I'm Still Pregnant (Jason Mccann) - Bind 2

Slipper Emmy endelig af med Jason? Bliver forholdet mellem Chris og Emmy til mere end bare venner? Hvem dukkede op ved Christophers bil, da han kyssede Emmy? Hvordan reegaere Christopher, når Alli får en kæreste? Går Emmy tilbage til Jason eller vil hun skabe noget med Chris?

15Likes
32Kommentarer
2574Visninger
AA

17. Always problems with my feelings: Emmy

Always problems with my feelings

Stopper op inden jeg kommer ind til huset, alle følelser vælter ind over mig igen. Kører hånden igennem mit hår, inden jeg vender omkring, ser hvor Chris står. Mit blik viser min forvirring, jeg er forvirret, hvorfor viser han fucking det først nu? Ryster let på hovedet, okay jeg burde nok sige undskyld, men virkelig alt er et kaos, jeg burde ikke. Omg nu må jeg snart styrer mig, jeg er bare så forvirret og sur over det, først så hader han mig, så elsker han mig, og sådan bliver det bare ved. Og når jeg endelig prøver se en smule forbi mine følelser for ham, så kommer han og kysser mig, argh!

Vender mig omkring, og går egentlig ned til Chris igen, sukker lavt. "Undskyld jeg gav dig så mange lussinger, jeg er bare forvirret, og ja," slår bare ud med armene imens jeg går lidt rundt i ring. "Men jeg fucking mente det jeg sagde på hospitalet, om du vil tro det eller ej! Men jeg har brug for nogle der kan hjælpe mig, også var Rasmus der! Han har fucking hørt på hvor dum jeg føler mig, og hvor meget jeg elsker dig! Det hørte han på i et fucking måned! Også endelig når jeg vil se væk fra mine følelser med dig, så bliver du sur, og kysser mig, og.." Alt kommer hurtigt ud af min mund, helt ude af kontrol, okay jeg er et stort nerve vrang med foreskellige og indviklede følelser. Han ser bare meget forvirret på mig, hvilket gør mig så irriteret og lyst til at slå ham igen, men jeg lader egentlig bare være. "Jeg bor med Rasmus, men fordi jeg skal have hjælp til min datter, jeg kan ikke gøre det helt alene, og det er MIT hus vi bor i, han har del i den, men ikke som du tror," siger jeg irriteret, inden jeg elegant vælger at vende omkring, og gå op til huset, vred og irriteret.

***

Kommer ind i stuen, og jeg kan se hvordan drengene leger med Daniela, og man kan se hvordan hendes øjne stråler af glæde, så mange lege kammerater. Smiler stort, men det der fanger mit blik er Alli, hun sidder bare alene i den ene sofa. Hun kigger på Daniela, og man kan se på hende hun har lyst til at være med, men det jo min datter, og hun hader mig jo. Vender blikket mod drengene igen, da de alle rejser sig op. "Hva så drenge?" Hovedet kommer let på skrå, imens jeg kigger på min datter, som bliver holdt af Patrick.  "Hun er blevet træt," kommer det stille fra Patrick, imens han går hen til mig. Griner svagt, da jeg kan se hvordan Daniela kæmper med at holde øjnene åben, imens et lille gab let undslipper hende. Rækker roligt ud efter hende, og det som om alt indeni mig falder på plads, alle de forvirret og irriterende følelser forsvinder. Daniela sidder og kigger på mig, hendes blik er bare helt tomt fordi hun er så træt, men hun har heller ikke fået sin middags søvn.

Kysser hende på panden, inden jeg ligger hende på sofaen vedsiden af mig. Har fået sat mig ned i sofaen da hun ellers ikke rigtig kunne sove, hun ligner mig til tider alt for meget. "Sover hun?" Kommer det lavt fra Dean, imens han kigger lidt nysgerrigt på Daniela. "Ja det gør hun, det er hendes middags lur som hun ikke fik tidligere," siger jeg med et smil, imens jeg kigger på ham, dog er det noget som fanger mit blik bag ham, Chris. De blandede følelser dukker op igen, men endnu engang træder kærligheden ind i de blandede følelser, jeg burde egentlig være van til det nu, men nej ikke rigtig. Chris kigger herhen, han stopper op og hans blik glider ned på Daniela, hvilket får ham til at gå forsigtigt herhen af. Men jeg er ikke sikker på om jeg skal sige noget, eller lade vær, dog vælger jeg lidt at lade vær, magter ikke flere skænderier, og slet ikke når min lille prinsesse sover. Han sætter sig ned foran os, og kigger med et lidt mærkeligt blik på Daniela. Smiler svagt, "det min datter, Daniela," siger jeg så bare roligt, mere for at få en ny start på det her, for jeg er så forvirret. Han nikker lidt, og kigger op på mig også ned på hende, "hun ligner dig," siger han svagt, inden han rejser sig igen. Nikker lidt, "ja det gør hun vel," siger jeg med et lille smil. Jeg krydser kun fingrer får der ikke sker mere, som kan forvirre mig, og gøre mig irriteret, det er hvad jeg mindst har brug for.

Ingen af os siger noget, vi stirrer bare på hinanden i tavshed, men det siger nok mere end tusind ord lige nu, for lige nu ville ord ødelægge det hele, som altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...