Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

32Likes
19Kommentarer
1343Visninger
AA

9. Kapitel 8: Bjørneløfter

Der gik heller ikke lang tid, før jeg selv mærkede det. Det begyndte som en svag hovedpine og voksede sig stødt kraftigere, indtil en snurrende følelse havde overtaget hele mit hoved. Ulvene havde ikke flygtet fra andet end deres egne sind. Den dunkende smerte krævede hele tiden, at jeg skulle vende om og løbe så stærkt jeg kunne. Dette måtte være Alduins værk. Han ville ikke have, at frihedskæmperne skulle nå hans skjulested.

Til sidst blev det for meget.

“Kan vi godt holde en pause?” spurgte jeg sammenbidt og med øjnene klemt hårdt i. Mørket var min ven.

Jeg fornemmede Ralofs bekymrede blik gennem smerten. “Reinin, hvad er der galt?”

“Kan I ikke mærke det?” spurgte jeg og åbnede øjnene på klem.

Delphine rystede på hovedet.

Ralof tøjrede de to heste til et træ, og jeg satte mig omtåget ned i det dugvåde græs.

“Jeg vil se, om ikke jeg kan finde noget rent drikkevand til os,” sagde han og fandt de tomme skindflasker frem.

“Skal jeg gå med dig?” spurgte Delphine.

Ralof rystede på hovedet. “Bliv ved Reinin,” sagde han og forlod os.

Efter nogle minutter begyndte mit hoved at klare op. Tågen og svimmelheden svandt langsomt. Delphine var begyndt at fodre hestene æbler, og i et øjeblik var de også helt rolige. Selv kunne jeg endelig tænke igen.

Jeg nåede lige at undre mig over, hvorfor Ralof var så længe væk, før jeg hørte dét, der flængede skovens stilhed midtover.

Smerteskriget.

Jeg sprang op. Bange hvinede hestene og prøvede vildt at rive sig fri. Delphine og jeg så et splitsekund på hinanden.

Og så løb vi.

Hurtigere end jeg nogensinde havde løbet spænede vi i den retning, Ralof var gået. Nærmest fløj over den fugtige skovbund.

Da vi kom tæt nok på, hørtes også en bjørns arrige brøl.

Jeg spændte min bue.

Og mellem træerne fik vi pludseligt øje på dem. Først en enorm brunbjørn, der på bagbenene stod med ryggen til os. Ralof liggende under den i en sø af sit eget blod.

Jeg havde ikke tid til at tænke. Affyrede to pile. Delphine kastede en kniv, og bjørnen faldt på siden med hovedet ned i den rislende bæk.

På ingen tid var vi over Ralof. Han havde svært ved at holde øjnene åbne for blodet, der blandt andet strømmede fra to flænger i ansigtet.

“Reinin. Delphine.” Hans stemme var rallende, og hans krop rystede af smerte.

Jeg strøg en blodig lok hår væk fra hans ansigt. Mine fingerspidser blev sølet ind i mørkerødt mælk. “Hvad skete der, Ralof?”

 Da han hostede, røg der blod med op. “Jeg … ville fylde flaskerne. Hørte ikke bjørnen.” Han hev efter vejret.

“Dyrene er syge her,” nikkede jeg med blanke øjne.

Synet af ham var frygteligt. Bjørnen havde revet ham i ansigtet og på halsen. Flængerne var så dybe på bryst og mave, at jeg ville kunne se langt ind, hvis det ikke havde været for blodsøen. Blod overalt. Min mave vendte sig.

Panisk flakkede Delphines blik over på mig.

“Du kan godt hjælpe ham, ikke? Helende magi, det må du da kunne!”

Jeg gjorde en synkebevægelse. Rystede på hovedet. “Hans sår… De er for dybe.”

I vrede rejste kun sig op. Der var blod på hendes tøj. Blod på mit. “Men noget må du da kunne gøre. Du er den Dragefødte!”

Delphine,” sagde Ralof og jeg i kor, den ene svagere end den anden.

Hun knælede igen ved siden ad Ralof. Ikke så meget som en tåre forlod hendes øjenkrog. Men jeg kunne se, at hun kæmpede for at holde dem inde.

Ligesom hende holdt jeg hovedet koldt. Der var ikke mange minutter tilbage af min bedste ven. Jeg måtte bruge dem fornuftigt.

“Reinin,” begyndte han, “hvad talte du om med Liiv? Inden hun døde?”

Jeg snøftede en enkel gang og hadede mig selv for det. “Sovngarde.”

“Fortæl mig om det.” Han hostede endnu mere blod op. Udstødte en lav men smertefuld lyd, der skar mig i hjertet.

Ikke et sekund tøvede jeg. “Sovngarde er stedet, du endelig finder hvile. Græsset er grønt, og himlen er altid blå. Fuglesang og det klareste vand. Der er smukt.”

Stille lo han. “Jeg når dertil før I.” Hans stemme var ikke længere meget mere end en besværet hvisken.

Det gjorde ondt i min hals at tale. “Vi skal nok skynde os.”

“På bjørneløfte?”

“På bjørneløfte.”

Han smilede træt. “Vind krigen.”

Delphine og jeg nikkede begge. “Selvfølgelig.”

Langsomt blev smerten for meget for Ralof, og han mistede bevidstheden.

Efter et minuts tid var min eneste ven væk for altid.

Uden et ord begyndte Delphine forsigtigt at skylle Ralofs krop ren for blod med bækkens vand. Som om hun var bange for at vække ham fra hans dybe søvn. Jeg hjalp hende indtil der ikke kunne gøres mere. Derefter begyndte vi at dække hans krop med nærhedens bjergblomster. Plukkede kun de gule, blå og violette. Ingen røde.

Jeg så mig kun om en enkel gang, da vi forlod hans lig og gik tilbage til hestene. Mine ben føltes tunge som bly, men jeg blev nødt til at gå.

Vi sagde intet til hinanden. Tog hver bare en hest i hånden og begynde at gå. De to dyr var også helt stille, som om de forstod, at dette var en sorgens dag. For Ralof ville aldrig vågne igen. Og jeg vidste, at Sovngarde ikke længere var sig selv, ikke imens Alduin gemte sig dér. Han ville ikke kunne finde hvile, Liiv ville ikke kunne finde hvile. Alt dette fordi jeg var blevet mærket af guderne som den Dragefødte.

Jeg ville ønske, jeg aldrig var blevet født.

Det blev sværere og sværere at få hestene til at gå længere. Til sidst så Delphine og jeg på hinanden, og besluttede os derved at slippe dem fri. Tog de vigtigste ting og lod hestene løbe så hurtigt de kunne væk fra Skuldafn Tempel.

Da solen begyndte at gå på hæld, lagde jeg mærke til, at Delphine også så ud til at have ondt i hovedet.

Vi gik hele natten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...