Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

32Likes
19Kommentarer
1356Visninger
AA

7. Kapitel 6: Stemmer

Mine øjne spærrede jeg overrasket op, og så straks silhuetten skyde op bag horisontens høje graner. Instinktivt trådte jeg et skridt bagud. Dragen havde kurs mod os.

Våben ville jeg ikke kunne nå at hente. Skønt. Jeg måtte sætte min lid til en Stemme, der endnu ikke havde skabt et fuldt Thu’um.

Dragens vinger pløjede sig gennem luften som om bjergblæsten slet ikke eksisterede. Allerede på denne afstand kunne jeg se, at denne drage måtte være mindst lige så stor som dén i Helgen. Men da gik det op for mig, at dette var Helgen-dragen. Dragen, der havde været skyld i Liivs død.

“Alduin!” råbte Arngeir, og jeg farede sammen. Det kunne ikke passe. Nej. Ikke Verdensæderen. Ikke nu.

På ingen tid var den enorme drage lige over os. Som en grib kredsede den over gårdspladsen. Ingen af os vidste hvad den tænkte på, hvad den havde tænkt sig at gøre. Foruroligende. Mit hjerte bankede vildt og flakkende.

Jeg så først på Ralof og derefter på Arngeir. Ingen af dem havde fjernet blikket fra dragen. Fra Alduin.

Og pludseligt sagde den noget. Dragens stemme var gammel og mægtig. Rungede helt ind i knoglerne på mig.

“Dovahkiin.”

Jeg vidste ikke hvorfor eller hvordan jeg kunne vide det, men dragen havde talt til mig. Dovahkiin var mit navn på dragetunge. Det gik op for mig, at jeg ikke længere var Reinin af Helgen. Jeg var den Dragefødte, Dovahkiin, og enten Skyrims frelser eller hende, der ville blive skyld i Tamriels undergang. 

I samme nu antændtes dragens ånde, og flammen farede hen over gårdspladsen. Vi sprang alle til side. Ingen kom noget til.

Og da begyndte ordenes kamp.

Sådan kunne jeg bedst beskrive hvad jeg så.

Arngeir råbte et fremmed Thu’um, og de andre Gråskæggede istemte ham. “Yol … Toor Shul!” Også deres Stemmer blev til ild, men dette så ikke ud til at genere Alduin.

“Lok Vah Koor,” svarede han og ilden forduftede.

Sådan fortsatte de i uendeligheder. Svarede hinanden med ord, jeg aldrig før havde hørt, men godt forstod. Alduin var hele tiden ét skridt foran de Gråskæggede. Altid klar med et modargument, altid en smule stærkere.

Jeg besluttede mig for at blive en del af kampen.

“Fus … Ro Dah!” råbte jeg så højt, at mine lunger kunne have sprunget.

Et kort sekund var dragen lige ved at miste balancen på himlen, men mere skete der ikke.

Han lo ad mig. “Dovahkiin! Meyye! Zu’u Alduin, zu'u unslaad, zu'u nis oblaan!”

Vredt bed jeg tænderne sammen. Den øgle skulle ikke have lov til at ydmyge mig på dragetunge. Og godt nok var han Alduin – men han var ved Talos ikke udødelig.

Jeg råbte igen, men han viste intet tegn på overhovedet at have mærket det mindste.

I samme nu hørtes et nyt dragebrøl. Jeg blev rasende. Var én drage ikke nok?

Men for første gang virkede Alduin urolig.

Først kunne jeg ikke få øje på dragen, men opdagede den så komme flyvende fra toppen af Verdens Hals. Lige så enorm og frygtindgydende som Verdensæderen, men ikke på vej mod os mennesker på jorden.

Alduin nåede knapt nok at flytte sig før et sæt kløer borede sig ned i hans skællede ryg. Den kulsorte drage brølede i smerte og gik til modangreb. Men den nytilkomne var hurtigst, og Alduin indså, at han ikke kunne vinde. Derfor brølede han en sidste gang og stak af.

Jeg var mundlam. En anden drage havde reddet os. Det kunne ikke passe – alle drager hadede da mennesker, gjorde de ikke?

Arngeir smilede lettet. “Paarthurnax,” hilste han da dragen landede lige foran os. Den store krop fyldte hele pladsen.

De Gråskæggede bukkede. Ralof og jeg fulgte usikre deres eksempel.

“Rejs dig, Dovahkiin,” sagde dragen, Paarthurnax. Hans stemme var gammel og ru, men fuld af styrke.

Jeg gjorde som han befalede.

Dragen så på mig. “Jeg er Paarthurnax, de Gråskæggedes stormester.”

“Men du er en drage,” udbrød jeg på uhøfligste vis.

Paarthurnax lo. “Jeg er som min fader Akatosh skabte mig.” Han vendte blikket mod Arngeir. “Jeg ønsker et ord med jeres Dovahkiin alene.”

Den Gråskæggede nikkede og forlod gårdspladsen i følgeskab med resten af mændene. Ralof så på mig.

“Det er fint, Ralof,” sagde jeg med et usikkert smil. “Der sker ikke noget.”

Han havde tydeligvis ikke stor tiltro til min dømmekraft, men fulgte alligevel med gruppen indenfor.

Jeg følte mig pludseligt meget alene. Ikke bange, men heller ikke tryg. Bare alene.

Dragen så længe på mig, før han begyndte at tale. “Dovahkiin, fortæl mig dit menneskenavn.”

“R-Reinin,” stammede jeg.

“Du må have en masse spørgsmål, Dovahkiin Reinin.”

Han gav mig tid til at vælge mine ord med omhu.

“Hvorfor mig? Hvorfor er jeg den Dragefødte?” spurgte jeg ham.

“Fordi Tamriel har brug for én. For to årtier siden vidste guderne, at Alduin ville vågne med en sult så stor, at hele verden ville gå under. Derfor så ned på Skyrim og hældte drageblod i en nyfødts årer. Den nyfødte voksede og blev til dig.”

Jeg var målløs. “De Ni Guder eksisterer?”

“Selvfølgeligt. Alduin og jeg er selv sønner af Akatosh. De har evnen til at se hvad fremtiden vil bringe, og de kender sikkert allerede denne dragekrigs udfald.”

“Men hvis Skyrims skæbne – hypotetisk set – er undergang, hvorfor så skabe en Dragefødt til at starte med?”

Dragen så indgående på mig. “De Ni Guder er hverken gode eller onde, og dét må du ikke glemme. De ønsker at se deres Dovahkiin kæmpe for Skyrim, også selvom de kender historiens slutning. Det er rejsen dertil, de er interesserede i. Alduin ved også dette, og derfor angreb han dig både i Helgen og her. Men i Helgen var han stadig svag, og han kendte endnu ikke ansigtet på gudernes Dovahkiin. Derfor overlevede du.” Paarthurnax tav et kort øjeblik. “Han vil gøre alt for at du ikke når at vokse dig stærkere end ham, Reinin.”

Jeg gjorde en synkebevægelse.

“Så du siger, at de Ni Guder holder øje med os lige nu?”

Dragen nikkede med sit enorme hoved. “Hele dit liv har de overvåget dig. Du er denne Æras midtpunkt.”

Dette fyldte mig med en pludselig vrede. “De kunne have reddet Liiv! De lod hende dø!” Raseriet sydede under min hud, og mine negle lavede dybe mærker i håndfladerne. Jeg havde brug for at ødelægge noget.

“Kun visse ting kan guderne ændre, Dovahkiin. Nogle hændelser bliver nødt til at ske for at historien kan gå videre.”

“Men Liiv behøvede ikke at dø!”

Dragen talte hårdt til mig. “Hvis ikke hun var død, ville du have slået dig ned i Riverwood med hende. Du ville ikke være blevet tilbudt et hjem i Whiterun, for du ville aldrig have taget dertil. Dragen ved det vestlige vagttårn ville have slået alle dens modstandere ihjel, og du ville ikke have opdaget din Stemme.” Parrthurnax’ tone blev langsomt vredere. “Byen ville brænde som Helgen, og ingen kunne gøre noget ved det, for den Dragefødte sov trygt og uvidende flere timers rejse derfra.  Alduin ville vinde krigen hvis ikke din søster blev dræbt!”

Jeg kunne intet sige.

Dragen så alvorligt på mig.

“Men… Men hvad skal der ske nu?” fik jeg svagt fremstammet.

“Du og din følgeven tager tilbage til Whiterun. En person venter jeres ankomst.”

“Farengar?” spurgte jeg, men dragen rystede på hovedet.

Dragen kaldte på Ralof og de Gråskæggede.

“Jeg vil flyve de rejsende til Whiterun,” bekendtgjorde Paarthurnax, da alle stod samlet på gårdspladsen.

Jeg gloede. Ralofs og mit blik mødtes.

“Klatr op på min ryg,” befalede han.

Hånd i hånd adlød Ralof og jeg tøvende. Dragens ru hud var panserhård og let at gribe fat i, men jeg gav ikke slip på Ralof.

Og så lettede vi. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...