MY Angel!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2013
  • Opdateret: 1 apr. 2014
  • Status: Igang
Yukia lever i sin egen forvirrede verden, selvom den nogle gange virker perfekt efter hendes smag. Selvom alle har deres meninger om hvordan tingene bliver løst, skaber det altid et andet problem.

5Likes
35Kommentarer
790Visninger
AA

2. Kapitel 1.

Det så udtil at det ville blive en meget normal dag. Eller næsten. Der var jo lige mine bedste venner. SHINee. Eller fire af dem. Ikke Minho. Min dejlige kæreste. Men der var igen der vidste det, selvfølgelig gjore resten af SHINee, men ellers ikke. Jeg fik stadig dræberblikke, koldeblikke og misundelige blikke fra pigerne på skolen fordi jeg sad ved samme bod som dem og fordi de snakkede til mig. Et eller andet sted var jeg fuld komen ligeglad med om de var berømte eller ej. Alle de populære snakkede til mig, de havde gjort det før men ikke så meget som de gjorde nu.
Jeg gik ind i køknet, fandt en skål músli med mælk frem og skyndte mig at spise det. Jeg trippede let og lag så skålen fra mig. Jeg gik ud i entréen og tog mine flade sko på. Igen hæle til mig, ellers tak. Jeg var på vej ud af døren med min taske over skuldren da jeg kom i tanke om noget. Jeg løb ind på mit værelse og kiggede mig hurtigt om da jeg fandt den. Min Ipod. Jeg satte høretelefonerne i, tændte den og lag den ned i min lomme. Jeg gik ud af døren og låste ind til legligheden og satte derefter kurs mod skolen. Jeg var ved at gå i fryd da jeg hørte hvilken sang der lød i ørepropperne. Heart Attack - Demi Lovato Cover med Sam Tsui. Jeg elskede hans stemme. Og Chrissy Costanza. Hun lød virkelig også godt. Hver gang hendes stemme kom ind i billede sang jeg automatisk med. Jeg spolede vidre til næste sang da jeg blev træt af at høre på den samme sang. Musiken begyndte på den næste og jeg genkendte den straks. BEAST Beautiful Night. Jeg gik ned af de velkendte gader mens jeg små hoppede/dansede. Jeg nåede skolen i god tid. Jeg gik gennem gangene for at nå lokale 13a. Jeg mærkede et par arme gribe fat rundt om mit liv og hev mig op og snurrede rundt. Jeg skreg af forskrækkelse og grinte lidt sammen tidig. Jeg blev sat ned igen efter et par runder i luften. Jeg vendte mig om for at se en grinene Jonghyun og jeg kunne ikke selv lade vær' med at grine.
"Er du gal du kan skrige højt?!" Sagde han mens han stadig grinede. Jeg skubbede for sjov til ham.
"Det var dig der startede!" Forsvarede jeg mig selv. Han lag armen om min skulder og trak mig med til lokale 13a hvor vi havde time sammen. "KAN DU SÅ KOMME VÆK FRA HENDE DIN PABO!!" Lød en vred stemme bag os. Før jeg vidste af det var Jjong arm blevet revet væk fra mig og jeg var blevet trukket ind i en omfavnelse. "Hvordan har min lille pige det?" Spurgte Key glad nu da Jonghyuns arm ikke rørte mig det mindste. Jeg grinede lavt af ham.
"Lige som i går." Sagde jeg glad. Vi gik ned mod lokale 13a selvom Key skulle til 12c. På halv vejen gik Key ind i sit klasse værlse og Jonghyun over tog min skulder igen. "KOM VÆK FRA HANDE!" Lød det bag os. Jeg vendte hovde og så Key stirre meget ondt på Jonghyun. Jonghyun grinde men fjernede så sin arm. Key kiggede efter os da vi gik vidre ned til vores lokale.
"Hvor er Minho?" Spurgte jeg lidt efter. Jonghyun puffede drillende til mig.
"Han gik lidt tideligere idag.. Noget med en overrasklese.. DU HAR DET IKKE FRA MIG!" Udbrød han. Jeg smilede lumsk til ham. Vi drejde ind i klassen og jeg kiggede hurtigt efter Minho jeg heldigvis og så havde time med nu. Jeg stivnede brat i døren og mærkede kniven skære gennem mit hjerte. Jonghyun kiggede i samme retning. Han gispede men spurtede ellers hen til Minho og skubbede hans læber fra den anden piges. Minho kiggede chokerede på Jonghyun der råbte og skreg af ham om at ham var en dum foræderisk idiot. Jeg vendte om på hældene og styrtede gennem gangene for at komme væk. Fra Minho, fra pigen og alting. Jeg hørte mit navn blev råbt efter mig men jeg forsatte væk. En overaskelse. Ja, det var meget rigtigt. Jeg havde ikke set den komme. Jeg løb ud gennem skolegården og gennem byen til jeg nåede parken. Jeg fandt den lille eng med en dam og satte mig op ad et træ. Jeg begravede mit hovde i mine hænder. Det føltes som om mit hjerte var blevet voldsomt forbrandt, revet helt itu. Jeg mærkede en lille hånd ligge sig på mit håndled. Jeg kiggede op og så ind i en lille drengs bekymrede øjne. Jeg kiggede desret om ham og så igen var her hvilket sikkert betød han var alene. Mærkeligt. Han lignede en på fire og hvem ville lade en lille dreng gå alene rundt
"Er du okay noona?" Spurgte drengens lille engle stemme helt automatisk trak det i mine smilebånd.
"Daehyun?! Hvor er du?!" Råbte en ældre stemme. To sekunder efter trådte en dreng på min alder cirka ind i den lille eng. Han lignde den lille dreng utrolig meget. de var sikkert brødre. Han kiggede rundt indtil han fik øje på os. Han lyste op i et charmerende smil og gud hvor mindede det mig om Minho. Jeg kiggede væk og en ny strøm tåre og smerte startede.
"Hey. Gud er du okay?!" Spurgte den ældre dreng. Jeg rystede forsigtigt på hovde. Jeg rejste mig fra jorden og ville havde været gåede hvis ikke den lille dreng havde grebet fat i min hånd.
"Noona er du okay? Du må ikke græde!" Sagde han og kiggede op på mig med store øjne. Jeg satte mig på hug foran ham og smilede sødt til ham. Han smilede stort igen og fik de sødete smilehuler.
"Bare rolig noona skal nok klare sig." Sagde jeg beroligene.
"Hvorfor græd du så?" Spurgte han omsorgsfuldt.
"Fordi jeg fandt ud af at min kærste ikke kun var sammen med mig. Noona troede bare ikke han var sådan. Jeg troede han var oerfekt og at vi ville blive sammen for evigt. Men sådan skulle det ikke være." Sagde jeg tænksomt. Det var rigtigt. Jeg troede vi skulle være sammen for evigt og vi kunne fortælle hinanden alting men det kunne vi åbenbart ikke. Jeg rejste mig op igen.
"Hvornår var han sammen med en anden?" Spurgte den ældre dreng forsigtigt. Han smilede sødt og  omsorgsfuldt. Jeg trak kort på skuldren og svarede:
"Her i morges. Lige inden skolen startede. Jeg løb. Jeg gad ikke høre på forklaringere eller løgne jeg ville bare væk." Sagde jeg grædende igen."Jeg er nød til at gå."
Jeg vandte mig om og begyndte at gå væk fra dem. Da den ældre fyr råbte efter mig.
"Skal vi ikke følge dig hjem?" Spurgte han.
"Det må i gerne, hvis i vil." Sagde jeg. Den lille engel løb hen og greb min hånd, stor smilende. Jeg hørte en forunderlig latter, jeg rettede mit blik mod den ældre dreng der grinede af den lille engel. Han gik over på den anden side af drengen. Så gik vi ud af engen og ind på stierne
"Jeg hedder forresten Ren." Præsenterede han. "Og det her er min lille lillebror Daehyun." Forsatte han.
"Jeg hedder Yukia." Sagde jeg.
"Yukia? Det har jeg aldig hørt om før. Det er et specielt navn." Sagde Ren. Jeg nikkede stille.
"Min appa ville have jeg skulle hedde Yuri og min umma ville have jeg skulle hedde Yukie. Og min oppa ville have jeg skulle hedde noget med A. De kunne ikke bestemme sig så min oppa lavde en blanding som så endte med Yukia. " Fortalte jeg.   
"Det er smukt." Sagde Ren. Jeg kiggede op på ham og han smilede mens han kiggede fremad.
"Kan vi ikke tage hen på legepladsen?!" Spurgte Daehyun bedende. Jeg grinde lavt af ham.
"Kun hvis Ren vil. Jeg skal alligevel ikke noget idag og tager skideballen i morgen." Sagde jeg.
"Det kan vi godt. Hvilken en?" Spurgte han Daehyun.
"En med gynger!" Sagde jeg højt isteden for at tænke det. Af ren refleks holdte jeg min hånd op foran min mund. Men Daehyun var enig med mig. Sammen løb vi forud hen mod legepladsen der lå lidt bag træerne. Jeg satte kurs direkte mod gyngerne mens jeg kiggede på Daehyun der løb hen til rytsebanen. Jeg lag min taske ved siden af gyngen og satte mig ellers på den mens jeg kiggede på Daehyun der kravlede op af de få trin til rutsebanen. Jeg sad og kiggede på Daehyun at jeg ikke havde lagt mærke til Ren der havde snedet sig ind på mig. Han tog fat i gyngen og skubbede til den mens jeg sad på. Ren skubbede mig frem og tilbage indtil han satte sig på gyngen ved siden af og gyngede lidt selv.
"Han lyder som en rigtig hjerte knuser." Sagde han pludseligt. Jeg kiggede over på ham.
"Det er han ikke. Han er dejlig, sød, venlig, åben og alt det man overhovde kunne ønske sig... eller det troede jeg. Indtil idag." Sagde jeg. Jeg slo blikket ned og kiggede ned i gruset.
"Yukia!" Lød en velkendt stemme. Jeg kiggede straks op og så mig rundt. Key og Jonghyun... og Minho kom gående mod os. Jeg rejste mig straks og svang min taske over skuldren.
"Ømm... Kan vi ses her i morgen klokken fire. Jeg er nød til at smutte." Sagde jeg hurtigt.
"Klart! Jeg mener.. Selvfølgelig.." Sagde Ren glad. Jeg smilede til ham og begyndte at gå den modsate retning af Jjong, Key og ham.
"Vi ses Daehyun!" Råbte jeg og vinkede farvel. Han vinkede hektisk igen. Jeg satte hurtigt i løb for at komme hurtigere væk. Men Jjong og Minho var uheldigvis meget trænet i løb. Eller bare sport for den sags skyld. Da de var kort i at få fat i mig satte jeg af og drejde skarpt ind mellem træerne.
"Yukia! Yukia stop nu forhelvede!" Råbte Minho. Lyden af hans stemme fik det til at skære i mit hjerte og jeg satte farten op. Jeg løb rundt mellem træerne og drejde et par gange. Jeg standsede op og trak vejert dybt mens jeg prøvede at høre deres fodtrin men mit hjerte bankede alt for højt og hurtigt. Jeg tog en dyb indånding og løb en anden vej ud fra træerne og ud af parken. Jeg løb hele vejen hjem til mig selv hvor jeg stod og fumlede med nøglen kort før jeg fandt den og åbnet døren. Jeg smækkede den i, smed mine sko og løb ind i stuen. Jeg lag mig i sofa'en og orkede ikke at lave mad så jeg fandt nummeret på et pizzaria frem og ringede efter en salatpizza. Jeg hentede min dyne inde fra mit værelse og lag mig under den på sofa'en da det bankede på. Jeg kiggede på uret på min mobil. Det kunne ikke være pizzaen der ville gå et kvarter deromkring før den var her hjemme. Jeg listede ud i entreen og kiggede i spionkiggeren for at se Onew og Taemin stod der med bekymrede blikke. Jeg bed mig hårdt i læben før jeg åbnede døren på klem.
"Hvad?" Sagde jeg neutralt.
"Yukia! Hvor er jeg glad for at høre din stemme. Åben dog døren kvinde-menneske!" Sadge Onew.
"Så det jo godt jeg er en vampyr og ikke et kvinde-mennekse." Sagde jeg og lukkede døren igen. Okay det med vampyr var ikke rigtigt men what ever. Det bankede på igen og igen og igen og igen. Jeg åbnede vredt døren.
"Hvad vil i?!" Snerrede jeg irriteret. Jeg stirrede dog straks overrasket på pizzabudet.
"Mainhae! Det var ikke til dig men nogen der var her lidt før du kom. Jeg henter lige pengene, to sekunder!" Sagde jeg og halv løb ud i køknet efter min pung. Jeg fandt det rigtige antal penge frem og gik ud til døren igen. Jeg gav ham pengene og fik pizzaen. Jeg satte mig ind i sofa'en og spiste mens jeg prøvede at finde noget intressant i tvet. Det bankede igen på, jeg rejste mig sløv op og gik ud for at åbne døren. Jeg åbnede den helt men skyndte mig at smække den igen men hans fod var i vejen.
"Vil du ikke nok høre på mig? Jeg kan forklare det hele.." Startede Minho.
"Skrub ud af min leglighed!" Skreg jeg mens jeg blev ved med at skubbe til døren.
"Det var et arrangseret kys, okay? Det betyder igenting! Folk var ved at finde ud af det, det ville bare blive værre for dig og resten af SHINee! Prøv nu hør på hvad jeg siger, vil du ikke nok?" Forklarede han desperat. Jeg stoppede med at skubbe men holdte stadig fast i døren så han ikke kunne komme ind.
"Hvad var de? Ved at finde ud af hvad?" Spurgte jeg.
"At vi er kærester!" Sagde han.
"Det der hvor du tager fejl! Vi
var kærster!" Sagde jeg og gav et sidste skub fra mig. Jeg fik døren lukkede. Jeg gled ned af døren grædende. Jeg trak mine ben op til mit bryst og græd ned i mine knæ. Jeg vidste det var min egen fejl. Jeg kunne bare havde ladet ham forklare. Jeg kravlede ind i stuen og ind under min dyne mens jeg prøvde at falde i søvn selvom den ikke var meget mere end seks deromkring. Jeg lukkede mine øjne men kunne ikke falde i søvn. Jeg rejste mig sløvt og fandt min taske frem. Jeg rode hele min taske igennem men kunne ikke finde hvad jeg søgte. Jeg smed min taske fra mig og det bakede på tre gange i en rytme og jeg vidste den kun kunne være Jonghyun. Han bankede altid på sådan. Jeg gik med tunge skridt ud og åbnede døren for ham. Ganske rigtigt. Det var Jonghyun... og Key 
"Perfekt! Du har ikke tudetøjet på hvilket detyder du skal med mig og Jjong ud at spise!" Sagde Key. Jeg kiggede lidt væk fra ham og så Jjong bedende.
"Tudetøjet?" Spurgte jeg lidt efter.
"Ja! Du ved... Det ved du åbenbart ikke. Det er når en pige tager trænings bukser på der er fem numre for stort og en T-shirt der er slidt og sikkert fyrens gammle. Hvilket du ikke har taget på så du skal med os ud og spise!" Sagde Key glad.
"Jeg har spist!" Sagde jeg undvigende. Key sukkede tungt og fik et lumsk udtryk.
"Jeg havde håbet det ikke ville gå så vidt.. Jonghyun!" Råbte han pludselig. Jeg vendte mig straks mod Jonghyun. Han smilede undskyldende men fejede mig så op over sin skulder.
"Yah!! Sæt mig ned!! Det her er kidnapning!" Råbte jeg. Jeg slo forgæves Jonghyun på ryggen og prøvede selv at vride mig ned om jeg så skulle lande på gulvet. Jeg kiggede op da døren til min leglighed blev lukkede.
"Yah! Jeg har ikke min nøgle og nu er døren låst!" Råbte jeg vred.
"Slap nu af! Du kan sove hos os til vi får en ekstra nøgle." Sagde Jjong bestemt. Vi gik ned af trapperne eller Jjong og Key gik jeg blev båret. Jeg havde opgivet at prøve på at kæmpe mig fri så jeg lå med armne over kors. Jeg blev sat ind på bag sædet af Jjong og Key satte sig ved siden af mig for at jeg ikke skulle flygte. Jeg satte mig til rette og lænede mit hovde mod Keys skulder da jeg godt vidste det ville være nytteløst at prøve at slippe væk. Jjong satte sig ind og startede bilen. Han kørte ud af parkerings pladsen. Key ordrede Jjong rundt til han fandt en rasturant han ville spise på. Helst dyrt og fint. Key fandt sin mobil frem, skrev et eller andet hurtigt og lag den så væk igen.
"Hvem skrev du til?" Spurgte jeg. Key trak kort på skuldrene.
"Ikke nogen. Drej ind her Jjong!" Beorderede Key. Jjong drejede ind og holdte lidt oppe på kant stenen. Key sprang ud af døren mens mig og Jjong tog den med ro.
"Kom så, Yuk!" Sagde Key.
"Key jeg har sagt du ikke skal kalde mig Yuk."  Beklagede jeg mig.
"Yuk jeg har sagt du skal kalde mig umma." Svarede han igen. Jeg surmulede men gik med ind på rasturanten. Jonghyun og Key satte sig ved siden af hinanden så jeg sad ved siden af.. nårh ja, ingen. Jeg mærkede nogen prikke mig på skuldren så jeg kiggede aotumatisk i samme retning men der stod igen. Jeg kiggede til den anden side og speang næsten op fra stolen.
"Ren!?" Sagde jeg overrasket. Han fik et sødt grin på læben.
"Jeg vidste ikke du gik på dyre rasturanter?" Sagde han glad. Jeg smilede smilede svagt.
"Jeg kunne jo sige det samme som dig." Sagde jeg og rakte tunge af ham. Key rømmede sig pludseligt højlydt for at fange vores opmærksomhed.
"Yuk... Hvem er din ven?" Spurgte han og skævede til Ren.
"Åh ja... Ren det her er Jonghyun og Key.. umma... Drenge det her er Ren." Præsenterede jeg dem hurtigt. Ren var høflig og rakte en hånd ud. Jeg sparkede diskret Jjong over skindebenet. Jeg rakte sin egen hånd frem og trykkede Rens. Key derimod så hen mod døren.
"Hvor lang tid har i kendt hinanden?" Spurgte Jjong.
"Siden idag." Svarede Ren.
"Hvordan gik det til?" Spurgte Key hurtigt mens han kiggede skifte hvis mellem os.
"Gennem hans lillebror." Sagde jeg og grinede.
"Rigtigt nok.. Men jeg er nød til at smutte tilbage til mine forældre. Jeg sagde kun jeg lige skulle hen og hilse." Sagde Ren.
"Vi ses i morgen?" Sagde jeg spørgerne. Han nikkede glad.
"Vi ses.. Bare ved gyngerne." Sagde han. Han pressede kort sine læber mod min kind og forsvandt så hen til sine forældre. Jeg rødmede svagt og holdte så diskret jeg kunne mine fingerspisder mod min kind.
"Er du Min.." Jjong stoppede sig selv i sætningen før han nåede at sige mere.
"Minho? Hvad er der med ham?" Spurgte jeg koldt.
"Er du ham..? Du ved." Spurgte han forsigtigt. Jeg fnyste hånligt ikke af ham men Minho.
"Ren er ikke min kærste han er min ven. Jeg mødte ham her tideligere idag da jeg var løbet ned i parken. Hans lille bror legede rundt mellem træerne og fandt mig sidene grædende op af et træ lidt efter kom Ren. Vi snakkede og så aftalte vi at mødes igen." Sagde jeg og skubbede stolen bag ud mens jeg rejste mig. Jeg gik ud af rasturanten og gik vejen hjem da jeg indså jeg ikke andte hvor jeg var. Jeg ville ikke gå tilbage men forsatte med at gå. Jeg kiggede på vej skiltende og prøvde at finde rundt. Jeg drejde ned af nogle forskellige gader og vej mens jeg ungik klamme mørke gyder. Jeg havde hørt og læst for meget om piger der blev voldtaget og først bagefter kom drømmefyren hvor det ligesom var lidt forsen og så det at de har sex og at pigen bliver gravid med hans barn og ikke voldtægtsmanden. Men ligemeget hvad ville jeg holde mig fra mørke klamme gyder. Jeg stoppede op og kiggede ned af gaden og prøvde at finde et skilt der sagde hvilken vej jeg var på og da jeg så det vidste jeg hvor jeg var. Jeg blev så glad for mine ben var ved at dø. Jeg åndede lettede op og gik vejen hjem herfra.

Det føltes som om jeg havde gået flere timer da jeg trådte de sidste trin op til min leglighed. trætheden havde ramt mig som et lyn. Jeg tog i håndtaget da den ikke ville gå op kom jeg i tanke om Jjong og Key der havde hentet mig. Jeg knyttede mine hånder og vendte ryggen til.
"Orrh forhelvede da.." Mumlede jeg irriteret. Jeg gled ned af væggen og satte mig der. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre, jeg havdde hverken mobil, nøgle, krafter til at gå. Jeg hørte en velkendt latter og kiggede straks op for at se Minho og Taemin kom gående mod mig.
"Kan du ikke komme ind, søde?" Spurgte Minho. Jeg smilede sukkersødt til ham. Falskt altså.
"Jo, jeg sidder kun her for hyggens skyld.. Du kan da forhelvde se jeg ikke kan komme ind." Sagde jeg små irriteret.
"Vil du så ikke sove hos os?" Spurgte Taemin. Jeg gned træt mine øjne og kiggede op på dem.
"Jeg orker ikke at rejse eller rykke på mig." Sagde jeg.
"Det behøver du heller ikke." Sagde Minho med et glimt i øjet.
"Hvad mener..." Mere nåede jeg ikke at sige før han havde løftet mig op i brude-stil.
"Yaah!!" Udbrød jeg og strittede svagt imod. Han bar mig ud i bilen og lag mig ind på bagsædet. Jeg lukkede øjne og var tæt på at falde i søvn mens jeg prøvede at holde mig vågen. Det føltes som to minuter kørelse og så var vi der så jeg var nok faldet lidt i søvn. Nogentog fat i mine hænder for at hive mig op men jeg trak dem til mig.
"Ani.. Jeg vil sove.." Mumlede jeg. Jeg hørte nogen grine lavt men kunne ikke tyde hvem.
"Kom så sleepy head. Du kan sove når vi kommer indenfor." Lød Minhos stemme.
"Men der er umma jo. Han vil bare alle sine bekymringere ud og komme og tjekke op på mig hvert fjere minut." Beklagede jeg mig.
"Kom nu bare.. Jeg får ham til at vente til i morgen." Sagde han. Jeg mumlede noget der mindede om et 'ja'. Jeg kom ud af bilen og blev løftet op igen. Jeg læende mit hovde mod hans bryst med lukkede øjne. Jeg hørte døren blev åbnet og mærkede varmen i huset da vi var trådt ind. 
"FRØFJÆS!!" Råbte Key et sted i huset.
"Hvad?" Spurgte Minho højt og jeg kunne høre skridt nærme sig os.
"Hvor i helv... HVAD ER DER SKET MED MIN LILLE PIGE?!!" Udbrød han chokket.
"Det at dig og Jjong havde låst hende ude fra sin leglighed, hvorfor hun er så træt aner jeg ikke, så hun sover her i nat." Sagde Minho bestemt. Jeg hørte nogen rømmede sig højlydt men ikke hvem jeg var alt for træt til at åbne mine øjne.
"Ved du godt hun har en anden?" Spurgte Jjongs stemme lidt fra os. Jeg mærkede Minhos arme stivne omgående under Jjongs ord.
"HUN HAR I VÆRT FALD IKKE EN ANDEN!! REN VAR EN VEN!" Råbte Key og der kom små lyde da hans hånd sikkert ramte Jjong.
"Ren?" Spurgte Minho trist.
"Vi kun venner." Mumlede jeg træt.
"HUN ER VÅGEN!" Udbrød Jjong forskrækket.
"Ja, nu er hun.. Jeg går ind og lægger hende i seng." Sagde Minho.
"Hvilken seng?" Spurgte Key mistroisk.
"Min. Slap nu af Key! Vi går jo ikke i seng på den måde, vel?" Sagde Minho og grinede lavt af Key.
"Du har bare også at prøve på noget, frøfjæs!" Sagde Key truende og jeg hørte trin på vej væk. Minho stod lidt men begyndte så selv at gå. Han fik med mig i armne åbnet døren til hans værelse.
Han lag mig i sengen og satte sig på kanten.
"Er det Jonghyun sagde rigtigt?" Spurgte han bekymret efter lidt stilhed. Jeg sukkede dybt.
"Nej. Ren er en ven, vi mødes her tideligere idag. Han ville rigtigt havet fuldt mig hjem men så kom i. Du ved, nede i parken. Det er ham der sad på gyngen." Sagde jeg.
"Okay. Sov godt, søde." Sagde han. Jeg åbnede hurtigt mine øjne da han rejste sig fra sengen og tog fandt i hans hånd. Han vendte sig forvirret om og kiggede ned på mig. Jeg smilede svagt til ham.
"Saranghae." Sagde jeg lavt. Et dejligt smil bredte sig på hans bløde læber. Han lænede sig ned med en hånd på hvar sin side af mit hovde og kyssede mig blidt på panden.
"Nado saranghae." Hviskede han og førte sine læber ned mod mine. Han pressede sine læber mod mine i et blidt kys.


________________________________________________

Det var det første kapitel! sorry for stavefejlende og jeg vidste ikke helt hvordan man skriver ' Jeg elsker også dig' på koreansk men jeg mener det var sådan... Håber i kunne lide det:) Jeg begynder snart på kapitel 2!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...