Himmelflængende Thu'um

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 maj 2013
  • Opdateret: 5 jul. 2013
  • Status: Færdig
KORT ROMAN: Ingen havde forudset dem komme. Dragerne. Da Reinin som én af de eneste overlever det første drageangreb, er hun tvunget til at tage til Whiterun for at viderebringe nyheden om dragernes opstand. Men inden længe er Skyrim vendt på hovedet, og helt almindelige Reinin ender som kaossets alligevel ikke helt så almindelige midtpunkt. [Denne historie er skrevet til gaming fan fiction-konkurrencen over spillet Skyrim. Tak for den tredelte førsteplads!] [Der vil som historien forløber sig forekomme ret stærke scener.]

32Likes
19Kommentarer
1350Visninger
AA

6. Kapitel 5: Gråskæggede

En dags rejse senere ankom vi til High Hrothgar. Borgen lå halvvejs oppe ad Verdens Hals, men både Ralof og jeg var fuldstændigt udmattede og forfrosne da vi ankom.

Uden for borgen stod en ældre mand afventende. Han var klædt i en slidt, mørkegrå kåbe med så lange ærmer, at kun hans fingerspidser kunne ses. En Gråskægget, gættede jeg på.

Da vi nåede hen til ham, vendte han tavst om og ledte os op ad en kort stentrappe og ind i borgens varme. Jeg trampede sneen af støvlerne og så mig omkring. Hovedindgangen havde ført os ind i et større rum, hvor de eneste lyskilder var tilfældigt placerede lysestager. Den dunkle belysning gav stenvæggene et endnu mørkere udseende, og jeg følte mig pludseligt meget indelukket. Klaustrofobisk.

I midten af rummet stod en gruppe Gråskæggede og ventede på os. Fem, talte jeg. De løftede alle hovederne da Ralof og jeg trådte ind. Stilheden blandt dem var øredøvende og dybt ubehagelig.

“Mit navn er Arngeir,” sagde den ene pludseligt, “og jeg fungerer som de Gråskæggedes talerør. Du må være den Dragefødte.” Hans stemme var stor og kraftig, men skabte intet jordskælv.

Tøvende nikkede jeg, for i virkeligheden var jeg overhovedet ikke sikker. Hvad betød det overhovedet at være Dragefødt? Og hvad hvis jeg ikke var det alligevel, at det måske bare var adrenalin, der havde frembragt mit råb?

“Du tvivler?” spurgte han mig.

“En smule.”

Jeg kunne næsten fornemme et smil på hans hærdede ansigt. “Hvis du skal kunne overbevise andre om, at du er den Dragefødte, må du først overbevise dig selv. Vi er visse om dit blods oprindelse, men ikke alle vil være dette. Så prøv igen – råb ad os. Dit Thu’um er endnu svagt nok til ikke at gøre os ondt.”

Ude af stand til at kunne svare, stirrede jeg på Arngeir. Jeg brød mig ikke om, at han virkede så sikker. Alt for mange spørgsmål summede omkring i mit trætte hoved. Derfor besluttede jeg mig for at adlyde hans ordre.

Det var ikke svært for mig at finde min Stemme. Det føltes som en muskel imellem mit hjerte og mine lunger, en naturlig del af mig, som jeg først havde opdaget nu. Så jeg søgte dybt ned i den, og udstødte derefter mit råb mod Arngeir og den Gråskæggede ved siden ad ham. Ikke så højt som dét ved dragenatten, men kraftfuldt nok til at de to havde svært ved at genvinde balancen. Jeg mærkede Ralofs lamslåede blik på mig.

“Og du er stadig i tvivl?” spurgte Arngeir efterfulgt af en dybt rungende latter.

Jeg smilede ikke. “Hvorfor tilkaldte I mig?”

Arngeir så på mig. “Fordi Skyrim har brug for, at den Dragefødte opfylder sin skæbne. Vores opgave er at lede vejen for dig ved at lære dig Thu’umets kunst. Kun med din Stemme kan du besejre Alduin.”

“Alduin?”

“Dragen, der startede det hele. Verdensæderen. Den flere hundreder af år gamle profeti fortæller, at dragernes tilbagevenden vil betyde Tamriels undergang. Du er den eneste, der vil kunne slå ham nok ihjel til at han forbliver død.”

Et held, at jeg ikke troede på sådanne gætterier som spådomme.

“Du og din følgeven vil blive på High Hrothgar til I er forberedte nok til at rejse videre. De Gråskæggedes stormester skal nok bedømme dette,” afsluttede Arngeir.

 

***

 

Vi var gået ud på gårdspladsen på den anden side ad borgen, efter Ralof og jeg havde fået hvilet os. Vinden var stærk og isnende kold, men i det mindste sneede det ikke længere.

Arngeir stod foran mig. “Din Stemme er stærk, men du må huske på, at den intet er i forhold til en drages. Og de ved at du findes, for de hørte dig lige så tydeligt som vi. Derfor er vi nødt til allerede at sætte ord på din Stemme. Thu’umet du skal lære hedder Ubøjelig Styrke, og vil kunne skubbe alt på din vej til side. Det består af de tre drageord Fus, Ro og Dah – Styrke, Balance og Skub.”

“Forstået.”

Som Arngeir talte, trådte en anden Gråskægget frem. “Einarth vil lære dig det første drageord. Gentag ham ved hjælp af intet andet end din Stemme.”

Jeg vendte min opmærksomhed mod manden. Registrerede hver af hans bevægelser. Først bøjede han sig en anelse, og jeg gjorde det samme. Derefter fór han op og råbte “Fus!” så det rungede langt ud over horisonten. Et grantræ kæmpede for at holde sig oprejst.

Langsomt trak jeg vejret dybt ned i maven. Var jeg i stand til at gøre ham kunsten efter så tidligt i min træning? Jeg havde trods alt kun brugt min Stemme sølle to gange. Men... Men jeg var den Dragefødte. Den, der skulle redde Skyrim – ja, hele Tamriel – fra Alduin. Tanken gav mig en blandet følelse af dødelig angst og storhed.

Med den stærkeste røst min Stemme kunne frembringe, gentog jeg hvad Einarth havde råbt, og blev i samme sekund skubbet bagud af min egen trykbølge. Ralof og de Gråskæggede sprang tidsnok til side. En håndfuld træer blev blæst op med roden. 

Min første impuls var at lukke min mund med begge hænder, men skaden var selvfølgeligt allerede sket. Jeg vendte mig mod de andre, som forsigtigt var ved at komme på benene. Arngeir smilede. Ralof gjorde ikke.

“Ved Talos!” udbrød han. “Lidt lavere næste gang, tak.”

Jeg nikkede ihærdigt, men følte mig underligt skrøbelig. Min Stemme tærede på mig, rev mig langsomt op indefra. Åd mig som Alduin ville æde Tamriel.

Jeg var bange for mig selv.

Derfor fortsatte jeg med at øve mig i ordet. Aldrig skulle frygten få lov til at overtage mig.

Efter en del gange uden uheld gik vi videre til Ro, Balance. Dette var anderledes. Ikke så udarbejdende som Fus, men langt stærkere. Fyldigere. Med små skridt blev jeg langsomt bedre til at skubbe nedraslede sten i dén retning, jeg ville have dem. Det var hårdt, og jeg var dybt udmattet da Einarth endelig gav mig en pause.

Ralof, som havde stået og set på hele eftermiddagen, kom hen til mig. “Set med en dødeligs øjne klarer du det vildt flot.”

Jeg kom til at grine. “Tak, o dødelige menneskebarn.” Så så jeg mod Einarth. “Må vi gå indenfor?”

Den Gråskæggede nikkede, og Ralof og jeg forlod gårdspladsen. Så snart vi var inde i varmen igen, vendte han sig mod mig.

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg begyndte at græde.

Hurtigt skyndte Ralof sig at lukke sine arme om min krop. Sådan stod vi lidt tid. Mine tårer var få og lydløse, men gjorde endnu mere ondt end normale.

Da jeg var kommet til mig selv, trak jeg mig langsomt ud af hans kram. Han strøg et sæt fingerspidser over hver af mine fugtige kinder.

“Klarer du den?” spurgte han stille.

Jeg trak næsten usynligt på skuldrene. “Jeg ved slet ikke noget længere.” Min stemme var blevet øm af al den råben udenfor.

Han sendte mig et omsorgsfuldt smil og lagde sin hånd på min skulder. “Husk bare, at du har hele Skyrim i ryggen.”

“Det er netop dét, jeg er bange for.”

Han tøvede. “Fint. Glem Skyrim-tingen. Husk i stedet, at jeg vil stå lige ved siden ad dig hele vejen.”

“Og det lover du? På bjørneære?” spurgte jeg og smilede næsten.

“På bjørneære.”

Hans ord lettede mit tunge hjerte.

Sammen gik vi tilbage til gårdspladsen, hvor de Gråskæggede tålmodigt ventede på os.

Arngeir trådte et skridt frem. “Det sidste ord vil være det sværeste for dig at lære. Et succesfuldt tredje styrkeord vil give dit Thu’um den endegyldige kraft – i dette tilfælde vil skubbet blive betydeligt stærkere. Einarth vil være din lærer igen, men jeg foreslår at du øver Dah adskilt fra Fus og Ro.”

Jeg forstod godt Arngeir. Lidt for mange træer havde indtil nu måtte lade livet.

Einarth gik hen til mig, og vi skiftedes til at råbe. Arngeir havde haft ret i, at Dah var det sværeste af ordene. Det vejede på en måde tungere end de andre, fyldte mere i min hals. Det tog mig fem forsøg før jeg så meget som kunne få træernes nåle til at hvisle. Men i det mindste gik det fremad, og efter halvanden times tid var mit Dah mindst lige så kraftfuldt som Fus og Ro tilsammen.

Jeg vendte mig triumferende mod Ralof, som smilede til mig. Aftensolen farvede hans hår gyldent.

“Er du klar til at forene Thu’umets ord?” spurgte Arngeir mig.

Med kun en anelse tøven nikkede jeg. Svært kunne det umuligt være. Så jeg søgte indad efter min Stemme, der hele dagen var vokset og vokset. Jeg følte mig langt større nu end jeg havde gjort i morges.

Jeg lukkede øjnene efter at have sikret mig, at jeg ikke stod med front mod nogen. Og så råbte jeg.

“Fus … Ro D–”

Længere nåede jeg ikke før mit Thu’um blev afbrudt af et dragebrøl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...