores manager kommer snart. Vi kan snakke om det der hvis det er." Sagde Key. Jeg rystede stille på hovde. "Men jeg er nød til at smutte nu" Forsatte Key. "Det er okay Key. Jeg klare mig.. Bare tag hjem men vil du ikke lige vente to sekunder?" Spurgte jeg. Key nikkede. Jeg skyndte mig at finde et papir og en kulgepen. Hurtigt skrev jeg ordene, foldede det sammen og gav det ril Key umma.
"Det er til Minho. Vil du ikke nok give det til ham for mig?" Spurgte jeg. Key smilede varmt til mig. "Jo." Svarede han. Jeg fuldte Key og April ud til døren og sagde farvel. Da de var gået lukkede og låste jeg døren efter dem. Jeg satte mig i sofaen og tænkte på det April havde sagt. Jeg elskede Minho sp meget det næsten gjore ondt. Men stadig turde jeg ikke sige hvor meget han betød for mig, for hvis han blev træt af mig, eller mistede sine følelser for mig eller fandt noget han syntes var bedre ville det bare gøre mere ondt for så havde jeg overgivet mig til ham. Men hvis jeg ikke snart sagde det ville han bare tro jeg var sammen med ham fordí han var berømt. Og så kom jeg i tanke om brevet han snart ville læse. Jeg havde ingen idé om hvordan han ville reagere. Jeg sukkede og lag mig ned på siden med lukkede øjne. Kort efter overmandede den pludselige træthed mig.

Jeg løb så hurtigt jeg kunne for at komme væk. Men jeg kunne ikke undslippe, de var alle vejne.De ville ikka lade mig være i fred! Der stod han. Min udvej. Jeg skreg hans navn men han så ikke engang på mig. Hans øjnevar rettet mod noget andet. Og hans øjne strålede da han så på det. Ud af det blåkom en pige løbende mod ham og slo armne om ans hals da hun var tæt nok på mens hun plasserede et intimt kys på munden af ham. Han kyssede hende villigt igen. Det skar dybt inden i. Jeg blev hurtigt dårlig. Kvalmen steg kraftigt og jeg blev okay meget svimel. Sceneriget skiftede og jeg stod i en hvid, lang, kjole på en klippe kant klar til at sprænge og det gjore jeg.

Jeg satte mig brat op. Jeg hev efter vejret i små korte gisp. Jeg tog mig til hovde i ren fustration. Det kunne ikke være sandt..? Selvfølgelig var det ikke det. Det var bare en drøm. Retter sagt et maridt. Jeg lag mig ned igen. Jeg rykkede om på siden, lukkede mine øjne og prøvede at falde i søvn. Efter noget tid opgav jeg. Jeg kunne ikke sove. Jeg rejste mig fra sofaen og gik ud i køkkenet for at få noget at drikke. Jeg et glas frem og tog en cacomælkfra køle skabet. Jeg hældte lidt op i glasset og drak det med det samme. Jeg stilte caco'en tilbage, od glasset stå på bordet og gik ind i stuen. Jeg gik over til vinduet og så at der stadig var tre fire folk med kamara tilbage. Jeg sukkede og trådte væk fra vinduet igen. Jeg tændte for Tv'et og var på den samme kanal Key havde slået over på. Jeg sad og kiggede lidt før jeg satte en film på. Remember Me. Den var virkelig god men stadig sørgelig... Da jeg var kommet godt ind i filmen bankede nogen på min dør. Jeg pausede filmen og gik ud til døren. Jeg låste op og åbnede men kneb hurtigt øjne sammen, da jeg blev blitzede op i ansigtet. Flere spørgsmål sprang op i hovde på mig. Jeg smækkede hurtigt døren i. Jeg halv løb ind i stuen eftre min mobil. Jeg fandt hurtigt en af drengenes nummre frem. Onew's. Jeg ringede og kort efter det første 'bip' lød han stemme. "Nae?" - "Onew, det Yukia!" Sagde jeg hurtigt. "Yuk?!" Spurgte han chokket. "Onew jeg har brug for hjælp. Paparezzierne står uden faran min dør! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre." Sagde jeg hjælpeløst. "Ehmm... Jeg sender... Vi kommer over til dig!" Sagde han beslutsomt. "Tusinde tak, Onew!" Sagde jeg taknemligt. Han lag på. Jeg gik frem og tilbage mens jeg ventede. Hvad skulle jeg gøre? Nu vidste de hvor jeg boede! Hvordan skulle jeg nogensinde takke dem, altså drengene? Jeg kiggede på min mobils ur. Klokken var halv ti! Hvorfor var her stadig paparezzier?! Jeg lag min mobil på bordet ind jeg fik gjort noget dumt med den jeg senere hen ville fortryde. Mens jeg ventede kunne jeg ikke stå stille men efter noget der føltes som en halv time selvom det nok kun var fem minuter, blev jeg rundtosset og blev nød til at stoppe. Jeg stod og trippede utålmodigt med foden indtil der pludselig blev taget vildt i mit dørhåndtag. Jeg sprang forskrækket væk. Jeg gik ud til døren og kiggede i spionen. Det var drengene. Jeg skyndte mig at låse op og åbne. De kom hurtigt ind mens de ignorede paparezzierne. Jeg lukkede hurtigt døren. Og låste. Drengene gik hjemkendt ind i stuen og satte sig. Jeg skulle lige til at gå efter da jeg mærkede nogen tage fat om mit håndled og standsede mig. Jeg vendte mig om, men kiggede hurtig ned i gulvet igen.
"Mente du det?" Spurgte Minho lavt. Jeg kiggede kort op på ham. Jeg trak kort på skuldrene.
"Je-Jeg ved det ikke. Jeg var bare... Undskyld." Stammede jeg. Minho, der havde givet slip på mit håndled, knyttede nu hænderne ned langs siden. Ordene jeg havde skrevet kørte rundt i mit hoved og ville ikke forsvinde.

Jeres fans hader mig så det er nok bedst at vi ikke kender hinanden. Jeg er ikke bange for at blive hated men jeg vil ikke have i mister fans. Så det er nok bare bedst. Undskyld  ~Yukia~

"Minho..? Jeg... Det hele er bare så forvirrende og..." Jeg afbrød mig selv og kiggede ned i jorden. Jeg mente intet af det jeg havde skevet kun at jeg ikke var bange for at blive hated og jeg ikke ville have de skulle miste fans. Men... ikke aat kende Minho (eller de andre) ville ødelægge mig. Jeg havde det bedst sammen med dem og ingen havde nogen sinde været så tætte på mig.
"Jeg ville hade at lade som om jeg ikke kende dig." Forsatte jeg hviskende og kiggede væk.
"Men hvorfor skrev du det så?" Spurgte han lavt. Jeg kiggede hurtigt op på ham.
"Har du ikke forstået noget af det der stod?" Spurgte jeg.
"Jo, jeg har forstået det! Men du burde da vide jeg var ligeglad!" Sagde han. Lige glad nok til at stikke tungen ned i halsen på en anden pige? Jeg havde en stor trang til at spørgere ham men gad ikke være mere uvenner end i forvejen.
"Ja," Mumlede jeg bare kort og gik ind i stuen. Jeg satte mig i soafen og sørgede for at sætte mig med en på vær side så jeg satte mig mellem Key og Tae. Key skulle lige til at spørgere om noget men Onew tog ordet og key måtte lukke munden igen. Minho kom ind og satte sig i sække-stolen.
"Vi er nød til at få det her under kontrol. Så jeg er nød til at spørger: Yuk elsker du virkelig Minho?" Spurgte Onew. Alle havde rettet deres opmærksomhed mod mig. Jeg nikkede uden tøven. Onew spurgte Minho om det samme han nikkede med det samme allerede før Onew nåede at fuldføre sin sætning. En dejlig varme af at føle sig elsket bredte sig hurtigt i min krop og jeg var sikker på at jeg rødmede og smilede over hele hovede.
"Hvad skal vi så? Offenlig gør i er sammen eller sige at Yuk er en fan der bare ville have opmærksomhed?" Spurgte Onew igen. Gud hvor jeg håbede at de ikke ville sige jeg var en fan.
"Offenlig gør hun er min!" Sagde Minho med det samme. Jeg rødmede endnu mere og kiggede ned i gulvet under mine fødder.
"Jeg er enig!" Sagde Taemin. Og de andre erklarede sig også enige. Det samme gjore jeg.

"Så det afgjort! Choi Jin, har allerede lavet en presse konforrangse så skal vi bare have offenligt gjort jer. Men Yukia vil du kunne holde til ikke at kunne være i fred, mens i sammen?" Spurte Key.
"Jeg ville gå til verdens ende, for at være sammen med Minho. Selv om vi har vores kampe vil jeg altid elske ham." Sagde jeg og kiggede på Minho. Han smilede glad og kærligt til mig. Og mimede 'Jeg elsker dig.' og jeg mimede tilbage: 'Jeg elsker også dig.'
"Aigoooooo! Hvor er i bare kære!!!" Udbryder Key umma og havde åbentbart kagt mærke til vores mimerri. Jeg mærkede den røde farve stige i mine kinder og kiggede væk.

"Vi offenlig gør jeres forhold i morgen." Sagde Onew. "Så ikke noget med at bakke ud."

"Gud, hvor gider jeg ikke tænke på 'Imorgen'." Sagde jeg og lænede mig tilbage i sofaen. "Jeg får en kæmpe skideballe. Jeg pjækkede båede igår og idag! Og jeg burde koncentere mig om læsning og bla, bla, bla!" Jeg sukkede utilfreds. Drengene grinte dog bare ad mig. Jeg sprang op fra sofaen og snurrede hurtigt rundt på udkig efter min taske. Hm, ikke her..? Fuld af energi løb jeg ud i køkkenet og kiggede, men nej, her var den heller ikke. Jeg løb ind igennem stuen ud i gangen og ind på mit værelse. Jeg kastede mig på maven i sengen, jeg gled eller retter sagt trak mig længere frem og kiggede under sengen. Ingen taske her. Jeg kiggede rundt i resten af værelset. DER!!! Jeg tog hurtigt min taskke smed den ind i stuen og hoppede lalleglad vidre ud i køkkenet. Hvad var det jeg skulle her? "Mangler du noget?" Lød det fra døren. Jeg vendte mig om og svarede: "Det ved jeg faktisk ikke."

Et kort grin kom fra Minho.

"Så står du bare der og griner af mig?! Hvad for en kæreste skal du forstille at være!?" Sagde jeg halv fornærmet. Minho gik tættere på mig, tog mine hænder i sine og kiggede ned på mig.
"Er jeg da det?" Spurgte han lavt.
"Ja." Hviskede jeg sammen tidig med hans læber pressede sig mod mine. Jeg lag mine hænder om i nakken på han og rode dem ind i hans hår. Minho's ene hånd lå omme på min ryg og pressede mig tættere på ham mens den anden havde rodet sig ind i mit hår og holdte mig fanget. Et langt øjeblik efter genrede noget mine lukket øjne. Jeg åbnede det ene øjen på klem og så Key med Taemin, Onew, Jjong bag sig. Key stod og tog billeder! Jeg drejede forlegent mit hovde den anden vej.
"Awww, Hvor er i bare kære!! Men jeg advare dig frøfjæs! Du kan lige vove på noget!" Lød Key umma's stemme. Jeg fniste kort af ham, men turde ikke vende hovede bevist om jeg var rød i hovede. Minho grinte dog bare af Key umma.

 

Senere hen på aften var drengene taget hjem, så jeg sad foran mine bøger og kiggede på de manglene lektier. Både histore, Koreansk, og matematik. Histore og Koreansk var edenlig okay, let nok, men matematik var ikke lige frem mit yndlings fag. Så der sad jeg og kæmpede indtil jeg blev færdig.

Jeg blev endelig færdig og kiggede op på klokken. Den var midnat! Jeg pakkede urtigt mine ting væk og lag dem i min taske jeg stilte ude i gangen, så jeg vil kunne finde den i morgen tidelig. Så slukkede jeg lyset i køkkenet, stuen og gangen. Jeg tog mit tøj af og fandt en T-shirt jeg kunne sove i. Jeg lag mig træt i sengen og slappede af. Jeg trillede om på siden og faldt kort efter i søvn.

 

_____________

Halløj! Undskyld kapitel ikke kom ud noget før som var mennigen. Vi har haft gæster det sidste tre-fire dage der har overnattet så, mig og min far var lidt "uvenner" om hvor vidt jeg skulle være på pc'en.... MEN håber i kunne lide det nye kapitel! Smid gerne en kommerntar;D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...