Broken in two pieces.

Da jeg ikke kunne sove, dukkede det her frem i mine tanker.
Håber i kan lide det!

6Likes
6Kommentarer
270Visninger
AA

1. Broken in two pieces.

Hun sad nede i hjørnet, ved siden af det store spejl som var dækket at et sort gammelt stof. Hun dækkede det fordi tårende altid hoppede op når hun så sig selv. Det slidte røde hår, der tit sad klistret fast til kinderne. De grønne matte øjne, som altid var sorgmodige og røde. Og hendes røde buttede æblekinder, i mens hendes krop var så ulækker med det fedt og irriterende fregner overalt.

Hun rejste sig forsøgende op, og røg lidt frem. Da hun stod højt på tå, men på randen til at vælte holdte hun fast i det sorte stof på spejlet. Hun holdte ordenlig fast, og lukkede øjne for ikke at se det der kom frem. Hun rev hårdt i stoffet, så det røg af i en bevægelse og landte på gulvet. Hun var så bange for at åbne de røde øjne, og se hvad der kom hende i møde. Men modet kom pludselig frem, på et splittesekundt. Da hun kiggede, falmede det mod der var kommet og hendes ansigt blev mørkere.

Det røde hår, sad fast til kinderne så det var svært at se det ansigt som hun gemte. De grønne øjne var ikke særlige grønne, mere mørkerøde med en blanding af grøn. De buttede æblekinder var røde, og mere buttede end før. Og kroppen, var stadig klam med alt det fedt der hang overalt. Tårende løb som aldrig før, de løb hurtigere ned end de plejede. De betød mere end tusind ord, en for en.

Hun blev ved med at kigge på sig selv igennem spejlet, det spejl der holdte dem adskildt. Den pige i spejlet, var anderledes end hende foran det. De lignede hinanden så meget men alligevel ikke. De var to helt ens piger, men alligevel ikke.

Hun kiggede på sit spejlbilled flere gange, som om der var noget hun ikke kunne se. Som om det var væk, forsvundet. Det var så forvirrende, at tænke på. Hun stoppede sin tankegang, lukkede øjnene, og forstillede sig et sted der var længere end væk. Hvad hvis hun forsvandt, ville folk opdage det? De mennesker, som var ligeglade med hende? De mennesker hun troede elskede hende?

Et højt hjerteskærende skrig flyver ud i rummet og hendes hånd flyver med alle kræfter ind i spejlet, der smadrer i tusind stykker. Det falder langsomt til jorden, imens hun med lukkede øjne prøver at styrer sin vejrtrækning.

Hun kan ikke klare det, det er alt for meget til en pige som hende. En ødelagt, knust pige som ikke holder til ret meget mere. Det overfalder hende alt sammen på en gang. Som er alt for svært at styrer.

Hun falder, falder ned i de tusind glasskår fra det knuste spejl. Et ødelagt skrig, er højt i rummet. Det knuste spejl er ligesom hende selv; ødelagt, knust i flere stykker, ligger uberørt på gulvet.

Et skrig lyder igen. De skarpe glasskår, ryger ind i huden som hundrede pile på samme tid. Bag hendes øjne køre farven rød rundt, stille og roligt. Hun stønner lavt, af de flere forskellige glasskår som køre rundt i huden på hende. Hun klynker lavt. Så lavt at ingen ville høre det, så utydeligt og lavt.

Pludselig er hendes farve ikke rød men sort, en forfærdelig mørk sort. Alt bliver sort, og en tavs stilhed er i det næsten tomme værelse. Hendes tanker forlader hende stille, de forfærdelige sårende tanker. De er væk, hun er fri. Det bliver hurtig koldt, og stille, men hun elsker det.

Et enkelt skrig, kommer fra værelset. Et fuldstændigt ødelagt skrig. Det sidste, hjerteskærende skrig.

 

Skriget.

 

Det var mig der skreg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...