Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

33Likes
19Kommentarer
1492Visninger
AA

8. Kapitel 7: Rejser

Det gav en fantastisk befriende følelse at flyve. På drageryg. Skyrim var intet andet end landskab og bittesmå byer under os. Jeg var stærk og vægtløs på én og samme tid.

Desværre var vi i Whiterun på alt for kort tid. Paarthurnax landede hårdt på Jarl Balgruufs borgs tag, men ødelagde intet. Derefter klatrede han forsigtigt ned på en åben plads på den anden side ad hovedindgangen.

En gruppe mennesker ventede på os, størstedelen bestod af vagter. Jeg fik øje på Farengar, som smilede til mig fra bagerste række. Jeg vinkede.

Den forreste person så ud til at være meget utålmodig. Hendes arme var lagt over kors, og hun trippede med den ene støvleklædte fod. Jeg genkendte ikke hendes stenansigt.

Da Paarthurnax endelig forholdte sig i ro, klatrede Ralof og jeg ned ad ham. Trægulvet føltes underligt under mine fødder, og jeg kunne se, at Ralof tænkte det samme.

Ingen bukkede for dragen her.

Kvinden gik frem mod os. “Jeg mindes ikke, at vi er blevet ordentligt introducerede,” sagde hun til Ralof og mig. “Mit navn er Delphine.”

Først da hun direkte så fra Ralof til mig, genkendte jeg hendes øjne. Hun var kvinden, som Farengar havde talt med, da jeg vågnede.

“Der blev rapporteret om drageobservationer nær High Hrothgar. Har I noget at fortælle?” spurgte hun.

Jeg udvekslede kort et blik med Ralof. “Alduin angreb os, men blev sendt på flugt af Paarthurnax,” svarede jeg hende.

Hun bed tænderne sammen. “I burde ikke have ladet ham slippe væk så let. Har I nogen anelse om hvor han kan være nu?”

Paarthurnax løftede hovedet som for at snuse til himmelluften. “Alduin er flygtet til Sovngarde,” sagde han.

Sovngarde? De dødes hvilested?

Skuffet sukkede Delphine. “Så er det dér vi må gå.”

“Vi?” spurgte Ralof.

“Ja, vi. Jeg tager med jer. I to er alt for uerfarne i en krig så vigtig som denne.”

Forvirret så jeg på Paarthurnax. “Hvordan kommer man til Sovngarde? Kræver det ikke først at man er … død?”

Han rystede på sit tunge hoved. “Der ligger en portal dertil på Skuldafn Tempel.”

“Den bjergkæde grænser op til Morrowind, ikke?” spurgte Delphine.

Paarthurnax nikkede. “En uges rejse til fods.”

“Vi må vel kunne skaffe nogle heste,” foreslog Ralof.

Delphine så på ham. “Lige siden I tog af sted til High Hrothgar, har alle dyr i Skyrim opført sig … anderledes. Heste er for ustyrlige til at ride på. Det bliver værre jo tættere på Morrowind man kommer – nej, jo tættere på Skuldafn man kommer.”

“Men, Paarthurnax,” sagde jeg, “du har det jo fint. Kan du ikke blot flyve os dertil?”

“Desværre ikke. Jeg er ikke tilladt at hjælpe jer af sted, kun lede vejen for jer.” Lavmælt tilføjede han, “Guderne vil desuden sikkert ikke bryde sig om så let overstået en rejse.”

Delphine fnøs. Hun troede tydeligvis ikke på noget så latterligt som de Ni. Jeg kunne ikke bebrejde hende.

“Er I klar til at tage af sted?” spurgte hun os så, og Ralof så på mig. Dette var allerede blevet en længere og mere farefuld rejse end vi begge havde antaget den ville blive, og alligevel var hans smil rart og opmuntrende.

Jeg gengalt det.

“Det er vi.”

 

***

 

To dage gik. Nætterne brugte vi på tilfældige kroer i de byer, vi kom igennem, og inden solopgang ville vi være på farten igen.

Da tredjedagens måne var gledet et godt stykke op på himlen, og det ifølge kortet ikke så ud til, at vi ville komme forbi en landsby i nat, foreslog Ralof at vi kunne overnatte her i skoven. Delphine var ikke meget for det, men på den anden side havde vi alligevel intet valg.

I løbet af ingen tid var pakhestene tøjret til to træer og vores tasker læsset af. Selv var jeg begyndt at finde grene til et bål. Jeg satte gang i det med mine sparsomme magiske evner, og ilden tog hurtigt fat i de tørre kviste. De to heste vrinskede en enkel gang.

Jeg gjorde Ralof og Delphine selskab på ét af de tre tykke soveskind, der var lagt ud. Et halvt minuts tid var vi helt tavse, lyttede bare til den knitrende ild. Selv hestene lyttede. Vi var udmattede, men jeg kunne ikke sove. Skoven var for mørk, selv her i bålets varme skær.

“Hvilke sange kan I?” lød det pludseligt fra Ralof, og vores blikke mødtes.

Med det samme skævede jeg til Delphine. Jeg sang ikke.

Hun sukkede tungt.

“Fint. En kort én,” sagde hun.

Jeg genkendte med det samme melodien, for Liiv plejer altid at nynne den. Plejede.

 

“Vor helt, vor helt kræver et hjerte af ild.

Hør mig, hør mig, den Dragefødte er på vej.

Med en Stemme af styrke, som den ældste Nords flid.

Tro mig, tro mig, den Dragefødte er på vej.

Det er enden på alt, der ønsker at blive Skyrims død.

Vogt dig, vogt dig, den Dragefødte er på vej.

For mørket er forbi, og legenden gror endnu stødt.

Du ved, du ved, den Dragefødte er taget af sted.”

 

Delphine så på mig gennem flammerne. “Du må undskylde, hvis jeg fornærmede dig, eller noget.”

Jeg rystede vildt på hovedet. Hvis jeg følte noget, var det ikke andet end genoplivning. Og dette havde været første gang, der rent faktisk var sivet en smule betænksomhed ud af Delphines kolde skal. Min Dragefødthed skulle ikke ødelægge øjeblikket.

“Du har en meget smuk stemme,” bemærkede jeg.

Hun fnøs.

Da jeg vågnede igen var det stadig nat. Ilden var slukket, og trækronerne ragede så højt, at der ikke var mange stjerner at se. Skoven var dræbende sort.

Jeg satte mig op. Mine hænder var isnende kolde, så jeg besluttede at skabe en flamme i hver af dem. Bare for at få dem varmet en anelse. Ilden føltes godt mod mine håndflader. Jeg tændte resterne af gårsdagens bål.

Mine tanker begyndte langsomt at vandre. De Thu’ums de Gråskæggede havde brugt mod Alduin … ville jeg kunne bruge de samme? Altså, uden at have øvet mig eller noget? For selvom det var flere dage siden, og det hele var gået stærkt, stod de forskellige kombinationer af drageord stråleklare i mit hoved.

Delphine og Ralof trak vejret i dybe åndedrag. Når hun sov, så Delphine alligevel ikke helt så følelseskold ud alligevel. Inderst inde var hun vel også menneskelig.

Jeg så ind i den roligt brændende ild. Flammerne fløj om hinanden i deres sære og uregelmæssige dansen. Så stille som overhovedet muligt pustede jeg ordene, “Yol Toor Shul,” derind.

Pludseligt sprang flammerne en meter opad. Overrasket faldt jeg bagover. Hestene hvinede forskræmte, og Delphine og Ralof vågnede med et sæt.

Ralof så først på ilden og derefter spørgende på mig. “Var det dig, Rein?”

Jeg nikkede med min hånd krampagtigt klistret for munden.

Delphine undslap et irriteret støn. “Næste gang får du os alle dræbt,” mumlede hun lige præcist højt nok til, at jeg også kunne høre fornærmelsen.

Langsomt stilnede ilden af til dens afslappede udgangspunkt. Ingen følte for at sove mere, så vi pakkede sammen. Hestene ville alligevel ikke kunne falde til ro inden solen om et par timer stod op. Vi spandt taskerne fast på dem og begav os videre efter at have sikret os, at bålet var fuldstændigt slukket.

Vi gik til himlen over trækronerne langsomt lysnede. Jeg vidste ikke, om jeg var den eneste der lagde mærke til, at der ingen morgenfugle var at høre. Det kom i hvert fald ikke på tale.

Jo længere vi gik, jo sværere blev det at holde hestene i ro.

Pludseligt løb to ulve forbi os. Jeg trak min bue, for sådanne bæster kunne angribe uden den mindste provokation. De værdigede os ikke et blik. Løb bare videre.

Jeg så på Ralof. “Hvorfor angreb de ikke?”

 “De flygter,” svarede Delphine, inden Ralof kunne nå at tænke over sit svar.

“Men fra hvad?”

Hun så på mig med sit tørre Delphine-blik. “Skuldafn, gætter jeg på. Det ser ikke ud til, at nogen dyr har lyst til at være i nærheden af det sted lige for tiden.”

Jeg nikkede en anelse. På en skræmmende måde gav det mening. Det kunne de to heste kun give hende ret i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...