Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

32Likes
19Kommentarer
1346Visninger
AA

10. Kapitel 9: Strejfemødre

Snart begyndte skoven at ændre sig. Der blev gradvist længere mellem træerne, som skiftede til graner. Her blev køligere, imens vinden tog til. Vi var på vej op i bjergene. Der kunne ikke være langt til Skuldafn.

Pludseligt fik jeg øje på noget sært. Et dyr, gættede jeg, men det lignede nærmere et genfærd. En lysende kugle med fire meterlange fangarme, der blot svævede roligt i luften. Den udsendte en hvidlig glød, der gav en effekt af transparenthed. Og selvom den for længst havde set os, gik den ikke til angreb, som så mange andre dyr ville have gjort så tæt på portalen til Sovngarde.

Jeg så på Delphine, som også var stoppet op.

“Hvad er det?” spurgte jeg hende. Dette var første gang, vi havde talt sammen i næsten et døgn. Jeg prøvede at lade som om, jeg ikke lagde mærke til faktummet.

Hendes stemme var klangløs, da hun svarede, “Et strejf. Angriber kun hvis provokerede, men de er ikke særligt stærke. Kun i selskab med deres moder. Og ser man et strejf alene, kan man bide sig sikker på, at der er en strejfemoder i nærheden.”

“Strejfemoder?”

Med alvorlige øjne så hun på mig. “Strejfemødre er menneskelignende væsner, der bruger kraftfuld magi mod deres modstandere. Du vil ikke komme for tæt på sådan én lige meget hvor kampdygtig du er. Lige meget hvor Dragefødt du er.”

Vi gik videre i en stor bue om strejfet.

En halv time senere var vi så godt som ude af den enormt store skov. Nu var kun få træer tilfældigt placeret ud over det frostklare landskab. På den kolde jord lå et tyndt lag sne. Vinden suste om ørene på os. Jeg kunne se min dampende ånde, når jeg trak vejret.

Pludseligt fik vi øje på to glødende strejf til. De hang dovent i den ellers så kraftige blæst.

Delphine bandede sagte. “Reinin, jeg vil foreslå dig at trække et våben.”

Modvilligt nikkede jeg og tog min bue i hænderne. Selv hev hun sit sværd op.

I flere sekunder stod vi helt stille. Hørte kun den stærke vind, der langsomt krøb ind under huden.

Jeg lagde mærke til, at strejfene nynnede. En meget enkel og monoton sang, der kørte i ring og aldrig endte.

Uroligt rykkede Delphine på sig.

Pludseligt hørtes et skingert skrig, og jeg snurrede rundt.

Strejfemoderen.

Ikke andet end en tåge af blåt lys. Om hendes nøgne krop svøbte sig gammelt og slidt stof, der også dækkede hendes kronragede isse. Neglene på hendes fingre var lange og skarpe som knivsblad.

Da hun så på mig, smilede hun smukt og frygtindgydende.

Hævede hånden.

Jeg nåede at springe til side, inden istapperne ville have gennemspiddet min krop. De landede et par meter bag os.

Delphine havde tænkt hurtigt, og var allerede i gang med at slagte strejfemoderens angribende børn. Vredt så jeg moderen vende sig, da ét af strejfene blev til støv.

Jeg måtte aflede hendes opmærksomhed. Pilen fra min bue kløvede sig igennem luften og ramte hende i højre side af brystet.

Hun så på mig med sit stærke blik. Tog sig ikke det mindste af pilen, præcist som hvis hun slet ikke var blevet ramt.

Jeg skød igen og undveg med nød og næppe endnu en sending sylespidse istapper. Heller ikke denne gang tog hun skade.

Hårdt bed jeg tænderne sammen. “Delphine, det virker ikke. Hun regenerer for hurtigt,” råbte jeg.

Midt i et sving med sit sværd svarede hun, “Bliv ved! Jeg er der lige om lidt.”

Imens jeg fortsatte med at skyde, indså jeg, at pilene ikke ville kunne vinde over strejfemoderen. Magi måtte bekæmpes med stærkere magi.

Jeg smed buen fra mig for at få hænderne fri. I hver af mine iskolde hænder fremkaldte jeg en flamme og rettede dem mod moderen. Jeg havde en idé.

Jeg mærkede Delphines flygtige blik på mig. Hun havde fået øje på den orangegule ild i mine håndflader.

“Nej, Reinin, hun–”

Jeg ignorerede hende.

“Yol … Toor Shul!” råbte jeg.

Med ét blussede ilden op.

Den skød ud fra mine hænder og over mod strejfemoderen i to tykke stråler. Ustandselig. Og endelig så det også ud som om, at moderen blev svækket. Hun trådte bagud og dækkede sig med sine arme, men ilden var altgennemtrængende.

Men pludseligt rettede hun sig op. Jeg kunne kun skimte hende gennem det rørte flammehav, der indrammede hendes krop.

Pludseligt mærkede jeg en skarp smerte i brystet.

Ilden slukkedes brat. Febrilsk mærkede jeg efter for at se, hvad der gjorde så frygteligt ondt, men fandt intet.

Strejfemoderen smilede.

Smerten tog til, og under mig kollapsede mine ben. Jeg faldt hårdt om på den frosne jord og landede uheldigt på siden. Mit syn blev invaderet af sorte prikker, der dækkede alt det hvide. Og smerten var overalt. Som om en person havde stukket sin hånd ind i mit hjerte og vredet det en halv omgang rundt. Brændte mig isnende koldt op.

Jeg kunne intet andet end at skrige.

Det var strejfemoderens værk, jeg var helt sikker. Jeg kunne mærke det. Hun tog af min livskraft til at hele sig selv.

Et vredt hyl rev sig pludseligt vej gennem mine ører, og smerten aftog straks. Grådigt hev mine lunger efter vejret. Jeg var for afkræftet til at bevæge mig, men det gjorde ikke længere ondt. Så jeg lå bare på den snedækkede jord, indtil Delphine havde gjort en ende på strejfemoderen.

Hun løb hurtigt over til mig.

“Du er ikke kommet noget til, vel?” spurgte hun, imens jeg blev hjulpet op at sidde. Hendes øjne så undersøgende på mig. Nej, var de … bekymrede?

Jeg så væk. “Jeg har det fint. Du må undskylde, at jeg ikke lyttede.”

Hun rystede føjende på hovedet. “Strejfemødre stjæler modstanderens livskraft hvis de får muligheden,” sagde hun. “Det kunne du ikke have vidst.”

Forsigtigt hjalp Delphine mig på benene, og jeg fik hentet min bue. Det var begyndt at sne, og et tyndt lag havde allerede lagt sig på den. Jeg børstede det irriteret af. Den evige kulde var begyndt at gå mig på nerverne.

Jeg vendte mig mod Delphine. “Tak,” sagde jeg.

“For hvad?”

“Du reddede mit liv.”

Hun rynkede på næsen. “Forvent ikke for meget næste gang.”

Jeg kunne ikke lade være med svagt at smile. Det var godt at have Delphine tilbage. Et øjeblik var jeg bange for, at hun rent faktisk havde tænkt sig at fortsætte så omsorgsfuldt og nærmest venskabeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...